Tilbage til De Berejstes hjemmeside

   "The only white man you can trust
is a dead white man" - Zimbabwe          

Tekst og foto: Jørgen Oulund          


Velkommen til tankstationen. Her er ingen benzin - og har ikke været det længe, men man kan da hænge ud der i ly for både regn og sol
”Our party must continue to strike fear in the heart of the white man - our real enemy”. Så var man ligesom klar over, hvad der ventede én. Og jeg, som bare ville se verdens største vandfald, blev modtaget med sådan et møgfald i stedet. Det var velkomsten fra landets præsident til lille mig ved ankomsten til Zimbabwe. Jeg læste det i en avis, som citerede fra en af Mr. Mugabes taler til sit stakkels udhungrede og misrøgtede folk. Med andre ord: Kære borgere, slå bare en hvid mand ihjel, så er der da én mindre af disse hvide maddiker, lød tiraderne.

Nå, men trods hans tirader føler jeg mig mere sikker her end i det Sydafrika, jeg lige er kommet fra. Nok fordi forskellen her i Zimbabwe mellem rig og fattig ikke er så synlig. Men hvilken velkomst fra landets præsident, som hungrer efter hård valuta fra udenlandske gæster med hvid hud.

Jeg har nu også tabt min fine uundværlige schweiziske lommekniv. Det er straks værre. Nå, jeg må se om jeg kan skaffe en anden. Det bliver ikke nemt her i dette forarmede land. Jeg har ikke fået et varmt måltid mad i fire dage, så den er blevet brugt flittigt til frugt, brød m.m. Så trods Mr. Mugabes trusler mod alle dem, som kan skaffe ham hans manglende hårde valuta, så må jeg tage chancen og rejse op til hele rejsens formål: Victoria Falls, verdens højeste, største og et af jordens syv nye vidundere.

Jeg funderer lidt over de gamle sorte frihedskæmpere her i Afrika. Jomo Kenyatta, Kenneth Kaunda, Museveni, Julius Nyrere og Nelson Mandela. Kun de to sidste var respektable og ydmyge til det sidste. De øvrige, som alle kom fra små kår og kæmpede med livet som indsats, blev korrupte og grådige. Hvorfor? Er det menneskets sande natur? Meget vil ha' mere? Håber det ikke, tror stadig på det bedste i menneskene. Hvorfor ender de fleste som slyngler? Nå, det var så lidt filosofi her midt i elendigheden. I Mugabes syge hoved har man fået den idé, at jævne 700.000 paphuse med jorden. De fattige skal bo bedre, men de nye og bedre huse er desværre ikke bygget endnu. Og det er regntid her lige nu, så nu har 700.000 familier ikke mere tag over hovedet lige midt i regntiden. Der er hyperinflation, og eksperter vurderer, at økonomien bryder definitivt sammen i løbet af få år.
"Ser jeg syner? Nej, der står han jo, Livingstone "den første hvide mand der så faldene".

Jeg veksler til millioner af dollars.

Regeringen har lige annonceret nye 50.000-dollarsedler. Hidtil har de største været på 20.000 (= kr. 1,30). Så man bestiller ikke andet end at bære på penge og tælle dem hver gang, et eller andet skal købes. For et par år siden fik man 600 Zim-dollars for 1 US dollar. I dag næsten 100.000, og inden dagen er omme sikkert 102.000. Det er jo helt håbløst. Jeg oplevede noget tilsvarende i Argentina i 1994, lige inden det hele kollapsede. Og så kan jeg næsten ikke opdrive slynglens elendige Matadorpenge. Han har åbenbart fået lukket det sorte marked, og gadeveksling koster en tur i spjældet. Det er også ok for landet, så jeg må en tur i banken, hvor de skal vente på dagens kurs, medens jeg er ved at dø af tørst. Endelig efter et par timers venten får jeg udbetalt 2,9 mio. Zim-dollars i bytte for - 30 US dollars. Den flinke bankmand langer store bundter nytrykte pengesedler over disken og spørger lidt forlegent, om jeg vil have en bærepose til dem. Jeg takker nej og fylder min hemmelige indvendige pengepose, så den ikke er ret hemmelig mere. . . Derefter min skuldertaske samt alle lommerne med de næsten 3 millioner og trøster mig med, at Zimbabwe er et helt andet og mere sikkert land end det Sydafrika, jeg lige har forladt, især om dagen. Og så oplevede jeg, da jeg krydsede Limpopo-floden, (sjovt navn, ikke?), da krydsede jeg også grænsen til det rigtige Afrika, som vi kender det fra de to tidligere rejser. Mere simpelt og uciviliseret.

Zimbabwe har i øvrigt et elefantproblem. Her er ca. 70.000 elefanter, og de nedlægger en del afgrøder. Det er let nok for os i den rige verden at ville frelse elefanter. Det er jo ikke vores pengepung, det går ud over. Man overvejer faktisk at intensivere jagten igen og lovliggøre elfenbenssalget. Nogle mener, det vil øge krybskytteriet. Retten til lovligt at skyde en elefanttyr koster i dag 20.000 US dollars. Så må man håbe, de går til bønderne, ikke til slynglen, Mr. Mugabe & Co.

Bavian river leopard i stumper og stykker.

Jeg fortæller de hvide boere (afrikaans) om de store bavianer, der render rundt nede ved jernbanestationen, og de advarer mig skarpt mod at nærme mig dem. En gammel boer fortæller mig, at han personligt har set en bavian flå en levende leopard i stumper og stykker med de bare næver. En lokal afrikaner bekræfter det senere. Han fortæller, at leoparderne jager bavianer, så de forsvarer sig naturligvis. Han hævder, at de store bavianer kan gøre det samme med mennesker. Vi hørte jo i Uganda, at chimpanserne her havde dræbt et barn. Jo, de er bomstærke de forskellige større abearter. På vej til jernbanestationen er jeg for resten lige ved at træde på en lille slange, der snor sig væk lige foran mine støvlesnuder. Jeg tager toget til Bulawayo og går i en stor bue udenom bavianerne. Her kan jeg kun få en firesengs sleeper cabin, men får til gengæld tre nye venner. Den ene - en ung geografistuderende - ved en masse om Danmark, og for en gangs skyld er det ikke bare Laudrup og Schmeichel, men ost, bacon, mælk, vindmøller og hvordan vores flag ser ud og at hovedstaden hedder Copenhagen.

Vi har ikke kørt mere end ti minutter, før toget stopper - og det holder der længe - meget længe. Det er nu ikke en elefant, men et menneske, lokomotivet har smadret. Vi venter og venter, medens de fisker stumperne ud mellem lokomotivet og får dem samlet sammen. Så, efter et par timer, bakker vi, og de får ordnet det sidste, derefter endelig af sted. Himlen er blevet klar, og jeg finder Sydkorset og Orion - minsandten, men han ligger ned, han må være blevet træt af at stå op som i Danmark. Skorpionen er der også og ja, hele Mælkevejen ligger strøet ud for mit nattesyn. Hvilket fyrværkeri, medens vi skrumler tilbage gennem Hwange-nationalparken, den med de 30.000 elefanter. Vi rammer heldigvis ingen af dem, kun et enkelt menneskeliv gik tabt på rejsen tilbage igen.

I Bulawayo finder jeg caféen med danish pastry og ekspressomaskine, som kan lave både udmærkede cappuccinoer og café latte.

Skyd først, spørg bagefter.

Slapper af et par dage og beslutter mig til at vove rejsen til landets hovedstad, Harare. Lonely Planet advarer mod at nærme sig regeringsbygningerne. Vagten der har ordre til at skyde først og spørge bagefter.

Verdens slyngler er sædvanligvis paranoide, det gælder åbenbart også Mr. Mugabe. Når hans kortege kører gennem byen, er det samme skydeordre, og så er det ind i nærmeste forretning eller hus og dukke sig. Byen viser sig at være meget vestligt orienteret, med mange store supermarkeder, eksklusive modebutikker og fashionable stormagasiner med et righoldigt vareudbud. De eneste, som ingen varer har på "hylderne", er tankstationerne. Alt er helt tørlagt. Landet har ingen hård valuta. Her er dog en del trafik, men alle kører på brændstof fra det sorte marked til ca. tolv kr. literen i dette forarmede land.

Fra Harare går vejen til Victoriavandfaldene, rejsens mål, og efter en overnatning begiver jeg mig til fods ud til verdens største af slagsen.

Allerførst hører jeg en ganske svag susen, eller er det en syden? Den tager langsomt til i styrke, ganske langsomt, som en gammeldags fløjtekedel over min mormors brændekomfur ude i kolonihaven, efterhånden som jeg kommer nærmere. Så kommer den svale brise, dejlig sval, jeg går videre gennem regnskoven og lyden stiger, medens brisen skifter fra sval til kølig, her midt på dagen i ca. 30 grader Celcius.
Indgangen til Victoriafaldene, verdens største og på højde med Rådhustårnet

1 million liter vand i sekundet.

Nu er det en tydelig brusen, og køligheden er vederkvægende. Lyden fortsætter i et stigende creciendo og dér - lige dér i hullet i skoven, slutter fortryllelsen, og synet begynder. Duften er nu også med, det friskeste klare vand, styrtende ned - 108 meter oppefra - vandfaldet, Victoria Falls, verdens højeste og største, i en vild buldren nedad, nedad. Hvor betagende, hvor mægtigt, hvor voldsomt. I gennemsnit 1 million liter vand i sekundet i en bredde af 1700 meter. Derfor kalder de indfødte det også for: Mosi-oaTuna, frit oversat: Røgen der tordner. Jeg vender mig om, tror mig helt alene her i skoven, farer sammen, ser jeg syner? Nej, der står han jo, Livingstone, den første hvide mand, som så faldene i 1855, og navngav dem efter sin dronning. Han skrev i sin dagbog: "On sights as beautiful as this, angels in their flight must have gazed".

I klart vejr kan vandstøvet ses mange kilometer væk i faldets fulde bredde på 1.700 meter.
 
I sandhed ja, på en klar dag kan 'vandstøvet' ses 50 kilometer væk. Ikke underligt, at det betegnes som et af verdens syv nye undere.

Nå ja, det var så hans statue, som stod der bag mig. Jeg er efterhånden stødt på ham nogle gange på mine rejser i Afrika, men hidtil mere i historiske sammenhænge. Her er han så rent fysisk - næsten da. Min rejses mål er fuldendt, så langt for noget så almindeligt som faldende vand - men det var det hele værd. Nu er én ting jo at se Victoriafaldene fra Zimbabwe. Det bedste sted at se det fra, siges der, men det bør også ses fra Zambia-siden. Zambezi-floden skiller de to lande og leverer "råvarerne" til faldene, så der er kun én vej: støvler på, rygsæk fat og derudad. Hyrer en taxi ned til den berømte Victoria Falls Bridge, som danner grænsen mellem Zimbabwe og Zambia. Så må man simpelthen gå de 1,3 kilometer over bro og ingenmandsland.

Fra rå globetrotter til slap muzungu.

Jeg anmoder om gratis visum ved grænsen. Danmark hjælper Zambia, så vi har gratis "entré", siger rejsebogen. Men nej da, ”25 USD”, siger manden med kasketten. Til lommerne igen, de går nok lige i hans egne, selvom jeg får en kvittering. Nå, sækken på nakken, et par flinke indfødte peger på en bil med to muzunguer (hvide mænd), jeg ser derovre. De vinker af mig, og jeg redder mig et gratis lift i den brændende sol. Jo, det er som jeg plejer at sige: "Stol på dit held, når du har brug for det, men fråds ikke med det". Jeg finder et hummer i Livingstone Town, Zambia, og hungrer efter et varmt måltid. Det er fem dage siden jeg sidst har siddet og pustet til den varme mad, medens maven knurrede om kap med pustet. Bider hovedet af al skam og går forbi de lokale "huller i muren" til 1 USD for et måltid, skifter fra rå globetrotter til slap muzungu og styrer direkte til byens pizzabageri. Her fik jeg så det bedste Italy-junkfood i mands minde. For helvede, hvor jeg åd, har nok tabt 4-5 kilo af mine 65 her på rejsen. Nå, men fik så også set faldene fra "vrangen", altså Zambiasiden - også ganske flot.

Næste dag måtte jeg på Fawlty Towers - jo, I læste rigtigt. Min guidebog anbefaler et besøg der - og jeg som troede at det lå i Sydengland! Beder om et måltid mad, uden at forvente det helt store, og hvor er de henne allesammen? Major, de fine, gamle damer, Basil? Nå, men jeg skulle hilse fra Manuel, anyway. Spøg til side, det var et backpacker hostel, som spøgefuglene åbenbart syntes skulle kaldes Fawlty Towers.

Den største slyngel.

Ellers ser Zambia, om muligt, endnu fattigere ud end Zimbabwe. Kenneth Kaunda kørte landet i sænk med sin forfejlede Afrika-socialisme, medens Jan Smith i Rhodesia (nu Zimbabwe) gjorde sit land til nr. 2 efter Sydafrika, det må man med skam erkende.

Jeg må ud at se museet, som viser sig at være en meget stor oplevelse, der skildrer landets fortid. Mange forskellige stammer, bl.a. zuluerne, befolker disse mægtige områder. Og deres måde at passe på naturen, kunne vi lære meget af. Ved træfældning anmodes om tilladelse fra høvdingen. Normalt må kun nedfaldne grene og kviste samles. Det samme gælder frugter, kun det nedfaldne må tages. På bredderne må der - af hensyn til erosionen - absolut ikke fældes træer. Rygning er forbudt i alle skove. Rødder og bark skal høstes nænsomt af hensyn til træernes fortsatte vækst. Jagtreglerne er strenge: kun til den daglige føde og i selvforsvar. Hunner og især gravide dyr skånes. Massedrab er strengt forbudt. Nå, det er jo så nogle hundrede år siden, at "de vilde" indførte disse regler. Og allerede i disse år er vi "tamme" ved at gøre det samme - ja, så småt da.

Tilbage i Zimbabwe snolder jeg for en lille million, men har så også både øl, vand, brød, pølse ost og yoghurt. Nå ja, en million er knapt 10 USD = 64 kr.

Tænk, her er kun ca. 11.000 hvide i dette store land, og de lokale forsøger da også at fortælle mig lidt om deres ret til landet. De har været her i næsten 400 år, flere af de nuværende stammer er kommet hertil senere, hævder de. Så de mener selv, de har en hvis ret til landet, og kalder sig jo også afrikaans.

Det kan godt være, at en del af de hvide er nogle slyngler, men den største slyngel af dem alle i dette forarmede land er Robert Mugabe.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside