Den smukke Omar Ali Saifuddien moske, der ligger i centrum af landets hovedstad (Bandar Seri Bagawan) - ægte som en wonderbra
Jeg smugler sgu´ en flaske gin ind i Brunei, tænkte jeg resigneret i lufthavnen i Kota Kinabalu for tvangsmæssigt at øge spændingen med udsigt til to døgn i det strengt muslimske sultanat Brunei Darussalam. Det gik ikke som forventet.
Jeg fik mig placeret i det halvtomme fly fra Royal Brunei Airlines. I en rolig bevægelse klappede skærmene ned fra loftet af flyet, og velkomsten til Brunei startede højlydt. Til billeder af guldbelagte moskéer kom en klagesang ud fra minareterne; der skulle bruges fem minutter på at velsigne flyet inden afgang. Jeg tog ørepropper i.
Downtown by night
Jeg checkede ind på et billigt kineserhotel. I en balsal af et værelse, med gennem årtier blegnede pastelfarver, stod jeg bag tremmevinduer. Jeg gik forbi den skinnede grønne Tanqueray flaske, ved hvis side der nu lå en gul tolddeklaration, der gjorde flasken kedelig legal. Med paraply over hovedet i troperegnen så jeg ud af øjenkrogen to langbenede prosituerede, der smilede; dette land bliver måske ikke så kedeligt endda.
Ved fortorvet var der en kat med fire killinger, der havde søgt ly under en parkeret, oppulent Lexus.
På havnen faldt jeg i snak med én, der arbejde på flyterminalen. Han stod med nøje indstuderet lethed og kastede sit finmaskede net ud over molen, ned i det mørke vand. Hver andet minut kunne han hive fyrre-halvtres grårosa små rejer op. Hans spand var halvt fuld. Sønnen havde forskanset sig under bagklappen i en rød japanerbil.
Taxibåde med hvinende motorer torpedoede over det brune vand. Unge teenagere, der havde søgt ud og væk, fandt ly under kokospalmerne. To fnisende generte piger på tretten år sad med to stolte, opvakte femtenårige knægte. Med et timewarp mærkede jeg nærmest brystet sprænges, da jeg erindrede, hvordan netop deres følelser var.
I ly på havnen mens far fisker rejer
Simpel sightseeing
Næste dag spadserede jeg et par timer rundt i byen for at se seværdighederne. Det drejede sig om en moské og et museum til ære for sultanen og hans oppustede levnede. Derefter mere interessant en stolpeby med belle décadence.
Der var 36 timer tilbage i landet, og jeg kedede mig. En hurtig beslutning skulle træffes.
En time derefter stod jeg foran mit kineserhotel og skrev under på en kreditkortnota ovenpå bagagerummet af en lejebil. Rettet sat bekvemt i venstre side på japanerbilen, der duftede ny, og kilometertælleren viste da også 000071. En jomfrufærd.
Moderne motorveje, billige biler og regnskove
Jeg tog maskinen vestpå gennem sekundær regnskov ad en god motorvej, hvor der ikke var mange biler at overhale. Jeg drejede af vejen og kørte ind i hjertet af Brunei. Ind mod Borneos højland tyndede husene ud, til sidst kun et hus hver tiende kilometer. Jeg havde glædet mig til at se nogle kommenterede landhuse. De viste sig overraskende alle at have bliktag og med parkerede Isuzu pickups. Og med ét endte vejen med grøn mur af uigennemtrængelig jungle. Der lå blot ét enkelt langhus dér. Det er et udtryk for landets fantastiske økonomiske formåen. Et land, hvor ingen betaler skat, hvor biler til folket er subsidierede, og hvor landets egen benzin koster 1,33 kr./liter.
Kunstig idyl af en anden verden i The Empire
Jeg søgte ud mod kysten og fandt et strandhotel med underholdning i form af en blødende solnedgang.
Næste dag satte jeg af mod mine drømmes mål, den ægte urskov. Den uberørte tropiske regnskov, der har fornyet sig selv i uendeligheder. Der var stammer af ædle træsorter med mange op mod hundrede meter høje Dipterocarpoideae. Der var alt på naturens præmisser, løvets raslen, fuglenes kaldesang. De markerede seværdigheder var alle lukkede af, turisterne var blevet væk. Det opskårne tømmer, der var lagt ud som stier, var i hurtig forvitring i den fugtige varme. Desto sjovere var det at undersøge området.
Et milliard dollars hotel
Tilbage i bilen mod hovedstaden i en meditativ stemning så god som på Autobahn. Sidste stop var milliard-dollar-projektet 'Empire Hotel & Country Club'. Det var sultanens lillebror, der - som finansminister - spenderede denne kolossale sum på en 18 huls golfbane og et verdensklasse hotel i imponerende stil. Dørene blev åbnet for mig, som hørte jeg til derinde. Der var bl.a. en beskyttet tropestrand bygget ud i havet - med tilhørende bølgemaskine. Der er en tilhørende, men nu deserteret forlystelsespark. Den var dog var åben den dag, Michael Jackson var købt til give koncert. Det blev et requiem for sultanens lillebror. Han blev fyret - og landflygtig.
