Alaska 71,17 grader nordlig - ishelvedets forgård

Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen

Point Barrow - det absolut nordligste punkt i Nordamerika - stedet ligger et par kilometer udenfor selve byen.

Den lille Inupiat-bosættelse Barrow i det nordlige Alaska er en af verdens alleryderste endestationer og forposten til Nordpolens ismasser. I 2007 satte jeg mig for at føje et nyt nordligt punkt til min liste og det skulle være stort, vildt og øde! Så jeg besluttede mig for, at besøge landsbyen ved Det Arktiske Hav som er den nordligste bebyggelse i Nordamerika. Det blev mit første møde med polaregnenes ødemark og både midnatssolen og den barske vildhed gjorde et usletteligt indtryk på mig. Samtidig blev jeg overrasket over hvilket interessant persongalleri den lille by rummede. Hvem havde for eksempel lige forventet at møde mexicanske senoritas sammen med isbjørnene ved verdens ende?

”Do you have a return ticket?” spørg taxichaufføren bekymret, da vi kører ud af Fairbanks mod lufthavnen. Han rynker brynene og iagttager mig med faderlig mine, som om han er ved at sende sin datter til verdens ende. Det er heller ikke helt løgn. Det er juni 2007 og jeg har planlagt at tilføje et nyt nordligt punkt på min liste. Det nordligste har indtil nu været Oslo.

Jeg bruger den første tid i Alaska til bl.a. at se den næsten 2000 km lange olierørledning - Alaska Pipeline.

Egentlig skulle jeg have været til Svalbard, men da jeg opdager, at billetten til Alaska kun er et par tusind kroner dyrere vælger jeg turen til Anchorage. Jeg bruger først tiden omkring Fairbanks, ser bl.a. den berømte Alaska pipeline og får smagt mit livs første rensdyrstuvning. Men jeg kan mærke, at de nordlige polaregne har et fast greb i mig og på turistkontoret booker jeg en billet til et lille udsted der hedder Barrow. Det koster en formue at flyve dertil, og der findes ingen hoteller til under 100 USD pr. nat, men jeg er fast besluttet. Det er min første rejse i det arktiske, så jeg ved ikke helt hvad jeg skal forvente. Taxichaufføren er den anden jeg har mødt, der ser underligt på mig. Jeg har været over 24 timer undervejs til Anchorage over Atlanta og Seattle. Da jeg sidder i flyet mod Seattle, spørger en ung fyr interesseret, hvor jeg skal hen. "Jeg skal til Alaska" svarer jeg kækt og straks er det som om manden mister al farve i ansigtet. Allerede dér går det op for mig, at mit forehavende åbenbart ikke er helt almindeligt - i hvert fald ikke set med den jævne amerikaners øjne. Jeg fornemmer hurtigt, at folk simpelthen syntes jeg er bindegal. De anser Alaska for verdens ende, og et sted man kun forvilder sig hen, hvis man enten ikke er rigtig klog, eller virkelig er i alvorlig økonomisk knibe. (Olieindustrien i Alaska betaler en god hyre, men vil til gengæld kun se mænd med hår på brystet). Åbenbart er det fjerne nord også verdens røvhul, hvis du spørger en person bosiddende i det centrale Alaska. Der er ingen tvivl om, at denne taxichauffør mener det alvorligt - ér jeg nu i stand til at komme tilbage til civilisationen? ”Der sker ikke en skid i Barrow!” lader han mig vide, da jeg slæber min rygsæk hen til check-in skranken. Jeg smiler bare lidt ved mig selv, for deres reaktion har nøjagtig den modsatte effekt på mig, den skærper blot min umættelige nysgerrighed og eventyrlyst.

Udsigten fra flyet indover den sydlige del af Alaska og Canada er storslået og fantastisk smuk.

Slædehunde og bilvrag

Flyets hvinende motorer falder langsomt til ro og ud gennem vinduet mødes jeg af et umådeligt øde og barsk landskab. Turen har varet et par timer, og har taget mig hen over store vidder med tilfrosne søer og et landskab der er goldt og uspoleret. Det ligner noget fra en fremtidsfilm og en lille bitte snert af usikkerhed strejfer mig - er det virkelig så vildt som taxichaufføren antydede? Overdrev han ikke bare en lille smule? Men der er ingen vej tilbage - jeg er på vej mod verdens absolutte ende og det kildre frydefuldt i maven. Eventyr! Yes!

Kulden svider i næseborene og virker næsten elektrisk, da jeg stiger ud af maskinen. Der fejer en krystalklar kold vind hen over landingsbanen og det er en komplet anden oplevelse end de gange, hvor jeg er stået ud af flyet et tropehedt eksotisk sted. Der slår den ramme varme vind mig i møde, her får jeg nærmest et skarpt svirp med en pisk. Skarpheden gør næsten ondt i halsen, for selvom det er højsommer og der er en klar solrig himmel, så er temperaturen stadig kun et par grader over frysepunktet og luften er isnende. Wauw tænker jeg, det er så sandelig anderledes end alt jeg nogensinde har prøvet. Et skilt indikerer, at jeg er landet i USAs nordligste bosættelse, 71,17 grader nordlig og 4215 miles fra Danmark. Jeg træder ud af ankomsthallen og ud i et helt særegent samfund, en verden for sig. Ankomsthallen er flankeret af uldne slædehunde, advarselskilte mod isbjørne, små butikker med dyreskind og gamle bilvrag i vejkanten. Mit hotel ligger i gåafstand lige overfor lufthavnen og mit første indtryk af stedet er, at her er der i hvert fald ikke brug for hverken taxier eller bybusser.

Hvalfangerbådene er slæbt på land - her ved siden af Hvalkæbeporten.

En hvalfangerbåd på slæde - jeg er kommet til Inupiatternes land!

Jeg har booket fire nætter på hundrede-dollar-hotellet, der viser sig at være et lille træhus. Der er både mørklægningsgardiner og satellit-tv med adskillige kanaler, så helt udenfor lands lov og ret er jeg trods alt ikke landet. Når jeg ankommer til et nyt sted kan jeg godt lide, at tage en lille inspektionstur rundt i nærmiljøet for at se hvad der foregår, så jeg smider rygsækken og går på opdagelse. Det første der slår mig, da jeg går ned af hovedgaden, er hvor vanvittigt stille der er. Roen brydes kun nu og da af en traktor med tilhørende vandtank, der spreder vand ud på jordvejene for at binde støvet. Der bor ca. 4500 indbyggere på denne lille isolerede plet, og de kan køre lige så langt de vil - ud i intetheden. Omgivelserne præges af mos, gult afsvedet græs og sparsom vegetation og få skridt ude af byen, er der store endeløse og langstrakte vidder. Der er højt til himlen og så fladt, at jeg med lethed kan se flere kilometer væk.

Langs vejen ligger stillestående smeltevandslaguner med snavsede snedriver, der endnu ikke forsvundet trods sommerens højere temperatur. En tung rørledning følger vejens krumning - her er det umuligt at grave i jorden pga. permanent frost. Byen består af to mindre dele med en stor smeltevandssø imellem. Det tager vel omkring en halv times tid at gå fra den ene ende af byen til den anden. Udkanten af begge bydele ligger klods op af Det Arktiske Hav, der er frosset til flere kilometer ude i horisonten. Jeg går ned på stranden, som er gråt groft sand. I stedet for en brænding ligger isen i tykke isflager. Farverne er intense, himlen klar blå og isen skinnende hvid. Ved stranden opdager jeg - hvad der vist må siges at være byens vartegn - en port rejst af hvalkæber der skuer udover det kolde hav. Der hænger sælskind på en tørresnor og hvalfangerbåde er slæbt på land - alt sammen symbolet på ældgammel fangerkultur og inupiat-tradition.

Et dovent Stars and Stribes klasker mod flagstangen ved et af træhusene.

Kontrastfyldt trøstesløshed

Som dagene går begynder jeg at finde Barrow ganske charmerende på sin helt egen facon. Den lille flække minder allermest om en afsides beliggende grønlandsk bygd med huse af træ og slædehunde, der rusker aggressivt i lænkerne og gør vildt når man nærmer sig. Men byen er også en gammel begravelsesplads for udtjente biler og skrot, der aldrig forgår i det knastørre klima. Det er enten umuligt eller for dyrt at skaffe det af vejen, så brugt materiel efterlades, og bevares for evigt i den lave luftfugtighed. Det hele giver indtryk af en eller anden kontrastfyldt trøstesløshed. På den ene side, kan man ikke lade være med at falde for den ekstreme stilhed og brutale skønhed. På den anden side har byen en svag undertone af at være en depressionens sump med forfald og håbløshed. Der er sådan et vagt strejf af en trøstesløs ensformighed. Et dovent Stars and Stripes klasker mod flagstangen ved et af træhusene, og jeg går rundt på byens lille kirkegård med forfrosne afskallede gravsten, der vidner om et opslidende liv i kulden og mørket. Her finder de døde hvile i permafrosten med plastikblomster

Et lidt trøstesløst syn - gamle biler og skrot der aldrig forgår i det tørre klima.

til minde og frit udsyn over ishavet. Et liv med sommer uden nat og vinter uden dag - fuldkomment i naturens vold. Det står klart for selv den hårdeste sjæl, at mennesker kun er små i forhold til naturens luner på disse kanter. Barrow er samtidig et kontrastfyldt forsøg på en mellemting mellem et supereffektivt USA og en totalt tilbagelænet eskimokultur, hvor den moderne verden møder noget ældgammelt og traditionelt.

Mens jeg går rundt i byen, kommer jeg til at tænke på min storebror. Han tog til Thulebasen i 1984 for at arbejde, da jeg var 10 - 12 år gammel. Jeg var vant til, at han altid var et eller andet sted henne, og mens jeg trasker rundt i egne tanker på jordvejene, forstår jeg pludselig hvad det var, der trak i ham - udover den fede løn. Der må skulle en moden ro til, for at holde disse breddegrader ud i flere år i træk. Jeg forstår knapt, hvordan han udholdt syv år i det allernordligste Grønland. Det forudsætter et specielt temperament og stærk vilje, men jeg forstår godt hans passion for polaregne - naturen er fantastisk smuk og rough - og virkelig skåret helt ind til benet.

Barrow, Alaska - den nordligste bosættelse i Nordamerika - Nordpolens forgård!

Alene at kunne rumme kulden og mørket i vintermånederne må kræve sin mand, og når man så oven i købet er isoleret i et lille bitte samfund, må det virkelig kræve nogle ofre for ikke at blive komplet desperat. Jeg får rigeligt tid og rum til at tænke mange dybsindige tanker, mens jeg vandrer rundt i den lille by, og føler jeg kommer ind til noget virkeligt essentielt, en ægte væren og en stor følelse af frihed. Ens hjerne bliver ganske enkelt tømt for tanker, og der er ingen tvivl om, at det er god mentalhygiejne for en stresset europæer at opholde sig i disse uvejsomme egne, hvor tiden synes at have stået stille i årtier. Byen kører i sit eget tempo, og begrebet tid er en naturbunden relativ størrelse. Jeg føler stilheden som ren helse, men kunne man bo her i en længere periode? Jeg er måske lidt tilbøjelig til at give taxichaufføren ret efterhånden - det er nok meget godt at jeg har en returbillet.

Barrow er mit hjem

I løbet af tiden i Barrow begynder jeg at snakke med de indfødte og på byens turistkontor i en hotelreception, støder jeg på en ung kvinde, der er født og opvokset i byen. Fuld af beundring spørger jeg ind til hendes liv på dette lille udsted. Hun har rejst som backpacker i Europa efter endt skolegang, men længtes så smerteligt tilbage til sin hjemby, hvor hun nu er glad for sit arbejde på hotellet. ”Barrow er mit hjem” fortæller hun med en særlig varme i stemmen og kunne slet ikke forestille sig at bo andre steder. Det er svært at sætte sig ind i, at nogen kan betragte isolationen ved verdens ende som sit hjem. Jeg bliver nok lige lidt eftertænksom ved den udmelding og forlader hende med en helt klar overbevisning om, at man skal

I stedet for en brænding ligger der tykke isskruninger på stranden ved Det Arktiske hav.

være født her, for at forstå det helt ind i hjertet. Dagen efter har jeg meldt mig på en midnatstur ud på tundraen for at se isbjørne og Point Barrow - det nordligste punkt i Nordamerika, der ligger et par timers kørsel udenfor selve byen. Guiden fra Tundratours er midt i trediverne, og bor i et omhyggeligt isoleret hus af bølgeplader på tundraen med sin familie. Han fremviser stolt sit hjem og lader os vide, at han også er glad for at bo hvor han bor. Imponerende hvor mennesket kan finde på at bosætte sig, tænker jeg og så oven i købet se ud til at trives. Vi kører forbi militære radaranlæg og vejrstationer og en isnende blæst fyger over de gigantiske ødemarksstrækninger. Kulden får næsten luften til at knitre, da vi klokken ca. 3 om natten når ud til stedet, hvor vi skal forsøge at få et glimt af isbjørnene. De har gravet et hvalkadaver ned i sandet for at tiltrække dyrene og vi spejder koncentreret. Jeg falder i snak med canadiske Jennifer, der er i Alaska på ferie inden hun og hendes mand rejser til Tyskland for at arbejde på en amerikansk militærbase. Vi ryster begge af kulde, men betages alligevel over det bjergtagende natursceneri, der udspiller sig i denne arktiske nat. Om dagen er lyset meget gennemtrængende, men om natten er midnatssolen blød, klar og gyldenrød med en helt speciel glød. I dette guddommelige lys er det svært at forestille sig det uigennemtrængelige vintermørke 24 timer i døgnet 9 - 10 måneder om året. Vi leder grundigt efter isbjørnene, men isen ligger øde hen i pudderblødt solskin. Jennifer fortæller, at hun kender en kvinde, som er skolelærer i Barrow og som hun siger, så er livet på ingen måder lutter idyl her. Som det ses ofte med grønlænderne i Danmark har den indfødte eskimobefolkning i Barrow det svært. Arbejdspladserne er begrænsede, deres kultur er på vej til at forsvinde og mange reagerer med sociale problemer og alkoholmisbrug. Andre igen har det svært med mørket i vintermånederne, som er skyld i en høj rate af depressioner og selvmord. Så min fornemmelse af et sted med mange menneskelige tragedier er ikke helt forkert. Det får mig dog ikke til at skifte mening om naturen, der er tårefremkaldende smuk og fredfyldt på en morgen som denne. Jeg slentrer alene hjem til hotellet kl. 4.30 og horisonten ligger badet i et sælsomt lys, mens bosættelsen fremtræder ensom og tavs som en nøgen spøgelsesby.

Der er højt til himlen og store horisonter i det nordlige Alaska.

Sprøde tortillas og hede Senoritas

Selvom eskimokulturen præger det nordlige Alaska, så finder jeg snart ud af at befolkningen i Barrow også er et fascinerende multietnisk blend fra hele USA og resten af verden. Byen har trods sin afsides beliggenhed tiltrukket alskens lykkejægere i tidens løb og mange fremmede har bosat sig i det gådefulde nord. Et af de mere eksotiske indslag og iøjnefaldende oplevelser i byen er mexicanerrestauranten Pepe's North of the Border. Stedet har til huse i noget, der minder om en gammel militærbarak. Da jeg træder ind i restauranten mødes jeg af

Den smukke polarcirkelcertifikat som jeg fik udleveret på mexicanerrestauranten.

et charmerende broget og surrealistisk syn af mørklødede senoritas og loftbjælker dekoreret med ranker af tørrede chilipebre. Kulørte crepepapirs-guirlander blander sig med vægmalerier af spanske kolonibygninger i stærke farver, der øjeblikkeligt sender tankerne på langfart mod mere lune breddegrader. Det er som at gå ind i en helt anden verden - et lille stykke hedt og temperamentsfuldt Latinamerika små 50 meter fra et iskoldt hav. Rygende hedt og sensuelt kontra isnende kulde - en ultimative kontrast som to yderpunkter af verden. Jeg får serveret rygende varme tortillas og en lerskål med stærk dip på mexicanske duge i klare farver, og bagefter får jeg udleveret et flot Polarcirkelcertifikat med underskrift og et billede af hvalkæbeporten. Jeg er nu på livstid medlem af den eksklusive skare, der har passeret polarcirklen i The Great State of Alaska.

Da jeg få dage senere går ud til flyet, kaster jeg et sidste blik ud over den øde tundra - et sted der har efterladt et usletteligt spor i mit sind. Jeg er kommet til at holde af denne lille besynderlige flække med dens pudsige personligheder og indslag, og så har jeg forelsket mig dybt i de vide horisonter. Jeg ønskede mig virkelig noget barsk vildhed, og det fik jeg. Jeg søgte efter et sted helt derude, hvor man kan høre hvad man selv tænker - og det fandt jeg. Der var magiske øjeblikke og jeg indrømmer gerne, at jeg efterlod et stykke af min sjæl i Alaska, og aldrig blev helt den samme igen efter oplevelsen. Følelsen af, at få lov til at vende tilbage til naturen i sin reneste form var helt unik.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside