En uskyldig start i badering, endte med en oplevelse der fik blodet til at bruse som vandet i floden.
Winston Churchill sagde engang: ”There
is nothing more exhilarating than to
be shot at without result.”. På samme
måde har jeg det med min værste transportoplevelse.
Fantastisk spændende og
oprivende mens den varede, og en god
historie bagefter.
Oplevelsen startede
med, at en kammerat og jeg var fulde
af begejstring efter at have sejlet ned af
floden ved Bukit Lawang i det nordlige
Sumatra i vores lånte baderinge.
Det havde været en forrygende tur, vi
havde set masser af dyr og nydt lyden
af floden, der rislede beroligende under
os. Vi gik land ved en bro, og ventede
på, at der skulle komme en bemo (indonesisk
taxa), der kunne køre os tilbage
til udgangspunktet for dagens eventyr.
Vi stod midt i den herlige grønne regnskov,
og vejens sorte asfalt var den
eneste farvemæssige kontrast (udover
mine hvide og vandrynkede ben). Kort
tid efter kom der en lille hvid bemo susende
rundt om hjørnet og standsede,
så vi kunne komme med.
Bemoen var fyldt godt op i vores øjne,
men fyldt er et relativt begreb, og da
indoneserne har lært at de er nødt til at
tage ansvar for at klare sig selv, fandt de
hurtigt en løsning. Indonesernes evne
til at tage ansvar har de uden tvivl lært
af landets tidligere diktator Suharto, der
var fantastisk til at tage ansvar for, at
han selv blev rig på andres bekostning.
Løsningen blev selvfølgelig at smide baderingene
ind i bemoen og få de 2 høje
gutter til at sætte sig op på taget. Det
var en super plan, den var vi med på.
Det var muligt at se meget mere oppe
fra taget, og vi ville blive tørre meget
hurtigere. Inde i bemoen kunne vi se 7
glade mørke ansigter med store hvide
smil. Om det var ramadanen, eller det
var de 2 hvide makkere, der forsøgte at
kravle op på taget af bemoen, de hyggede
sig med skal jeg lade være usagt,
men det har uden tvivl set sjovt ud.
Vel oppe på taget satte den indonesiske
chauffør i gang, og lige her opdagede vi,
at biltag og våde badeshorts er en ret
ringe kombination. Doh. Heldigvis var
der et bemo-skilt på taget af bilen lavet i
plastic, og det var endda popnittet fast,
det var alle tiders håndtag.
Chaufføren
var tydeligvis bange for alle de uheld,
der sker i trafikken, og forsøgte derfor
af alle kræfter at minimere den tid
han brugte på vejene. Han kørte med
andre ord temmelig hurtigt. Vi klamrede
os til bemoskiltet og kunne med
fugtige håndflader (et øjeblik troede jeg
mine hænder græd, så våde var de) se
det første sving nærme sig. Vi lænede
kroppen i samme retning som svinget,
præcis som når man kører motorcykel,
og holdt godt fast i bemoskiltet. Skiltet
begyndte at give sig lidt, og vi bad nu til,
at manden med popnitterne ikke havde
haft en dårlig dag. Vi hamrede vores
fødder i taget for at gøre chaufføren opmærksom
på, at vi var ved at falde af,
og ville have ham til at køre langsommere.
Det opmuntrede ham blot, og han
synes at tolke det som: ”Øj, hvor kører
du godt, vil du ikke give den max gas?”
Her ville det have været rart at kunne
noget indonesisk, så vi kunne udnytte
hans behagesyge til noget positivt.
Med endnu mere fart nærmede vi os et
sving mere, det popnittede skilt gav nu
for alvor efter, og vores råb og spark i
taget virkede stadig modsat hensigten.
Et par fingre ned under bemo-skiltet og
en arm ud og holde fat på bilens vinduer.
Kroppen skred langsomt ud mod
siden af bilen, men heldigvis stod der
en dame rundt om hjørnet, der skulle
med. Fyldt er heldigvis et relativt begreb
i Indonesien, så han stoppede og
ville tage damen op. Lynhurtigt hoppede
vi ned på jorden, betalte manden og gik
de sidste kilometer tilbage mod Bulit
Lawang med svuppende sko og lugtende
af flodvand og koldsved.
Ahh, sikke en mindeværdig dag. Vi mærkede
at vi levede og fik banket pulsen i
vejret. Det er dejligt med lidt drama, så
der er en historie at fortælle på den lokale
bodega.
