Indien: De store kontrasters land

Tekst og foto: Søren Lauridsen

Ombord i en gammel Ambassador-taxi

Jeg ankom med fly til Delhi sent på natten. Luften var kold og mættet af støv og med en duft af dårligt forbrændt diesel. Lufthavnen var travl, men jeg kom hurtigt hen til immigrationen, hvor officererne flittigt brugte deres stempler. Den hule "boink-boink" lyd mod bordpladen, fortalte mig, at jeg igen var ankommet til Indien. I den officielle prepaid-taxi-kiosk udenfor ankomstbygningen, købte jeg en taxi-billet til Arakashan-road. Vogn nr. 2354 var midt inde i køen. Køretøjet var en Ambassador, en kopi af en engelsk Morris fra midt 50'rne, og som stadig produceres i Kolkata med ganske få synlige ændringer siden da. En selvbestaltet hjælper viste mig ivrigt, hvor bilen var, og smed min rygsæk ind i et støvet bagagerum. Jeg skuffede ham da heller ikke, da jeg gav ham lidt bakshish. Selvom bilen har fire døre og ser stor ud, virker den forbavsende lille indeni. For at komme ind ad bagdøren, skulle jeg have fødderne ind sidelæns, så smal var åbningen mellem bagsæde og bagdør. Den egner sig bestemt ikke som en hurtig flugtbil, selvom den er meget brugt af både politi- og tyve i indiske film. Men det er jo bare film, og film lyver ikke! - men skal ses i biografen.

Brobuen ved New Delhi Railwaystation er hver nat bolig for mange hjemløse. Om vinteren er her meget koldt

En lille chauffør med strikket elefanthue sad og frøs på forsædet, som nærmest er en sofa. Af en eller anden grund sidder chaufførerne i Indien altid skråt med højre skulder mod døren og halv front ind mod midten af forsædet. Man skulle tro, at rattet sidder skævt. Gearstangen sad på ratstammen, og den hoppede lystigt op og ned, da vognen efter et par forsøg startede med blåsort røg. Rattet rystede uhæmmet, som om det var bange for at skulle ud at køre. Bilen lød som et orkester. Skærmene udstødte hvislende raslelyde i tjah-tjah-tjaah-rytme. Måske er det nødvendigt, at alt på bilen sidder løst, så metallet på køretøjet kan udvide sig, når sommerens voldsomme hede kommer? Måske rasler bilerne slet ikke, når det er rigtigt varmt? Livet har mange store ubesvarede spørgsmål.

Den sortgule taxi skramlede med fiskekutter-motor-lyd ind mod området ved New Delhi Railway Station, hvor jeg plejer at bo. Loftet i bilen var tykt polstret med gul fløjsbeklædning, så tykt, at jeg hele vejen måtte sidde med hovedet på skrå. Der var ikke meget trafik. Speedometeret virkede som sædvanligt ikke, men for en gangs skyld var hastigheden meget lav. Det gik slet ikke over stok og sten, knapt nok over sten! Måske kørte vi langsomt for at hindre motorhjelmens enorme forsølvede vinge-væsen af en kølerfigur, der må gøre Rolls Royce bilejere misundelige, i at falde af?

Flere steder var der små bål i vejkanten og på fortorve. Her sad fattige folk og varmede deres hænder. På hotellet: ”Hello again sir!” Dejligt at være velkommen og ikke skulle diskutere priser eller noget, men hurtigt i seng. Udover et lagen, der fungerede som dyne, havde jeg et tæppe. Da jeg trak det op over hovedet, fik jeg støv på tænderne samt i øjnene. "Welcome to India, tænkte jeg". Jeg fik et par timers søvn, selvom hundeglam, Bollywood-film-musik og reparation med hammer på værelset ved siden af ind imellem vækkede mig.

En slentretur gennem det typiske Indien

Tidligt om morgenen skulle jeg booke togbilletter til senere brug. De 300 meter til stationen er spækket med typisk indiske oplevelser. På denne lille gåtur kan man på en time opleve flere overraskende ting end på et år i Danmark. Arakhasan Road er en smal gade med 4-5 etagers betonbyggeri på begge sider. Men ellers er det ekstremt eksotisk. I gaden ligger små åbne hindu-templer. Duften af røgelse og blomster slår én i møde. Der er mange små restauranter med "køkken" på gaden. Fladbrød, chapati og paratha, æltes, formes og steges derefter enten på en flad jernpande, tawa, eller direkte i den åbne ild, som kommer fra gas eller petroleum.

Hundene, der afpisser og glammer om natten, ligger og snorksover om dagen. Man får lyst til at vække dem, så de måske lærte at sove om natten. Det gør de sgu da i civiliserede lande. Det er det, der kendetegner civiliserede lande, folk sover om natten - og ligeledes alle deres kæledyr, selv akvariefiskene!? Måske er det lidt kedeligt? Nogle køer ligger og tygger drøv. Deres kokasser samles op, formes og klaskes til tørre på en mur og bruges derefter til køkkenkomfur-brændsel i de private hjem.

Autorickshaws

En del gulgrønne trehjulede scooter taxi, autorickshaws, holder spredt parkeret overalt, når de da ikke snor sig zigzaggende gennem den rabiate trafik. De har et smalt førersæde med scooterstyr og et bredt bagsæde til to passagerer eller en hel indisk familie. Kabinen er dækket med stof og plast. Om morgenen ligger mange chauffører og sover med ryggen på førersædet og fødderne stukket ud af køretøjet. Også ejerne af cykel-rickshaws sover på deres køretøj, men de har ikke så meget saddelplads eller et tag at gemme sig under. Men de er altid klar til kunder.

En lille åben plads, hvorpå der endnu ikke er beton-bygget, fungerer som cricket spilleplads - eller som teltplads, når der er bryllupssæson. Til en god bryllupsfest hører der elefanter, som så står midt i gaden, ansigtsmalede og med papirpynt samt svingende snabler. Om morgenen kommer trehjulede cykelvogne kørende. De har en stor håndmalet kasse bagpå, nærmest en kahyt. Kasserne har to bænke og en trælåge. Inde i sidder storgrinende oliekæmmede skolebørn. Cyklerne fungerer som mini-skolebusser på pedalkraft. Alle børn er uniformerede og sorthårede. Pigerne har fletninger og røde sløjfer, drengene slips.

Nogle Rhesus-aber er i gang med at plyndre et lille tempel for den frugt, snacks og sukkerkugler, der er lagt ud til guderne. Abernes kindposer fungerer som depot til et ædegilde senere på dagen. Dermed slipper de også for, at andre stjæler deres mad ud af hånden. Lommer har de jo ikke, så lommetyve bekymrer de sig heller ikke om. I det hele taget virker aberne frækt ubekymrede.

Trafik i Delhi

Krydret mælkete, Chai (Tjai!), fås altid frisklavet, da hver gade har té-koger-boder, i princippet bare et blus og et bord samt en stor gryde, en række glas og en balje med vand, hvor glassene "renses". Efter et glas varm Chai er jeg på vej. En autorickshaw kører ind lige foran mig, så jeg ikke kan gå videre: "Hvor skal du hen?",

Trængsel og larm ved New Delhi Railwaystation.

spørger chaufføren, og foreslår selv Connaught Place, uden mine til at lytte til mine indvendinger. Skumle-skumle, tænker jeg, men går så blot udenom, uden at diskutere. Dette sker mindst tyve gange om dagen, og man fatter ikke, at de for helvede ikke kan forstå, at udlændinge ikke prajer en taxi på den måde. Gaden er tosporet og meget trafikeret. Den har en beton-midterrabat for at gøre trafikken mere smidig. Meningen er, at man ikke, som fodgænger eller med hjul, skal krydse over. "Båt dezz es India!!". Da autorickshawerne ikke kan dreje ned ad Arakashan Road, når de kommer sydfra - pga. midter-rabatten - kører de bare hele vejen op gennem strømmen af de sydkørende. Spøgelsesbilister! Ellers skulle de køre hele 150 m for langt - til næste vej, hvor betonen slutter, og der lave et U-sving. Hvorfor dog ulejlige sig med så stor en omvej, når man kan bryde al orden og mulige regler? Jeg tror, at man kan kende en indisk fiskestime på, at fiskene i den svømmer alle veje, frem for at svømme i samme retning!

Køretøjerne består af hestekærrer, scootere, cykler, biler, busser og lastvogne, hvorpå der er malet frygtindgydende gudesymboler, samt påskriften: "Brug hornet", hvilket alle gør!! Det er lige fra cykelklokker, gummibåthorn, elektriske horn, almindelig dythorn og mega-kompressorhorn, der kan blæse mennesker og svagelige hunde omkuld. Fælles for alle horn er, at de "BLIVER BRUGT!!! BUUHUUMM-BÅÅÅT!!! På vest-siden af gaden sidder der stenhuggere. De hugger og polerer statuer i hvid marmor. Ingen masker, nej, men masser af stenstøv. Godt for ens helbred, hvis man har ambitioner om et kort liv eller en snarlig reinkarnation. Det har jeg ikke, så jeg krydser over. Bedste mulighed er bare at gå - ikke kigge, hverken til siden eller bagud, dernæst forcere betonrabatten - uden at træde på en sovende hund, som måske derfor kan gå under betegnelsen "gadekryds". Indiske hunde ligner alle hinanden; nogle af dem har dog pels endnu. Men en ren race kan man ikke kalde den.

"Shaveiiing!"

Overfor har en barbér lavet en forretning direkte op ad muren mod jernbanegartneriet. Han har malet med gul for at markere hvorfra og hvortil, hans butik er. På muren har han sat et ridset spejl og en buet plankehylde (et forsøg på en Amagerhylde?). Herpå ligger en stor kam og en tube creme. Der står også en kande vand samt en pakke Silverblade-barbérblade, og plastbilleder af hans favoritguder. Udover muren består Barbér-butikken af fortovet, som han har inddraget. Her står en skæv beskidt hjemmelavet træstol til de kunder, som skal klippes eller barberes eller måske have en halsbrækkende hoved-hals-skulder massage. Sort hår ligger overalt på det ujævne fortov. "Shaveiiing!", råber han efter mig. Men jeg skal først barberes i morgen. 50 meter væk krydser en lang vejbro over gaden. Den fører over alle

En hennafarvet hindukvinde tænder ild til en puja til ære for Gudinden for lærdom og uddannelse, Saraswati (Kolkata)

jernbanens 22 spor. Broen er bygget af sten, og der er en bue mellem bropillerne. Lige før buen er en kiosk, der fungerer som en slags politistation. Herfra dirigerer politibetjente den kaotiske trafik, der skal op over broen. Ofte bliver de rasende, når reglerne, hvad de så end er, ikke overholdes, og så slår de med 50 cm lange bambuslignende stokke på folk, oftest cykelrickshaw-kørerne eller på køretøjerne, medmindre det er en dyr velhaver-personbil.

Lige overfor politistationen er et åbent pissoir. Muren er dækket med ”hvide”fliser og det hele, men man står midt i det fri. Men det er ulig meget bedre, end hvor der ikke er pissoir. Går man langs en lang mur i en storby i fx varme tørre Rajasthan, så kan man være sikker på at blive slået bagover af dunsten. Det er en sand grædemur! Hvor kvinderne urinerer, ved jeg ikke, men sikkert i deres sari. Indien er et land, hvor sanserne bruges, især lugtesansen, og duftene spænder hele vejen fra diverse krydderier og blomster, fra jasmin til urin! Under den første brobue, hvori gaden passerer, sover tiggere og fattige. Mennesker, som forsøger lykken i storbyen. Lige før broen er en kloak og en vandslange. Her vasker man både tøj og sig selv eller polerer sine tænder med grene fra Neem-træet. Alt foregår i hugsiddende stilling.

En ged med striktrøje

Til venstre for "sovebuen" (eller sovebyen?) direkte op ad broen, er to små templer - på størrelse med en dansk is-kiosk - uden væg. En brahmin (præst i øverste kaste) velsigner her folk og giver dem en rød tika i panden. Til gengæld lægger de en rupee sammen med deres håb. Nogle aber kommer ned fra nogle bygninger for at stjæle godbidder. Ingen jager dem væk. Et par hunde ligger og hviler sig. Foran dem har nogle mennesker lagt nogle fladbrød på jorden. En ged kommer forbi. Den har fået en mørk striktrøje på, så ærmerne dækker forbenene. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg har set det før. Den iagttager hundene for at se om de er på vagt, så går den ned i forbenene - på knæ og begynder at æde brødene - uden det mindste vruff fra hundene. Måske har de fået et horn i siden fra den før. Men sjovt ser det ud, at en ged knæler for et par hunde. Derefter er jeg lige ved at gå ind i en stor hvid pukkel-okse, der næsten er lige så høj over skuldrene, som jeg er høj. Respekt!! Men heldigvis er den spændt foran en kærre fyldt med byggeaffald.

Livet på Delhis banegård

Jeg går forbi næste brobue. Den fungerer som hestestald. Hvide magre heste står med låste 4. ben og hviler sig. Deres kærre har kun to hjul med træeger, men til gengæld er de ca. 1,5 m høje. Går man gennem buen, er man på banegårdspladsen, hvor taxi og rickshaws kæmper om parkeringsmuligheder. Private bilister prøver også. men jeg ser, at en bilist bakker ind i en lastbil, da han vil køre bilen baglæns ud igen. Bedre held næste gang, så kan du måske lære, at det ikke hjælper at bruge hornet og så bare køre!!! Jeg går i stedet ind over banelegemet. Mellem de forskellige spor sker der utroligt meget. Der er selvfølgelig rotter, da det også fungerer som affaldsdepot. Men over sporene kommer alt det fragtgods, som kommer ind med togene - og det er enorme mængder, som med håndkraft, bliver læsset af - først på perronen og dernæst på lange, men meget lave vogne. De har to metalhjul i midten og to håndtag i den ene ende. Hjulene sidder løst, de er monteret med en jernsplit, og vipper fra 60 grader til 120 graders vinkel under kørslen. Vognene er enormt tunge. De er svære at holde, når de skal køres ned for enden af perronen, hvor den

Moderne muslimsk familie på vej ud i livet. Pigen står og sms'er, medens mor og baby slapper af. Far har forhåbentligt styr på trafikken (Hyderabad)

skråner. Derefter skal de over skinnerne og igen op, når de skal op på sidste perronen. Her læsses de hele af, inden det fragtes videre med lastvogn eller cykler. Mellem sporene - på jorden - er der flere boder, bl.a. en grønsagssælger, som har en to-armet vægt. Når vægten bruges, rager den ind over næste spor, så man skal passe på, når der kommer tog. Nogle æsler træder over sporene med side-kurve fyldt med grus. Det skal bruges på modsatte side. Hunde går rundt og leder efter føde mellem sporene. Fattige mennesker har lavet plastdækkede skjul, hvor de kan sove. Foran sidder ofte kvinder, som laver mad til familien. Hegnet fungerer som tørrestativ og snorholder. Jeg kravler op ad en slidt betontrappe i et vandtårn. Herfra har jeg udsigt over det hele og kan høre en højttaler: Først en metallyd - automatisk - og så en stemme: "Toget fra Guwahati er 3 timer og 25 minutter forsinket. Enhver ubehagelighed grundet forsinkelsen er dybt beklaget" Ja, min bare r.. , det tror jeg ikke på. Derefter går jeg op på en perron og ind til Udlændinge-billetkontoret, som de har i Delhi. Det er det nemmeste sted at booke togbilletter. Man skal dog først udfylde en seddel med diverse spørgsmål. Det er meget vigtigt at vide, hvad ens far hedder.

Da jeg går ud af bygningen, er jeg ved at få et bambus-stillads i hovedet. Sikre stilladser eksisterer ikke i Indien, det er som regel bambus og snore. Uanset hvor højt stilladset skal være, så binder man bare nogle flere sammen!! Men sådan går en 10 minutters gåtur i Indien lynhurtigt: "Undskyld jeg tog din tid, enhver forsinkelse pga. læsning af dette, er dybt beklaget!"

Charminar (fire-minareter), en gammel moské

Hyderabad

Næste dag skulle jeg til Hyderabad for at kigge på et trykkeri til en billedbog, jeg arbejder på. Byen er meget stor og ofte kaotisk. Tilsyneladende er alle indbyggere ude i trafikken døgnet rundt. Man får, som i alle indiske mega-byer, et visuelt billede af ”ren junglelov”. Hyderabad, nu kendt som en af Indiens Hightech-byer, har en moderne og en gammel bydel. Den ny er en betonklods-by med løst- og lavthængende elektriske ledninger i gaderne. Det henleder ikke just tanken på trådløst High-tech, men snarere på et low-hanging mess. Blå udstødningsrøg lægger en tågedis, og lyden af utætte lydpotter samt aggressive bilhorn giver ikke Indien et romantisk skær. Men ens sanser fortæller, at man stadig er i live. Den gamle bydel mod syd er meget muslimsk. Her er travle markeder fyldt med dagfriske råvarer og masser af menneskelig varme. En stor del af kvinderne går klædt i sort og med ansigtet dækket med tørklæde, næsten som en chador. Kun en sprække til de meget levende øjne. Men deres Perletand-smil ses tydeligt igennem stoffet, sort og hvidt.

Ved den imponerende Charminar, en høj moské med 4 minaret tårne, så jeg en flok skolebørn i uniform samt nogle meget velklædte voksne. De holdt et tekstet bomuldsbanner. Jeg spurgte om formålet, og en af de voksne sagde, at det var for at fokusere samt oplyse folk om spedalskhed. Skolebørnene var målet. Han var deres lærer, sagde han stolt. Jeg spurgte ham derfor, om de første symptomer på sygdommen. På dette tidspunkt kan man kurere den snigende bakterie-forårsagede sygdom 100 %. "Tjaahh, det vidste han jo ikke!". Jeg tænkte: Hvad fanden er så formålet med at skolebørn er målet, hvis ikke læreren ved noget? Skal han bare sige: "Der findes en sygdom, der hedder spedalskhed, - nu ved I det, så pas på den!!" Så er Indien endnu engang blevet reddet ved en storstilet indsats fra politikerne!

Et watch-tower kan forståes på flere måder? Et ur-tårn - eller et udsigtstårn. I hvert fald er dette Charminar, Hyderabad

Elendighed og spedalskhed

Indien er i stor udstrækning ultra-liberalisme - junglelov. På mange måder er det en minimalstat. Klar dig selv!! Mange hinduer mener, at i sidste ende er det jo ens egen skyld, at det er gået sådan, hvis ikke nu, så i forrige liv. De rige belønnes for deres godhed i tidligere liv, og mange føler, at de har ret til at "spytte på" de 300 mio. ekstremt fattige i Indien. Man kan ikke forestille sig den elendighed, der er her i Indien og efterhånden også tiltagende i Nepal, hvis man ikke har set, lugtet eller rørt ved den.

En bil - flot ny og uden buler, kom kørende. Den havde chauffør. Ja, har de fleste biler ikke det? - Ok; men denne havde en privatchauffør, klædt i pletfri uniform. Passageren, en velklædt kvinde var ingen mindre end en tidligere sundhedsminister. Hun skulle fotograferes foran banneret, så det gav opmærksomhed - og jo, selvfølgelig skulle jeg stå ved siden af hende. Så sig ikke, at jeg ikke har gjort noget for spedalskheden i Indien. I øvrigt er de første symptomer, at ens fingre og tæer mister følsomheden, mens smags- og lugtesansen intet fejler. Senere kan man miste næsen og diverse lemmer. Men som sagt kan den nemt kureres.

Busulykke i Kolkata

Det gælder ikke blot om at holde på hat og briller, når man kører med rickshaw i Kolkata

På denne tur havde jeg lidt travlt, så jeg fløj til Kolkata. Fra Hyderabad tog det kun 2 timer, fra man blev kaldt til flyet, til jeg stod med bagagen i Kolkata. Til gengæld tog det 2½ time at køre de ca. 30 km ind til New Market i centrum. I denne sydende storby, hvor hundredetusinder bor på gaden med pap som underlag og eneste ejendom, er trafikken ubeskrivelig og ekstrem hensynsløs. En dag kom jeg gående på Archarya Jagadish-gaden. 30 minutter tidligere havde en bus påkørt og dødeligt kvæstet to mennesker. Ud for mig satte en bus farten ned, for at nogle passagerer kunne hoppe af. Busserne standser kun, når de holder i kø eller løber tør for diesel. Kan man køre, så køres der! Af- og påstigning sker midt i den vanvittige trafik. Det er som at være toreador mellem mange tyre, og her bruger bilerne sgu deres horn - ikke bremserne. Køretøjerne holder absolut ikke tilbage for noget mindre end sig selv. Lige pludseligt sprang en gruppe unge mænd ud på gaden med store sten. Disse blev kastet gennem bussens forrude, og den standsede. Her kan man spørge sig selv, om det er dét, der skal til for at standse en bus, så man kan komme med? Men måske er det en lidt dum måde at få en bus til at standse? Tænk på, hvor mange sten man skal have med, hvis man skal skifte bus flere gange! Nogle af mændene sprang på bussen og flåede en taske med byttepenge fra billetkontrolløren. Derefter stak de af. Kan det kaldes hans byttepenge? Men kontrolløren fik ikke noget i bytte! Men et bytte var det. Jeg snakkede med nogle af de unge mænd, som jeg fandt lidt senere. De sagde, at regeringen bare var ligeglad med ulykker og dødsfald, og at der ikke ville komme erstatninger til trafikofre. Så man måtte selv sørge for at tage dem!! Junglelov.

En rickshaw-hjulmager, der bruger både arme, hænder, ben og tæer, samt ikke mindst hovedet, når han arbejder. Vi andre vil nok mene, at der måtte findes bedre arbejdsstillinger?

Snart var der et stort opbud af politi, og alt var kaotisk. Organiseringen af politiet og deres attitude virkede utroligt latterlig på mig. Store fede maver, med deraf følgende svaj-ryg-holdninger - for små khaki-brune uniformer med knapper, der var på nippet til at ploppe af, pistoler i bæltet samt en træstok til at slå dem, der havde brug for et slag. Magtsyge i den grad. Man kan kurere sygdomme som spedalskhed - men ikke magtsyge!

Mennesketrukne rickshaws

I Kolkata har man endnu mennesketrukne rickshaws. De ligner hestekærrer, hvor mennesket er hesten. Regeringen forbød det for syv år siden uden at give alternativer. Det skete, efter at forskellige europæiske udenrigsministre havde sagt, at det var et umenneskeligt arbejde - hvilket jeg faktisk ikke er enig i. Der er så uendeligt mange erhverv i Indien, der er meget mere opslidende og nedværdigende. I dag trækkes der stadigt mange rickshaws inden for små områder, men kun ca. 40 % af de køretøjer, der er, bliver brugt. Der kan ikke skaffes nok kørere, fordi det pt. har meget lille prestige. Folk vil hellere køre med en cykel, selvom det ikke er mindre opslidende. Jeg snakkede med en mand, der hedder Anwar Hussein. Han er ”vognmand”, og en person, som jeg har stor tillid til. I øjeblikket arbejder han på, at konstruere og få tilladelse til en ny slags cykel-rickshaw.

Buddhist-munke, der diskuterer og derved bliver klogere, Bodhgaya, Bihar

Blandt munke i Bodhgaya

Fra Kolkata tog jeg toget mod Bodhgaya, hvor Buddha for godt 2400 år siden fik sine tanker sat på plads. Igen var jeg ekstremt heldig. Det er et af mest vigtige

Morgenlys har dis i mund. En ny traktor skal have fuld hammer - det skal en gammel i øvrigt også

buddhistiske steder, og her er altid pilgrimme og meget ofte store lamaer fra diverse buddhistiske grene. Bodhgaya er et helligt sted fælles for alle buddhistiske retninger. Alle buddhistgrene har bygget klostre her, så det er også et utroligt spændende med de forskellige arkitekturer. I toget havde jeg set en gruppe munke, og da jeg stod af toget i Gaya (20 km fra Bodhgaya), tænkte jeg på at spørge, om de var på vej derud. Delstaten Bihar er den mindst agtede og mest korrupte samt kriminelle i Indien. Derfor er det godt at være flere sammen, når man kører her. Da jeg kom hen til munkene, spurgte de, inden jeg nåede at sige noget: "Skal du til Bodhgaya?" . ”Ja!”, svarede jeg. "Så kan du køre med os." De havde to firhjulstrækkere, der ventede, så jeg kom med. De var lamaer fra Sri Lanka, Bangladesh og Japan - forskellige Buddhist-grene. Jeg fik dejlig srilankansk morgenmad på det kloster, vi kørte til.

Tilfældigvis (for mig) startede der en ugelang "Chanting" i det hellige Mahabodhi-tempel. Hver dag blev der foretaget bønner og holdt forelæsninger under det store Bodh-træ, som er en aflægger af et træ fra Sri Lanka, der igen var en aflægger af det træ, som Buddha sad under, da han blev oplyst netop her i Bodhgaya. Hundredvis af munke sad hver dag og messede på hver sine sprog. Lidt udenfor landsbyen ligger et buddhistisk center, Root Institute. Det gør meget for folkesundheden i området ved hjælp af frivillige arbejdere og donationer udefra. Det styres af en kvindelig irsk buddhist.

Ej blottet til lyst, men for at få et rituelt bad i morgensolen ved Ganges ghat's (trappetrin til floden) i Varanasi

Da vi snakkede, opdagede vi en masse krager, der kredsede om et stort pipaltræ, der havde slået sine rødder ved den livgivende brønd. Allerøverst fra en yderlig gren hang en mindre fugl, viklet ind i en snor. Den baskede med vingerne, og kunne ikke komme fri. Kragerne nærmede sig hele tiden. Patricia, ireren, gik fra sin buddhistiske fredsommelighed til at være panisk ræd og vred. Hun var bange for, at kragerne ville slå den fastlåste fugl ihjel. Hun beordrede derfor, at der blev kastet sten op mod dem, uden at tænke på, hvad de kunne ramme, mennesker eller vinduer. En af de indiske ansatte blev bedt om at kravle op i træet. Han skulle med en pind skubbe til fuglen. Træet var i hvert fald 16 m højt, Jeg syntes, at det var fuldstændigt sindssygt at risikere hans liv. Selvom han ville kunne skubbe til fuglen, så det ud til at snoren var viklet om flere grene. Da han var nået godt tolv meter op i det meget spinkle træ, besluttede Patricia heldigvis, at han skulle komme ned igen og lade naturen gå sin gang. Fuglen blev glemt, men 30 minutter senere opdagede jeg, at den var væk. Der var intet tegn på den - kun snoren. Hvem ved, måske havde kragerne hjulpet den fri? Kragen er faktisk en meget intelligent fugl. Det kan mennesket også være - indimellem. Herfra skulle jeg til en af mine yndlingsbyer, Varanasi, men det kan jeg fortælle om en anden gang.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside