"Filmstjerne" for en dag

Med Globetrekkers filmhold på arbejde i Honduras

Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen

Mange husker sikkert den entusiastiske globetrotter, englænderen Ian Wright, fra hans mange rejser rundt i verden med TV-programmerne fra Lonely Planet. I dag hedder disse dokumentarprogrammer "Globetrekker" og produceres af Discovery Channel. På min rejse i Mellemamerika i vinteren 07/08 var jeg heldig ved et tilfælde at møde filminstruktøren Max Baring fra London, der sammen med sit team af filmfolk var i færd med at optage "Globetrekker Honduras og El Salvador". Det blev en særdeles lærerig og interessant oplevelse at kigge ind i filmproduktionens verden.

Bølgerne gik højt på Rio Cangrejal i Pico Bonito-nationalparken nær La Ceiba, da jeg faldt i snak med Max under frokosten på vores raftingtur. Vi var alle dyngvåde og trætte efter at have forceret flere kategori-5 strømfald i løbet af formiddagen, så udsigten til et godt måltid mad var kærkommen. Frokosten blev indtaget under ly af tæt regnskovsvegetation ved flodbredden, og snakken gik lystigt.

Jeg havde godt hørt rygtet om, at nogen var ved at optage en film, og var blevet nysgerrig for at skulle finde ud af, hvem det var, og hvilken film der var tale om. Max var sammen med en engelsktalende fyr fra turistrådet i Honduras, der rejste rundt med filmholdet under hele opholdet i landet som oversætter. Efter lidt smalltalk kom vores snak ret hurtigt ind på filmen.

Jeg er selv én af dem, der har siddet klistret til skærmen, både ved Lonely Planets udsendelser for år tilbage og ved de nye Globetrekkerfilm. Efter en lang snak over den eksotiske frokost tog jeg mod til mig og spurgte Max, om det var muligt at komme med for at se, hvordan de filmede. Heldigvis var han en meget åbenhjertig og ligefrem fyr, der foreslog, at vi mødtes i Copán omkring ti dage senere. Holdet ventede nemlig i øjeblikket på seriens nye stjerne - den 22-årige Brianna Barnes fra Canada, der skulle ankomme i Tegucigalpa et par dage senere. Hele rafting-turen var mest ment som en lille miniferie til at fordrive ventetiden med. Desuden fungerede rafting-aktiviteten lidt som en slags præ-research til overvejelse, om den skulle indgå i filmen.

Max viste mig, at deres ellers hårdtpumpede tidsplan var pakket med aktiviteter, lokaliteter og gøremål i løbet af den relativt korte tid, man filmede. Der var ikke megen fritid til afslapning, men jeg skulle alligevel være velkommen til at dukke op under optagelserne i Copán-ruinen. I øvrigt manglede de backpackere til at deltage i filmen med kortere interviews.

I mellemperioden skulle holdet filme på Bay Islands, med øerne Roatan og Utila, der bl.a er kendt som fremragende dykkerdestinationer. De skulle også besøge en bananplantage ved La Ceiba. Først derefter ville ruten gå mod sydvest til en del af det gamle maya-imperium med ruinen Copán og den nærliggende landsby.

Et broget virvar

Lave huse i spansk kolonistil, brostensgader og farverige markeder danner rammen om den lille maleriske landsby Copán i dalen af samme navn. Byen ligger omgivet af tobaksmarker og rislende vandløb - stemningsfyldt og yderst charmerende - selv med et massivt opbud af turister. Et par km udenfor byen ad en fredfyldt landevej med gamle skyggefulde træer ligger Copán-ruinen i al sin fordums vælde som en stemme fra en for længst svunden tid.

Trods opfindelsen af hotmail lykkedes det Max og mig to gange at gå forkert af hinanden. Jeg var ude i ruinen et par gange uden at løbe ind i filmholdet, inden jeg endelig mødte dem inde i byens centrum ved det meget smagfuldt renoverede brostenstorv. Forinden havde jeg søgt i hele ruinkomplekset efter dem og ville efterhånden snart sværge på, at jeg kendte hver en sten i hele tempelområdet efter at have brugt timevis derude i jagten på holdet.

Tilbage på torvet var der stor opmærksomhed omkring filmoptagelserne. Jeg fik pludselig øje på Max, der stressede rundt med sit kamera, mens han interviewede rygsæksrejsende midt i vrimlen af markedsboder og indianske kvinder, der ivrigt solgte deres kunsthåndværk. Det var ét stort virvar.

Jeg fik hilst på filmholdets producer, Silvia, men stemningen var temmelig travl og forjaget, så Max og jeg aftalte at mødes dagen efter ude i ruinen. Jeg fornemmede for alvor deres stramme tidsplan, og var lidt spændt på, hvordan det ville gå næste dag under optagelserne.

På sporet af en kvindelig Indiana Jones

Udsnit af mayatemplet Structure 16. En del af filmarbejdet foregik i templets indre, hvor arkæologer i 1989 stødte på bygningen Rosalila.

Det var endnu behageligt svalt, da jeg næste morgen klokken lidt i ni troppede op ved indgangen til ruinen. En engelsktalende guide kunne bekræfte, at et filmhold havde entret området. Da damen i billetlugen genkendte mig for tredje gang, fik jeg lov til at komme gratis ind. Guiden forklarede hende, at jeg var en del af filmholdet - hvilket med et smil straks udløste en gratis indgangsbillet.

Teamet var i fuld gang med optagelserne, da jeg endelig fandt dem ved den såkaldte Structure 16-pyramide. En af mayaernes karakteristika i forbindelse med tempelbyggeri var at konstruere templer over de allerede eksisterende, hvilket Structure 16 er et fremragende eksempel på. Inden i dette tempel befinder sig nemlig et andet byggeri - Rosalila, som først blev opdaget af arkæologer for ca. 20 år siden. Fuldstændig intakt, rødmalet og overdådigt dekoreret med gule, grønne og hvide relieffer, så templet den gang så dagens lys for første gang i flere hundrede år.

En meget livagtig model af Rosalila-templet fra det arkæologiske museum ved Copán ruinen. Dette røde tempelbyggeri befinder sig inde i pyramiden Structure 16.

Et par tunneler ind i pyramiden er åbne for offentligheden - til den nette pris af 15 USD for indgangsbilletten. En speciel anden tunnel ind til det allerhelligst er derimod forbeholdt de arkæologer, der arbejder i området.

Det var netop herindefra at en hostende og støvet Brianna Barnes kom ud i det skarpe sollys - Globetrekkers nye kvindelige frontfigur. Jeg fik hilst både på Silvia igen, og blev præsenteret for Brianna, der trods støvet og varmen så ud til at nyde sin nye filmstjernestatus i fulde drag. Nu blev jeg også opmærksom på hele filmholdet, og kunne ved selvsyn konstatere, hvor meget udstyr de slæbte rundt på.

Det hele var en god blandet cocktail af film, lydudstyr, ledninger, mikrofoner, osv. Holdet var også et internationalt mix med Jeff fra Canada som ansvarlig for kameraføringen, Chris fra England som lydmand, Silvia fra Spanien som organisator til bookning af aftaler, hoteller og transport - samt Max med det kølige overblik over situationen. Desuden et mindre team af folk til at bære udstyr, oversætte, sørge for drikkevarer og klare diverse uforudsete vanskeligheder og udfordringer, som uvægerligt opstod. I Copán-ruinen havde man derudover allieret sig med en fagmand på området - den franske arkæolog René Viel. Han har boet og arbejdet i Copán i over 30 år og stået i spidsen for adskillige udgravninger på stedet.

Mens optagelserne fortsatte inde i det hengemte indre af Structure 16, fik Silvia og jeg en snak udenfor på pyramide-terrasserne. Det fik næsten lidt karakter af et interview, da jeg forsøgte at opsamle så mange oplysninger som muligt til en evt. artikel om oplevelsen, når jeg engang kom hjem.

Silvia fortalte, at hun oprindeligt var uddannet journalist i Spanien, men var flyttet til London, hvor hun havde skiftet journalistikken ud med TV- mediet. Det havde hun nu arbejdet med i tolv år og havde blandt meget andet været med til at producere "Globetrekker Denmark and Sweden". Det huskede hun som en spændende og interessant opgave, hvor der var blevet filmet både på Roskilde-festivalen, Vikingeskibsmuseet og forskellige attraktioner i den danske hovedstad.

Filmholdet på arbejde foran pyramiden Structure 16, hvor arkæologen René Viel skulle forklare ruinens historie for Brianna.

En novice går til filmen

Filmholdene består alle af freelancere, der sjældent kender hinanden på forhånd før en arbejdsopgave, så det er lidt af en satsning. De får bare besked om at mødes ude i verden på en bestemt dato, og herefter skal arbejdet overstås på små tre uger. Typisk arbejder man intensivt i ca. 18 dage ude på destinationen. Forinden er der gået op til en måned med alle former for forberedelse. Indkredsning og udvælgelse af turistattraktioner i det pågældende land, kontakt til lokalguider og tour-operatører, planlægning af rejseplan, overnatning, transport rundt i landet osv., er bare nogle af brikkerne i puslespillet.

Efter råfilmen er i kassen, går der så igen ca. en måned med redigering og klipning, inden selve udsendelsen er helt gjort færdig. Herefter er det så bare op til forskellige TV-stationer at byde ind på den nye dokumentarfilm. Globetrekker bliver kun sjældent vist i England, har jeg fået fortalt, men sælges ellers til TV-stationer over hele verden, fortrinsvis den engelsktalende del. I Danmark bliver programmet mest vist på DR2.

Min filmdebut foregik sammen med Max og et mindre kamera under et af de store træer, umiddelbart overfor pyramiden Structure 16. Det var blevet et pænt stykke op af formiddagen, og temperaturen havde sneget sig op på de 30-35 grader og stegende sol. Efter en kort briefing gik vi i gang. Det var ikke så svært at stå foran et kamera, som jeg havde forventet. Det føles lidt mere ligetil, når man bliver interviewet, end når man selv skal sige noget. Max præsenterede mig for de typiske spørgsmål, inden kameraet kørte, så jeg fik lidt tid til at forberede et nogenlunde kvalificeret svar.

Spørgsmål som "hvad føler du, når du går rundt i ruinen?" - "hvor har du ellers rejst i Honduras?" og "hvor længe har du været on the road?" - var sædvanligvis noget han gerne ville have svar på. Forholdsvis nemme spørgsmål, men alligevel noget man lige skulle bruge lidt tid på at forberede i tankerne for at have svar på rede hånd. For hvad følte jeg virkelig ved at gå rundt dér lige midt i historiens helt store vingesus? Ærefrygt, ydmyghed og den velkendte rislen ned af ryggen som jeg altid får, når jeg bevæger mig rundt i ruiner fra et af verdens mægtigste og mest bemærkelsesværdige civilisationer. Skønt stemmerne er døet hen, det sidste spil for længst er spillet på den ældgamle rituelle boldbane og dramaet forsvundet, så er ånden der endnu. "Det er næsten som om mayaerne stadig er her" var en af mine sidste kommentarer foran kameraet, inden Max slukkede.

Hele scenen tog vel fem-ti minutter og vil formentlig blive kogt ned til få minutter, eller måske endda kun sekunder, i den rigtige udsendelse. Max virkede godt tilfreds med min debut på filmlærredet. Om sekvensen kommer med i programmet, kunne han dog ikke love 100 % - men sjovt var det da!

Efter endt arbejdsdag med filmholdet. Fra venstre filmholdets instruktør Max Baring fra London, undertegnede og canadiske Brianna Barnes, der er Globetrekkers nye hovedrollerindehaver.

Brianna - den nye stjerne på filmhimlen

Jeg fik lov til at følge filmholdet rundt i ruinkomplekset i flere timer, lige indtil deres meget forsinkede frokost hen på eftermiddagen. Herefter var de nødt til at haste videre til et besøg på en sommerfuglefarm og den lokale cigarfabrik, hvor Brianna skulle have et mindre kursus i at rulle en rigtig "Havanna-cigar". Trods den sparsomme tid og stramme tidsplan fik jeg et fantastisk indblik i filmproduktion - som er fuldstændig ukendt land for mig. Nyt var det også for canadiskfødte Brianna, der ligesom jeg havde slugt det ene afsnit af Lonely Planets udsendelser efter det andet - hjemme i ungpigehybelen i Montreal.

Hun er en usædvanlig sød og køn pige, der hidtil havde arbejdet som en ret anerkendt fotomodel med jobs over det meste af verden. Som allerede meget berejst fik hun den idé uopfordret at sende et videoklip af sig selv til Discovery Channel, med anmodning om at komme i betragtning til rollen som kvindelige hovedperson i nye udgaver af Globetrekker - og blev valgt!!

Mere end almindeligt heldigt kan man sige, men selv for mit utrænede øje var det tydeligt både at se og fornemme hendes enorme kameratække. Hun udstrålede karisma og ligefremhed foran et kamera. Hun var utrolig fotogen, og trods sin unge alder førte hun sig frem med en naturlig charme, sødme og ukrukket selvsikkerhed. Det var på ingen måde svært at se, hvorfor man havde valgt netop hende - iblandt flere tusinde!

Jeff fra Canada var holdets kameramand - et krævende, tungt og ikke altid lige nemt job.

Jeg overværede altså hendes første filmmedvirken, og jeg syntes hun klarede det fantastisk.

Hendes tålmodighed blev også hurtigt legendarisk, når holdet for 117. gang bad om at få taget en sekvens om igen. Tekstmanuskriptet til disse programmer er forholdsvis løst, dvs. man har ikke mange fastlagte replikker - hvilket gør at det hele mere naturligt; nærmest som en afslappet dialog. En af scenerne i Copán-ruinen foregik foran den såkaldte Hieroglyftrappe - en trappe op ad pyramiden med 63 trin, der hver har indhuggede tegn og symboler. Her forklarede René en del om historien, udgravningen, konserveringen og arkæologernes forsøg på at tyde tegnene. Det var nogenlunde samme remse hver gang en sekvens skulle tages om, men ellers var ordvalget ikke lagt fast på noget bestemt.

Det gik hurtigt op for mig, hvor omstændelig en filmproduktion egentlig er. Lys og skygge skulle være perfekte, selv om det hele svømmer i støv og sved. Folk blev generet af fluer under arbejdet, de gik i stå midt i en sætning, eller kunne pludselig slet ikke koncentrere sig. Det tænker de færreste af os nok over, når vi sidder og ser en sådan dokumentarfilm. Under denne optagelse virkede alt utrolig sirligt, nøje gennemtænkt og afprøvet i det uendelige, for slet ikke at tale om de ret vanskelige vilkår for kamera - og lydmand. På et tidspunkt var Jeff og Chris nødt til at slæbe al udstyr op af de mostilgroede og ujævne trappetrin til højre for hieroglyftrappen for at få den helt rigtige vinkel og lyssætning ned over området med mayaernes gamle boldbane i baggrunden.

Filmarbejdet i Copán-ruinen sluttede ved de flotte og meget kunstnerisk udførte steler. På den centrale plaza, rejser de sig som gigantiske sandstensmonolitter, der lig ældgamle skildvagter har skuet ud over pladsen siden den klassiske mayaperiode for ca. 1300 år siden. Her forklarede René Brianna om de udhuggede relieffer af maya-herskere. Også denne sekvens blev taget om adskillige gange for at være helt perfekt i forhold til det skarpe eftermiddagslys.

Jeg sagde farvel til filmholdet og var aldeles benovet over deres velvillighed til at lade mig få indblik i deres arbejde. En for mig meget anderledes og speciel oplevelse som rejsende. I løbet af dagen i deres selskab fik jeg svar på masser af spørgsmål indenfor et område, som jeg før ikke havde noget som helst kendskab til.

En sjov lille krølle på historien er, at da jeg næsten 3 mdr. senere på min rejse traf tour-guiden Robert Moran i El Salvador, fortalte han mig, at han havde været filmholdets officielle guide under optagelserne der. Så han kendte udmærket Brianna og filmholdet. Som fortsættelse i programmet optog de hendes bestigning af den periodevis ildspyende vulkan Santa Ana, der var i udbrud så sent som i 2005. Her kunne hun efter mange anstrengelser nyde udsigten fra toppen, sikret af et hold af førende vulkanologer, der til stadighed holder øje med vulkanens aktivitet ved hjælp af deres avancerede tekniske udstyr. Et interview med ex-gurrilla-soldaten Marisol Galindo, og et klip fra en festival ved byen San Luis del Carmen afrundede det timelange program spækket med oplevelser fra de to lande.

Så nu er vi pludselig mindst to - både Robert og jeg - der var meget spændte på at se det færdigklippede og redigerede resultat af "Globetrekker Honduras og El Salvador" - udsendt på TV.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside