Praktiske oplysninger:
Man skal have visum for at besøge Iran. Det fås ved at søge direkte på den Iranske Ambassade i København. Det er rimelig nemt og ligetil, men det kræver, at man møder personligt op. Hvis man er flere, der rejser sammen, behøver kun en person at tage derind. Proceduren forklares på ambassadens hjemmeside, og det tager ca. en uge. Der er vist også mulighed for at få et 7-dages visum ved ankomst i Teheran.
Penge: Man kan ikke få iranske penge hjemmefra, og man kan ikke bruge kreditkort til at hæve penge i Iran. Derfor skal man medbringe alle de penge, man mener, man får brug for hjemmefra. Det er bedst at have Euro med, men amerikanske dollars er også fint.
Påklædning: Kvinder skal være tildækkede til alle tider, mens man opholder sig i landet. Det er fint bare at have et tørklæde på, der dækker det meste af håret. Kvinder skal også have en jakke eller bluse på, der går ned til midt på lårene. I nogle moskeer (men ikke alle) skal man være endnu mere tildækket. I det tilfælde kan man som regel låne en chador. Mænd bør ikke gå med shorts.
Sikkerhed: Kriminalitet er næsten ikke-eksisterende. Det farligste i Iran er trafikken, da folk her kører som vanvittige.
Transport: Iran Air flyver én gang om ugen (i 2007 - det kan være blevet ændret siden) direkte fra Kastrup til Teheran. Indenrigsflyvninger er billige, hurtige og effektive og kan anbefales som transport rundt i landet.
|