Blandt smuglere og drukkenbolte
- en beretning fra Paraguay

Tekst og foto: Tim og Pernille Maria Wodskou

Byen Ciudad Del Este i Paraguay ved grænsen til Brasilien. Noget af et kulturchok for os lovlydige nordboere, der ikke til daglig lever med åbenlyst smugleri og kriminalitet

Smuglerbyen Ciudad del Este

Det var ikke planlagt, at vi skulle besøge Paraguay, da vi tog til Sydamerika i maj/juni 2005, men da vi havde været i Puerto de Iguazu i Argentina, som ligger tæt på Ciudad del Este i Paraguay, besluttede vi at tage en lille omvej ind i det østlige Paraguay på vores vej til Buenos Aires. Bussen fra Puerto de Iguazu gik tidligt om morgenen, og den var stopfuld af folk, der skulle på arbejde i Brasilien og Paraguay. Den flinke buschauffør satte os af ved grænsen i Ciudad del Este og kørte videre. Det gik helt smertefrit at komme ind i Paraguay, men det var noget af et kulturchok der mødte os, da vi gik de halvtreds meter ind i Ciudad del Este og Paraguay. Her var hektisk smugleraktivitet, mænd vandrede op og ned af fortovet med store kasser, og motorcykler og biler proppet til bristepunktet med kasser sneglede sig af sted på den tætpakkede vej. På vekselkontoret stod en mand med et ordentligt bundt 100 US$-sedler, der har nok været mindst 10.000 US$ (og de var nok ikke opgivet som skattepligtig indkomst). Og så gav det pludselig god mening, at der stod to store brød foran et jernbur bagest i lokalet med shotguns og iklædt skudsikre veste. Trods deres noget brutale udseende så de dog vældig flinke ud, og vi fik et venligt smil, da vi igen tog rygsækkene på ryggen og gik ud i det dejlige solskinsvejr.

Vores bus fra grænseområdet til busstationen kom aldrig, så vi tog en taxa til busstationen. Vi var heldige, at der næsten med det samme gik en bus til Trinidad, hvor vi ville hen for at se Paraguays eneste Unesco-site, nemlig jesuitterruinerne Trinidad og Jesus. Busturen tog tre gange så lang tid som nødvendigt, da bussen holdt en halv time for hver gang den kørte et kvarter. Vi stoppede i hver eneste lille flække, og udenfor bussen ventede handlende, der solgte ubestemmeligt grillet kød på spyd, og op i bussen kom sælgere og forsøgte at afsætte alverdens plastikdippedutter. Fra busvinduet så vi det flade landskab med små træhuse langs landevejen, nogle af dem temmelig nedslidte, og mange steder stod køer og græssede i forhaven. Langt om længe blev vi dog sat af ved en grusvej, som vi fulgte til Hotel Leon, som er det eneste sted at overnatte i nærheden af Trinidad.

Fulderikken ved Unescos mindst besøgte site

Efter installeringen på værelset gik vi de halvtreds meter hen til ruinerne af jesuit-missionen, hvor der i 1700-tallet levede over 5.000 mennesker. Missionen blev drevet af et par europæiske jesuit-præster, og resten af beboerne i missionen bestod af den oprindeligt indfødte befolkning, som frivilligt var blevet kristne og havde kastet sig over agerbrug. Ved første øjekast er missionen i dag bare en kæmpestor græsplæne med resterne af nogle gamle mure. Men en informationstavle gjorde det muligt at forestille sig, hvordan menneskene her har boet i rækkehuse i udkanten af bebyggelsen med den store kirke i midten af pladsen og værksteder og skole rundt omkring. Vi nød solnedgangen siddende oppe på de gamle mure, hvor vi følte os helt hjemme i det flade landskab med marker, så langt øjet kunne række. Det var kun

Jesuiterruinen Trinidad i Paraguay, hvor vi nød den lune aftensol og forestillede os, hvordan livet var for de 5.000 mennesker, der levede her for næsten 300 år siden.

palmetræernes tilstedeværelse, der adskilte naturen væsentligt fra den danske. Vi havde det hele for os selv, så der var helt uforstyrret, og stilheden ville have været øredøvende, havde det ikke været for cikaderne, der spillede deres aftensang på denne lune vinteraften. Man blev fyldt af en fuldkommen ro, og varmen, lydene, udsigten og duften af det nyslåede græs er stadig helt frisk i erindringen.

Dagen efter tog vi en lille lokal skramlebus endnu længere ud på landet til en lille landsby, hvor der er en anden jesuit-ruin. Denne ruin, der hedder Jesus, er mindre end Trinidad, men lidt bedre bevaret, blandt andet står kirken flot, blot taget mangler. Vi tror, at ruinerne Trinidad og Jesus må være det mindst besøgte Unesco-site, for vi var de eneste besøgende i de dage vi var der. Det tog os kun en lille time at se Jesus, og da vi var færdige, var der fire timer til den næste bus tilbage til Trinidad. Landsbyen var lille, og der skete ingenting, så ventetiden var lang.

Landsbyen ved jesuiterruinen Jesus i Paraguay, hvor vi mødte fulderikken. Køer i forhaven er et meget normalt fænomen i Paraguay

Ved busstoppestedet var der et lille hus, og i haven sad to ældre mænd i gyngestole. Den ene af mændene var meget beruset og faldt flere gange ned af stolen. Den anden mand hjalp ham flere gange op, men det så ud til at være svært for ham, for han var også gammel. I haven var også en schæferhund. Underholdende som det ellers var, så begyndte Pernille at synes, at det var lidt synd for de gamle mænd. Så hun tog mod til sig og gik ind i haven til dem, og på rigtig dårlig spansk spurgte hun, om ikke hun kunne hjælpe den fulde mand ind i seng. Først blev den ædru mand vist meget overrasket over, at der pludselig stod en ukendt turist i hans have og forsøgte at tale til ham. Men til sidst lykkedes det vist for Pernille at overbevise ham om, at hun i sin egenskab af sygeplejerske ville være en egnet kandidat til at give ham en hånd med hans fulde bror, som i øvrigt var ret beskidt og ildelugtende. Pernille og den ædru mand fik bakset fulderikken op af stolen og halvejs båret ham gennem haven ned til et udhus i enden af haven, mens schæferhunden gøede vildt, og Tim stod i vejkanten og bekymrede sig om sin lille kone, der var forsvundet ind i et udhus med to fremmede ældre mænd og en bidsk hund gøende udenfor. Inde i det lille træhus var der kun en lille seng og et lille bord. Det hele var vel ikke større end seks kvadratmeter. Den fulde mand kom ned og sidde på sengen, mens han holdt om Pernilles ben og numse og fortalte hende, hvor sød og dejlig hun var. Han blev dog hurtigt lagt ned og faldt til ro, og Pernille kunne gå tilbage til Tim og vente videre på bussen, tilfreds med dagens gode gerning.

Grænsebyen Encarnacion i Paraguay på vores vej til Argentina. Et lidt skummelt og nedslidt sted, som stille og roligt venter på at blive opslugt af floden, der langsomt gør byen mindre

Mate-drikning

Ejerne af Hotel Leon, hvor vi boede ved Trinidad, var af tysk afstamning. Faktisk har vi mødt mange tyskere i Sydamerika, primært i Chile omkring Lake District og i Paraguay. Der var jo som bekendt en del nazister, der flygtede til Sydamerika efter anden verdenskrig, men det var jo nok ikke nogen af dem, vi mødte. Under alle omstændigherder var de flinke og også velintegrerede i den sydamerikanske kultur. De havde for eksempel taget en speciel skik til sig, som er typisk for Argentina, Paraguay og Uruguay, nemlig mate-drikning. Mate er en form for urtete. Det laves ved, at man har et særligt krus fyldt med tørrede urter, man tilsætter så kogende vand og drikker det gennem et metalsugerør. Det smager egentlig ikke særlig godt, men det er en smag, som man vænner sig til og hurtigt kan blive lidt afhængig af. Selve mate-drikningen er et meget socialt fænomen, hvor koppen går på omgang i fællesskabet, og hvor man som turist også bliver budt. Folk er ekstremt afhængige af mate, og det bliver bogstaveligt talt drukket alle steder. I busserne sidder folk konstant og genfylder mate-koppen med varmt vand fra den medbragte termokande.

En dårlig afslutning på en fantastisk rejse

Efter vores (alt for) korte Paraguay-eventyr tog vi bussen fra Encarnación, som er en lidt skummel grænseby, der er på vej til at blive oversvømmet af floden, til Buenos Aires. Buenos Aires er en fantastisk by, men her skete der det, der bare ikke må ske på den sidste feriedag: vores taske med kamera, Lonely Planet bog og pas blev stjålet på en cafe, mens vi spiste frokost. En lidt skummel fyr satte sig ved bordet bag os, og fem minutter senere forduftede han med vores taske. Tim løb efter forbryderen, lige så snart vi opdagede, hvad der var sket, men fandt ham ikke. Personalet på caféen var meget hjælpsomme, fik fat i en politibetjent, som ikke kunne engelsk, men gæsterne ved bordet ved siden af hjalp med oversættelsen. Vi kom med på politistationen og anmeldte tyveriet til en engelsktalende politimand, som skrev rapport. Da vi skulle flyve hjem allerede den næste dag, måtte vi også meget hurtigt finde konsulatet. Det var selvfølgelig lukket den dag, men det lykkedes os at forklare den ikke-engelsktalende receptionist, at det var meget vigtigt at komme i kontakt med konsulatet. Uheldigvis var den danske sekretær langt væk på en forlænget weekend, men han fik fat i selveste konsulen i stedet, som med det samme kom til konsulatet i det fineste puds, for han var lige midt i et fornemt selskab. Han var dog utrolig flink og hjælpsom, og fik langt om længe lavet erstatningspas til os med hjælp fra assistenten over telefonen. Selvom det var enormt træls at miste pas og kamera, så har denne oplevelse også sine positive sider. Vi oplevede på egen krop, hvordan fremmede går langt for at hjælpe andre, og de gør det med et smil på læben.

Det fantastiske vandfald Iguazu fra den brasilianske side af vandfaldene. Det består af 270 enkeltvandfald, hvor det største er 300 meter langt og over 70 meter højt.

De afsluttende bemærkninger

Sydamerika-rejsen 2005 står for os som en af vores allerbedste rejseoplevelser. Vi tilbragte en måned med at rejse rundt i Chile og Uruguay udover Argentina og Paraguay. Det var en tur med alsidige og fantastiske naturoplevelser i Torres del Paines snedækkede landskab, Iguazu Falls' sprudlende vandmasser i subtrobisk klima, og vi så søløver svømme rundt ud for Ushuaia. Alle steder blev vi opslugte af den særlige Sydamerikanske kultur, som er præget af åbenhed og imødekommenhed overfor rejsende, og ikke mindst humor og hjælpsomhed overfor danskere, der kun taler yderst gebrokkent spansk. Og i det vinterkolde Chile og Patagonien lærte vi, at ”hygge” ikke er et enestående fænomen, som kun findes i lille Danmark. Som altid kan man ærgre sig over, at man alt for tidligt løb tør for tid. For eksempel ville vi gerne have brugt mere tid i Paraguay og blandt andet have oplevet hovedstaden Asunción. Men det må blive næste gang, og der bliver helt sikkert en næste gang, for når man først er blevet forført af Sydamerika en gang, så er man hooked for life.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside