Tonga - et sydhavsparadis i flammer

Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen

I mange år havde jeg haft en romantisk drøm om Sydhavet og især det lille ørige Tonga, som med sin eksotiske kongefamilie virkelig appellerede til mig som det autentiske Polynesien. Vi søger om at komme i audiens hos Kongen af Tonga, men da jeg efter over ti års dagdrømmeri endelig kan sætte fødderne i den tonganske koralsand bliver det en noget anderledes oplevelse end jeg overhovedet havde forventet. Det er november 2006, min veninde og jeg er på jordomrejse og stik imod vores vildeste forestillinger ender ”opholdet i paradis” med en heftig revolution, optøjer og et sandt flammehav. Øgruppen er pludselig forsidestof i hele Oceanien med overskrifter som "Forkullede lig i Nuku'alofas gader" og "80 % af Tongas hovedstad nedbrændt!"

Denne historie starter egentlig ret uskyldigt med en lommekalender fra Ugebladet Søndag, som min mor gav mig for mange år siden. Det skulle hun aldrig have gjort! Da jeg sad og kiggede på fødselsdagsdatoer for medlemmerne af de europæiske kongehuse, sneg der sig pludselig et særdeles eksotisk indslag ind blandt de royale. Mellem dronninger og prinsesser fandt jeg pludselig selveste Kong Taufa'ahou Tupou af Tongas fødselsdag, og denne opdagelse skulle få vide konsekvenser!

I 1996 var jeg kommet hjem fra min første rygsæktur i Australien. Oppe i det tropiske Queensland var jeg stødt på en dansk backpacker, der havde været på ø-hopperi i Stillehavet. Han havde stolt vist mig et håndtatoveret bånd om overarmen, som han under næsten manddomsprøvelignende forhold havde fået lavet på Samoa. Med tænderne bidt sammen havde han ligget på en sivmåtte, mens de med sort farve og et træhåndtag med skarpe hajtænder havde banket mønstret ind i den tynde hud. Jeg betragtede den imponeret, og en drøm begyndte at tage form i mig. Jeg længtes efter Polynesien. Sømanden kom op i mig - de fjerne horisonter og trangen til de syv verdenshave. Hvorfor valget faldt på Tonga ved jeg egentlig ikke. Ø-gruppen på den anden side af kloden lød enormt eksotisk i mine ører, og et isoleret kongerige i Sydhavet kan vel få eventyreren frem i de fleste. Fordi Tonga var selvstændig og med en romantisk kongefamilie havde jeg en idé om, at det måtte være det autentiske Polynesien. Der skulle dog komme til at gå over ti år, inden jeg kunne sætte fødderne i det tonganske koralsand. Men jeg som havde forestillet mig et fredfyldt ø-paradis, måtte snart sande, at ting ikke altid er som man drømmer om, og at illusioner hurtigt kan blive banket til jorden.

Tongas Kong Taufa'ahou Tupou døde kort før vores ankomst til øen og blev begravet ved en stor ceremoni på dette overdådige gravsted i rigtig tongansk stil.

Ti år senere skal min veninde Jytte og jeg på jordomrejse, og med et obligatorisk stop i Stillehavet falder valget oplagt på Tonga. Drømmen om Sydhavet får igen næring, og en dag slår det ned i mig, at vi skal prøve at opsøge Kongen. Når Troels Kløvedal kan komme i audiens, så kan vi vel også, resonerer jeg kækt. Der er et halvt år til vi skal af sted, og jeg går i gang med at forfatte et brev til Tongas majestæt. Vel nok et af de mere specielle breve jeg har skrevet - Your Highness osv., men resultatet bliver nu helt hæderligt. Adressen er unægtelig noget mangelfuld, men jeg regner med, at alle kender kongen af Tonga. Jeg smider brevet i postkassen med rigeligt porto på, da jeg ikke helt tør gå på posthuset. De ville sikkert sætte spørgsmålstegn ved, om jeg var helt normal, men brevet kommer aldrig retur, så vi konkluderer, at det må være nået frem. Næste projekt er nu at overveje, hvad vi overhovedet skal sige til kongen, hvis vi virkelig blev inviteret i audiens. Fnisende forestiller jeg mig scener med unge Prins Akhim i "Comming to America" selvom jeg med min fornuft godt ved bedre. Men at historien i den grad skal komme til at udspille sig en hel del anderledes end vi drømmer om, ved vi heldigvis ikke på det tidspunkt.

Vi ankommer til øerne en søndag nat. Allerede dagen efter fornemmer vi en underlig stemning, som om noget lurer under overfladen. Vi lægger mærke til, at byens fodboldbane huser en stor menneskeflok. Handlen kører ligesom på halvt kraft, og en stille summen præger hovedstaden. Det er min første rejse i Polynesien, og jeg spekulerer på, om disse mennesker bare er sådan lidt afdæmpede. Senere går det op for os, at gamle konge Taufa'ahau Tupou er død kort forinden og at kronprinsen nu er indsat på tronen. Denne nyhed er næppe kommet os for ører inden vi rejste, så vi bliver lidt skuffede. Nu har jeg ventet i ti år på at komme til Tonga og forfattet brev til kongehuset, og når vi så endelig kommer frem, så er hovedpersonen død. Nede ved slottet taler vi med portvagten, og sekretæren lover at behandle vores audiensansøgning. Planen er nu væltet lidt pga. dødsfaldet, men vi beslutter os for at forsøge at gennemføre planen med den nye konge. Vi har købt et eksemplar af H. C Andersens eventyr til ham - fra vores danske kongerige. Fuld af fortrøstning tager vi over til en naboø, lykkeligt uvidende om, hvad der venter os et par dage senere.

Oprørerne og flammerne rykker faretruende nærmere. Kan de finde på at smide et eller andet bombelignende ind på vores hostel?

Paradis i flammer

Da vi kommer tilbage til Nuku'alofa, slår vi os ned på et kinesisk ejet hostel; der hersker stadig en besynderlig stemning, og torsdag sprænger bomben. Det er som om en kæmpe vulkan af indestængt vrede eksploderer i et gigantisk brag. Vi har lige købt biografbilletter til sidst på eftermiddagen, men vi får aldrig filmen at se. Da vi trasker ud fra en lille butik, går en flok unge fyre fuldkommen amok og smadre ruder og ripper en butik på et gadehjørne. Vi står målløse og iagttager vanviddet og spørger en lokal om, hvad der foregår. Det eneste vi får ud af vedkommende er, at butikken tilhører kongefamilien. I næste sekund kommer en af fyrene spænende forbi os med en håndfuld dyre solbriller. Han griner med et næsten dyrisk had i øjnene. Disse rolige polynesiere er pludselig intet mindre end gået amok. Vi har kun set dem sidde passive under palmerne, og nu er byen forvandlet til en slagmark. Senere finder vi ud af, at fodboldbanen fungerede som forhandlingsplads, og nu er disse forhandlinger tydeligvis gået i helt hårknude. Hele byen er i vildt oprør, uden at vi faktisk helt ved hvorfor. Først venter jeg, at uroen stilner af i løbet af nogle minutter, men gruppens medlemmer er helt fra sans og samling og fortsætter med at smadre butiksruder, så glasskårene fyger. Jeg får øje på en blond pige i menneskehorderne og får mig mast hen til hende. Hun viser sig at være fastboende australier. Jeg spørg hende, om vi har noget at frygte som turister.

”Nej” svarer hun - ”de vil afsætte kongen!” Og pludselig giver det hele mening!

”Men pas på, hvis I bor på et kinesisk eller indisk hostel!” advarer hun. I det øjeblik står alvoren mejslet i sten for mig. Oprørerne er ligeledes imod den handel, som asiaterne står for på øen, og vil gøre alt for at smadre den. Og vi bor jo netop på et kinesisk hostel!

”Nu skal vi herfra” råber jeg til Jytte og hiver hende med gennem vrimlen. Urolighederne er optrappet yderligere, og hele den indre by er et inferno af rasende menneskemasser. Efter et par timer på vores hostel vil vi igen bevæge os ud og håbe på at balladen er stilnet af - vi skal jo i biografen!

Vi er knapt færdige med at pakke rygsæk, da jeg gennem vinduet ser meterhøje flammer der slikker sig op af husmuren på den modsatte side af gaden.

Men synet der møder os er endnu mere foruroligende. Gaden ved siden af biografen ligner en skyttegravskrig. Nu afbrændes der bildæk, og luften er sort af røg og gnister. Vi får senere at vide, at biografen er brændt ned til grunden. Jeg gemmer biografbilletten til minde, men situationen skal forværres yderligere. De rasende oprørere trækker i retning af vores hostel, samtidig med at de konsekvent sætter ild på alle huse langs vejen. Jeg hamrer gennem menneskehavet tilbage mod vores logi med en lettere chokeret Jytte i hælene. Da vi kommer til indgangsporten, står ejeren ude på gaden. Hun er nærmest paralyseret af skræk, da ilden rykker tættere og tættere på, og det er helt tydeligt, at hun simpelthen ikke aner sine levende råd. Disse oprørere mener det alvorligt, men hvor langt vil de gå?

Jeg snakker med en fastboende canadisk dame, der bor bag vores hostel. Hun fortæller, at opgøret har ulmet under overfladen i noget tid. Det er altså ikke bare drengestreger - sådan virkede det nemlig lidt i starten. Det eneste jeg spekulerer på nu er, hvordan vi kan komme derfra, hvis det bliver nødvendigt. Kan de f.eks. finde på at smide et eller andet bombelignende ind ad vinduerne? Jeg tjekker flugtveje i baghaven, der er en brandtappe og et højt hegn vi skal over. Vi går lidt ubeslutsomme rundt på vores hostel, mens oprørerne og flammerne rykker faretruende nærmere. På et af de andre værelser er et ungt europæisk par flyttet ind. De er lige ankommet til Tonga og er temmelig rystede. Vi diskuterer lidt alle fire, hvad vi skal gøre og hvornår vi i givet fald skal gøre noget. Hvad skal der til for at vi skal flygte? Jytte og jeg går ind for at pakke vores rygsække, og vi er knapt færdige, da jeg ud gennem vinduet ser meterhøje flammer, der slikker sig op ad en husmur på den anden side af gaden.

I lufthavnen er der massiv pressedækning på, efter at australske og new zealandske militærtropper er blevet indsat for at dæmpe gemytterne

Nu skal der skæres igennem! Jeg råber til det det unge par, at NU skal vi bare af sted, inden situationen går helt ud af kontrol. Vi hyrer i en taxi og stormer ud af bygningen med vores halvtpakkede rygsække, våde vasketøj revet ned fra tøjsnoren og en halv vandmelon i hånden.

Livet i en ”flygtningelejr”

Vi aner ikke, hvor vi skal tage hen, kun at vi for enhver pris skal ud af byen. Taxichaufføren kører os ud til et hostel, der er ejet af en englænder. Det er bælgmørkt da vi ankommer, og der er hverken strøm eller telefonforbindelse. Der hersker sådan lidt katastrofe- og "vi-holder-sammen-stemning". Vores vært er en smule chokeret over dette pudselige og enorme rykind af mennesker, men vi får alle overnatning og prøver på at finde ro i larmen fra hvinende brandbiler.

Næste morgen får vi at vide, at samtlige bygninger fra byen og til lufthavnen er nedbrændt i løbet af natten, og vi har da også hørt politisirener konstant ude i mørket. Rygterne verserer, at lufthavnen er lukket og at al udenrigstrafik er indstillet. Uvisheden er det værste! Vi ved ikke om - og i givet fald hvornår - vi kan komme fra øen. Informationen er meget mangelfuld, og på vores hostel forsøger vi at holde os orienteret via radio. Min veninde er virkelig utryg ved situationen, og vi føler lidt at vi selv står med ansvaret for at komme fra øen.

To soldater kommer hen og spørg mig om jeg er ok - det var spændende, men lidt chokeret kan jeg nu ikke helt sige mig fri for at være

Da vi endelig får strøm, får vi lov til at låne værtens computer, så vi kan maile til vore familier. Vi sender et kontakttelefonnummer til dem, og efter yderligere en rum tid genoprettes telefonforbindelsen. Nu kimer telefonen på livet løs med opkald fra desperate fædre, der er bekymrede for deres unge døtre, som befinder sig på vores hostel. Det lykkedes også at få hul igennem fra Danmark, da Jyttes mor og min storebror (som er tidligere FN soldat i verdens brændpunkter) ringer. Vi har fået at vide, at der er indsat australske og new zealandske

Jytte på vores værelse i ”flygtningelejren” - uvisheden og chokket er det værste, når husene er ved at brænde ned om ørerne på én.

militærtropper til at dæmpe opstanden, og jeg fornemmer også svagt, at det er ved at klinge af. Vi skønner, at der går mindst 24 timer inden nyheden er i Europa, og det er tvivlsomt om den overhovedet når til Danmark. Det vi inderst inde er mest bange for er at blive glemt på en sydhavsø i vildt opgør og at balladen vil blusse op igen.

Jeg mailer til TV2 om de vil have en reportage, men de er ikke interesserede. I New Zealand og Australien er nyheden derimod på samtlige avisforsider. Vores venner i New Zealand er meget bekymrede, da foruroligende overskrifter som "Forkullede lig i Nuku'alofas gader" og "80 % af Tongas hovedstad nedbrændt" toner frem i store typer.

Senere står det klart for os, at vi ikke kan komme væk fra øen foreløbig, da Air New Zealands kontor i Nuku'alofa er totalt nedbrændt. De arbejder dog på at oprette et midlertidigt kontor, men flyselskabet i Auckland kan ikke sige noget om, hvornår de kan skaffe os billetter ud fra Tonga.

”Hvor ligger Tonga?”

Som et sidste desperat forsøg på at slippe ud af ”krigshelvedet” ringer jeg til Gouda rejseforsikring i København. Jeg mener, de reklamerer jo med virkelig at være på pletten når det gælder, og vi har altså alvorligt brug for assistance her og nu. Jeg får fat i en søvndrukken fyr på Alarmcentralen, der virkelig stiller titusindskroners spørgsmålet "Øh, hvor er det nu lige Tonga ligger?" Godt nok er klokken fem om morgenen dansk tid (jeg har selv nattevagter og ved godt, at ens hjerne ikke kører på højtryk på denne tid af døgnet) - men alligevel! Så må jeg give fyren en mindre geografi-lektion på langdistance om, hvor Tonga ligger. Det har man virkelig også brug for, når alt er ved at brænde ned om ørerne på en og man står flere tusinde kilometer ude i Stillehavet. Da femogtyveøren omsider falder i den anden af røret, er hans eneste kvalificerede svar " se at komme væk derfra!" - "jo tak den havde jeg nok også regnet ud, men al flytrafik er indstillet". Gouda har en masse regler, og vi kan ikke evakueres, det går ikke ind under kategorien naturkatastrofe, og landet er ikke i undtagelsestilstand. Det anede mig, at det var svaret vi ville få hos Gouda, men ok, hvad skulle manden gøre - sende en helikopter?

Selvom jeg gør mit yderste for at få os ud af landet, så ser det ud til, at eneste løsning foreløbig er at lægge sig i hængekøjen og læse

Det første Air New Zealand fly der har fået landingstilladelse i Nuku'alofas lufthavn efter fem dages oprør.

knaldromaner. Nu må tiden arbejde, og i løbet af de næste 2 - 3 dage stilner optøjerne også af takket være den effektive militærindsats. Efter et par dage får vi lov til at komme ud i lufthavnen til en midlertidig filial af Air New Zealand og booke nye flybilletter til Auckland. Det er noget af et syn der møder os udenfor vores beskyttede ”flygtningelejr”. Hele byen er en stor ruin af nedbrændte bygninger og forkullede el-ledninger. Centrum er afspærret, og alt hvad der minder om huse er nærmest nedsmeltede. Det ligner en spøgelsesby efter en atomkrig.

Kongefamiliens smukke og fredelige sommerresidens der overlevede flammehelvedet.

På vejen til lufthavnen er der opsat militære checkpoints hvor vi skal vise legitimation, og på selve lufthavnsområdet er der massivt presseopbud. Et væld af kamerafolk, journalister, politifolk og militær. Jeg bliver interviewet til new zealandsk radio, og et par soldater kommer hen og spørger, om jeg er ok. Jeg kan ikke helt sige mig fri for at havde været noget chokeret, men et eller andet sted var det også ret spændende. På den anden side af tunnelen kan man jo sagtens være kæk, men lige ”midt i orkanen” var det temmelig nervepirrende.

Stemningen i ankomsthallen minder mest af alt om juleaften med forventning og glæde. Alle venter på det første Air New Zealand fly, der har fået landingstilladelse siden lufthavnen lukkede for fem dage siden. Oppe på den udendørs panoramaudsigtsaltan flokkedes folk ved hegnet, da de langt om længe kan skimte det lille bitte fly ude i horisonten. Jeg kommer i snak med en nonne, og det er lige før vi alle står med tårer i øjnene, da det blå/hvide fly ruller ind foran hovedbygningen.

Vi hørte selvfølgelig aldrig fra kongehuset og endte med at donere H. C. Andersens eventyr til vores venner i Auckland. Og som min veninde i Danmark efterfølgende udtrykte det "ejj nu havde du endelig bestemt dig for at tage til Tonga og møde selveste kongen, og så udbryder der revolution - sikken dog en magt at have" - det grinede vi meget af, for et lille kongerige i Sydhavet er ikke altid paradis!

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside