I den hellige by Pushcar finder der hvert år et kamelmarked sted, som vi havde besluttet os at se nærmere på. Det viste sig at være en utrolig farvestrålende oplevelse.
November 2008 skulle tilbringes i Indien - nærmere bestemt i en af Indiens mest farverige delstater - Rajasthan - med den magiske Thar-ørken, ørkenslotte, maharaja paladser, farverige sarier og mænd med turbaner og kæmpe mustacher.
Det vigtigste var dog, at turen blev planlagt således, at vi kunne deltage i det store kamelmarked i Pushkar. ”Vi” er i denne sammenhæng artiklens forfatter og dennes barndomsvendinde Gøje, som endnu ikke har taget sig sammen til at blive meldt ind i DBK.
Turen fra New Delhi og rundt i Rajasthan blev på godt 3.500 km, så vi fik set rigtig meget ørken, sandklitter, påfugle, smukke kvinder i farvestrålende sarier, kunstfærdige turbaner og enorme overskæg. Men denne artikel skal jo handle om det årlige kamelmarked i Pushkar.
Pushkar Camel Fair
Hvert år lige før fuldmåne afholdes Pushkar Camel Fair, som også falder sammen med en religiøs festival for hinduer - Kartik Poornima - Pushkar er nemlig en meget hellig by for hinduer. Byen ligger rundt om en lille sø, som efter sigende skulle være opstået på det sted, hvor guden Brahma tabte en hellig lotusblomst. Det er også i Pushkar, at man finder det eneste Brahma-tempel i verden. Hele vejen rundt om søen ligger templer og ghats, hvor pilgrimmene flokkes for at bade i det hellige vand.
Ud over de flere tusinde mennesker, som flokkes til den religiøse festival, kommer der også godt 50.000 kameler på kamelmarkedet, som hovedsagelig finder sted i de fem dage, som ligger før den religiøse festival. Det er ret vigtigt, hvis det er kameler, man gerne vil se.
Man kan jo undres over, hvorfor der netop findes så stor en bestand af kameler i Rajasthan, men det har sin egen helt naturlige forklaring; Maharajaerne havde brug for en masse kameler - eller dromedarer, som det jo faktisk er - til krigsbrug. I dag, hvor kameler ikke længere anvendes i krig, er de blevet en vigtig del af daglige liv i Rajasthan.
Et fantastisk skue er det med kameler så langt øjet rækker, hvor kommer de dog alle fra? For mange - sikkert både kameler og kamelens familie - er kamelmarkedet den store årlige begivenhed, som alle har set frem til. Kamelerne nok mest i spænding for at se, hvor de nu ender, og for dens ejermænd er det en kærkommen lejlighed til at se og høre nyt fra resten af verden.
Vi blev budt på te hos en flok mænd, som fortalte, at de havde været 2 uger til fods undervejs for at nå til markedet. Og ja... så er der altså også 2 uger tilbage igen ude på de endeløse veje gennem ørkenen og på et tidspunkt langs de smallere veje, så længe det er muligt, før vej bliver til ørken.
Puskar Camel Fair er et kæmpe marked med kameler i store mængder, kvæg, tivoli, hellige mænd, smukke kvinder, turbanklædte mænd i de smukkeste hvide (hvordan kan det lade sig gøre?) dragter, religiøse pilgrimme, spedalske, tiggere, boder, og ja selvfølgelig: turister. Markedet har nemlig længe været en kæmpe turistattraktion, ikke mindst pga. rajasthanernes hang til strålende farver.
Nu kunne man godt tro at et marked som dette ville være et gigantisk mega ”svineri” med kamellort og kokasser og det der er værre over det hele, men det var faktisk ikke tilfældet. Jeg havde ellers helgarderet mig og sagt til Gøje: ”jeg tror, at jeg tager mine vandrestøvler på, så kan de bare komme an”.
Jeg havde jo helt glemt, at dette var Indien, hvor intet går til spilde. I en stor indhegning løb en masse smukke og farverige kvinder rundt og tørrede kamellort og kokasser. Faktisk var det lige før, kamelerne fik lov til at "levere" lige ned i en skål, som derefter blev bragt til "tørre-stativet", hvor
praktisk!!! Det virker dog lidt pudsigt at se en smuk kvinde med læssevis af guldsmykker og smuk rød sari løbe rundt med en kokasse i hånden.
Selv om køb og salg af kameler og kvæg er det som det hele går ud på, så sker der meget mere i de dage, som markedet finder sted, men kamelerne har en central del i festlighederne. Kamelerne bliver top-stylede og der bliver afholdt skønhedskonkurrencer for dem. Aldrig så jeg så ”lirede” kameler, faktisk har nogle af dem ret meget tilfælles med de pakistanske lastbiler.
Næsepiecinger og eyeliner var åbenbart meget trendy blandt kameler i 2008. Kamelernes pels får også en ordentlig omgang, nogle bliver kunstfærdigt barberet, og faktisk så vi en, som så ud til at være trukket i en norsk sweater med striber og stjerner. Kamelejernes kærlighed til deres kameler er afgjort stor, så det må være svært at skille sig af med dem.
Der var en del boder, hvor man kunne købe alt til sin kamels forskønnelse - alt meget farverigt naturligvis. Inderne må være et af de mest ”pyntesyge” folk i verden. I mange tilfælde så kamelejernes ordsprog ud til at være ”hellere overdrive end at være kedelig”, hvilket vel er en udmærket livsfilosofi at have.
Der afholdes også mange andre konkurrencer, f.eks. kamel-væddeløb og kåring af markedets største og smukkeste overskæg. Det med overskæg er noget de er gode til i Rajasthan. Til daglig, når der skal bestilles noget, bliver overskæggene rullet rundt om ørerne, så ved man, hvor man har den. Et skæg på 50 cm er ikke usædvanligt.
Royal Desert Camp
Det siger sig selv at Pushkar by ikke har hotelværelser til alle pilgrimme, turister og kameldrivere, og man skal være ude i god tid, hvis man vil bo inde i Pushkar by under denne ”Mela”. Vi var for sent ude (hvem kan planlægge så langt ud i fremtiden?), men vi fik lejet et telt.
Vi havde forestillet os, hvordan det ville være at bo i et telt med tusindvis af nysgerrige indere og mindst lige så mange kameler lige uden for, men alting blev helt anderledes. Vi skulle bo i Royal Desert Camp, og det var i sandhed kongeligt.
En kæmpe teltby midt i ørkenen, som ikke er det mindste primitivt. En indhegnet lejr med store safaritelte, og ikke nok med det, de var møbleret og med et badeværelse med træk og slip og et brusebad med varmt vand!!!! Man følte sig jo helt viktoriansk. En helt særlig oplevelse var det at sidde på potten omgivet af teltdug og indisk nat.
En anden finurlighed var også de viktorianske ”gadelygter” rundt i hele teltbyen. Forestil jer, hvordan hele marken ser ud ugen efter, hvor alle telte er taget ned, møblerne pakket væk - en stor flad plads i en ørken, med lygtepæle, brusere og toiletter!!!!
Om aftenen var der underholdning og dans i lejren og fællesspisning i de store restauranttelte. Der var kæmpe buffeter med velsmagende indisk mad, kun vegetarmad naturligvis. Pushkar er jo en hellig by, og her bliver ikke spist kød, eller drukket alkohol under festivalen, selv kysseri måtte man afholde sig fra.
Sadhu - "I promise you long life"
Uha, det ville have været godt med en kold øl efter en dag i ørkensandet, men man må jo have respekt for de lokale traditioner. Dog fandt vi ud af at vores medbragte fernet branca (som skulle rede os fra en Delhi belly) kunne blandes op i cola. Nok ikke lige en kombination, som vinder stor tilslutning hos os fremover, men det var nu lidt hyggeligt at skåle for vores længe ønskede deltagelse i det hersens kamelmarked.
Pushkar Downtown
Ud over det eventyrlige ved at gå rundt og se på kameler og observere, hvordan dyrene bliver solgt, kunne man også tage ind i Pushkar by og blande sig med pilgrimmene. Et væld af pilgrimme badede i søen fra de mange ghats, som ligger hele vejen rundt langs søen. Man måtte gerne være med, bare ikke tage billeder.
Overalt løb vi på saddhuer - hellige mænd - og jeg må blive en rigtig gammel dame, for vi blev ønsket ”long life” rigtig mange gange. Ud over de hellige mænd havde mange også øjnet en chance for en ekstra indtægt ved at klæde sig besynderligt ud. Én havde f.eks. farvet sine to små børn
blå og klædt dem ud som Lord Krishna. Det så faktisk ret godt ud, men nok ikke lige noget at supportere ved at betale for et billede.
Andre som havde set chancen for en indtægt var en del af Indiens spedalske. Jeg må nok indrømme, at de som regel kan få mig til at ryste op med nogle håndører. Jeg ved godt at man ikke kan redde hele verden, men det er da ikke nemt at forsørge sig selv, når man har mistet både fødder og hænder. Det kan være en barsk omgang bare at være øjenvidne til, og her rækker 20 kroner langt.
Videre
Efter to dage i Pushkar måtte vi videre. Da vi kørte ud af Pushkar overhalede vi mange grupper af turbanklædte indiske mænd med bare fødder, som til fods var på vej hjem til deres landsbyer. Hvis alt var gået vel, havde de ikke de samme kameler med tilbage, som de tog hjemmefra med. Måske de havde flere ugers gåtur foran dem, og måske de netop havde oplevet årets højdepunkt.
For os ventede Udaipur, Jaipur og Agra forude, før vi fløj ned til Kerala for at opleve backwaters og blive godt og grundigt æltet igennem på et ayurvedic ressort, inden vi fløj direkte hjem til de første julefrokoster.
