El Salvador - skrækhistoriernes højborg eller…..????

Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen

”Hvis du var min datter fik du ganske enkelt ikke lov til at tage dertil”!!! - ”Du bliver både røvet, skudt, voldtaget og kidnappet” (ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge)!!! - ”Landet har ikke noget at byde på, der er værd at blive skudt for”!!!!!

Det var bestemt ikke advarsler der manglede, og ovennævnte var bare et lille udvalg af de mindre opmuntrende udmeldinger jeg fik, når jeg nævnte El Salvador som en mulig destination på min rejse gennem Mellemamerika.

Som solorejsende kvinde gennem det til tider temmelig mandsdominerede Latinamerika lærer man at tage sine forholdsregler og at finde sin kvindelige Rambo-side frem. Det var lige før, at jeg ind imellem kunne begynde at ane håret vokse frem på brystet af mig selv. Ikke fordi jeg havde lyst til at gå rundt og være rå og sej, men mere fordi det simpelthen var nødvendigt at blive lidt hård i filten, markere sig og opnå respekt.

Maya-keramik til salg

Ovennævnte advarsler om det lille før så borgerkrigshærgede mellemamerikanske land fik jeg af folk, der havde boet i området gennem en årrække, og som havde været bekendt med landets tilstand både under og efter borgerkrigen. Den slags udtalelser kunne jo nok få en del rejsende til øjeblikkeligt at hugge bremserne i og styre udenom El Salvador. Omvendt mødte jeg også nogle få, der kun havde rosende ord til overs for salvadoranerne. Så jeg var noget rådvild, men var dog noget mere nysgerrig end skræmt.

Jeg kom efter lang tids overvejelse til den konklusion, at så slemt kunne det umuligt stå til i landet - og at det skulle komme an på en prøve. Ja der var nærmest gået lidt sport i selv at finde ud af, om det nu også var så vildt, som alle fortalte mig. Det var dog - indrømmet - med en anelse sug i maven jeg bookede flybillet fra Panama City til San Salvador. Der blev også bedt et par ekstra aftenbønner, men beslutningen var truffet, jeg ville selv tage landet i øjesyn og danne min egen mening.

Jeg havde forinden brugt næsten fire måneder som rygsæksrejsende fra Cancun i Mexico og til Panama City, så kendskabet til landene i Mellemamerika - og ikke mindst mentaliteten - var ved at have nået et ganske højt niveau. Især hvordan man begår sig som singlerejsende kvinde. Gringa, turist, blå øjne, blond og 180 cm - alene og uden en mand, som jo er en meget vigtig og højtrangerende detalje i det latinamerikanske.

Det gik ikke uden en vis grad af rundsave på albuerne, havde jeg erfaret i de forløbne måneder. Mit meget anvendte og ganske effektfulde dræberblik havde hyppigt måttet tages i brug undervejs til at holde nærgående mænd på afstand. Så alt i alt mente jeg, at jeg var helt godt rustet til mødet med de berygtede salvadoranske ungdomsbander, ex-guerilla-soldater, kidnappere og voldtægtsforbrydere - og hvad der nu ellers fandtes af godtfolk i El Salvador. Men jeg skulle da blive grundigt overrasket.

Suchitoto og El Gringo Roberto!!

Som forberedelse til at skulle indtage dette mere end skumle land tænkte jeg, at jeg hellere måtte begynde at opbygge en form for netværk i El Salvador. Så min plan var at prøve at finde nogle mennesker, der enten boede i landet eller eventuelt skulle rejse dertil. Og ingen steder var næsten bedre end Lonely Planets 'Thorntree Forum', hvor folk søgte gode råd, rejsepartnere og oplysninger til snart sagt enhver lille afkrog af verden.

Jeg fik oprettet min profil, og snart fik jeg mail fra Robert, som viste sig at have boet i El Salvador i fjorten år, var salvadoransk gift og havde fire børn. Han og hans familie var bosat i den lille by Suchitoto cirka halvanden times kørsel nord for San Salvador, og så var han i øvrigt lærer på danske Mellemfolkeligt Samvirkes ungdomsrejseprogram, Global Contact. Jeg skulle da endelig være velkommen hos Robert og hans familie, og hvis jeg havde lyst, ville han gerne, at jeg kom med hen og hilste på de danske unge mennesker og gav dem et par råd med på vejen, inden de skulle ud i tre måneders praktik i Guatemala.

Mit første møde med El Salvador var turen fra lufthaven til San Salvadors busstation, 'Terminal de Oriente', hvorfra min bus til Suchitoto gik. Min buschauffør gjorde sit absolut yderste for at finde en bankautomat til mig. Jeg havde penge til at betale ham, men vi var inde på fire forskellige tankstationer for at finde en automat, så han var sikker på, at jeg fik hævet penge. Jeg begyndte langsomt at finde disse mennesker ganske sympatiske og betænksomme, trods alle advarslerne.

Dekorativt udsmykket bus. Sminket lig hvor kun malingen holder sammen på bussen

Terminal de Oriente var den sædvanlige blanding af gule, aftjente amerikanske skolebusser, kaldet Chickenbusser, støv, og en larmende menneskemængde, der solgte alt lige fra kolde sodavand i plastikspande med is til lyserød klæbrigt sukkerstads til ungerne. Samme stemning som en hvilken som helst anden busstation i Mellemamerika - og dog alligevel anderledes. Noget udefinerbart - men anderledes!!

Skramlende, osende og hakkende satte bussen sig i bevægelse og ud i et mildest talt farverigt kaos. Der var bilkøer af uendelige dimensioner, og senere fik man en forklaring på hvorfor. Der var sket en trafikulykke udenfor byen, og bilkøerne og panikken var ved at nå en nærmest kaotisk størrelse. To biler var stødt frontalt sammen, føreren af den ene bil var blevet dræbt - ham havde man lagt inde på fortovet i nærmest halvsmadret tilstand. Men efter en alternativ genvej over fortovskanter, gennem tankstationer og lidt ud og ind gennem et par markedspladser, hvor folk og fjerkræ på det nærmeste sprang for livet, da vi kom buldrende, fik vores trænede buschauffør os dog ud af både kaos, pressefotografer og enorme mængder af nysgerrige, der havde samlet sig på ulykkesstedet.

Efter cirka en times buskørsel gennem et ganske fredeligt og smukt landskab ankom bussen til Suchitoto, en lille landsby med hyggelig idyl, brostensgader og folk, der roligt passede deres daglige dont. Jeg var mildest talt chokeret over, at det her land, som jeg havde hørt så mange onde rygter om, indtil videre var noget af det mest fredelige og hyggelige. Men alt skal jo som bekendt have en chance og læres at kende, inden man kan bedømme noget som helst.

Alle kendte alle i byen, og det rygtedes hurtigt, at en backpacker var ankommet. Jeg fik et nydeligt værelse hos Fernando og hans kone, og senere - på den lille lokale internetcafé - kom en mand hen og spurgte, om jeg var Anette fra DK. Det viste sig at være Robert (med øgenavnet El Gringo Roberto) - rygtet var altså allerede nået helt ned til ham, at jeg var ankommet. Jeg var med hjemme og hilse på hans søde kone og børn, og vi fik en lang snak.

Robert er halv amerikaner og halv salvadorianer og er født og opvokset i San Francisco, Californien. Han kom oprindeligt til El Salvador som agronom for at være med til at starte et landbrugsprojekt, mødte sin kone og blev hængende - nu på fjortende år. Nu arbejdede han som lærer på Global Contact programmet, havde en lille restaurant, en internetcafé, samt et mindre rejsebureau, hvor han hjalp rejsende til El Salvador med forskellige ting som at booke hostel, tage dem på mindre ture i landet osv.

Vi gik i gang med at planlægge en tur, jeg havde planer om at tage på. Jeg var specielt interesseret i at se de mayaruiner, som landet havde at byde på, så vi planlagde en heldagstur rundt til de forskellige sites. Jeg valgte at gøre det på denne måde, dels af sikkerhedsmæssige årsager, dels fordi ruinerne lå noget fra hinanden i afstand. Det ville blive det nemmeste at planlægge at se stederne på én tur i stedet for selv at skulle finde rundt til ruinerne vha. offentlige transportmidler. Og desuden skulle jeg jo også lige vejre sikkerheden i det her ”farlige” land. Vi skulle se Joya de Cerén, San Andres og Cihuatán - nogle af de mest kendte arkæologiske steder i El Salvador.

Global Contact og cooperativet Santa Anita

Suchitoto er udnævnt til en slags ”hovedby” i Mellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram. Det er her alle kursister lærer spansk den første del af tiden de er i Mellemamerika, inden de bliver sendt ud i praktik i andre lande eller områder af El Salvador. Praktikken kan være indenfor skoler, børnehaver, landbrug, projekter der arbejder for at forbedre forholdene for undertrykte kvinder og børn, familieplanlægning/AIDS osv.

Med klassen på udflugt til børnehaven i Santa Anita

Skolegangen i Suchitoto indeholder mange relevante fag om bl.a. landets historie, borgerkrigen, politik, religion, lokalsamfundet, intensiv spanskundervisning og små udflugter rundt i lokalområdet. Så eleverne er godt klædt på til et tre måneders praktikophold efter endt skoleperiode i Suchitoto. Det er på mange måder en meget aktiv lille by, selvom den ligger forholdsvis langt ude på landet. Mens jeg var der, afholdtes der f.eks. musikfestival, som alle deltog aktivt i.

Næste dag var jeg så med henne i klassen og hilse på de unge mennesker, hvor vi fik en god snak, og de stillede mig spørgsmål om, hvordan jeg havde oplevet det at rejse alene i Mellemamerika. Det var sjovt at snakke med dem, seks meget entusiastiske unge mennesker, der alle kun havde positivt at sige om El Salvador, Suchitoto og programmet. Efter skoleperioden skulle de alle i praktik i byen San Cristóbal i det centrale Guatemala, og de fleste af dem ville desuden rejse rundt i Mellemamerika, inden de igen vendte næsen hjem mod DK. Jeg blev vist rundt på deres værelser, spiste med til frokost og fik mange gode og hyggelige samtaler med dem.

Om eftermiddagen blev jeg inviteret med på deres udflugt ud til et lille cooperativ Santa Anita, hvor Robert i tidernes morgen havde startet et landbrugsprojekt, som nu bar frugt. Vi blev inviteret på markvandring gennem deres frodige sukkerrørsmarker, hvor den lokale bonde Santos bød på smagsprøver. Han skovede simpelthen en stak sukkerrør, afbarkede dem og lod os smage på den ægte vare. Så der blev gnasket, grinet og pjattet. Vi fik også forklaret, hvordan man dyrker økologisk kaffe og tog kaffemarkerne i øjesyn med smukke bjerge i baggrunden. Tilbage igen i Santa Anita blev vi vist rundt i børnehaven og fik set, hvordan de lokale forarbejdede majs til tortilla-mel.

Alt i alt en utrolig positiv oplevelse at møde disse lokale bønder, der så alt andet end fattige, ulykkelige eller voldelige ud. Tværtimod åndede alt fred, stor harmoni og ingen fare. Så den skepsis jeg havde haft for landet begyndte efterhånden alvorligt at smuldre og falde af i store flager. Det var svært at forestille sig at disse smukke og fredelige landskaber havde dannet kulisser for en så lang og blodig borgerkrig.

Mayaruiner og El Salvadors Pompeji

El Salvador har ikke mayaruiner, der kan sammenlignes med Mexicos Chichén Itzá eller Guatemalas Tikal, men de har dog et par stykker, som efter min mening er værd at kigge nærmere på.

Ruinas de Tazumal i Santa Ana

En af dem er ikke en decideret mayaruin, men en by, der blev begravet i aske under et vulkanudbrud. Joya de Cerén blev begravet under et 4-6 meter tykt lag aske, da vulkanen Laguna Caldera gik i udbrud i år 600. Eneste forskel fra italienske Pompeji er, at man i Joya de Cerén aldrig fandt mennesker, men kun forskelligt husgeråd, mad, planter og grøntsager. Folk var på en eller anden måde nået at blive advaret og sluppet væk i tide. Til gengæld er alt hvad man har fundet under asken meget velbevaret - selv en ubuden rotte i en lerkrukke med majs er bevaret.

Undertegnede i mayaruinen Cihuatán

De to mayaruiner på turen - Ruinas de San Andres og Cihuatán - var ganske spændende at se. Ikke at sammenligne med de kendte mayaruiner jeg så i det nordlige Mellemamerika, men dog interessante og under stadig udgravning. Cihuatán gjorde sig ekstra bemærket ved at ligge uhyre afsides, med absolut ingen skygge af turister, men med et helt nyt og pænt veludstyret besøgscenter, som tog tilløb til at trække flere turister til. Desuden har Cihuatán to rituelle boldbaner, som var en vigtig del i mayamytologien. Cihuatán's store pyramide, som ikke er udgravet (af hensyn til erosion) har i stedet fået bygget en trappe op til toppen, så man kan gå op og beundre den meget smukke udsigt over bjergene og resten af ruinområdet.

Den nok flotteste og mest originale mayaruin jeg så i El Salvador var Ruinas de Tazumal, som ligger lidt udenfor byen Santa Ana i det vestlige El Salvador. Den er mere klassisk maya i både udseende og opbygning og nok den mest velbevarede mayaruin i landet. Den er bygget som en trappeformet pyramide i gængs forstand og ligger i et område med et par lignende ruiner i nabolaget.

Et par andre af El Salvadors attraktioner ligger også i Santa Ana. Den smukke katedral i neogotisk stil og det gamle klassiske Teatro de Santa Ana, begge nyligt restaureret med nænsom hånd. Grunden til, at der ikke findes ret mange mayaruiner i El Salvador er, at mayaerne aldrig rigtig slog sig ned i landet - vel højst sandsynligt pga. manglen på naturrigdomme som guld og jade. Spanierne blev heller aldrig rigtigt dominerende, så El Salvador har mere eller mindre udviklet sig på egne præmisser.

Tro aldrig på ”gyserhistorier”!!

Den dag i dag virker det stadig som om, El Salvador kører lidt sit eget løb på mange måder. Efter en lang og opslidende krig og en vanskelig efterkrigsperiode er de nu ved at være ganske godt på fode igen med god hjælp og støtte fra mange forskellige NGO-organisationer, ulandsbistand og ekspertgrupper, der deler ihærdigt ud af deres knowhow.

Robert med den danske klasse under MS's rejseprogram Global Contact

Jeg oplevede generelt ret få turister i El Salvador, og man kan jo så diskutere, om det er fordi landet vitterlig ikke har så meget at byde den rejsende, eller om det er fordi folk stadig er bange for at rejse til et land, hvis borgerkrig først er afsluttet for ret få år siden. El Salvador føles stadig som et meget jomfrueligt land mht. turisme, og folk virker på ingen måde turisttrætte, som man f.eks. oplever det visse steder i Guatemala, hvor alt hvad der overhovedet minder om en turist bliver afkrævet meget højere priser end rimeligt er.

Folk i El Salvador virker oprigtigt glade, smilende og betænksomme. Jeg følte mig på intet tidspunkt utryg, selv midt om natten i San Salvador på vej til busstationen, tværtimod var der altid en god stemning, lige meget hvor jeg kom hen. Selv da jeg sprængte min trommehinde og måtte til en specialist en lørdag formiddag med en infektion i øret, fik jeg den mest proffe behandling og antibiotika.

El Salvadors største attraktion er helt klart dens befolkning. Landet har sine problemer, ligesom alle andre lande i Latinamerika - og resten af verden for den sags skyld - men det er ikke værre end alle andre steder. Det er i hvert fald ikke fair at blive væk fra El Salvador pga. onde og tit overdrevne rygter. Jeg er den dag i dag glad for, at jeg valgte at lukke ørerne for alle gyserhistorierne om landet. Ellers havde jeg jo aldrig nogensinde truffet nogle af de - efter min mening - flinkeste og hjerteligste mennesker i Mellemamerika.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside