Er Tristan da Cunha en ny slags Frankfurter fra Steff Houlberg, en ny
bil model med overliggende knastaksel, eller et nyt TV pogram fra TV
2. Næ ingen af delene. Det er en ø langt ude i Sydatlanten og
uendeligt meget besværlig at komme til.
WELCOME TO THE REMOTEST ISLAND.
.. står der paa skiltet man møder på vej op fra havnevejen. Længe inden
da sidder følelsen af at være kommet remote langt ind i knoglerne på en.
Forud er gået mindst 1 1/2 år med skriverier frem og tilbage, håb og
aflysninger af afgange. Cynthia Green er øens kordinator og skal
fordele de beskedne antal køjepladsen der er til rådighed. Lokale,
familie, venner, videnskabsfolk, læger, tandlæger mv. og evt.
arbejdere fra Cape Town har første ret. Derefter kommer så os
almindelige dødelig turister, som dog også lige skal skrive en
ansøgning, for at få tilladelse til at besøge Tristan da Cunha. En
ren straffeattest kræves der også, så det er jo ret håbløst for de
fleste mennesker at komme derud.
SA AGULHAS, der er et Syd Afrikansk ekspeditionsskib ankommer en gang
om året. En kvote på ca. 22 køjepladser er hvad Cynthia Green kan råde
over. MV EDINBURG, der kommer med post,fragt, passagere og for at
fiske samt, MV BALTIC TRADER, der er et tidligere Norsk fragtskib, har
kun plads til 12 passagere hver og ankommer ialt ca. 7 gange om året.
Så kun små 110 passagere om året gør det mere end almindeligt svært
for en turist at komme ud til Tristan da Cunha.
Saa da jeg nok engang fik besked paa at der var en plads til mig og
denne gang den 23-9-2009, var jeg både glad, men også lidt
forbeholdende. Jeg var i Australien da jeg skrev og spurgte om der
stadig var plads, for så ville jeg købe en flybillet til Cape Town,
når jeg få dage efter kom til Bangkok. Der kom en bekræftelse og jeg
fik købt en billet til Cape Town. En mail fra Cynthia samme aften
aflyste dog afrejsen, der skulle en doktor ombord istedet. Eder og
forbandelser røg ud over mine læber og folk på Internet cafen for
sammen ved mine høje udbrud.
Cyntia var selvfølgelig ked af det og undskyldte mange gange. Jeg var
næsten på vej ud af Internet Cafen for at gå på den Irske Pub og
drikke mig fuld, da Cynthia forsatte sin mail. Henri kan du tage
afsted den 3-9 med SA AGULHAS istedet? Nu blev ederne og
forbandelserne afløst af høje jubel udbrud, YES, BACK IN BUSINESS og
folk omkring mig for atter sammen og rystede på hovedet af ham den
skøre. Med en plads på SA AGULHAS var jeg sikker på at komme afsted.
Skibet var mere behageligt at sejle med og der var helikopter ombord
til at flyve mig i land på Tristan da Cunha hvis vejret skulle være
for dårligt til at blive sejlet ind i de små åbne både. Der er ingen
havn eller landingsbane på Tristan da Cunha. Ikke nok med det, jeg
var nu klar over hvornår jeg skulle fra Tristan da Cunha igen,
hvilket der ellers ingen garanti er for med MV. EDINBURG og MV BALTIC
TRADER. Berejst som jeg efterhånden er havde jeg selvføelgelig købt en
flybillet der kunne ændres uden problemer.
Tristan DA CUNHA blev opdaget i 1506 af den portugisiske admiral
Tristao da Cunha, da han var på vej mod Indien og uden at gå i land,
opkaldte øen efter sig selv. Der skulle gå ca. 250 år før den franske
fregat L´Heure du Berger ankom for at udforske øen. Den første
fastboende var Jonathan Lambert fra Massachusetts, der omdøbte øen til
Island of Refreshment i 1810. Dette varede dog kun kort da Jonathan
Lambert omkom ved en båd ulykke kort tid efter.
Nu var jeg saa i Cape Town, havde hentet min billet hos Tabel Bay
Marine og stod nede paa havnen og kikkede på SA AGULHAS. Et stort rødt
skib med 2 helikoptere ombord. YES endelig, forude laa mindst 7 dages
sejlas, og små 3000 km.
Jeg skulle dele kahyt med Bob, en tandlaege fra Skotland og en
Katolsk Biskop, Michael. Den 3 september ved 15:30 tiden var det saa
afgang. Trosserne blev kastet og SA AGULHAS stod ud fra Cape Town
havn. De 7 dages sejlas foregik i roligt vejr med solskin. Den gode
mad ombord, gjorde at jeg tog nogle kilo på, men også en del tid i
skibets bar var skyld i de ekstra kilo. Læsning og film var en anden
del af dagligdagen, samt selvfølgelig det at lære en hel masse nye
mennesker at kende.
The remotest island
Foruden Tristan da Cunha skulle SA AGULHAS besøge Gough Island der
ligger 400 km syd for Tristan da Cunha for at hente folk fra en Syd
Afrikansk vejrstation, der er vagtskifte hvert år i september.
Derudover er der øerne Inacceessible Island der ligger 45 km vest for
Tristan da Cunha og Nightingale Island der ligger 35 km sydvest for
Tristan da Cunha. Ø gruppen er et engelsk territorie og administeres
fra Øen St. Helena der ligger 2430 km mod nord og er nærmeste nabo.
Nu 195 år efter at Tristan da Cunha blev engelsk territorie var jeg
på vej mod denne verdenes fjerneste befolkede ø. 7 dages sejlas og den
lille bosættelse Edinburgh of the Seven Seas dukkede op i horisonten,
med ca. 275 beboere der talte Engelsk med blanding af Amerikansk,
Britisk, St. Helenaian, Hollandsk, Italiensk og Afrikansk dialekt. De
er ikke spredt ud over øen, men lever alle i den lille bosættelse.
Da der ingen havn er på Tristan da Cunha, blev vi selv om vejret var
fint fløjet ind i en Russisk KAMOV KA 32A helikopter. Vi er i dette
tilfælde, 2 turister, 2 tyske filmfolk fra NDR. familie medlemmer, en
håndfuldvenner og bekendte, en tandlæge, en Katolsk Biskop, en
optikker, og adskillige videnskabsfolk bla. fra DMI der har et
geomagnetisk observatorium på øen bygget i 2008. Tristan da Cunha
ligger i det område hvor jordens magnetfelt er svagest. Vi landede
foran St. Mary´ School, til stor jubel fra de lokale unger.
Jeg blev mødt af Cynthia Green som førte mig hen til min værtinde for
den næste måned, Nancy Jane Swain, en ældre dame på næsten 70 år.
Nancy sendte mig et stort smil og et welcome Henri. Vi gik op til
hendes lille hus og jeg fik tildelt et ca. 6 m2 stort værelse. Huset
var over 200 år gammelt og bygget af Nancy´s forfædre. Nancy havde kun
været væk fra Tristan da Cunha en gang, nemlig da hun med resten af
øens befolkning blev evakueret til England i 1961 under et
vulkanudbrud. Mange huse, den lille fiskefabrik og anløbspladsen for
de små åbne både blev ødelangt. Befolkningen valgte at flytte tilbage
og ankom med det danske skib MS BORNHOLM i 1963, kun få blev tilbage i
England. Betingelsen for at de kunne overleve og have en fremtid på
Tristan da Cunha var at det var muligt at lave en ny anløbsplads, hvor
de små åbne både tage ud og fiske, samt at kunne fragte passagere og
gods ind.
Nancy var den perfekte værtinde. Morgenmad, frokost og aftensmad blev
serveret troligt hver dag, og specielt ved aftensmaden blev der holdt
et vågent øeje med om jeg nu også spiste nok, og Nancy var over mig
som en høg, hvis hun syntes der var lidt mere plads i min i forvejen
fyldte mave. Saa var der jo også lige hjemmmelavet chokolade kage
eller anden desert bagefter. Foruden at være værtinde for mig,
arbejdede Nancy også nogle gange på den lokale fiskefabrik, hvilket
gav min mave nogle tiltrængte pauser.
Nancy Swain´s efternavn er et af de ca. 8 efternavne der bliver brugt
på øen. Glass er et andet efternavn. William Glass en skotsk koporal
som blev tilbage sammen med hans kone og børn efter at den Britiske
garnision forlod øen i 1817, var ham der startede bosættelsen. I 1816
havde Storbritannien sendt en afdeling soldater afsted til Tristan da
Cunha for at forhindre at Franskmændene brugte øen til at prøve og
befri Napoleon som sad fanget på St. Helena. Nogle år senere var der
kommet 5 ungkarle til, og en forbi passerende hvalfanger måtte i 1827
hjælpe med til at der blev importeret 5 kvinder fra St. Helena. De 5
kvinder og fru Glass blev stammødre til de fleste af øens nuværende
befolkning. De andre efternavne er Green, Hagan, Laverello, Repetto,
Rogers og Patterson.
LIDT HISTORISKE HØJDEPUNKTER.
Foruden ovennævnte.
År. 1836. En overlevende fra vraget af skonnerten Emily bragte Peter
Green til Tristan da Cunha.
År. 1853. William Glass dør af hud kræft.
År. 1867. Prins Alfred, hertug af Edinburg besøger Tristan da Cunha
med skibet HMS Galatea og gav hans navn til bosættelsen.
År. 1885. 15 sømænd mistede livet, da de prøvede at komme ombord et
forbi passerende skib.
År. 1892. Overlevende fra skibet Italia bragte 17 mænd til bosættelsen.
År. 1893. De overlevende fra Italia forlader Tristan da Cunha,
efterladende Gaetano Lavarello og Andrea Repetto.
År. 1937. Norske videnskabsfolk besøger øen.
Nancy
År. 1961. Fiskefabrikken bliver ødelagt af et vulkan udbrud.
År. 1975. Genopbygning af bosættelsen og fiskefabrikken.
År. 1998. Den første e-mail bliver sendt fra Tristan da Cunha.
År. 2001. TV kommer til øen, og en orkan laver store ødelæggelser.
År. 2002. Der opnås Engelsk statsborgerskab.
År. 2006. En olieboreplatform grundstøder ved Sandy Point.
År. 2006. Får øen 4 offentlige computere
År. 2007. Telefonen bliver installeret i hvert hus.
År. 2008. Fiskefabrikken brænder ned til grunden.
År. 2009. Fiskefabrikken bliver genopført.
År. 2009. Berejst 352 Henri Madsen ankommer til øen.
Øens økonomi er stærkt afhængig af export af hummer til Japan og USA.
Da fiskefabrikken blev genopført i 2009 blev den endvidere opført i
henhold til EU normer, således at der senere kan blive mulighed for
export af hummer til EU. Frimærker, mønter, og lidt turist indtægter,
samt indtægter fra videnskabsfolk,TV og film folk. Jeg skulle ex.
betale 40 £ i døgnet hvoraf de 10 £ var Goverment Hospitality tax,
resten tilfaldt Nancy. Ved siden har man så export af kartofler til
St. Helena. I 2008 udgjorde den 5 tons, hvilket man forståligt nok er
stolte af. Det er en æresag at kunne klare sig selv så meget som
muligt, i forhold til mange andre territorier rundt omkring i verden.
Bosættelsen Edingburgh of the Seven Seas rummer et lille supermarked,
som dog ind imellem løber tør eller de få varer må rationeres. En
Administrations bygningen som også er et mødested for øens byråd, en
lille bank, som sikkert er en af de sidste få banker i verden der
stadig kun bruger kontanter.
Et museum, posthus, St. Marys kirke, St. Joseph´s Katolske kirke, øens
3 kirkegårde, det lille Camogli Hospital og St. Marys Skole, er andre
offentlige bygninger. Prince Philip Hall er en anden, der ligger øens
eneste pub " The Albatross Bar " samt lokaler til dans og forskellige
festlige og ufestlige begivenheder. En slags forsamlingshus. Jeg
skulle senere komme til at kende The Albatross Bar ret godt. En lille
privat cafe, der havde åben et par timer om eftermiddagen, kunne holde
den værste tørst borte indtil pubben åbnede.
Tristan da Cunha har et busstoppested kaldet " Hottentot Bus Stop "
Bussen bringer folk ud til kartoffelmarkerne, et par kilometer uden
for bosættelsen og det er altså herfra at man foruden at dyrke
kartofler til eget forbrug også er istand til at exportere kartofler
til St. Helena. Kartoflerne er første klasse og jeg har sjældet smagt
så dejlige kartofler, men gødningen er også hummerrester fra
fabrikken, uden at det har en eftersmag.
I 1837 var der 100 får og 100 stykker kvæg på øen, tallene for 2009
var 1551 får og 308 stykker kvæg. Derudover var der 303 høns, 405
ænder, 11 æsler og 118 hunde og så altså mig for en måneds tid. Der er
indført et kvote system for antallet af dyr på øen, ligesom der er et
kvote system for mængden af hummer der må fanges. Det at tage ud og
fiske i de små åbne både kan være en barsk omgang og ikke for
tøsedrenge. De vejr mæssige forhold langt ude i Syd Atlanten sætter
sine begrænsninger, men man er selvforsynende med alle de basale
livsfornødenheder.
Vejeret satte også sine begrænsninger for os besøgende på Tristan da
Cunha. De første og sidste 3-4 dage af det månedlange ophold var de
eneste dage med godt vejr, hvilket betød at vi kun fik set det lille
område uden om bosættelsen, en 2-3 km på hver side, samt en 5-600
meter fra kysten og ind. Skulle vi længere var der et påbud om at en
guide skulle gå med, men vejret var ikke til det. Tunge skyer hang
resten af tiden lavt og dækkede de bagved liggende bjerge, regn og en
strid kold blæst fra Syd Polen gjorde også sit. Hvilket betød at jeg
have 3 dyner over mig om natten, men jeg kunne såmænd have brugt en
varm sovepose også. Gardinet i det lille vindue stod nogle gange
vandret i mit værelse, dette generede dog ikke Nancy der troligt hver
morgen åbnede alle døre og vinduer, så vi kunne få noget frisk luft.
Jeg havde ellers set frem til at bestige Queen Mary´s Peak som er øens
højeste punkt og den største vulkan på øen, derudover var der ca. 20
små vulkaner på den knapt 100 Km2 store ø, og det var en af dem der
var i udbrud i 1961. Queen Mary´s Peak er 2010 m høj og blev første gang forsøgt erobret i
1793 af den Franske naturforsker Aubert Dupetit-Thouars, men uden
held. Dog lykkedes det at samle flere hundrede forskellige planter,
der senere kunne blive studeret og navngivet. Først i 1817 lykkedes
det at bestige Queen Mary´s Peak.
En måned på Tristan da Cunha er lang tid, men ikke for lang hvis man
skal have en chance for at lære de lidt specielle og generte mennesker
på øen at kende. Barnedåb, fødselsdage og selv et enkelt bryllup blev
det til. De endte alle i " The Albatross Bar" Det var med stor
respekt at jeg forlod disse hårdt arbejdende og stolte mennesker der
lever så langt væk fra alting, for at sejle tilbage til Cape Town. Og
børnene ja, selvom de lige senere skal ud og snuse til omverden, så
kommer de fleste tilbage, tilbage hvor regnbuen ender, langt ude i Syd
Atlanten.
Turen tilbage til Cape Town med SA Agulhas forløb vejr og sejlmæssigt
fint, hvad der ellers skete af festligheder lader jeg blive ombord,
men sjovt var det.
En stor tak til Nancy og alle beboerne på Tristan da Cunha, det gode
skib SA AGULHAS og dets besætning
