Det er fredag inden påske, og endelig skal vi afsted på den længe ventede skitur, denne gang med telt og fjeldski til Rondane, 300 km nord for Oslo. Vi er fem venner, der skal afsted sammen. Fire af os var sidste år i Lapland på en uges skitur fra hytte til hytte, og i år er planen at gentage succesen. Denne gang vil vi afsted med telt og fjeldski og gerne med nogle topbestigninger. Gruppen består af Mads, Tine, Per, Rasmus og undertegnede. Heraf har de to gennemført Vasa-løbet, og en har aldrig prøvet at have langrendsski på fødderne før!
Lørdag formiddag er Rasmus, Per og jeg på vej nordpå fra Oslo i syv graders varme og regnvejr - ikke de bedste udsigter til en uge på ski, da al sneen er ved at smelte, og floderne er ved at tø. Den sidste dags tid inden afrejse har været meget stresset - mine nyindkøbte ski når at blive leveret med ekspresbud ud til min arbejdsplads tre timer inden vi skal afsted, og støvlerne viser sig at være forkert størrelse, så der må et hasteindkøb af filtsåler til, inden jeg til nød kan passe dem med 3-4 par sokker i - men der er ikke tid til at skaffe andet fodtøj, så jeg må klare mig.
Stor er glæden, da vi begynder at køre op i fjeldet, og sneen efterhånden ligger i tykkere og tykkere lag. Da vi når en parkeringsplads udenfor Rondane Nationalpark, hvor vi skal mødes med Mads og Tine, som bor i Norge, er skiføret nærmest perfekt, og humøret når uanede højder. Mens vi venter på Mads og Tine, bliver der tid til en øvetur, hvor vi kigger efter et godt sted at slå lejr den første nat, og vi får mulighed for at vænne os til vægten af de over 20 kg. tunge rygsække og lettere ufrivilligt også til at træne vores faldteknikker J.
Her må lige nævnes, at det kan være endog meget svært at rejse sig igen, når man ligger i sneen og roder rundt med en 20-kilos rygsæk på ryggen - der er en vis lighed med en skildpadde, der er blevet lagt på ryggen, og underholdningsværdien er høj (for de andre).
Lejr
Den første nat vælger vi at slå lejr ikke så langt fra hytteområderne, for ikke at være helt alene, hvis vores debut med lejropslåning i sneen skulle vise sig ikke at blive den store succes. Med gode råd fra Tine, som studerer Friluftsliv i Norge, lykkes det os at få lavet en helt præsentabel lejr. Først går vi rundt med ski på og stamper sneen for at komprimere den, så man ikke senere synker så meget igennem. Der stampes også et område, som bruges til at skære sneblokke ud af til læmuren. Så slås teltene op med ski og skistave i rollen som pløkker, og endelig graves der gange mellem teltene, så man kan gå rundt imellem dem - et hårdt arbejde i meterdyb sne. Sidst, men ikke mindre vigtigt, skal der bygges toilet ud af sneblokke, og her kan amatør-arkitekter få frit spil, for der bygges hele ringmure som toiletbygninger.
Det bliver i løbet af ugen ved med at overraske os, at det stort set altid tager tre timer at slå lejr op.
Næste dag
Næste morgen vågner vi til fint vejr og begynder at smelte sne til at hælde på vores müesli, til at lave kaffe af, og til drikkevand til resten af dagen. Vi er utålmodige som heste, der har været på stald hele vinteren, og det kan kun gå for langsomt med at komme afsted ud i fjeldet.
Omkring frokosttid blæser det op, og vi må grave os ned for at kunne spise frokost i relativt læ. Da vi om eftermiddagen når frem til en hytte, er vejret blevet meget hårdt, og det sidste stykke tid har vi gået uden at kunne se ret mange meter frem. Vi ligner faktisk fem vaklende snemænd, helt dækket med sne, hvilket ikke skyldes dansker-agtige styrt, men at sneen blæser på os fra alle retninger. Vi beslutter os for at gå ind i hytten og varme os lidt med en kop kaffe og et slag yatzy - det kommer vi senere til at fortryde!!! Da vi skal derfra igen, er Pers skistøvler nemlig væk, så han står langt ude i fjeldet i sine strømpesokker uden noget andet fodtøj. Vi sætter en efterlysning i gang, og overvejer muligheden af at gaffa-tape fødderne fast til skiene, men det synes ikke at være en holdbar løsning, og til sidst beslutter vi at blive i hytten natten over og overveje situationen. Sidst på aftenen dukker skistøvlerne op igen - en forvirret teenager har rendt rundt i dem hele aftenen og troet, at det var hans egne.
Højfjeldslejr
Næste dag vågner vi til strålende vejr, det kunne simpelthen ikke være flottere. Der findes ikke andet end blå himmel og hvide fjelde så langt man overhovedet kan se. Vi er allerede oppe over trægrænsen, og man har frit udsyn til alle sider. Vi bevæger os gennem en langstrakt dal, som fem perler på en snor, og holder pauser af og til for at sole os og nyde det - det er sådan en dag, som er hele grunden til, at man tager på vinterfjeldet.Ved frokosttid finder Rasmus overfladevand, som er en lomme med rindende vand under sneen, typisk hvor vægten af sneen har tynget isen på en sø ned, så vandet er blevet presset op over isen.
På vej ned af en stejl bakke, hvor vi alle styrter som dominobrikker, får vi øje på den perfekte højfjelds-lejrplads, og vi beslutter os for at blive. Efter at vi har slået lejr og bygget en efter egen mening meget imponerende læmur af sneblokke, glæder vi os allerede til vores travellunch med chili con carne. Men ak og ve, i en
uopmærksom stund ser vi vores mad på vej til at forsvinde ned i sneen - trangiaen har fået slem slagside og er ved at smelte sig ned gennem sneen, mens vores mad skvulper faretruende. Efter en hurtig indsats med at stabilisere trangiaen med nogle birkekviste, er måltidet reddet, hvilket vi sætter stor pris på, da vi nærmest er konstant sultne.
Efter aftensmaden bliver vi alle inviteret til housewarming i Pers nye telt - det fejres med yatzy, overraskelser og dessert. Overraskelsen viser sig at være irsk kaffe, hvilket er meget populært, for irsk kaffe sikrer enhver ekspeditions overlevelse og gode humør!!! Da vi efter en hyggelig aften kryber i soveposerne, viser termometeret minus 15, og der er helt stjerneklart med små diamanter på sneen.
Næste morgen må vi optø vores støvler over gasbrænderen, da de er så stivfrosne, at det ikke er til at få fødderne i dem.
Stormvejr
Fra denne lejr ville vi gerne fortsætte og bestige enten Rondslottet eller Veslesmeden, de to højeste toppe i nærheden. Som dagen går, kan vi se at vejret bliver styggere og styggere. Vi kommer op over et plateau, der er så forblæst, at man må holde sig fast med skistavene. Da vi endelig finder en lille lund med birketræer, slår vi lejr mens vi kan finde læ, og når ikke ret langt den dag.
Næste morgen er vejret ikke blevet bedre, og mens vi er i gang med morgenmaden, får vi besøg af nogle snescootere - det er den norske redningstjeneste, som er ude at lede efter en mand, der er rapporteret savnet siden sidste aften, og vil høre os, om vi har set ham. De fortæller os om ekstremt hårdt vejr længere fremme på ruten, hvor det ikke er muligt at slå lejr, og fraråder os meget bestemt at fortsætte længere frem ad den rute, vi havde planlagt. Selvom det ærgrer os, at vi må opgive en topbestigning, beslutter vi os til at følge deres råd - det ville ganske enkelt være for pinligt, hvis de senere skulle ud og redde os. Den dag er der fem redningsaktioner afsted for at redde folk ud af området (den eftersøgte mand findes senere i god behold - han har ligget gravet ned i en snedrive hele natten og har på den måde kunnet holde varmen).
De næste dage byder på forskelligartede oplevelser såsom kanonflot vejr, hvor man kan ligge og sole sig i timevis til frokost, og til whiteout, hvor det er som at gå inde i en sky uden at kunne se andet end hvidt i hvidt. Her må vi skiftes til at gå forrest og træde spor, 100 skridt af gangen, ned bag i rækken og afløses af den næste.
En dag krydser vi en frossen sø og finder tilfældigt et frosset vandfald, der har udløb i søen. Stor er begejstringen og overvejelserne af, om man kan klatre på det. Og her bliver gnisten tændt til planlægningen af næste års tur.
Ædegilde
Efter en fantastisk tur følges vi alle hjem på Oslo-færgen. Vi må indrømme, at da vi går ombord på færgen, minder vi om en flok usoignerede vildmænd - vi er en stinkende flok, da vi ikke har været i bad i en uge, men det bliver der nu hurtigt lavet om på. Efter i en uge at have levet på en diæt bestående af tørmad, müeslibarer, chokolade og havregryn (hvor varieret kost forstås som at veksle mellem snickers, mars og bounty), er der ikke to meninger om, at vi skal prøve Oslofærgens buffet, hvor vi drømmer om at gå amok i laks, rejer, softice, kager og ostebord.
Turen slutter med femdobbelt mavepine efter et gigantisk ædegilde, hvor buffeten behandles meget hårdhændet, ja, nærmest tilintetgøres!
