Med ski og pulk tværs over indlandsisen
- fra øst til vest på 27 dage

Tekst: Elsa Ranzau, Foto: David Katznelson og Rasmus Gregersen

Intro

I april 2007 fik jeg muligheden for at virkeliggøre en drøm, jeg har haft i de sidste 5 år, nemlig at krydse Grønlands indlandsis på ski.

Fem år tidligere tilbragte jeg et år i Grønland, og jeg har tit stået på forskellige fjeldtoppe og kigget ud over horisonten og været målløs over den ufattelige storhed i landskabet, som strækker sig så langt man kan se med forrevne fjeldtoppe, fjorde og is. Tanken har tit strejfet mig, at hvis man fortsætter ud mod horisonten, kan man gå 600 km. uden at møde andre mennesker eller tegn på civilisation, og dét er jo en fascinerende tanke i sig selv.

Isortoq

Fem år senere befinder jeg mig i den lille Østgrønlandske bygd Isortoq, hvor vores lejede helikopter netop er lettet og har forladt os - nu er det alvor!

Så går det fremad og jævnt op ad bakke. Vi skiftes til at gå forrest et kvarter ad gangen. Copyright David Katznelson

Sammen med min kæreste Rasmus og vores kammerat Per har vi tilsluttet os en 8 personers ekspedition fra Nerthus Explorer med en leder, som er både tidligere Sirius patrulje mand og jægersoldat. Forud er gået halvandet års træning, hvor vi bl.a. har trukket rundt ude i skoven i weekenden med tre bildæk på slæb, til stor morskab for andre af skovens gæster, men det er den bedste måde at træne sig op til at trække en pulk, der vejer mere end ens egen kropsvægt, når nu vi ikke er velsignet med sne i Danmark.

I Isortoq skal vi klargøre de sidste ting til ekspeditionen, bl.a. skal al maden pakkes dobbelt ind i små plastposer med dagsrationer, både for at det skal være nemt ude på isen, men også for at maden ikke skal blive ødelagt, hvis f.eks. en dunk med brændstof skulle blive utæt undervejs. Bygdens børn er især meget interesserede i at hjælpe os med at pakke vores slikposer. Vi er nærmest udsat for en sand belejring af unger, som står klistret op af vinduet og kigger på det imponerende syn af flere sække Ritter Sport og flyttekasser med Matadormix.

Vi får også testet teltene, kogeapparaterne, satellittelefonerne osv. Til sidst får vi den endelige tilladelse fra det Grønlandske politi til at påbegynde ekspeditionen, efter de har sikret sig, at vores sikkerhedsudstyr og proviant lever op til kravene. Dette klares dog via telefonen, da det lokale politi sidder i Tasiilaq, den nærmeste by.

Opstigning på isen

Efter et par dage i Isortoq er vi klar til start. Vi er alle meget spændte, og der hersker en meget hektisk stemning i forsamlingshuset, hvor vi har fået lov at indlogere os. Alle løber rundt og skal ordne et utal af småting. Det er ikke nu, man må komme til at glemme noget. Vi har allerede prøvepakket pulkene og vejet dem aftenen før. Som gruppens mindste deltager, samt den eneste kvinde, får jeg lov at slippe med en pulk på 65 kg, hvor flere af de store gutter er tæt på at trække 85 kg. Heldigvis bliver pulkene lettere efterhånden som vi får spist maden og brugt af brændstoffet.

Den første dag får vi hjælp af to hundeslæder, så vi hver kan nøjes med at gå med én pulk i stedet for to, som er det normale. Med os har vi bare det allermest nødvendige for at kunne klare en nødsituation, dvs. soveposer, liggeunderlag, varmt vand, varmt tøj, skovle, slikposer og gevær, da Grønlands østkyst er kendt for sine isbjørne.

Der går ikke lang tid før vi virkeligt sætter pris på hundeslæderne, for opstigningen til isen er stejl. Da vi forlader bygden er det oven i købet snevejr, så vi må gå op ad bakke en hel dag i dyb sne, hvor vi må skiftes til at gå forrest og trampe spor til hinanden. ”Puha, og i morgen bliver det med dobbelt så meget vægt”, kan jeg ikke lade være med at tænke. Da vi har gået omkring 20 km. og 500 højdemeter er vi rigtigt trætte. Her siger vi farvel til de grønlandske fangere Lars og Salo samt hundeslæderne, og vi kan slå vores første lejr op.

Så er vi alene

Da fangerne er kørt, er vi alene, og vi ved, at vi ikke kommer til at se andre mennesker end de andre i gruppen i den næste måneds tid. Vi får slået lejr op, og det går heldigvis problemfrit, da vi har øvet det på en uges træningstur i Norge.

Når man er kommet i lejr er der meget, der skal ordnes. Først skal teltene rejses, og der skal skovles sne op ad kanterne på teltene, så der ikke kan komme vind ind under. Så skal der bygges snemur og toilet (en ekstra snemur, hvor man kan få rumpen i læ samt få lidt privatliv), og der skal smeltes vand og laves mad.

Foran lejren, få timer før den blev ødelagt i den første snestorm. Fra venstre: Rasmus, Elsa og Per. Copyright David Katznelson

Næste dag er der strålende solskin, og det tunge arbejde med at trække to pulke op af bakke giver virkelig varmen, flere går rent faktisk med bare arme og kampsveder alligevel. På et tidspunkt bliver det for stejlt, og vi må koble den ene pulk fra og gå op af bakken med en pulk ad gangen, for derefter gå tilbage og hente den anden pulk. Det er virkeligt hårdt arbejde.

Snestorm, ødelagt lejr og snehule

Den anden nat vågner vi til en hylende snestorm. Vi kan mærke, at teltet efterhånden bliver trykket mindre og mindre fra siderne af vægten fra den megen fygesne, og selvom vi er ude og forsøge at grave noget af det væk, bliver det bare værre og værre. Vi hører også et par teltstænger knække, og teltet er efterhånden kun halvt så stort, som det burde være. Det er ikke til at vide hvordan det skal ende, så vi pakker vores ting og vil forsøge at komme over til de andre i deres telt, men da vi åbner teltdøren, kigger vi bare ind i en mur af sne. Selvom vi prøver at grave os ud med vores spisekar, er der ikke meget at gøre.

Heldigvis kommer jeg i tanker om, at jeg har en nødfløjte siddende i min skijakke, og den pifter jeg i, indtil vores leder hører det og giver sig til at grave os op. Her finder vi ud af, at der nu kun er ét telt tilbage ud af de tre, vi plejer at have, da de to andre er kollapset under snemængderne, og at der er tre mand i gang med at grave en snehule, vi skal evakueres til. I mellemtiden skal vi forsøge at holde det sidste telt stående, så der skal konstant graves omkring det. Uvejret er så voldsomt, at man knap kan tro det. Man må stå lige ved siden af hinanden og råbe, hvis man skal gøre sig håb om at blive hørt, og man kan ikke se fra det ene telt til det andet, selvom der kun er cirka en meter imellem dem.

Endelig kommer vi ned i snehulen, hvor der er helt stille i forhold til uvejrets rasen, og vi begynder langsomt at få varmen igen. Det har

Forfatteren i gang med at smelte 9 liter vand. Når vi er i lejr om aftenen, er der konstant en person i gang med at smelte sne til drikkevand. Foto Rasmus Gregersen

taget 8 timer at grave snehulen. Tre har fået forfrysninger, og vi er alle trætte, sultne og forskrækkede over uvejret.

Efter at vi har ligget i snehulen et døgns tid stopper uvejret så pludseligt, som hvis nogen havde slukket for det, og vi kan gå op i solen og begynde på opgaven med at grave 1,5 meter sne væk fra teltene og reparere de ting, som er gået i stykker. Heldigvis kan teltene syes og teltstængerne repareres, så turen kan fortsætte.

Videre på tur

Det går stadig stejlt op ad bakke, men vi er ved at vænne os til belastningen. Vi går korte dagsetaper, enkelte dage i svært føre går vi kun 7 km. Nogle dage er det som at gå på et hav med frosne bølger, andre dage går det bare jævnt op ad bakke. De fleste dage har jeg en følelse af at være verdens heldigste menneske, at jeg får lov at have denne oplevelse at være på ekspedition på indlandsisen, og jeg er konstant imponeret over landskabets storhed, barskhed og uberørthed. Men bare et par timer senere kan det være så hårdt, at jeg forbander mig selv for ikke at have valgt en lidt mere magelig hobby.

Gruppen kender efterhånden hinanden godt, og vi er heldigvis kommet af sted med en flok flinke folk, som oven i købet kan være ret underholdende at være sammen med, og der er højt humør i madteltet om aftenen. Hver aften spiser vi samlet aftensmad i det ene telt, så vi får en chance for at snakke om dagens begivenheder. Nogle aftener er der ”surprise”, hvor vi skiftes til at tage en overraskelse med til gruppen, f.eks. cola, lagkage eller sågar en hindbærsnitte fra bageren, som først må tøs op over brænderen. Aftensmaden består af forskellige frysetørrede retter, som faktisk smager ret godt, når man har været en hel dag på ski.

Til frokost har vi hver en slikpose på et halvt kilo, fyldt med chokolade, kiks, lakrids og vingummi.

Storm igen

Nogle dage senere rammes vi af endnu en storm, men denne gang bliver teltene heldigvis stående. Træls er det alligevel at være sneet inde to personer i 3½ dag på en plads, der er på størrelse med et skrivebord, især fordi man bare kan ligge og tænke på, at jo mere tid vi må ligge vejrfast, jo mindre bliver chancen for at vi når over til vestkysten. Vi er kun ude af teltet et par gange i løbet af den tid vi er sneet inde, så der går meget tid med at sove, læse og spille yatzy samt at regne på, hvor mange kilometer vi skal gå de resterende dage, hvis vi skal nå vestkysten.

Så går det fremad og jævnt op ad bakke. Vi skiftes til at gå forrest et kvarter ad gangen. Copyright David Katznelson

Vi spiser og drikker minimalt, mens vi er sneet inde, da vi skal spare på maden, og da toiletbesøgene er en større udfordring, som man forsøger at udsætte så længe som muligt.

Jeg har inden vi kommer i lejr pådraget mig en ordentlig forfrysning på den ene kind, og jeg får endnu en på hagen, da velkrolukningen i min dunjakke iser til, så den blæser op, mens jeg er ude og grave telt fri. Denne storm tager livet af den ene lynlås i teltet samt knækker endnu en teltstang, men vi kan stadig fortsætte.

Nu bliver det hårdt

Nu bliver det rigtigt hårdt. På grund af de to snestorme samt diverse forsinkelser på Island på vejen til Østgrønland, har vi mistet i alt otte dage, så hvis vi skal nå vores mål, må vi sætte tempoet i vejret. Vi bliver nødt til at gå cirka 35 km. om dagen de næste cirka ti dage, så der bliver ikke meget tid til lejrhygge. Heldigvis kører rutinerne godt nu, og vi kan hurtigt rejse lejren.

Vi har delt det op på den måde, at vi hver især får rollen som enten udendørsmand eller indendørsmand. Udendørsmanden sørger f.eks. for at bygge snemur, mens indendørsmanden går i gang med vandsmeltningen, så snart vi er kommet i lejr. Det er nødvendigt at gøre det på den måde, for nu går vi 11 timer dagligt og kommer først i lejr ved 21-tiden. Og da det tager omtrent tre timer at smelte vand til alle vores termokander, kommer vi tidligst i seng ved midnat. Samtidig kan indendørsmanden sørge for, at der er varm kakao og knækbrød med tandsmør klar til makkeren, når han kommer ind. Hver eneste dag er det sand nydelse, når man kommer ind i teltet og får varme filtsko på og en kop varm kakao.Lejrrutinerne indebærer også at huske at tø ting op. Kontaktlinsevæsken skal tøs op i lommen i god tid, solcremen skal tøs op om morgenen, så man kan blive smurt ind. Og hvis vi vil vaskes, skal vådservietterne tøs op i soveposen i løbet af natten, så man kan vaske sig næste morgen.

Ved midnatstid lige inden vi går i seng, er der nogle af de flotteste øjeblikke på hele turen. Himlen er helt rød ude i vest, for solen er ikke gået ret langt ned bag horisonten, og i tusmørket kan man se enkelte klare stjerner på den ufattelig store himmel. På dette tidspunkt af turen bliver det efterhånden ikke rigtigt mørkt længere, mens vi i starten af turen så nordlys om aftenen. Heroppe får lyset hurtigt magt.

Efter 27 dage på Isen er eventyret slut, og vi står nu på vestkysten, tæt på Kangerlussuaq. Alle ser frem til et varmt bad og masser af god mad. Copyright David Katznelson.

Ved 7-tiden om morgenen bliver vi normalt vækket ved, at der bliver råbt godmorgen fra naboteltet - så er det med at komme ud af fjerene i en fart og begynde at varme vand til morgenmaden, som består af havregryn med resterne af vores slikposer hældt over. Det bliver en helt speciel polar-müsli med labre larver, lakridser, peanuts og chokoladerester. Jeg står normalt op først og hænger vores soveposer til luftning ude på skiene, for at få bare noget af fugten ud af dem. Vores udånding skaber kondens, der sætter sig på soveposerne, som så fryser til, så vi har en del is i soveposerne. Når det er værst, føles det som at banke på et frossent bræt. Samtidig fejer jeg sneen af teltet, så den ikke smelter, når vi begynder at koge vand, så kan det nemlig fryse fast på teltstængerne, så de ikke kan pakkes sammen. Nogle morgener har jeg lidt ondt af mig selv, for hver eneste nat vågner jeg 4-5 gange, fordi mine hænder og arme sover, så jeg må forsøge at nive og banke liv i dem igen, og det stjæler tiden fra de max. syv timers søvn vi får.

Summit

Et af vores helt store delmål på turen er Summit, Grønlands højderyg, som ligger på omkring 2500 højdemeter, men helt præcist hvor højt ved vi ikke. Hver aften, når vi mødes i madteltet, kigger vi på kort og regner på, hvor langt vi har tilbage til Summit. Stor er glæden en dag, da GPS'en efter ca. 2470 m. viser, at vi begynder at falde - vi går ned ad bakke for første gang på turen. Det må straks fejres med et gruppefoto på indlandsisens top, og alle er glade. Der går desværre kun få minutter, så begynder vi at stige igen, vi har fejret Summit det falske sted!

Det viser sig senere, at vores lejr den aften ligger på turens højeste punkt, ca. 2480 m. Nu kan det kun gå ned af bakke med de efterhånden noget lettere pulke, det bliver jo lutter lagkage tænker vi.

Diarre i stormvejr

Helt så nemt går det dog ikke. Efterhånden har vi næsten alle sammen fået dårlig mave, sandsynligvis fordi vi indtager så mange kalorier, at kroppen ikke kan nå at fordøje dem. Og der er jo grænser for, hvor sjovt det er at skulle foretage fem daglige ekspresbesøg på potten, når temperaturen er som i en dybfryser tilsat blæsevejr.

En dag bliver det da også min tur til med et desperat blik i øjnene og bevæbnet med en spade og en toiletrulle under armen at fare væk fra sporet og fra de andre, som jeg håber er diskrete nok til at kigge den anden vej, da der absolut intet er, man kan gemme sig bag. På en Top 10 liste over verdens værste steder at få diarré må indlandsisen i stormvejr komme ind på en topplacering. I løbet af et splitsekund er mit undertøj fyldt med fygesne og fingrene er stivfrosne, da lufferne kortvarigt må af. Som om det ikke er nok vælger lynlåsen i mine bukser

Kraftig snefygning under den anden snestorm. Vi er sneet inde i tre en halv dag, og bevæger os kun udenfor teltene, når det er strengt nødvendigt. Copyright David Katznelson

lige netop i dette øjeblik at lyne sig fast i stoffet, så jeg ikke kan få den lukket. Ud af øjenkrogen ser jeg min toiletrulle, som accelerer ud over indlandsisen med papiret flagrende efter sig og med en topfart, så det ville være umuligt at indhente den.

Ak ja, nu skal der spares på toiletpapiret.

Fugle-besøg i lejren

En aften sidder der en fugl på sneen, da jeg kommer ud af teltet for at gå over i naboteltet og spise aftensmad. Jeg må næsten gnide mig i øjnene, for det er det første levende væsen vi har set siden hundeslæderne sagde farvel, og nu sidder den bare 3-4 meter fra mig som om det var det naturligste i verden. Jeg bliver helt euforisk og råber til alle de andre, at de skal komme og se fuglen, men det får den mærkeligt nok til at flyve væk, hvilket ikke gavner troværdigheden af min historie - jeg bliver sågar beskyldt for at have drukket af kogespritten! Men underligt er det, hvad en fugl laver 120 km. inde på isen, hvor der absolut ingen føde er for den - vi må jo også tage hatten af for fuglen, som har fløjet 120 km. uden mad, når vi kun kan gå 45 minutter, inden vi skal spise chokolade eller kiks. Samtidig ved vi, at fuglen er det første tegn på, at vi nærmer os vestkysten. De følgende dage ser vi fugle hver dag, og vi begynder at spejde efter de vestgrønlandske fjelde. Vi anstrenger os så meget for at se dem, at selv skyerne pludselig ligner fjelde.

Endelig, den næstsidste dag, kan man ikke længere være i tvivl - nu har vi vestkystens fjelde i syne og mangler kun bræfaldet.

Bræfaldet

Solnedgang på Indlandsisen. Vi har bygget en lille snemur bag hvert telt, og spændt reb mellem teltene, så man kan finde de andre i dårligt vejr. Copyright David Katznelson

De sidste 20 km. af isen er et utroligt kuperet område, hvor der både kan være gletsjerspalter og store kupler af blank is, så man skal navigere rundt i et eventyrlandskab, som en slags frossen labyrint, hvor man går nede i gangene og forsøger at finde den nemmeste vej mellem væggene af blank is. Heldigvis har vi fået nogle GPS-punkter fra en tidligere ekspedition, som viser en farbar rute gennem dette mærkelige landskab. En enkelt gang må vi krydse en snebro over en stor spalte, men ellers er isen god dette år, og vi slipper for at gå bundet sammen i reb. På et tidspunkt må vi have skiene af og gå med steigeisen, da det er umuligt at stå fast, når man skal klatre op af kuplerne af blank is.

Pludselig får vi øje på en efterladt pulk med udstyr i 80'er stil inde mellem to iskupler (måske efterladt efter en evakuering?) - en påmindelse om, at det er alvor at færdes i dette område. Det sidste stykke må vi hjælpe hinanden med at trække pulkene op af de meget stejle is-skråninger.

The end

De sidste meter ind til fjeldene er en bevægende oplevelse, for nu har vi virkeligt gjort det, vi har krydset Grønland på ski efter 27 dage, har trodset to voldsomme storme og har gået de 600 km. fra den ene kyst til den anden over et af de mest øde områder, der findes på jorden. Da vi er fremme og for første gang kan røre ved fjeldene, falder vi hinanden om halsen og alle får kæmpe knus, og jeg er ikke langt fra at måtte knibe en enkelt tåre. Samtidig får vi øje på en bus, som er kommet for at hente os, og flinke mennesker kommer ud med roast beef madder, øl, cola og frugt til os. Jeg er bange for, at vores bordmanerer lader noget tilbage at ønske, da vi hugger al maden i os, som om vi ikke havde spist i flere dage.

Tilbage i Kangerlussuaq bliver vi indlogeret på vandrehjemmet, hvor der bor en anden ekspedition, som vi kender. Her har de rare mennesker købt pizza og øl til os, så det hugger vi også i os - vi har overhovedet ingen mæthedsfornemmelse. I spejlet møder der mig et frygteligt syn - en solskoldet person med Bob Marley hår og sår i ansigtet efter forfrysninger og som i den grad ser ud til at trænge til et bad. Men det har været det hele værd!!!

Dagsmarch på Indlandsisen. Vi er godt i gang med krydsningen. Nogle dage er ensformige og så virker turen uendelig. Copyright David Katznelson

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside

Med ski og pulk tværs over indlandsisen - fra øst til vest på 27 dage