Liberia på godt og ondt

Tekst: Birthe Malmos, foto: Birthe Malmos og Annette Grønjær

“WARNING: Liberia is finally at peace, but it`s still a fragile peace, and the country is not yet geared for tourism. In general, independent travel outside of Monrovia is not yet possible.”
(Lonely Planet 2006)

Jeg besøgte Liberia i oktober 2007 sammen med Annette Grønkær (også medlem af DBK), sandsynligvis som de eneste turister - i hvert fald på det tidspunkt. Vores plan var, at vi skulle besøge en veninde, der arbejder som uddannelsesrådgiver udsendt af IBIS og udstationeret i Zwedru i det nordøstlige Liberia. For at komme derop kan man enten flyve med en FN-helikopter, hvis der er plads, eller køre derop på de hullede veje, hvilket normalt tager 10-12 timer gennem regnskoven.

FN havde imidlertid skærpet reglerne for, hvem de kunne tage med deres helikopter, så vi havde kun én mulighed tilbage: at køre. Hvad vi ikke lige havde taget i betragtning var, at det var regntid - tilmed en mere voldsom en af slagsen, hvor oversvømmede floder samt ødelagte og mudrede veje afskar os fra at komme udenfor Monrovia.

En påmindelse til befolkningen om, at bedre tider er på vej, og at de skal tro på præsidenten "Ma Ellen".

Lidt historie

Det lille vestafrikanske land mellem Sierra Leone og Elfenbenskysten fik navnet fra ”liberty”, da landet blev grundlagt af frigivne slaver fra USA i 1822. De første mange præsidenter var efterkommere af disse slaver, de såkaldte americo-liberians, som desværre regerede landet under et apartheid-lignende styre. Det gik ikke meget bedre, da de oprindelige indbyggere overtog styret ved et militærkup i 1980. Herefter fulgte korruption, borgerkrige, krigsforbrydelser mod befolkningen, brug af børnesoldater og mange andre grusomheder.

I dag slikker Liberia sårene efter 14 års blodig borgerkrig, som sluttede i 2003. Sidste år fik landet deres første demokratisk valgte præsident - tilmed den første kvindelige i Afrika - Ellen Johnson-Sirleaf. Siden da er det langsomt gået fremad, og befolkningen tror på ”Ma Ellen” og fremtiden.

Der er fred i landet, dog stadig kun med hjælp fra UN-MIL's fredsbevarende styrker på ca. 15.000 soldater fra hele verden. Udover dem, er der en del NGO`er og folk fra diverse kristne foreninger, som gør et kæmpearbejde i genopbygningen og med at få folk til at tro på livet igen. F.eks bliver der arbejdet en del med psykiske mén efter sexmisbrug, da ikke mindre end 80% af befolkningen (både kvinder, mænd og børn) blev udnyttet og misbrugt under krigen.

Det officielle sprog er engelsk, eller noget der ligner, da liberianerne taler det sprog, slaverne talte i USA. Det vil sige en slags kreolsk, hvor man ”bider endelserne af” og blander det med en vis portion slang. Det var svært for os at forstå, men med gentagelser og fagter gik det alligevel.

Monrovia lignede et bombekrater.

Vi havde en lille uge i hovedstaden, men det gav os bestemt også et godt indtryk af byen efter borgerkrigen. Bybilledet var stadig præget af ruiner af bombede huse og officielle bygninger, men der var godt gang i genopbygningen.

Infrastrukturen lignede noget, man troede var løgn. Elforsyningen kom stadig fra private generatorer, men kun for dem, der var heldige at have en sådan og samtidig havde råd til ”at fodre” den. Den oprindelige vandforsyning var også ødelagt, og vandet kom derfor nu mest fra regnvandsbeholdere på tagene samt vandpumper - en noget ustabil forsyning, i hvert fald på det gæstehus, hvor vi boede.

Gadebillede fra Monrovia, domineret af de gule fællestaxaer, som var det eneste offentlige transportmiddel i byen.

Hovedvejene havde engang været asfalterede, men var nu en blanding af kæmpe granathuller og rester af asfalt, mens sidevejene var kuperede jordveje, der blev ufremkommelige, når det regnede, hvilket ofte skete, mens vi var der (det regner ca. 6 m om året). Kineserne skulle dog til at renovere vejnettet.

Den offentlige transport var nogle gule fællestaxaer, der lignede udrangerede "skrotbiler", som blev fyldt til bristepunktet. Vi blev advaret mod at køre med dem, hvis der allerede sad nogle i dem, da det kunne ske, at det var en bande, som kun var ude på at stjæle fra deres ofre. Men hvad pokker skulle vi gøre? Der var jo ingen busser, kun dem, som hentede "staff" til de større arbejdspladser, f.eks. til hospitalet. Det gik dog heldigvis godt for os med at køre med de gule taxaer.

"Slagterbutikken" med det såkaldte "bush meat", som var tørrede, halve aber. Dette var det eneste kød, man i slutningen af borgerkrigen kunne få, da alle husdyrene var spist,- selv hundekød var stadig i høj kurs. .

Så kom vores store problem, nemlig at finde et postkort og få det sendt det til ”De Berejstes Klub”. Efter en halv dags søgen og diverse forespørgsler hos gadesælgerne og forskellige butikker, lykkedes det os at finde manden med den hengemte plasticpose. Han havde sørme 3 forskellige slags postkort, og de så rimelige ud, hverken ødelagt af sol eller gennemvædet af regn.

Næste skridt var så posthuset. Vi var så heldige, at det netop var genåbnet efter krigen for kun 3 uger siden, og havde nytrykte frimærker med ”Ma Ellen”, og vi var tilmed de eneste kunder. Nu er det så spændende, om kortet når frem til klubben!!!

Arresteret på åben gade

Der er ikke nogen specielt interessante seværdigheder i Monrovia. Lonely Planet fremhæver nationalmuseet med ordene: ”...en skygge af sig selv med nogle støvede masker, trommer og malerier”. Jeg synes nu også, det fortalte noget om stammeritualer og landets interessante historie.

Vi skulle da også se Mononic Templet (Americo-Liberianernes symbol). Det var engang det største mindesmærke, men ligger nu i ruiner. En vagtmand advarede os mod at komme for tæt på, da bander holdt til i ruinerne og kunne finde på at overfalde os.

Udover museet og templet blev de første dage brugt på at indsnuse stemninger. Vi besøgte bl.a. gaden med hårfletterne og ”Waterside-markedet”, hvor de fleste ”butikker” var trillebører med diverse varer, bl.a. ting som kan finde i en Matas-butik, sko, tøj, musik eller madvarer som fisk og tørrede aber - alt sammen midt imellem affald i hobevis og ildelugtende kloakvand.

Jeg kunne ikke stå for sceneriet med de gule taxaer og markedet med trillebører, så jeg tog nogle billeder af det. Hvad jeg uheldigvis ikke havde bidt mærke i var, at der også stod en politibetjent midt på gaden, som agerede ”blinklys”. Han kaldte mig ud midt på gaden Jeg havde ikke meget lyst til at parere ordre, men blev så hentet derud. Jeg nåede dog lige at slette ”beviset” fra kameraet.

”Musikbutikken” med mulighed for at høre det udvalgte musik vha. et bilbatteri. Foto Annette Grønkær.

Han tog fat i min arm, mens han fortalte mig, at jeg var arresteret for at have taget et billede af ham. Med den anden hånd stod han og flagrede med sin mobiltelefon og gjorde mig opmærksom på, at han ville ringe efter en politibil, som ville tage mig med på stationen, sætte mig i fængsel og sende mig med første fly hjem. Jeg forsøgte på flere måde at snakke mig ud af situationen, da jeg bestemt ikke havde lyst til at se en liberiansk fængselscelle indefra, men han var ”kold”.

På et tidspunkt fik jeg spurgt, hvad jeg så kunne gøre, og fik straks svaret ”20 dollars”, som jeg skulle give til ”en stakkels, fattig mand”, der sad på fortovet. Derefter skulle jeg så bare fortsætte hen ad fortovet, hvilket jeg så gjorde. Puha!!!

Mercyship i havnen

De øvrige dage brugte vi bl.a. til at kigge nærmere på det topmoderne hospitalsskib, som sjovt nok var den gamle storbæltsfærge ”Dronning Ingrid”. Den var bygget om med plads til 60 patienter på timandsstuer placeret på dækket, hvor der stadig var rester af togskinner. Der var en besætning på 600 mand bl.a. dygtige kirurger, øjenlæger og 3 tandlæger (en fordobling af tandlægebestanden i landet).

Sikkerheden var høj på skibet med ind-/udskrivning og id-kort. Vi blev vist rundt af en dansk lærer, som underviste besætningens børn. Hospitalsskibet var noget af en kontrast til livet udenfor og det andet hospital uden CT-scannere, specialister m.m. Til december skulle det sejle videre til en ny destination.

Hjemmefra havde jeg fået kontakt med en lutheransk kirkelig organisation støttet af Danida og Indre Mission i Gjern ved Silkeborg, som arbejder med et projekt for Aids-ramte (værksteder, hospice, rådgivning) og deres efterladte børn. Projektet finder sponsorer til disse forældreløse børn. Vi var ud at se flere af børnene på forskellige skoler og var så heldige at få mulighed for at vælge vores egne sponsorbørn samt se deres skole og hjem hos deres tante.

Efter en lille uge i Monrovia havde vi set, at Liberia er på vej i den rigtige retning. Der er godt gang i byggeriet, flygtningene er ved at vende hjem, og folk er begyndt at tro på en bedre fremtid. Jeg tror dog, det varer nogle år, før landet er stabilt nok til at modtage turister.

Fyldt op af indtryk fløj vi tilbage til Ghana, et helt anderledes velfungerende afrikansk land.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside