Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Øen St. Helena - fængslet i paradiset

Tekst og foto: Henri Engelbrecht Madsen                         


RMS St. Helena
For Napoleon blev St. Helena et fængsel, da han blev deporteret til øen i 1815 efter nederlaget ved Waterloo. For mig blev St. Helena paradiset, da jeg frivillig kom til øen i 2008. Andre berømtheder end lige Napoleon og undertegnede har også besøgt øen, så lad mig starte ved begyndelsen.

St. Helena er en vulkan ø og ankom til denne verden for ca. 8 millioner år siden, så i forhold til jordens alder på ca. 3,6 billioner år er St. Helena altså en ung dame og har en størrelse på 122 km2 beliggende ca. 2000 km vest for Angola og ca. 3000 km fra øst kysten af Brasilen. Den nærmeste ø er Ascension, der ligger ca. 1100 km nordvest. Højeste punkt er 818 m og hedder Diana's Peak, hovedstaden hedder Jamestown og der bor ca. 5000 mennesker bor på øen

Den 21 maj 1502 blev St. Helena opdaget af den Portugisiske admiral Joao da Nova. Det var på årsdagen for St. Helena mor til Kejser Constantine, til ære for hende blev øen opkaldt St. Helena. Portugiserne fandt hurtig ud af at St. Helenas beliggenhed var perfekt. Midtvejs mellem Kap det Gode Håb og Cape Verde var St. Helena perfekt for suplering af forsyninger. Det lykkedes for Portugiserne at holde øen hemmelig i over 80 år.

Den engelske opdagelsrejsende Kaptain Thomas Cavendish landede på St. Helena den 8 juni 1588 og senere kom hollænderne i 1601. I begyndelsen af 1700 tallet trak portugiserne sig og hollænderne overtog øen i 1633 for at i 1651 at opgive den igen, da de nedsatte sig i Kap det gode Håb i stedet. Så blev det englændernes tur og i 1659 blev kaptajn John Dutton den første guvernør af St. Helena, under der Engelske Øst Indiske Kompani. Dette varede i 162 år før administrationen overgik til den engelske regering. I 1676 ankom Edmund Halley til St. Helena for at kortlægge de sydlige himmelstrøg. Den berømte opdagelsesrejsende William Dampier ankom den 20 juni 1691. Kaptajn Cook besøgte øen i maj 1771 med skibet HMS Endeavour og igen den 16 maj 1775 med skibet Resolution. Så blev det Kaptain Bligh ( ham kender alle jo) kom med sine skibe Providence og Assistant i 1792. Sandelig om ikke Charles Darwin på HMS Beagle også fik besøgt øen den 8 juli 1836. Den ene berømthed efter den anden og nu i 2008 blev det så min tur.

Jeg stod på dækket af det gode skib RMS St. Helena, en kombineret fragt og passagerbåd. Efter flere dages forsinkelse blev det så endelig afgang fra Cape Town og foran os lå ca. 2500 km. Skibet der er livslinen til øen og altså den eneste forbindelse til øen blev bygget i 1989 og har plads til ca. 128 passager og ca. 65 besætningsmedlemmer. 5 dage efter kastede St. Helena anker ud for hovedstaden Jamestown på St. Helena. De 5 dages sejlas var foregået i høj solskin og næsten havblik. Læse, spise,sove og se film, nu skulle der endelig ske noget andet. Jeg skulle nu i land på en historisk meget berømt ø. Efter at være blevet sejlet ind i en lille båd ( der er ingen havn på St. Helena ) blev jeg i immigrationen mødt af flinke politifolk og et par hunde der lige skulle snuse lidt. Is that all you bring Sir, med henvisning til min lille rygsæk, yes Boss I dont need much. Et stempel i passet og et welcome to St. Helena.

10 minutters gang og jeg bankede på ved Harris Guest House på hovedgaden. Jeg blev mødt af Irene med et ordentlig krammer og et knus der truede med at løsne mine ellers så stærke kindtænder. Welcome Henri. Irene og hendes mand Don er et ældre ægtepar der driver et lille guesthouse med 3 værelser. Irene udviklede sig hurtig til at blive endnu en mor for mig: lige som Juliana på Tokelau havde Irene travlt med at få mig til at spise. Eat Henri, you must eat Henri, why don't you eat your dinner Henri. Jeg gjorde squ hvad jeg kunne og det var ikke fordi Irenes mad var dårlig, tværtimod. Irene, jeg spiser for at leve, jeg lever ikke for at spise. Ja Ja Henri spis nu din mad.

Jamestown minder mest af alt en lille hyggelig søvnig engelsk landsby. Små huse, små vinduer og tea shops. Et lille lokal museum og små forretninger, derimod er der en kæmpe trappe, verdens længste siger de. 699 trin, Jacobs Ladder. Det kunne nem blive en olympisk disiplin at tage de 699 trin så hurtig som muligt. Det lyder ikke af meget, men efter min tur op og ned igen, samt modtagelsen af et diplom på det lille museum var jeg ganske sikker på at jeg aldrig får en guld medalje i den disciplin.

En tur rundt i Jamestown kunne være hurtig overstået, hvis det ikke var fordi at alle hilser på alle og altid parat til en lille small talk og nogle sjove bemærkninger der altid faldt i god jord. Hvorfor kommer du til St. Helena var der en der spurgte, jeg kommer for at besøge min gamle ven Napoleon. Ha Ha så er du forsent på den han døde i 1821. Kunne ikke komme før svarede jeg, båden var forsinket.

Netop Napoleon var måske den mest berømte af dem alle og hele den lange vej værd. Efter nederlaget ved Waterloo blev han deporteret til St Helena og da han ankom med skibet Northumberland den 15 oktober 1815 udtalte han at dette var ikke et atraktivt sted og at det havde været bedre for ham hvis han var blevet sendt til Egypten.

Napoleons grav
For en mindre formue havde jeg købt en arrangeret tur ud til de steder hvor Napoleon havde boet på St. Helena. Turen foregik i en åben gammel Chevrolet fra 1929. Da Napoleon ankom blev han først installeret i Henry Porteous hus på hovedgaden i Jamestown. Dette sted var ment som et foreløbig sted indtil at Longwood house stod færdig og klar til at blive Napoleons blivende sted. Men det foreløbige sted behagede ikke Napoleon og hans følge på 26 personer. De mente at guvernørens bolig Plantation House måtte være et mere passende sted. Det kunne der dog ikke blive tale om, i stedet blev et hus i Briar landsbyen valgt. Napoleon faldt for den dejlige udsigt. Napoleon tilbragte 2 måneder på stedet for derefter at blive flyttet permanent til Longwood House. Napoleon døde på Longwood den 5 maj 1821. 19 år efter blev Napoleons kiste ført tilbage til Frankrig. I den tid Napoleon tilbragte på øen, steg øens indbyggerantal betragteligt. Et stort antal engelske soldate blev udstationeret på øen, flere forter blev bygget for at forebygge eventuelle befrielsesaktioner fra franskmænd der var Napoleon tro.

St. Helena er en utrolig flot ø, et hav af grønne farver, et væld af bjerge og dale og er et rent paradis at bevæge sig rundt i. Udsigter der kunne få en til at gispe og misundelse på de mange perfekte beliggende huse. Mangen en gang forestillede jeg mig at sidde på en terasse i en gyngestol med majspiben i munden og bare sidde og se ud over det hele, en øl i den ene hånd og en go model i den anden. Desværre er min rastløshed ikke blevet mindre med alderen, så det må blive i det næste liv.

Skildpadden Jonathan
St. Helenas ældste beboer hedder Jonathan og er ca. 170 år gammel. Efter sigende kom han til øen i 1882 ca. 50 år gammel fra Seychellerne Desuden har Jonathan følge af David og Emma der kom til øen i 1960 og Myrtle i 1972, også fra Seychellerne. Fredricka og Speedy holder de 4 andre med selskab. De holder en vægt mellem 60 og 200 kg, alle har 4 ben og et skjold på ryggen. De har alle et godt liv på øen, udsigt til havet på den ene side og til guvernørens bolig på den anden. For god ordens skyld skal jeg nævne at det er landskildpadder.

Den sidste dag på St. Helena faldt flere store klippeblokke fra den ene bjergside ned i byen Jamestown, flere landede mindre end 25 m fra skolen og vejen hvor jeg ca. 20 min. forinden havde gået. Heldigvis kom ingen til skade. St. Helena har et hospital med 54 senge. 4 læger og trænede sygeplejesker. Jævnligt kommer der specialister fra England og Syd Afrika og holder kurser. Hospitalet kan klare de fleste generelle sygdomme, men mange gange går turen til Cape Town for behandling der. Så må man jo bare håbe på at der ikke er 2 måneder til det gode skib RMS St. Helena ankommer og kan sejle de 5-6 dage til Cape Town.

Ønsket om en lufthavn er stort på St. Helena, hvilket er forståeligt. Ca. 300 millioner £ skulle være prisen. Som en stor egoist håber jeg aldrig at det bliver tilfældet, for så slutter det eventyr. Det at kun kunne komme til St. Helena med båd og hvis der er plads. ( der bliver booket mellem 1- 1 1/2 år i forvejen ) gør det til noget særligt at besøge St. Helena. Men måske er du heldig, som jeg, ikke at skulle vente så længe.

St. Helena er et paradis. Tak til RMS. St. Helena og til Øen St. Helena for en dejlig oplevelse.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside