Tilbage til De Berejstes hjemmeside

        Mystik og menneskeofringer
- på eventyr i hjertet af Vestafrika!         

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen        


Mystiske ceremonier, menneskeofringer og forunderlige lerstenshytter med stråtag, der klamrer sig til den lodrette klippevæg på en uendelig sandslette. I Mali - hjertet af Vestafrika - finder man dogon-folket, ét af Afrikas mest sofistikerede civilisationer nogensinde - og et synligt bevis på en ældgammel kultur, der stadig lever den dag i dag. Jeg tog med på et 6-dages trek for at opleve dette særegne folk, der har bevaret deres oprindelige traditioner og bebor ét af de smukkeste og mest storslåede naturområder i Afrika.

En af de utallige adobestens moskeer, der er at finde i de små landsbyer i Dogon land. Her i byen Kanikombolé.
Solen steger nådesløst, da vi trasker af sted ad en støvet jordvej fra den lille by Djiquibombo. Et vildt afsvedet landskab ligger forude, og ude i horisonten fornemmer man den flade sandslette udover en flere hundrede meter dyb klippeslugt.

Forventningsfulde er vi er på vej mod første stop, landsbyen Kanikombolé. Først har vi været rundt og se Djiquibombo og er blevet fulgt af nysgerrige børn. Vi har fået en lille forsmag på, hvad der venter os de næste dage. Forunderlige små byer, hvor tiden synes at have stået stille i århundreder. Vores unge guide Zakari er selv dogon og født i landsbyen Ningari på højplateauet længere mod nord. Udover Zacarie, er Andrea fra Italien med på turen - et godt lille team, der bliver grundigt sammentømret i løbet af dagene.

Vi bevæger os tættere på klippeafgrunden og står pludselig ansigt til ansigt med dybet, efter at have vandret over et goldt stenet landskab. Slugten er frygtindgydende, fyldt med store løse sten og minder mest af alt om en dramatisk scene fra en Steven Spielberg film. Læggene ryster, fødderne er ømme under vægten af den tunge rygsæk, og sveden springer frem på panden i middagsheden.

Lige til et klassisk maleri står køerne veltilfredse og slubre i det mudrede vand. Her i landsbyen Kanikombolé.
Med bankende hjerte når vi ned fra klippen, og et fantastisk smukt syn kommer os i møde: Gamle skyggefulde baobab-træer indrammer et fuldendt billede med den arrede gulbrune klippevæg på den ene side og den uendelige ørkenslette på den anden.

Det er tid til frokost i den lille by Kanikombolé. Under et halvtag af strå i en af byens lerstenshuse puster vi ud efter trekkets første krævende del. Menuen er forholdsvis enkel her ude på landet - kylling og ris - men vi er så sultne efter formiddagens anstrengelser, at vi kan fortære hvad som helst.

Det er en fredfyldt lille by, helt i pagt med naturen og en lise for sjælen, når man lige kommer fra Bamakos pulserende storbyliv. Centrum i byen er en idyllisk lille sø med en kvæghjord - lige en scene til et klassisk maleri, som de står der ved bredden og slubrer veltilfredse i det mudrede vand.

Man tager sig meget god tid i Mali. Alt foregår i et anstændigt tempo, og vi får da også lov til at slå mave, inden vi begiver os på eftermiddagens etape til næste by, der hedder Teli.

Et godt eksempel på den særegne byggekunst i Dogon land. De mindre huse øverst menes at være bygget af Tellemfolket, der boede i området inden Dogon folket.
På vejen kan vi virkelig mærke suset fra de store vidder. Klippevæggen syner stor og ærefrygtindgydende, som den ligger der som en massiv fæstning badet i et spøgelsesagtigt lys. Vi kan skimte Teli langt inden, vi når byporten.

Da vi kommer tættere på, kan man ane, at hele klippen er oversået med små huse: Lerklinede hytter med stråtag, ikke til beboelse, men til opbevaring af korn, får vi senere at vide af Zacarie.

Der hersker en næsten magisk stilhed, da vi senere går rundt oppe blandt husene. En helt speciel følelse rammer én, når man bevæger sig rundt under den dramatisk skrånende klippevæg. Noget urgammelt, et strejf fra en svunden tid, og ikke helt enkelt at definere. Væggene er sortstribede af sod og røg fra tidligere tiders madlavning over åben ild.

Om natten sover vi under et halvtag på loftet af et adobestenshus, med en blid kølig vind der finder vej ind mellem lerstenene og et æsel skrydende i det fjerne.

Efter et solidt måltid næste morgen, med kaffe og dejklumper stegt i olie, begiver vi os igen på vej ud i det knastørre, næsten uendelige terræn. Vores dagsmarch er på 15 km, og morgenen vil gå med at nå til bosættelsen Ende, hvor de lokale venter os med te.

Herefter vil vi bruge eftermiddagen på at nå landsbyen Yaba-Tulu. Undervejs kommer vi pludselig til et marked, hvor de lokale kvinder faldbyder deres kunsthåndværk. De sælger vævede tasker, tæpper og tøj, og alt hænger dekorativt til skue i træerne og vifter i vinden.

Hen ad det simple hjulspor møder vi et menneske hist og her. Skolebørn er på vej hjem i eftermiddagssolen, og alle ler og hilser venligt.

Til slut står vi foran klippekarmen, som vi skal forcere. Vi arbejder os sveddryppende og pustende opad, og anstrengelserne belønnes da også til fulde, da vi til sidst når op i en lille smuk dal med løg- og tobaksmarker, omgivet af fantasifulde klippeformationer. Stedet minder mig øjeblikkeligt om dalen i min barndoms bog, ”De glemte hestes ø”, i serien om Den sorte Hingst. Et malerisk lille Edens have med landsbyen Begnimato balancerende på toppen af klippen med et guddommeligt udsyn over sletten.

Inden mørket falder på, inviterer Zacarie os på et trek hen til udkigspunktet. Det er en fortryllende aften med en blød gylden solnedgang ud over den nøgne klippevæg. Det føles næsten som om, man er tættere på universet og evigheden her oppe.

Menneskeofringer og fallos-symboler

Den tredje dag på trekket foregår fra Begnimato til Nombori - i alt 13 km ovenpå klippen. Den golde klippe ligger hen i et tågeagtigt slør, det blæser voldsomt og vi får sand og støv i øjnene. For at komme ned igen skal vi igennem en meget stejl og smal klippepassage - med et lodret fald på flere hundrede meter, der virkelig sætter min højdeskræk på prøve.

De små landsbyer i Dogon land er kendt for deres farverige markeder. Her er det byen Nombori der afholder det ugentlige marked.
Efter en lidt farefuld færd ned, hvor det er med at holde tungen lige i munden og hovedet iskoldt, står vi igen i det flade slettelandskab og nærmer os byen Nombori. Det er markedsdag, da vi ankommer, og Zacarie viser os rundt og forklarer om de forskellige varer, som udbydes til salg. Det er hovedsageligt grøntsager, madvarer og husgeråd - alt i ét stort farvestrålende orgie og skønt kaos.

Inden afgang næste morgen bliver vi præsenteret for en række Fetish-sten, og Shamanens (den såkaldte Hogons) hus. Vi får fortalt, at Fetish før i tiden hang sammen med menneskeofringer for en god regntid. Det sluttede officielt for lang tid siden, men nogle steder foregår det stadig til stor skræk og advarsel for turisterne.

Det er aldrig en turist, der må lade livet, ej heller en person fra landsbyen, men altid en fremmed. I byerne Yenda, Tendeli og Tintan foretager man stadig disse uhyggelige ofringer, som regel hvert år i april - lige før regntidens komme.

Langt de fleste af landsbyerne i Dogon er i dag rent kristne og har for længst droppet ofring af mennesker. Nu foretages i reglen kun dyreofringer. Det foregår ved at dyret slagtes, og man smider blodet på Fetishen. Man slagter oftest kyllinger, hunde, geder eller får. Den bedste effekt får man hvis man kan være heldig at finde et helt sort dyr. Men det er meget svært, da de fleste dyr altid vil have en plet af en anden farve hist og her.

En Fetish minder lidt om et stort fallos-symbol. Den kan være fremstillet af sten, tørret mudder, eller være udført i træ. Man giver den små offergaver, og en til to gange om året gives der ofringer til medicin-Fetishen for at undgå sygdom.

Hogon'en er dogon-folkets spirituelle leder og er altid en mand, da mænd har de stærkeste magiske kræfter. Når de vise mænd i landsbyen skal udvælge en ny Hogon, kan det tage dem op til 3 år at finde ham.

Der er en lang række regler, som skal overholdes, når man omgås en spirituel leder i dogon-religionen. Bl.a. må man ikke græde ved hans død. Kommer man alligevel til det, vil man selv dø indenfor ét år. Han betragtes ikke som værende død, men som rejst. Man skal dog græde den dag, han udvælges som Hogon. Ingen nyvalgt spirituel leder er under 70 år, så mange er ikke i embedet i ret lang tid. Hvis en Hogon laver fejl, vil han dø, og bliver han syg, skal han straks lave ofringer.

Boa-slangen er blandt dogon-folkets forfædre og spiller en vigtig rolle i forhold til Hogon'en. Han bliver nemlig kun vasket én gang hver tredje måned. Det sker ved at Boaen kommer på besøg om natten og slikker ham, hvorefter han er ren og hellig.

At dogon-folket er et sofistikeret folkefærd hersker der ingen tvivl om. Således vidste de længe inden den moderne teknologi, at Sirius består af tre stjerner og ikke to, som videnskaben havde påstået. Først i 1995 opdagede astronomer ved hjælp af en meget kraftig stjernekikkert, at stjernekonstellationen består af to synlige - og én usynlig stjerne. Det giver næsten dogon-folket status som Afrikas svar på Mellemamerikas mayaindianere.

Den smukke dal på den anden side af klippekammen mindede mig i den grad om dalen i bogen "De glemte hestes ø" fra min barndom.
Masker og bolig med udsigt

Det er fjerde dag på trekket, og vi er begyndt at kunne mærke musklerne værke lidt. Vi skal i alt vandre 56 km og kan så småt fornemme trætheden melde sig - især når man ikke er vant til at gå i løst sand med rygsæk i en temperatur der nærmer sig de 35 grader. Nu er de længste dagsmarcher overstået, og i dag nøjes vi med en rute på 9 km. Vi skal nå igennem byen Komokan og tilbringe natten i Tireli.

Om på eftermiddagen har vinden lagt sig. Det er en pragtfuld eftermiddag med smukt varmt lys, og vi vandrer langsomt hen ad det ensomme hjulspor. Sådan en dag kan jeg næsten tage mig selv i at være lykkelig - ingen stress og jag, kun ro og ren væren.

Fra den flade sandslette har vi under hele trekket haft udsigt til klippevæggen, hvor man har kunnet se et utal af lerklinede huse uden stråtag der balancerer på afsatser op ad den stejle væg. Langs det meste af klippevæggen, der strækker sig 225 km fra syd til nord i Mali, kan man se disse forunderlige indretninger.

Tellem-folket var det oprindelige folk, der besatte området. Man ved ikke, hvor disse mennesker kom fra, og hvorfor de valgte at bosætte sig netop her. Dogon-folket troede, at dette folk besad specielle magiske kræfter, så de kunne flyve op til deres boliger, da alle ligger placeret på smalle hylder flere hundrede meter oppe ad de lodrette klippevægge.

Mere sandsynligt er det dog, at der på den tid fandtes flere træer, så de har flettet reb af barkstrimler og plantefibre og firet sig ned af klippevæggen til deres hjem.

I dag bruger dogon-folket disse gamle Tellem-huse og grotter til begravelseskamre. Zacarie fortæller, at flere hundrede mennesker menes at ligge begravet i de gamle huler.

Et godt eksempel på Dogon lands særprægede byggekunst, der kan opleves hele vejen langs den 225 km lange klippevæg.
Dogon-folket tror på reinkarnation, og derfor afholdes en speciel ceremoni for den nyligt afdøde, således at han kan komme til det sted, hvor forfædrene befinder sig. Ceremonien kaldes for Yinoun-Yanna og udføres for alle medlemmer af den traditionelle dogon-religion.

Officielt er de kristne og muslimer, og over hele området findes der kirker og moskeer. Men man har animismen - troen på ånder - som et vigtigt aspekt, lige meget hvilken religion man bekender sig til.

Når den døde skal begraves, lægges liget på en træbåre. Han bæres af landsbyens mænd gennem byen og begraves sædvanligvis dagen efter dødsfaldet. Den døde er pakket ind i et hvidt stykke klæde. Hvis afdøde var en højtstående person, vil han sædvanligvis blive pakket ind i et særligt fint og kostbart stykke klæde. Liget hejses op ad klippen, anbringes i gravkammeret, og døren til hulen forsegles med mudder. Få dage efter afholdes den egentlige begravelsesfest.

Aftenstemning og smuk udsigt fra det højeste punkt i landsbyen Begnimato.
Hulerne fungerer også som hemmelige opbevaringsrum for de specielle dogon-masker, der spiller en betydelig rolle i forbindelse med religiøse ceremonier og festivaler. Maskerne er både sjældne og kostbare og tages kun frem ved særlige lejligheder. Hverken kvinder, børn eller turister har lov til at opleve ceremonier med ægte dogon-masker.

Hvert 60. år afholdes den store Sigui-festival. Den løb sidste gang af stablen i 1967, og man ser frem til den næste festival i år 2027. Dogon-folket er dog enige om, at meget vil være forandret til den tid - udviklingen har været enorm siden sidste festival.

Modtag en fisk og dø!

Efter et solidt aftensmåltid i Tireli kryber vi til køjs igen på taget af et adobestenshus, denne gang med fuldkomment frit udsyn til en stjernehimmel, der kan tage pusten fra selv den mest hærdede. Så kan man ligge der i sin lune sovepose og studere stjerner og mærke at ens ånde næsten bliver til damp i den iskolde klare ørkennat.

Næste morgen gnider vi søvnen af øjnene i strålende solskin og opdager til stor morskab, at hele byens unger nysgerrigt står og glor på os med måbende blikke ovre fra det modsatte hustag. Der er ikke meget privatliv på disse kanter!

På 5. dagen giver Zacarie os helt specielle instrukser. Vi er nødt til at gå en omvej for at styre udenom byen Yaye. Og grunden: Vi skal undgå at få en fisk! En temmelig kryptisk forklaring.

Da vi vågner næste morgen på taget af adobestenhuset, står byens unger og iagttager os nysgerrigt fra nabotaget.
Det første menneske, der kommer ind i byen, hvor man fisker i den lokale sø, vil blive overrakt en fisk. Ceremonien varer ca. 2 uger, og afholdes én gang om året, man ved aldrig helt præcist tidspunktet, men altid omkring december - januar. Den der modtager fisken, vil dø.

For to år siden havde en mand, der kom ind i byen, ikke hørt advarslen og modtog intetanende fisken. Hans søster var syg og lå på hospitalet i Sangha, og han var på vej hen for at besøge hende. Han fik fisken og kørte to uger senere galt på en motorcykel og blev slået ihjel.

Hvis ingen passerer igennem landsbyen i to dogon-uger, dvs. 10 dage, så bliver det automatisk den ældste mand i byen, der dør. Inden 100 meter kan man nå at vende om, hvis man kommer ind i byen og opdager fiskeriet i tide, men har man først modtaget fisken, så er løbet kørt.

I nabobyerne Amani og Ireli har man gennem årerne mistet over 70 mennesker på den konto. De modtog fisken og døde på mystisk vis få uger senere. Man ved ikke med sikkerhed, om det også virker dødeligt på turister at modtage fisken. Men der er jo som bekendt mere mellem himmel og jord…!

Fakta er, at familien i byen har en meget stærk Fetish, og ingen tør gå imod gamle traditioner.

Ifølge vores guide er problemet søen. Regeringen kunne beslutte sig for fylde den op, så ville problemet være løst, og ingen skulle mere frygte at nærme sig landsbyen. Men af frygt for, hvordan forfædrenes ånder vil reagere, tøver man. Mali er et sted, der i den grad pirrer fantasien og stiller flere spørgsmål end svar!

Afslutningen på 6 dages trekkingtur. Her skimtes byen Sangha der ligger på toppen af klippeplateauet.
Vi er heldige at slippe for at få overrakt en fisk, og ankommer i god behold til Ireli. Denne by er et utrolig smukt eksempel på den specielle dogon-byggekunst. På en vandretur op ad klippesiden finder vi adskillige såkaldte ”retshuse”, hvor byens vise mænd diskuterer og løser problemer. Husene er meget lave, og det er umuligt at stå oprejst inde i dem. Det forhindrer én i at rejse sig i vrede inde i huset - er man uenig i gruppens afgørelse, må man gå udenfor og afreagere.

Natten tilbringes i byen Banani, og næste morgen er vi alle tre lidt fjantede, fordi det er den sidste dag på trekket. Det er med en blanding af lettelse og vemod, vi begynder at bevæge os op ad en stejl klippetrappe til slutmålet: Byen Sangha på klippeplateauet.

På en lille restaurant nyder vi en iskold cola som afslutning på vandreturen, skåler og ønsker hinanden tillykke med et velgennemført trek og en oplevelse for livet. Vi sværger på, at vi aldrig mere skal vandre 56 km i stegende sol - men dét er lige indtil næste gang!



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside