Fra verdens højeste jernbane til verdens ende

Tekst og foto: Jørgen Oulund

”Jeg står her i over 4.000 meters højde og banker næver. Har alt for lidt tøj på, men hvem kunne også vide, at vi skulle ende her. Får taget mine støvler på - bare det at snøre dem bliver man forpustet af, når man er kommet op fra højde 0 for få timer siden”.

Afsporing forude. Klar til overnatning i 4.000 meters højde. Togpersonalet er i færd med at sende bagagen ned, så alle kan få noget mere tøj på.
.

Jeg er taget med toget fra Arica ved Stillehavet i det allernordligste Chile og er på vej til La Paz i Bolivia. Vi er nu tæt på det højeste pas i 4.247 meters højde. Godt vi snart skal ned til 3.636 meter i La Paz. Toget har nu holdt stille i meget lang tid. Jeg går togføreren på klingen, og han tilstår, at vi næppe kommer videre foreløbig. Et godstog i retning mod os er afsporet på denne ensporede livline mellem Bolivia og Stillehavet. Han tilbyder at hente bagagen til os alle, så vi kan få noget mere kluns på heroppe i kulden, hvor solen er på vej væk bag den 5.980 meter høje sneklædte vulkan Tacota. En nat i denne højde bliver kold - meget kold. Bagagen ligger på taget, ligesom i busserne, og toget er næsten også en bus, eller rettere skinnebus, én vogn, men bred og lang.

Vi er kørt ind på et vigespor for at vente. Det tyder på, at vi skal overnatte i denne højde. Jeg fisker ekstra tøj, dunvest og sovepose op af rygsækken og klæder mig på til nattens kulde. Dunvesten pakker jeg en lille pige ind i. Familien har kun det tøj på de går og står i, så de er taknemmelige for, at jeg ofrer min varme dunvest på datteren. Bortset fra lamaer er her virkeligt øde i denne højde. Jeg synes det er spændende og foreslår, at vi skal lave en lille fest ved at dele øl, vin, snacks m.m. Vi har ikke decideret mad med, da det ikke må tages med over grænsen, og der er måltider med i prisen for togbilletten. Vi har en glimrende kok ombord, som tryller i verdens mindste køkken (mange år senere ser jeg en tv-udsendelse om toget, som vist nok nu er nedlagt). Jeg har hovedpine af højden, men får nu ekstra tid til at vænne mig til den og sparer en hotelovernatning.

La Paz, Bolivia, verdens højest beliggende hovedstad. Læg mærke til den rene, klare luft og frygt så den tynde, tynde luft.

Verdens højest beliggende hovedstad

Jeg har mødt et boliviansk ægtepar, som er på vej hjem fra bryllupsrejse i Chile. De fik stjålet deres penge på stationen, så vi deler mine sidste lokale penge til et ekstra måltid mad i toget. Jeg hakker tænder og kan ikke falde i søvn. Lægger mig til sidst på det kolde metalgulv og får et par timer. Pludselig sætter toget sig langsomt i bevægelse, og tidligt om morgenen, med otte timers forsinkelse, ankommer vi til La Paz.

Jeg har mødt et par piger i København til et Sydamerika-kursus i MS, og vi har aftalt at lægge besked på konsulatet, når vi er fremme. Jeg er dog blevet en uges tid forsinket, så de er nok fløjet videre. Alt er lukket og slukket så tidligt, så vi pruster og stønner os med sækken på nakken til nærmeste hotel. Her får jeg en mate (cocothe) mod højdesygen, medens jeg venter på værelset. På vej over patioen til værelset bliver der pludselig råbt: ”Hej, Jørgen!” og - tro det eller ej - det er Pia og Else fra MS-kurset København, som er på vej til morgenmad på præcis samme hotel. Verden er lille. Jeg falder om på sengen med alt tøjet på og vågner et par timer senere ved en buldren på døren. Det er pigerne i shorts og soltoppe. Det er middag, og solen står højt. Man siger også, at La Paz har alle fire årstider hver dag. Forår om morgenen, sommer til middag, efterår om eftermiddagen og vinter om aftenen.

De inviterede på café, og vi fik rigtig kaffe og drak øl for at fejre gensynet. Caféen var tysk ejet, og ved flere af bordene sad ældgamle tysktalende mænd og talte om gamle dage, medens de drak kaffe og spiste berlinere. Gad vidst om en tidligere ”kendt” læge, doktor Mengele, mængede sig her, eventuelt assisteret af en vis Herr Martin Bormann - hmm? Temmelig tankevækkende, men kaffen var god, téen excellent og berlinerne sublime. Vi var nu i indianerland. Selv her i landets hovedstad var der mange af dem. Især kvinderne var meget synlige med deres farvestrålende dragter og umiskendelige bowlerhatte.

Verdens værste vejstrækning

Efter at have set, hvad der var at se i La Paz, trængte jeg til at komme ned i varmen igen. Jeg købte en busbillet til Coroico. Da jeg havde hørt om den berygtede strækning, valgte jeg den største bus jeg kunne finde. Og efter en enkelt punktering på vejen ankom jeg efter den mest halsbrækkende og hårrejsende, men storslåede busrejse jeg nogensinde har gjort. Til gengæld boede jeg på værelse Illusion, endeligt et opfindsomt navn på et værelse, håber så ikke det hele er en illusion. Allerede efter en times tids kørsel rundede vi Cumbre, en helt gold bjergknold på 4.725 meters højde. Kort efter var vi på vej nedad til grønne marker med køer, lidt senere skov og til sidst junglevegetation med bl.a. bregner, bananer og eucalyptus. En utrolig forvandling fra sneklædte, næsten 7.000 meter høje tinder til regnskov, gennem hårrejsende hårnålesving, langs dybe kløfter fra 4.725 til ca. 1.500 meter på 80 kilometer. Storslået og lidt uhyggeligt. Der var mange kors ved vejkanterne, især i de grumme sving ved de dybe kløfter, hvor små vandfald af og til skyllede på tværs af vejen, eller hvad man nu skulle kalde den.

Scott ved siden af uddødt kæmpedovendyr med hestehoved og krokodillehale..

Endelig nede i varmen igen efter altiplanoets lunefulde vejr og kolde nætter. Cocabønderne og minearbejderne og - ikke mindst - deres enker demonstrerer mod regeringen. Arbejderne bliver jo ikke så gamle på grund af det hårde slid. Og så er amerikanerne kommet til cocaområderne hernede for at ”hjælpe” regeringen med at fjerne cocamarkerne. Det kan gøre mig så eddersplintrende rasende. Det er jo ikke her problemet er, men i USA. Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det er amerikanerne, som efterspørger skidtet, ikke bolivianerne, som i hundreder af år har haft tradition for at tygge cocabladene og drikke theen. Det er ligesom Tyskland, der lige har givet 50 millioner dollars til at støtte bekæmpelsen af cocadyrkelsen, medens deres kemiske fabrikker, ifølge Times Magazine, leverer tusindvis af tons kemikalier til kokainfremstillingen. Himmelråbende dobbeltmoralsk.

Verdens højeste jernbane

Lige nu skrumpler jeg med toget mod Potosi. Efter en vidunderlig solopgang passerer vi verdens højest beliggende jernbanepas, Condor, 4.786 meter oppe i Andeskæden. Mon det er det samme pas, Simon og Garfunkel synger om i den berømte El Condor Pasa? Nå, men det svarer næsten til toppen af Europas højeste bjerg, Mont Blanc.

Tre timer senere er vi fremme ved den højest beliggende storby i verden, Potosi, 4.070 meter oppe. Den med det berømte - og berygtede - sølvbjerg. Jeg går op af en kæmpestejl bakke til hotellet med fuld oppakning, og får heldigvis ikke ondt mere, så pillerne mod højdesygen virker stadig.

De tror, at djævelen bor i bjerget og ejer det, så hver fredag ofrer de cocablade og cigaretter til ham. Her mæsker han sig med alle gaverne.

Verdens rigeste sølvbjerg.

Næste dag måtte jeg op på og ind i bjerget. Det måtte jeg bare. Hyrede en guide sammen med et par tyskere og en enkelt dansker. Efter en drøj tur var vi oppe ved indgangen i 4.500 meters højde, min personlige gå-rekord. Spanierne plyndrede jo bjerget i sin tid, men her er stadig ”sølvstænk” for en fattig indianer. Minen er kollektiv, og årerne er nord/sydvendte, så meget ved de. Lønnen ligger på cirka 350 kr. pr. måned. De skovlede malmen op i tipvogne pr. håndkraft og skubbede vognene på cirka et ton ud af minen, også pr. håndkraft. Det var regulært slavearbejde. Somme tider skulle det først i sække på nakken stejlt opad, derefter i trillebør ud til tipvognene og så endelig med disse ud i dagslyset. Luften var fyldt med støv og stanken af arsenik, og der var bælgmørkt. Gangene er ofte så lave, at man må gå med krummet ryg. Cirka femten år holder sådan en indianerslave. Så er det stenlunger og ødelagt ryg. Selve minesøgeren arbejder med hammer og mejsel. Han skal hugge tres centimeter ind med mejslen, derefter dynamitstænger (som alle i øvrigt kan købe alle vegne for 2,50 kr.) ind i hullet, så en prop lavet af sand, femten meter væk og BANG! mere sølv, hvis heldet er med dem og minegangen ikke er styrtet sammen over dem ved eksplosionen.

Djævelen i bjerget

De arbejder hele dagen hernede uden mad og drikke. Dagen startede med indtagning og tygning af tredive gram cocablade. Det dulmer sulten og giver energi. Jeg købte en pose til dem som gave og tog selv en smagsprøve, som senere kom mig til hjælp. Der er 5.000 miner her i bjerget, så indvendigt er det hullet som en ost. Her er fyrre etager og cirka halvtreds meter mellem hver. De tror, at djævelen bor i bjerget og ejer det, så hver fredag ofrer de cocablade og cigaretter til ham. To gange om året ofrer de en lama. Djævelen får først lidt cocablade. Klokken 12.00 skærer de så halsen over på lamaen og ofrer blodet, og klokken 16.00 spiser de den. Disse offergaver skal give dem held med at finde sølvet og formilde djævelen, som de tager sølvet fra. Selve turen ind i minen var en stor oplevelse, men utroligt anstrengende. Vi klatrede op og ned i mulvarpehullerne i tre timer i 4.500 meters højde. Man skal ikke lide af ”klaus”, og min puls var da også oppe på 150, da vi var oppe i lyset igen. Jeg gav min gamle skjorte til en af minearbejderne. Så på en måde har jeg også ofret til bjergdjævelen.

Flystyrt

Nogle druknede, andre slap ud i tide. Flyet kom for langt ind på banen i landingsfasen .

Fra Potosi tog jeg sydpå til Puntas Arenas. Her skulle jeg finde en transportmulighed til Port Williams, verdens sydligste by. Jeg fandt ud af, at land- og vandtransport var håbløs, så der var kun én vej, et lille charterfly. Bookede en plads og så i tv-nyhederne om aftenen, at et fly var styrtet ned i Port Williams. Det var dertil jeg skulle flyve morgen - eller hvad? Næste morgen kom der bud fra flyselskabet om, at turen var aflyst p.g.a. ulykken i går, som foreløbig havde kostet tyve dræbte og mange sårede. Det er et meget vanskeligt område at beflyve. Der er gletchere, bjerge, kastevinde, lavt skydække og ofte regn eller sne, derfor skal jeg flyve med et lille driftsikkert propelfly. Det forulykkede var et stort moderne jetfly, som kræver lange landingsbaneforhold. Efter to dages aflysninger kom vi på vingerne. Den lille

Porten til Paine. Torres Del Paine. Her ses de to ”tårne”, som markerer indgangen til denne fantastiske naturpark. .

maskine skruede sig op over bjergene med skyer og turbulens. Derefter kom de smukke bjerge til syne og en flot regnbue. Så dukkede Beagle-kanalen op med forrevne bjerge på hver side. Efter nogen tid dukkede så verdens ende op forude, og vi begyndte at smide højde af. Der dukkede landingsbanen op og dér - ulykkesflyet tydeligt parkeret på bunden af vandet for enden af banen. Halefinnen og lidt af snuden var oven vande. Makabert, øger skrækken for vores egen landing, som heldigvis forløb perfekt.

Inde i det forulykkede fly blev en del fanget i fælden, medens nogle slap ud i tide. Vores hotelvært havde været med til redningsarbejdet, og han glemte aldrig synet af de, der ikke nåede ud. Halvandet til to sekunder skilte liv fra død. Piloterne fik det store fly for sent ned på den korte bane. Og i stedet for at flå gashåndtagene i bund for at komme i luften igen valgte de at håbe på at banen var lang nok - det var den desværre ikke. Nok om død og ulykke, jeg fandt en bil, der ville bringe mig de sidste seks kilometer ind til selve byen og et logi. Her var hverken bus eller taxi i denne udørk. Vågnede næste morgen til isnende kulde. Der var bare tre grader, og det lyder måske rimeligt i februar i Danmark, men hernede var det højsommer og vi er på 56 grader ligesom hjemme, bare sydlig bredde. Sov med lange joggingbukser, underbukser, specialundertrøje, sweatshirt og sokker, og alligevel frøs jeg under tre tæpper og et tykt vattæppe. Hvordan skal jeg dog holde varmen på denne lille, forblæste, regnfulde ø?

Verdens ende

Puerto Williams i den Antarktiske Provins. Hvorfor skriver de ikke bare: Her ender verden? .

Sammen med et par schweitzere hikede jeg cirka 25 kilometer i et ganske flot vejr ud langs Beagle-kanalen og fik et glimt af Ushuaia på Argentinasiden. De slås om hvilken by, der er sydligst. Det er nu Port Williams, men argentinerne hævder, at det ikke er en rigtig by, men kun en flådestation. Never mind, den er sydligst. Her er mange specielle fugle, og vi bliver inviteret ind på en krabbekonservesfabrik til smagsprøver. Dejligt måltid og flinke mennesker, men her kommer heller ingen turister overhovedet. Vi fortsatte ud til et flot vandfald og nogle imponerende bæverdæmninger. Disse dygtige ingeniører fældede træer med de bare tænder og byggede de flotteste ting med de samme bisser. Vi balancerede over deres dæmninger på tilbagevejen uden at tvivle på, at de kunne holde.

Lige nu sidder jeg og nyder udsigten over verdens sydligste by, så nåede jeg, trods besværlighederne, dog dette mål, selvom stemningen hernede er meget trykket. Aviserne, tv-stationerne og folk på gaden taler kun om én ting, flyulykken her for enden af landingsbanen ved verdens ende. Jeg er omgivet af snedækkede, lave bjerge på tre sider og Beagle-kanalen på den fjerde, den kanal, der forbinder Stillehavet med Atlanterhavet. Lidt sydligere har vi så Kap Horn, som jeg forhåbentlig kommer til at runde for sejl til næste år.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside