Fire dage uden sko
dykning ved Phuket

Tekst og foto: Fredrik Ljone Holst

Artiklens forfatter har lige fået hovedet under vand og er klar til et nyt dyk i Det indiske Ocean

Med et frisk dykkercertifikat i lommen var jeg klar til at udforske en ny del af verden. Eventyret ventede nogle mil uden for Phuket i Thailand - og nogle meter under havoverfladen.

Vi ankommer til havnen i Phuket med minibusser fra hoteller langs strandene og fra sidegaderne i området. En nordmand, et par danskere, en håndfuld briter, amerikanere og en kanadier. Vi er alle gæster på en firedages liveaboard - vi skal bo og dykke sammen fra båden Mermaid II - og vi bliver alle sat i arbejde endnu, før vi har set båden. Der skal en del udstyr til, når omkring 20 personer skal udforske koralrevene ud for Thailands vestkyst, og alle må bære en kasse eller to.

To vigtige regler

Vel om bord er det første bud, at alle sko skal tages af. De stuves væk i en kasse og deles ikke ud, før vi skal i land igen. Deltagerne inddeles i buddy-par, ingen må dykke uden en makker. Jeg, som rejser alene, får tildelt en anden solo-rejsende: Daniel fra San Francisco. Engelske Richard er vores guide og instruktør. Jeg skal snart få et nært forhold til ham og hans lufttanke.

I loungen om bord er der selvbetjening af drikkevarer, og vi får præsenteret andre bud: Den som drikker alkohol, får ikke flere dyk den dag. Udover det er der ikke så mange regler at forholde sig til. Den første aften er der alligevel ingen dyk, så der er god tid til en øl eller to og til at lære de andre at kende, før vi går hver til sit og falder i søvn til blide bølger, motorlyd og spændte forventninger.

Næste morgen vågner vi ud for en lille klippeø ude i havet. Turens mål er Similan Islands, og klippen vi er nået frem til i løbet af natten ligger i udkanten af denne naturskønne øgruppe. I ”spisesalen” står den lille morgenmad klar; i bedste Garfield-stil serveres der morgenmad to gange om dagen, før og efter dagens første dyk. Med kaffekoppen i hånden samles vi til briefing. Før hvert dyk præsenterer en af guiderne det sted, vi skal dykke. Dybde, strøm, geografi og højdepunkter i det undersøiske dyreliv beskrives.



Øverst: manta-rokke, nederst tv. koraller, nederst th: den giftige løvefisk

Derefter går vi ud på agterdækket og gør os selv og udstyret klart. I det varme vand kræves kun en tynd våddragt, og ingen hætte eller handsker. Daniel og jeg tjekker hinandens udstyr, før vi går i vandet med Richard.

En helt ny verden

Og hvilket vand! Krystalklart blåt hav, mindst 30 meters sigt, og der er næsten lige så lyst 20 meter nede, som der er ved overfladen. Og der er liv overalt. Koraller i alle afskygninger, flere fisk end jeg kan tælle, og langt flere end jeg kan lære navnet på. For én som er helt ny i faget, er det let at lade sig overvælde, og jeg svømmer rundt med vidtåbne øjne og suger alle indtryk til mig.

Kommunikationen under vand er begrænset, men det vigtigste kan fortælles med håndsignaler. Under kurset et par uger i forvejen lærte jeg alle de signaler som er nødvendige for at kunne dykke sikkert. Det er vigtigt at kunne give besked, når alt er i orden, men endnu vigtigere at få sagt fra, når man har problemer.

I løbet af turen skal jeg også lære mig tegnene for flere af de fisk vi ser. Nogle er ganske selvforklarende. En flad hånd som holdes i profil foran panden som en rygfinne er signalet for haj. Derimod må der et lidt længere ræsonnement til for at forstå den, som er blevet min favorit: Man giver tegn for tunfisk ved at simulere åbningen af en konservesdåse.

Indtrykkene fra det første dyk er så mange, at jeg knapt husker hvad jeg ser. Det medbragte kamera bliver flittigt brugt, og Daniel og jeg tager de obligatoriske billeder af hinanden, med brede smil, opspilede øjne og tommel- og pegefinger formet til et O: alt er OK.

Efter ca. 50 minutter begynder det at blive småt med luft i tankene, og vi går op. Ved båden modtages vi af gasterne, som styrer dykkeplatformen. Svømmefødder, blybælter, flasker og veste afleveres. Lettet for alt det som tynger på land, men er vægtløst under vand, stiger vi op og skyller os selv og våddragterne under ferskvandsbruserne helt agter.

Under dagens anden morgenmad - husk Garfield - deles erfaringer og oplevelser. De mange buddy-par har været på lidt forskellige steder på forskellige tidspunkter, og ikke alle har set de samme fisk. Glade amatører som mig har ikke engang opdaget halvdelen af, hvad der svømmer rundt. To små plastikplancher med tegninger og navne på fiskearter, søstjerner, søpindsvin og andet viser sig at være en god investering. Sammen med dybde, temperatur og varighed, føres en stadig voksende artsliste ind i logbogen.

På agterdækket har gasterne fuld kontrol over udstyret, som står sirligt opstillet klar til næste dyk.

Luft…ft…ft…

Forberedelserne til hvert dyk bliver efterhånden rutine. Vi går ned på dykkeplatformen i grupper. På hver vores faste plads hænger våddragten til tørre, lufttankene er fyldt op af gasterne, mens vi har spist, og under bænkene som går langs siderne, har alle sin egen kasse med personligt udstyr. Nogle gange dykker vi direkte fra Mermaid II, andre gange går vi først i jollen, før vi ruller baglæns ud over kanten og ned i vores lille afkrog af Det Indiske Ocean. Jeg føler mig som en Navy Seal eller en anden slags elitesoldat, når jeg glider ned i vandet, en følelse som hurtigt bliver erstattet af let forvirring, før hovedet endelig er øverst igen og verden er i vater.

Den anden dag begynder med et dyk, som bryder med rutinen på lidt mere dramatisk vis, end jeg kunne ønske. Som mand, utrænet og nybegynder, er jeg den som bruger mest luft i min gruppe. Den britiske pige, som dyrker yoga og har en imponerende pustekontrol, kunne let dykke dobbelt så længe som mig med samme mængde luft.

For at have fuld kontrol er hver tank udstyret med en trykmåler, dykkerens vigtigste instrument. I løbet af dette dyk skal det vise sig, at min egen måler ikke er helt pålidelig. Jeg tjekker den indimellem og bliver stadig positivt overrasket over, hvor meget jeg har igen. Men pludselig er halvdelen af min luft ”forsvundet”. Måleren har sat sig fast et stykke tid og har ikke registreret, at der gradvist er blevet mindre i tanken. Jeg er ikke tom for luft, men jeg har heller ikke så meget tilbage, som man bør have til turen op til overfladen.

Når man er 25 meter under overfladen kan man ikke bare stige lige op; det skal gøres langsomt og med et stop undervejs for at hindre, at der dannes gasbobler i blodet, som kan give dykkersyge. Jeg får fat i Richard, som skal blive en meget nær ven i løbet af dette dyk. Alle dykkere har et ekstra mundstykke koblet til lufttanken, og Richard låner mig sit. Selv om jeg suger luft ind i forholdsvis høj takt, har han så meget til overs, at vi kan fortsætte dykket og foretage en normal og sikker opstigning. Heldigvis findes der en reserve-trykmåler på båden, og jeg slipper for at få dykkerturen ødelagt efter kun en dag.

Klovnefiskene gemmer sig blandt søanemonerne

Richard og jeg skal forresten dele luft flere gange, ikke fordi der er fare på færde, men som et supplement, så vi alle kan være nede og nyde disse tropiske farvande så længe som muligt.

Nemo og andre favoritter

Fire gange om dagen er vi i vandet, altid på et nyt sted. Nogle steder er der høje vægge af koral eller fritstående søjler med et myldrende liv omkring. Andre gange er der sandgrund med små 20 centimeters orme, som står op af vandet og fanger den mad, som driver forbi. Når vi, som er alt for store til at spises, nærmer os, forsvinder de alle som på et signal ned i sandet.

Blant ”fingrene” i smukke søanemoner svømmer små Nemo'er - som egentlig hedder klovnefisk. Tunfisk og barracudaer cirkler rundt om revene, og gemt under en sten stikker hovedet af en muræne frem. Om dagen ligger disse flere meter lange ål stille i skjul, men om natten kommer de frem og jager føde.

Jeg finder snart mine egne favoritter nede i dybet. Allerede fra første øjeblik har jeg kunnet lide mauriske idoler - store ”akvariefisk” med gule, hvide og sorte lodrette striber og et langt slør fra rygfinnen. Den soleklare favorit er dog løvefisken. Den er giftig, og som så ofte i naturen, sender den tydelige signaler om det. Den er nærmest flamboyant med sine lange finner som står som flagrende gevandter omkring den. Oftest ser jeg dem enkeltvis mellem sten og koraller, men en enkelt gang er der samlet seks på et lille område.

Løvefisken dukker også op under et af de mere spændende og specielle dyk. Om aftenen er der mulighed for enten et solnedgangsdyk eller et natdyk. Med lygter går vi ned i det begsorte vand. Der er ingenting at se udenfor den lyskegle som strækker sig ud foran hver dykker. Med ryggen til de andre, er det som

Leopardhajen, som vi fandt på 36 meters dybde. Det dybeste og ét af de største "møder" på rejsen.

at være helt alene i det endeløse hav. Følelsen er både skræmmende og befriende, og det er godt at vide, at man bare behøver vende sig om, så er fællesskabet genoprettet. Med lygterne tildækket forsvinder alt lys, bortset fra morilden, som lyser i små hvirvler, når man trækker hånden gennem vandet.

Der er mere stille om natten, når de fleste af de fisk vi har set tidligere er gået til ro, men der dukker også andre op, som ligger i skjul, mens det er lyst. Nogle ser både muræner og søslanger svømme frit på sin natlige jagt, mens krabber og krebs også dukker frem.

Fiskehistorier udveksles når vi igen sidder på dækket med en kold pilsner. Igen er der nogen, som har set mere end andre, men næste gang skal jeg også få fat i det hele. Næste gang…

Turens højdepunkter

Denne skildpadde lod sig lokke af bananer under et hvil mellem to dyk.

Delfinerne eskorterede os tilbage mod Phuket efter endt tur

Trods favoritter og forskellige oplevelser, så oplever vi allesammen de to virkelige højdepunkter. På turens næstsidste dyk er jeg ved at lokke Daniel nogle meter op langs en stensøjle, hvor jeg har set en muræne. Samtidig viser Richard et tegn nedefra. Han har set noget, alle vil have med sig, og vi følger ham nedad til dybdemåleren viser minus 36 meter. For ikke at skræmme ”byttet”, fører han os rundt i en cirkel, og dér nede på bunden ligger vi ansigt til ansigt med en leopardhaj. Min første - og hidtil eneste - haj er en planteæder med et roligt temperament. Den ligger der ganske uforstyrret en stund, før den svømmer længere ud og længere ned, hvor den får lov at være i fred for nysgerrige turister.

Kun én ting rangerer højere end hajmødet i mine minder fra Similan Islands. Dagen før rodede jeg med undervandskameraet, da jeg blev opmærksom på at alle rundt om mig var stoppet. De stod næsten oprejst i vandet og så alle i samme retning. Og dér, ud af skyggen svømmede to djævlerokker. Som enorme vinger svævede de gennem vandet. På sin vej filtrerer de vandet for mikroskopisk plankton, som de lever af. De svømmede i langsomme cirkler, mens de nærmest støvsugede farvandet for næring. Djævlerokken er en af havets største fiskere, og den kan måle så meget som seks meter mellom vingespidserne. Vores eksemplarer blev af de mere erfarne anslået til at være omkring fire meter brede. Og man skal vel ikke se bort fra at de er vokset yderligere en meter gennem flere genfortællinger til venner og bekendte.

Eventyret er ovre

Efter fire fantastiske dage med stadigt nye oplevelser og overraskelser under vandet og en fin forplejning ombord, er eventyret ovre. Mermaid sætter kursen mod land. Nogle delfiner eskorterer os hjemover, og vi nyder den sidste kolde øl i solnedgangen på dækket.

Vi sejler ind i Phukets havn næste morgen. For nogle venter en lang flyvetur hjem til arbejde og hverdag. Andre skal fortsætte rejsen i Sydøstasien, i uger, måneder eller på ubestemt tid.

Én ting har vi dog til fælles: Når båden lægger til kaj, trækkes en kasse frem fra det skjulte, og vi kan alle tage vores sko på igen.

- - -

Flere dykkersteder

Med sine tropiske farvande, lange kystlinjer og mange øer, er Sydøstasien tætpakket med gode dykkersteder. Husk at dykkersæsonen kan variere, afhængig af klima og regntider, så tjek nærmere, før du bestiller en tur. Her er nogle muligheder:

Sipadan, Malaysia
Udenfor malaysisk Borneo ligger et af verdens bedste dykkeområder. Legendariske Jacques Cousteau kaldte stedet ”et uberørt kunstværk”. Sipadan når du enklest fra byen Sempoerna i Sabah.

Tulamben, Bali, Indonesia
På nordsiden af denne populære turistø ligger amerikanske USS Liberty, et vrag fra 2. verdenskrig, i klart, stille vand lige udenfor stranden.

Boracay, Fillipinerne
Den som kan lide store fisk, kan se haj, tunfisk og rokker boltre sig langs den undersøiske væg ved dykkermålet Yapak 2. Men her findes også små seværdigheder som søheste for den, som har øjnene med sig.

Ko Tao, Thailand
En af de mindre øer i Gulf of Thailand, og betydeligt roligere end sin mere berømte og berygtede storebror Ko Pha Ngan. Revhajer findes langt inde på grundt vand, blandt koraller og fisk af alle slags. De heldige kan også se den enorme hvalhaj.

Nha Trang, Vietnam
Klart vand, lavt prisniveau og en mangfoldighed af dykkerforretninger gør Nha Trang til et godt sted at starte dykkerkarrieren. Det er de små og farverige fisk, som dominerer her. Et par meter under overfladen får du følelsen af at være i et endeløst akvarium.

…og for den som er på gennemrejse i Sydøstasien venter flere fantastiske dykkermuligheder ved blandt andet Australiens Great Barrier Reef eller på Sydhavsøerne.

Kom i gang

Første trin er certifikatet. De tre største organisationer - PADI, SMAS og SSI - tilbyder alle såkaldte Open Water-certifikater. Kurset koster nogle tusind kroner, og du kan tage det hjemme i Danmark eller ude på rejsen. Artiklens forfatter betalte 175 US dollars i Vietnam.

Udstyr kan man enten købe eller leje. Mange som tager certifikat på rejsen, ender med at dykke sjældent - og ofte i forbindelse med nye rejser. Så kan det være lige så godt at leje frem for at have al den ekstra bagage. En del køber dog egen maske, snorkel og svømmefødder.

Skal man på dykkerferie, så tjek med operatøren, hvor dybt der er på det sted, hvor man skal dykke. Open Water giver godkendelse til 18 meter, mens forskellige ekstrakurser kan give godkendelse til 30-39 meter.

Hav forsikringen i orden. Omtrent lige så vigtigt som at vide, hvad man gør, er det at vide, hvem der betaler, hvis noget går galt. Ambulancefly og trykkammer kan hurtigt blive en kostbar affære. Mange rejseforsikringer dækker fritidsdykning, mens andre kræver en ekstrapræmie.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside

Fire dage uden sko dykning ved Phuket