Fish River Canyon - et psykologisk eksperiment i Namibias ødemark

Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen

Indrømmet - jeg trak lidt på smilebåndet da vi hos Namibia Wildlife Resort i Windhoek fik besked om at stille med en lægeudstedt helbredserklæring inden de kunne give os tilladelse til at entre Fish River Canyon Nationalpark. De skulle være sikre på at gruppemedlemmerne var i god fysisk og psykisk form inden vi gik i gang med den 85 km lange vandretur i området! Men jeg måtte bøje mig og ende med at give dem ret - for hvad sker der lige når man sætter fire meget forskellige personligheder med vidt forskellig baggrund og forventninger sammen i en gruppe til at skulle gennemføre en krævende 6 dages trekking/overlevelsestur i et af verdens største kløfter?

I et halvt år havde jeg arbejdet i Sydafrika som safariguide og var så småt ved at vende næsen hjem over. Men drømmen om et trek i Afrikas svar på staternes Grand Canyon blev ved med at huserer i mit hoved. På et hostel i Namibias hovedstad begyndte drømmen at tage form da jeg mødte 40 årige Tony fra Canada, der på 7. år cyklede Afrika rundt på mountainbike, Benjamin fra Paris og Mariann fra Israel, begge først i tyverne. Alle tre var de opsatte på projektet og vi gik entusiastiske i gang med forberedelserne.

Da vi står med parktilladelsen i hånden køber vi nudelsuppe i tonsvis og afholder adskillige møder. Det er jo lidt af et projekt at sætte fire mennesker som ikke kender hinanden på forhånd til at skulle gennemføre en tur i ødemarken, men vi er fulde af optimisme og intet kan stoppe os. Men jeg bliver dog en del klogere i løbet af de næste dage.

I Keetmanshoop begynder de første uenigheder. Min gruppe er fast besluttet på at blaffe til Hobas hvor trekket starter. Jeg har mine tvivl da vi begynder at gå ud af den uendelige landevej, men stik imod alle odds stopper en truckdriver der er på vej til Cape Town. Han kører os de 160 km til Hobas og sætter os af ved en ensomt truckstop ude midt i en stenørken, hvor grusvejen til Fish River Canyon ligger. Igen insisterer de på at gå de 16 km til kløftens startpost. Vi får dog et lift med to fyre, der kører os helt ned til det lille hus hvor trekkerne registrerer sig. Der er nu yderligere 10 km af flad grusvej til startpunktet.

I endnu lykkelig uvidenhed om de næste seks dages strabadser - her ved stenen der markerer starten på det 85 lange trek.

Allerede fra begyndelsen bliver det et mareridt at entre den 600 m dybe kløft, den er ekstremt stejl og jeg er usikker på benene og frygter at falde forover med rygsækken. Min forbistrede højdeskræk har voldsomt tag i mig og jeg tager min tunge last af og møver mig ned på bagdelen. Stien er meget glat og de andre er allerede langt i forvejen. Mine knæ ryster og sitrer og forestiller mig konsekvenserne hvis jeg falder. Jeg er ved at kollapse, men vi er under pres da mørket snart vil indhylle stien.

Ved flodbredden får vi slået telt op og lavet et ildsted. De andre er sure kan jeg tydeligt mærke, jeg er for langsom, og føler kun at jeg er til besvær. Inderst inde har jeg en stålfast tro på at jeg nok skal gennemføre, men mit tempo er der ”ikke rigtigt råd til”, hvis vi skal holde tidsplanen.

Dagen efter bliver terrænet mere og mere vanskeligt. Vi kravler i store klippeformationer i ca. 40 graders varme, jeg er konstant bagerst og begynder alvorligt at fortryde det vanvittige projekt. Inden længe slipper mine 5 flasker vand op - det forslår ingen steder. Mariann giver mig nogle af sine klortabletter, det smager kemisk og min mave reagerer prompte med en mistænkelig rumlen.

Min krop er helt udmattet af anstrengelserne og senere træder jeg forkert og forvrider knæet. Det skriger af smerte, men der er ingen vej tilbage. Vi slår lejr og jeg modtager en storm af bebrejdelser og kan mærke at de er ved at antænde en bombe i mig. Over bålet diskuteres det heftigt om vi overhovedet kan nå trekket på de 6 planlagte dage, eller om vi kan blive nødt til at blive i kløften i 7 - 8 dage. Jeg forbliver tavs!

Udsigten fra startpunktet ud over Fish River Canyon og begyndelsen på seks dages hårde strabadser.

”Lad mig dog få lov til at ligne en vinder!”

Da jeg vågner kl. 6 har Tony har været oppe i en time. Han er et ekstremt energibundt, og jeg aner ikke hvordan jeg skal leve op til det. En lille vag stemme inden i mig siger at jeg skal gå alene, så jeg pakker mit grej og gør klar. De ser forfærdede på mig, mens Tony med foragtende blik siger at de snart indhenter mig. Jeg begiver mig af sted i det smukkeste vejr, og en utrolig storslået morgen. Der er fuldstændig stille og jeg nyder at være i fred og have masser af tid til at betragte naturen og spise morgenmad i ro og mag. Der er kogt vand i mine flasker, det smager af aske fra bålet, men er trods alt bedre end rensetabletterne. Midt på dagen passerer jeg floden på et vanskeligt sted, og min selvtillid stiger adskillige grader. Det er en helt ubeskrivelig følelse at få lov til at gå foran, det er der en stor

Det bliver til adskillige krydsninger af floden i løbet af de seks dage trekket varer og ligeså mange kolde afvaskninger i floden.

portion psykologi i. "Lad mig i det mindste få lov til at ligne en vinder!" sukker jeg og tænker på hvor lidt befordrende det var at have en toptrænet mountainbikefreak i spidsen. Det kan knække de flestes selvtillid. Jeg helt overbevist at jeg er i stand til at klare turen på egen hånd.

Lidt halvhjertet venter jeg på gruppen, men ønsker egentligt slet ikke at mødes med dem. De er ude af syne, hvilket jeg er godt tilfreds med, selvom det måske er lidt egoistisk, men bedst hvis jeg skal gennemføre turen. Længere henne ad flodbredden tager jeg mine svedige trekkingstøvler af og dypper fødderne i det kølige vand. Så fylder jeg min vandflaske op i et lille vandfald hvor vandet er mest friskt. Det smager fint og er dejlig køligt. Der er ingen protester fra min mave, så det bliver starten på indtagelse af flere liter flodvand i løbet af turen.

Derude i floden føler jeg mig som jordens mest ubekymrede og lykkelige naturbarn og har en fantastisk intens oplevelse af ren væren. Det står helt klart for mig at Tony og jeg simpelthen er to vidt forskellige typer, der aldrig kommer til at forstå hinanden. Han er ekstremt ambitiøs og stod det til ham ville han tonse kløften igennem på 3 dage. Han har udnævnt sig selv til gruppeleder, men det fungerer tydeligvis ikke særlig godt. Kæden er jo aldrig stærkere end det svageste led.

Kløften er umådeligt smukt med skyfri lyseblå himmel, gule blomster langs flodbredden og gigantiske klipper i gyldne farver. Jeg elsker de store vidder og stilheden, og er lykkelig over at slippe for at høre på flere brokkerier. Turen føles meget bedre alene, selvom en anelse uhygge også strejfer mig i perioder. Hvis der sker noget er jeg prisgivet, man kan falde ned i en revne mellem to klipper, brække et ben eller få hedeslag og hvad kan man møde ude i en øde kløft? Alligevel føler jeg et enormt kick!

Gruppen indhenter mig desværre hen på eftermiddagen med Tony i spidsen, mens jeg stille og roligt gumler på en humpel brød på en fredfyldt plet. De er meget overraskede over mit tempo, ja jeg fornemmer endda en smule respekt i deres blikke. Freden er slut, men selvfølgelig skal jeg være fornuftig og gå sammen med dem.

Kløften er et stort panorama af gyldenbrune sandstensklipper i de mest fantasifulde udformninger.

Når kemien er højeksplosiv

Om morgenen vikler jeg sportstape om mine fødder, og Benjamin og jeg går sammen, men skilles hurtigt. Snart ender jeg op et sted hvor er det umuligt at forcerer floden. Problemet er at jeg skulle have krydset over meget før og forhindringen er et massivt klippefremspring, der gør det svært at undvige. Jeg kravler op på klippetoppen der giver mig lidt bedre overblik. Der viser sig at være sandstrand på den anden side, men jeg er nødt til at smide rygsækken ned. Det blæser kraftigt i kløften, så det er vigtigt at jeg rammer præcist. Først kaster jeg soveposen, men vinden tager den og den lander i floden hvor den ligger og suger vand til sig. Bagefter sker det samme med rygsækken, jeg får ikke nok kraft i mit kast og den lander samme sted. Jeg hænger i yderste fingerled på klippen og lander i vandkanten med et plask. Ærgerlig får jeg pakket ud og set på skaderne. Mine dokumenter er tørre, men mit udstyr og jeg selv er gennemblødt. Det er kun midt på formiddagen og jeg skal gå hele dagen med våde støvler og tør ikke tænke tanken til ende hvordan mine fødder vil se ud af gnavesår.

Senere på dagen støder jeg på Tony, der kommer hæsblæsende med panikken malet i ansigtet fordi han ikke har set Benjamin eller Mariann hele dagen. Han er gået forkert i 2 timer - væk fra floden, selvom vi udtrykkeligt fik besked på at følge den hele strækningen. Selvom det ikke er pænt så jeg kan ikke helt lade være med at more mig lidt over ham.

Den barske realitet er at vore to gruppefæller er væk, og det er vi nødt til at forholde os til.

Det er en lise for sjælen at vandre i Fish River Canyon - ren stilhed, ro og smukke farver.

Vi plejer at slå lejr omkring kl. 16, og jeg er helt færdig pga. mine våde støvler og tunge rygsæk, men Tony insisterer på at vi leder. Vi går videre og skal krydse floden et sted hvor den ikke er så dyb, men lige pludselig træder jeg ned i et mudderhul. Med nød og næppe undgår jeg at falde, og det føles som om sandet vil opsluge mig, da jeg får mig kæmpet op af hullet. Med hjertebanken sætter jeg mig på en sten for lige at tage en dyb indånding. Tony kommer spænende og spørg hvad fanden jeg laver og brøler ”du er bare er så skide-egoistisk!”. Jeg er fuldstændig chokeret over hans reaktion, men det er helt tydeligt at hans opførsel skyldes noget andet. Han er bekymret for de to andre, hvilket jo er forståeligt nok. Men han brager sine frustrationer ud over mig, så jeg går videre alene. Senere indhenter han mig igen, nu skal vi krydse floden endnu engang og jeg er absolut ikke tryg ved det. Jeg aner ikke hvad der er på bunden. Tony vader over, mens jeg tøver. Igen skælder han ud og råber ”nu må du fandeme tage en beslutning!”. Måske skulle man prøve en anden taktik tænker jeg! Forsøge at appellerer til den mere bløde side i ham? Jeg erklærer ærligt overfor ham, at jeg simpelthen ikke tør at gå over. Så forbarmer han sig modvilligt og hjælper mig over på den anden flodbred. Vi fortsætter, men afgjort ikke uden konfrontationer. Snart mener Tony igen at have en genial smutvej, men vi nu kommer helt på vildspor. Jeg er virkelig smadret, 1,5 times vandring til ingen nytte. Han siger undskyld og jeg tilgiver ham, men han er ved at irriterer mig voldsomt.

Vi slår lejr uden spor af Benjamin og Mariann. Stemningen er trykket, vi sidder under en enorm stjernehimmel midt i intetheden, og Tony har svært ved at slappe af. Jeg tager mine støvler af og opdager i bålets skær de største vabler jeg nogensinde har set. Begge mine storetæer er en stor vabel, sportstapen har gnavet hul og såret er dybt. Derudover er min ryg helt gået i baglås, så jeg ligger på liggeunderlaget og vrider mig i den kulsorte ørkennat.

Gruppedynamik på ”højt” plan

Næste morgen kravler vi ud af soveposen i isnende kulde. Jeg har aldrig været morgenmenneske, har stadig ondt og er lidt sensibel, og Tony gør sit livs største fejltagelse. Han starter med at skælde ud og kritiserer. ”Hvorfor fanden har du ikke vasket den gryde?” Han overfuser mig verbalt så snart jeg er ude af teltet. Nu får han virkelig trykket på knappen hos mig! Han får en mega skideballe, ja jeg simpelthen eksploderer. Jeg har ellers forsøgt med både tålmodighed og pædagogisk sans, men uden held. Det her er dråben! Jeg begynder at spørge mig selv om der er en smule psykopat over manden. Han siger modstræbent undskyld, men taler ikke til mig resten af turen overhovedet. Vi svinger afgjort ikke sammen, og det eneste jeg nu tænker på er at finde de andre.

Snart finder vi Benjamin og Mariann på en lille sandbanke, de har det fint og har haft en rolig nat. Men de havde været meget bekymrede for mig, fordi jeg ikke havde noget telt. Jeg havde tændstikker, så jeg skulle nok have klaret mig.

Hvis jeg skal være helt ærlig så var jeg ikke bange for at der skulle hænde dem noget. Naturligvis kan der ske meget i ødemarken, men jeg var ganske overbevist om at de var stærke nok til at klare sig. Jeg havde fuld tillid til, at de nok skulle finde deres indre power frem, så jeg var relativ rolig - i modsætning til Tony.

Det er til stor morskab for de lokale unger da vi hostende og prustende i den gamle diseltruck kører ud af landsbyen Ais Ais

Fra nu af går vi sammen - i teorien i hvert fald. Jeg går dog i mit tempo, som stadig er langsommere end de andres. Efterhånden er jeg ved at blive temmelig hardcore med floden og kan krydse den uden problemer. Jeg er blevet ret ferm til at springe fra sten til sten og som regel lykkedes det fint. Lige indtil det går galt, og jeg glider på en våd sten og styrter baglæns i vandet med et enormt brag. Vandet er omkring en halv meter dyb og jeg lander med skulderen på en skarp sten. Alt er gennemblødt igen. Tony vægrer mig ikke et blik. Mit eneste valg nu er at tage sandaler på, selvom jeg ikke ynder det. Der vil komme sand i mine gnavesår og vablerne vil nå gigantiske størrelser, men fordelen er at det kolde vand smertelindre mine fødder.

Som kronen på værket taber jeg bagefter min vandflaske, så jeg kan ikke mere har vand på mig. Nu er jeg meget imod min vilje helt afhængig af de andre der går flere hundrede meter foran mig.

Dag 6 er jeg kun forhippet på at gennemføre, så jeg går målrettet og langt foran de andre, og ignorerer mine mishandlede fødder. Endelig begynder jeg at støde på tegn på civilisation. Gruppen indhenter mig og fortæller at målstregen i Ai Ais er lige på den anden side af næste klippe. YES så har vi gennemført!

Min stolthed når nye højder og jeg er helt salig af lykke, men mine fødder er langt fra enige. Da jeg har skyllet dem med en vandslange og pillet sportstapen af ligner de i uhyggelig grad noget der er moden til en amputation.

Marian og jeg puster ud efter seks anstrengende dage i vildmarken - sjældent har jeg været mere lettet over at en tur er overstået

Vi får et lift de 234 km tilbage til Keetmanshoop på ladet af en gammel Nissan diseltruck. Tony og Benjamin tager nattoget tilbage til Windhoek og Mariann bliver kaldt hjem til Israel i utide da et familiemedlem er blevet alvorlig syg.

Mine fødder er fuldstændig ødelagte og jeg kan knapt gå. Det dunker vildt i hævelsen og jeg renser og forbinder sår i flere dage. De har brug for hvile, så jeg tilbringer dagevis i sengen og plejer mine ømme muskler og led, hudafskrabninger og blå mærker på alle lemmer. Min almene tilstand er langsomt i bedring takket være en blød seng, varmt bad og ordentligt mad. Det var set i bakspejlet også et ambitiøst projekt at gennemføre et trek af den kaliber på nudelsuppe. Folk i Keetmanshoop får sig et billigt grin, når jeg haltende går på indkøb og lignede en hjemløs med huller på knæ og buksebag af at kravle i klipper. Turen mindede mig mest af alt om en militærøvelse for unge rekrutter.

Trekket endte med at blive lidt af et psykologisk eksperiment. Jeg blev i den grad klar over mine egne styrker og reaktioner i svære situationer, og hvilken virkning en dårlig gruppedynamik har på præstationen. Tony og jeg kom aldrig på bølgelængde, men til gengæld fik jeg senere et tæt forhold til Mariann der viste sig at være en utrolig gæv pige med en rigtig fin situationsfornemmelse. Jeg har dog aldrig haft kontakt til gruppen siden. Det stod også meget klart for mig hvor skrøbelige vi mennesker er i forhold til naturen. Hvor afhængige vi er af hinanden og hvor lost vi er uden helt basale ting. Omvendt så fandt jeg også ud af hvor vanvittig stærk man er fysisk og psykisk, og hvor meget stædighed det er muligt at mobiliserer.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside