Lesotho - Kongeriget i skyerne

Tekst og foto: Pernille Maria og Tim Wodskou

På en 3 ugers tur i Sydafrika i august 2008 med vores dengang knap 2-årige søn gik turen også forbi det lille, eksotiske bjergrige Lesotho. Lesotho var i modsætning til størstedelen af Sydafrika mere ”afrikansk” med mere traditionel levevis og fattigdom, men det bød også på smuk natur og sjove oplevelser med basotho'erne, som har en sund nysgerrighed over for hvide fremmede.

Ankomst til Lesotho

Vi ankom til Lesotho i bil fra Sydafrika ved grænseovergangen Tele Bridge midt på eftermiddagen. Papirarbejdet gik nemt og ligetil, og hurtigt var vi på vej til vores bestemmelsessted, Quthing, i det sydlige Lesotho. Ligesom i Sydafrika var det nemt at finde rundt i Lesotho, hvor skiltningen var udmærket. De fleste veje var jordveje med undtagelse af de store hovedveje, som var asfalterede men med en hel del huller.

Da vi nåede Quthing sidst på eftermiddagen, var der travlt med handlende i butikker og boder ved gaden, og bilerne bevægede sig langsomt fremad i menneskemylderet. Det var en smule stressende at manøvrere vores lille lejebil sikkert forbi fodgængere og modkørende biler på den smalle vej op ad bjergsiden, og vi fik da også skabt ekstra trafikkaos ved at overse den lille jordvej til venstre, hvor vores hotel lå, så vi måtte vende om.

Da vi havde indlogeret os på hotellet og fået rystet de irriterede bilisters dytteri og skælden ud lidt af os, begav vi os en tur ned i centrum af byen og så lidt på folk og de boder og butikker, hvor byens borgere havde travlt med dagens sidste indkøb. Vi vendte om og fulgte vejen op ad bjerget, hvor der lå små, primitive huse og traditionelle hytter, hvor børnene legede, og hvor man kunne se det hele lidt mere oppefra.

Det var på denne vej, vi første gang rigtig mødte basotho-folket. Det var tydeligt, at de ikke var vant til turister. Vi var vist en lige så stor attraktion for dem, som de var for os. De voksne gloede længe efter os og gik videre, men flere kommenterede dog, at Nikolaj burde have hue på, for det var koldt. Vi havde ikke tænkt, at 15 grader var huevejr.

Børn i Quthing. Børnene i Lesotho var glade og meget nysgerrige, og de elskede at blive fotograferet.

Men så var der børnene…

Lesothos børn

Lesothos børn er noget helt særligt, og derfor får de her et helt afsnit for sig selv. På vej op ad bjergsiden mødte vi flere grupper børn, der legede med tøndebånd eller bare hang ud. Deres tøj var som regel enten for stort eller for småt, og det meste var hullet og beskidt. Det var ikke alle, der havde sko på fødderne, og de som havde, havde sko på, som i vores del af verden for længst var blevet smidt ud.

Alligevel strålede de af glæde og nysgerrighed og vinkede og råbte ”HELLO, HELLO”. De kom hen til os og spurgte, hvor vi kom fra, hvor gammel Nikolaj var, og om han måtte være med til at lege. Vi spurgte dem, hvordan det var at gå i skole, hvor de boede, hvor mange søskende de havde, hvad de lavede, når de havde fri fra skole, og sådan nogle ting.

Og de fortalte på godt engelsk om deres hverdag. Det var noget af en overraskelse, da de fortalte os deres alder. Vi havde gættet de ældste af børnene, som talte godt engelsk, til at være 7-9 år gamle ud fra deres højde, men de var faktisk 12-14 år! Det gav meget mere mening i forhold til deres mentale udvikling, men hvor var de dog små!

På trods af deres beskedne størrelse virkede de meget modne af deres alder, og - måske i modsætning til de voksne - meget åbne og nysgerrige. De har i hvert fald gjort et stort og varigt indtryk.

Men at work. Den typiske klædedragt i Lesotho består af tæpper viklet omkring kroppen.

Malealea

Vi tilbragte natten i Quthing, og næste morgen forsatte vi mod Malealea. Umiddelbart udenfor Quthing kom vi forbi et lille museum, hvor der var dinosaur fodaftryk i klippen. Vi så også en gammel kirke, der var bygget ind i siden af et bjerg. Kirken er nu omdannet til Masitise Cave House Museum, som indeholder lokale antropologiske effekter og flere dinosaur-fodaftryk i loftet. Den lokale præst og hans tvillingesønner, som var på Nikolajs alder, viste os rundt og fortalte om kirken i klippen.

Malealea ligger i en dal lukket inde bag bjerge, så for at komme derind måtte vi over Gates of Heaven Pass. Vi kørte ad jordvejen op og op mod en bjergvæg, men så var der pludselig en åbning, og vi så fra det golde bjerg ned i en smuk dal. Vi kørte ned i dalen og fandt Malealea Lodge, der dengang var ejet af en hvid sydafrikaner. En veninde, der var der i 2009, har imidlertid fortalt, at der er kommet nye ejere.

Udsigt over den smukke Malealea-dal fra Gates of Heaven Pass, hvor man kan komme tæt på det traditionelle basotho-liv.

Malealea Lodge er backpackerens ”home away from home” med veltilberedt mad i spisesalen og hyggelige omgivelser. Der arrangeres bl.a. gåture til den omkringliggende landsby, trekkingture til 40.000 år gamle hulemalerier i nærheden, ture til det nærliggende vandfald, rideture og middag hos en lokal familie.

Vi tog bilen ud til det nærliggende vandfald: Botso'ela. Det var vist meningen, at man skulle have haft en guide med, for det var umuligt at finde. Heldigvis blev vi reddet af en gruppe børn, der løb ved siden af bilen og fik os på rette vej. I starten forsøgte vi faktisk at køre fra dem, for det var en forfærdelig jordvej på siden af et bjerg (det var den værste vej, vi nogensinde har kørt på, og 4-hjuls-træk havde klart været at foretrække), og det var livsfarligt, som de løb og holdt fast i bilen. Til sidst lykkedes det os dog at komme ned uden at køre et barn ned og gå turen hen til vandfaldet.

Vandfaldet var ikke i sig selv fantastisk, men det var også vinter, så der var ikke så meget vand, men turen derned var en utrolig oplevelse. Der var selvfølgelig børnene, men vi kørte også igennem flere små landsbyer, hvor alle boede i de traditionelle hytter. Vi så også flere personer iklædt det traditionelle basotho-tæppe og huer.

Vi var også på en guidet tur i Malealea landsby, hvor vi bl.a. besøgte en lokal familie og smagte hjemmelavet øl, vi så den lokale skole og var med til gudstjeneste. Om aftenen var der underholdning ved byens kor og orkester, som spillede på hjemmelavede instrumenter.

Udsigt i Malealea-dalen. Bag klippen til højre var der 40.000 år gamle hulemalerier, der forestillede folk på jagt.

Fra Malealea til Maseru

Efter to dage i Malealea kørte vi videre mod Maseru, Lesothos hovedstad. På vejen besøgte vi bjerget Thaba-Bosiu, hvor Lesothos kongefamilie bliver stedt til hvile. Fra bjerget var der udsigt over landet og de omkringliggende bjerge, bl.a. et bjerg, der har form som den traditionelle basotho-hat.

Kongegrav på Thaba-Bosiu. Denne grav var den flotteste, mens de andre grave bare bestod af bunker af sten.

Der var et turistkontor med meget venligt og hjælpsomt personale, der forsøgte at forklare os vejen op og ned ad bjerget, men det var en kompliceret og meget krævende tur, især med en 2-årig på armen. Der var således både fordele og ulemper ved at være de eneste turister - vi havde hele bjerget for os selv, men det var med førligheden som indsats at komme op ad bjerget og ned igen.

Vi overnattede i byen Roma, som er hjemsted for Lesothos eneste universitet. Vi skulle selvfølgelig se universitetet og fór vild i gangene. Det virkede faktisk som et meget moderne universitet med en stor campus og nyere bygninger. Udenfor i Roma sad mænd og spillede brætspil på gaden. Syd for byen var der den frodigste kløft, som bestemt var køreturen værd.

På vej til Maseru blev omgivelserne mere ”moderne” med flere biler, større huse og flere mennesker. Selve Maseru var larmende og beskidt, men ikke særlig stor. De vigtigste attraktioner, vi så, var præsidentpaladset og markedet.

Selvom der ikke var så meget at se, var det alligevel interessant at gå rundt i hovedstaden og mærke forskellen mellem land og by. Fx var ingen i Maseru iført basotho-tæpper, hvorimod det var normen på landet.

De største indtryk

På trods af Lesothos ringe størrelse er det helt sikkert værd at tage en afstikker til riget i skyerne i forbindelse med en rejse i det sydlige Afrika. Der er mærkbar forskel mellem Sydafrika og Lesotho, idet Lesotho føles meget mere eksotisk og anderledes, og der er næsten ingen turister.

Derudover er der den smukke bjergrige natur, de søde nysgerrige mennesker, som for en stor dels vedkommende er iført den traditionelle klædedragt bestående af farvestrålende tæpper, og en spændende kultur, hvor folket stadig lever i traditionelle runde hytter lavet af ler og strå.

Traditionelle lerklinede hytter med stråtag. Billedet her er taget i Malealea dalen.

Fakta om Lesotho:

Indbyggere: Der lever ca. 2 mio. mennesker i Lesotho, hvoraf næsten alle er etniske basotho'er.

Geografi: Landet ligger omkranset af Sydafrika. Det laveste punkt er 1400 m over havoverfladen og det højeste punkt mere end 3000 m over havoverfladen.

Religion: De fleste basotho'er er kristne (katolikker).

Sprog: Sesotho og engelsk. Der bliver undervist i engelsk i skolen, og børnene er ofte bedre til engelsk end deres forældre.

Grænser: Der er flere grænseovergange til Sydafrika - den største ved hovedstaden Maseru. Vores erfaring er, at de er relativt hurtige og effektive. Der kræves ikke visum.

Transport: Det er relativt nemt at komme rundt med lejet bil. Skiltningen på hovedvejene er udmærket, men næsten ikke eksisterende på de lokale jordveje. Vejene er generelt dårlige, og det anbefales at have en 4WD, hvis man skal på længere ture ind i Lesotho.

Priser: Priserne er lidt lavere end i Sydafrika.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside