Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Heaven by bike
en cykeltur i 7008 m's højde i Vestkina

Rute på Mustagh Ata

Tekst: Martin Adserballe
Foto: Martin Adserballe og Siegfried Verheijke

Mt. Mustagh Ata i Vestkina har lagt navn til en del særprægede bestigningsforsøg. Den store svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin lagde ud i 1894, siddende på en yakokse. En amerikaner forsøgte sig siden hen med sin hund spændt foran en pulk med grej. Det umage par faldt ned i en spalte, men blev reddet op uskadte. I år 2000 skulle det undrende bjerg så lægge ryg til en flok cykelfanatikere.

Da jeg i 1999 cyklede Karakoram landevejen mellem Pakistan og Kina, besøge jeg lejr 1 på det 7.546 meter høje, teknisk lette bjerg. Opstemt af den nemme vandretur og de fascinerende beretninger, gik jeg i gang med at planlægge en bestigning af denne gigant blandt Pamir bjergene det følgende år. Over Internettet fandt jeg en belgier, som ville forsøge at slå den eksisterende Guinness rekord i højdecykling på 6.962 meter, sat på Mt. Aconcagua i Argentina. Rekorden, proklamerede Siegfried, ville han sætte på toppen af Mustagh Ata. "Kugleskør", var min første tanke - ugen efter var jeg deltager på ekspeditionen som bjergcyklist. En tredje cyklist, belgieren Luc meldte, sig også under fanerne - alle havde før prøvet at cykle i over 5.200 meters højde i Tibet.

Holdet kom yderligere til at bestå af to unge hollændere, Stijn og Peter, og en 58-årig New Zealandsk matematiker, Jim. Deres tilgangsvinkel var ren bjergbestigning, og de var med rette en smule skeptiske overfor cykeleventyret. Holdet mødtes d. 24. juli i Beijing og fløj derfra til byen Kashgar i Vestkina, knudepunktet på den gamle silkevej. Luc, som forinden havde cyklet Karakoram landevejen, sluttede sig til os her. De næste par dage gik med at forberede de sidste logistiske detaljer.
Jim forlader her lejr 2.5 efter at have båret en oppakning op til cykeltrioen dagen før rekordforsøget

Rekordkuller

Undervejs i planlægningsforløbet havde jeg fået et anfald af rekordkuller, og koste hvad det ville, så skulle jeg altså også sætte rekord i "størst højdeforskel becyklet". Desuden havde jeg en vag forestilling om, at det var en "etisk" mere korrekt måde at gennemføre projektet på. Derfor ville jeg cykle de 240 km. op til basislejren. Og mens en magelig landcruiser kørte fra hotellet med resten af teamet, stod jeg tilbage og forbandede mig selv for min stivnakkethed. Min cykel skulle samles, og først langt ud på eftermiddagen kom jeg af sted.

Min plan om at cykle 130 km. den første dag op til en kontrolpost med overnatningsmulighed var nu umulig. Men poppel-træernes svalende skygge og kanalsystemernes rislende vand i landsbyerne langs vejen fik hurtigt bragt mig i godt humør, selvom himlen efterhånden blev dækket af truende mørke skyformationer. Efter 60 km. cykling havde en middelsvær syndflod maltrakteret en bro, som jeg kom over efter stort besvær. Uheldigvis havde en større arm af floden spærret vejen lidt længere fremme og raspede yderligere et par timer af min såkaldte tidsplan.

For at gennemføre noget, der mindede om en dagsmarch, cyklede jeg til mørkets frembrud. Her i 1.600 meters højde var der ingen beboelse, så jeg smed mig på mit liggeunderlag nær en bæk (pga. min vægtfanatisme var resten af grejet sendt med de andre op til basislejeren). Selvfølgelig regnede det om natten. Våd og fortumlet af mangel på søvn begyndte jeg at cykle ved solopgang for at få varme i kroppen. Planen var klar. Jeg skulle op til Kara Kul søen nær Mustagh Ata, hvor der lå et såkaldt hotel. Det skulle være overkommeligt, men jeg havde gjort regning uden vært, for denne dag blev min værste under hele ekspeditionen. Landskabet gled langsomt over i bjerge, efter en lang sandet strækning i yderkanten af Taklamakan ørkenen. Her havde store mængder regn mørnet bjergsiderne og sendt kaskader af sten ned over Karakoram landevejen

Helvede på Karakoram vejen

Efter at have passeret en bortskyllet bro, ankom jeg midt på dagen til den forjættede kontrolpost. En høj rank politiofficer med de sædvanlige overdimensionerede
Det var fysisk hårdt at kaste al energi ind i en kort cykelspurt i den løse sne. For at spare vægt var der ingen saddel eller saddelpind på min cykel.
solbriller studerede nøje mit pas, mens han henkastet fortalte, at seks udlændinge om morgenen var omkommet, da deres landcruiser styrtede ned i en kløft. Hurtige tanker for gennem mit hoved, men logisk set kunne det ikke være Siegfried og kompagni. Efter et hurtigt måltid cyklede jeg videre op gennem den stejle "Tiger mund" kløft. Adskillige gange tordnede massive mudderlaviner ned over vejen få hundrede meter foran en skræmt cyklist, som interesserede sig umådeligt meget mere for bjergsider end vejen lige foran. Et sted var en halv kilometer af vejen dækket af en halv meter masse af mudder og sten, men pga. min rekordiver smed jeg al forsigtighed over bord og vadede igennem, mens jeg intenst lyttede efter mulige fatale lyde fra de skydækkede bjergsider.

Langt om længe kom jeg ud i åbent landskab igen, mens vejen drejede i en lang kurve rundt om Mt. Kongur Shan. Herfra skulle jeg videre op til Kara Kul hotellet, for ingen steder var der overnatningsmuligheder i sigte. Dagen ebbede ud, og de kommende kolde timer blev markeret af stjerner klarere end aldrig før. I min iver for at cykle uden lys i buldrende mørke, endte det selvfølgelig med, at jeg passerede hotellet. Da fejltagelsen endelig gik op for mig, var jeg fuldstændig udmattet og desperat ved tanken om, efter 18 timers cykling, at skulle overnatte i det fri, her to kilometer højere end gårsdagen. Efter et forsøg på at finde ly ved en militærpost, blot for at blive jaget på flugt af råbende soldater og glubske hunde, søgte jeg ly i et ulåst bygningskompleks for vejarbejdere, fandt et tæppe i en bordtennishal(!) og lagde mig tilrette på liggeunderlaget, som tilsyneladende var punkteret.

Peters højdesyge

Da en flok harme vejarbejdere tidligt næste morgen opdagede cyklisten, blev den ubudne gæst smidt for porten. Groggy cyklede jeg tilbage til hotellet for en hvile- og akklimatiseringsdag. Her fandt jeg til min forbløffelse Stijn, som bekymret fortalte, at Peter havde klare tegn på højdesyge og derfor omgående skulle ned i lavere højde. Sammen fandt vi en Uighur lastbilschauffør, som - mod en horribel pris - var villig til at tage de to med.

Jeg mødte også en hollandsk ekspeditionsleder, som med store armbevægelser kunne fortælle, at en flok gale cyklister var på vej til basislejren for at bestige bjerget med deres cykler. Lidet overbevisende forsøgte jeg at forklare, at de sørme ikke var så gale endda. Han fortalte også, at ingen gennem de to foregående uger havde nået toppen pga. dårligt vejr, og at en Slovener var død af udmattelse i sit telt i 7.000 meters højde. Det andet dødsfald på Mustagh Ata nogensinde. Med det i baghovedet cyklede jeg næste dag op ad en smal stenet sti til basislejren i 4.430 meters højde, hvor resten af teamet vantro lyttede til min fantasifulde beretning om Karakoram landevejen - de havde knap nok mødt en vandpyt.

Cykelvandring

Basislejren var i sig selv et gråtrist sted, hvor de lokale kamel- og æseldrivere kedede sig så bravt, at de have slæbt et billardbord derop. Vores messetelt, lejet af det kinesiske bjergbestigerforbund, viste sig at være et rustent vindblæst blikskur, men var fortrinligt som cykelværksted til at gå amok i en rus af vægtbesparelse ved nådeløst at fjerne alt overflødigt, inklusiv bremser, gear og saddel. Luc's hardcore filosofi var derimod: At rippe sin cykel for tre kilo ikke ville være udslagsgivende for, hvorvidt han kunne sætte rekord eller ej. Imens huserede Kirgisiske tæppehandlere rundt om i lejren blandt de mange ekspeditionsteams og lagde ihærdige forsøg for dagen på at håndhæve de stolte handelstraditioner her ved den gamle silkevej.

Kirgisiske ryttere på Karakoram vejen ved Karakul søen i 3600 meters højde. I baggrunden ses Mt. Mustagh Ata
Mens jeg akklimatiserede i basislejren, vandrede Siegfried og Luc med deres cykler næste dag op til lejr 1, der lå klods op af snegrænsen i 5.470 meters højde. For at Guinness rekordbog kunne anerkende rekorden, skulle vi transportere cyklerne op ved egen kraft, hvilket var nemmest gjort ved at fæstne dem i adskilt tilstand bagpå rygsækkene. At cykle op af den stejle sti mod lejr 1 kunne ikke lade sig gøre.

Dagen efter vandrede Steijn og jeg sammen op med et læs grej til lejr 1, som en del af vores akklimatisering. Peter var kommet sig over sine højdeproblemer og var taget op til basislejren sammen med Steijn, men akklimatiserede for en sikkerheds skyld en ekstra dag i lejren. På det tidspunkt havde Jim allerede indkvarteret sig i lejr 1 og blev i kraft af sin lange klatrekarriere rådgiver og mentor for de håbefulde og rekordhungrende cyklister.

Planmæssigt rykkede jeg derefter op til lejr 1, hvor den øvrige del af cykelbanden tog en hviledag. Fordi jeg ankom til basislejren en dag senere end resten af teamet, var jeg under den første del af ekspeditionen konstant småbekymret for, hvorvidt jeg kunne indhente det tabte, så vi kunne sætte rekorden sammen. I værste fald kunne mine cykeludskejelser i lavere højde koste meget dyrt i tabt tid, og for de kræfter jeg ville få brug for højere oppe.

Derfor var det med nogen ængstelse jeg tog en hviledag, mens cykelduetten sigtede efter lejr 2 i 6.200 meters højde. For at komme dertil skulle de igennem et isfald midt mellem lejr 1 og 2, hvor dybe sorte spalter sultent gabte ud efter uforsigtige bjergbestigere. Heldigvis havde flere forudgående kommercielle ekspeditioner markeret en sikker rute gennem området. Luc og Siegfried startede dog først sent på formiddagen og endte med at etablere en lejr 1.5 midt i is-faldet.

Livet i en hvid verden

En stor del af Mustagh Ata eventyrerne bestiger bjerget på ski, men for cyklister uden denne ekspertise er alternativet snesko. Min manglende erfaring betød, at jeg havde tilranet mig et par til almindelig vandring, og alle på bjerget gloede, da jeg kom vraltende på mine nyerhvervede andefødder med min cykel på ryggen på vej mod lejr 2. I det mindste kunne jeg trøste mig med, at de lokale beboere omkring Mustagh Ata også betragter skiløberne på Mustagh Ata som halvgale.

Et par dage senere var cykel-duetten blevet en cykel-trio, efter at vi havde kæmpet det sidste stykke vej op til lejr 2 med vores cykler, grej og mad. Dog brugte jeg en halv hviledag på at hente min cykel, som jeg havde opmagasineret i isfaldet. Her mødte jeg Steijn og Peter på vej op mod lejr 2, og sammen stavrede vi det sidste stykke i

De tre små cyklister fotograferet ved is-faldet. Karakul-søen ses bag Luc til venstre. Siegfried står til højre med sin adskilte cykel
begyndende white-out forhold. Forinden havde Jim til vores store forbløffelse allerede nået toppen i et fænomenalt soloryk direkte fra lejr 2 med start kl. 5.45 om morgenen. Normalt etableres en lejr 3 i omkring 6.800 meters højde før et top-forsøg.

Det kom os til gode, for da vi skulle fortsætte vores videre færd mod lejr 3 var Jim så uselvisk at agere pakæsel ved at transportere telte og soveposer for os. Desværre slog vores komfort-gener til igen, og vi endte med at starte sent op ad formiddagen. Siegfried havde en meget dårlig dag, og jeg var en overgang en smule i tvivl, om han ville kunne være i stand til at sætte rekorden. Til sidst var vi nødt til at etablerede en lejr 2.5 i 6.500 meters højde - 100 meter højere end min gamle højderekord på nordsiden af Everest. Her kunne vi i det skyfri vejr se langt ind i Tadjikistan beliggende kun ca. 30 km væk mod vest, og vi kunne endda ane Vaham-korridoren i Afghanistan knap 110 km væk.

De ti små cyklister

Der var altså stadigvæk cirka 1.050 meter til toppen fordelt over en lang flad vandring. Den barske sandhed begyndte at stå lysende klar - toppen lå meget langt borte, når vores cykler skulle medbringes. For at det ikke skulle ende som i sangen om de ti små cyklister, indgik vi en musketer-ed om at sætte rekorden sammen, når blot vi kom over de 7.000 meter. Forud havde jeg haft en heftig målkonflikt - toppen eller rekorden, men hjertet valgte den tohjulede løsning, selvom jeg nok kunne have nået toppen uden cykel.

Næste dag ønskede Jim at teste, om han efter sin første bestigning ville være i stand til at nå toppen igen, når han nu var bedre akklimatiseret, men fysisk mere nedbrændt af opholdet i højden. Han startede igen kl. 5.45 om morgenen fra lejr 2 og passerede de magelige cyklister i lejr 2.5 kl. 7.15. Til vores held betød det, at han trampede spor for os i den løse sne.

Cykling i 7008 meters højde

Vi fastgjorde vores cykler og begyndte vandringen op mod de magiske 7.000 meter sammen med Steijn, som uventet dukkede op til et topforsøg, mens Peter blev tilbage i lejr 2. Hurtigt stod det klart, at rollefordelingen var byttet om. Siegfried var som forvandlet og vandrede sammen med Steijn raskt op foran Luc og mig. Luc havde virkelig problemer, men stille og roligt fik jeg snakket ham med op til et fladt område, hvor de andre ventede. GPS-målingerne lå her i intervallet 7.008 - 7.030 meter, så vi satte så højden til 7.008 meter ud fra et konservativt skøn. Jim havde opgivet sit top-forsøg, da han var meget langsommere denne gang, og Steijn havde også indset, at han ikke ville nå toppen, så begge ventede også her. Jim var igen ovenud hjælpsom og havde udjævnet en cykelsti i den løse sne til os.

Selve rekordforsøget var et kapitel for, sig da den dybe sne - selv ned ad bakke - gjorde det alt andet end nemt at cykle, og vi lignede mest af alt noget taget ud af Mister Beans eskapader. Efter to timer og utallige forsøg havde vi alle mindst ved en lejlighed præsteret noget, vi mente kunne defineres som ”at cykle” og dokumenteret det med videokamera samt to vidner som krævet af Guinness Rekordbog.

Hænger ud på min cykel, mens Luc glatter vores "cykelsti" ud med et liggeunderlag.

Den hårde nedstigning

Da vi påbegyndte nedstigningen kl. 16, var jeg komplet drænet for energi, stoppede ustandselig for at hvile og dinglede som den sidste ned til lejr 2.5 ved mørkets frembrud. Den komfortable dagtemperatur blev her lynhurtigt efterfulgt af en isnende kulde, der lagde sig som en knugende hånd om det spinkle telt.

Jeg var fuldstændig udbrændt om morgenen, og pakningen af grejet blev besværliggjort af, at fugtigheden fra vores ånde var frosset til et tyndt lag is overalt i teltet om natten. Siegfried var stadigvæk - næsten på irriterende vis - utrolig frisk og gav Luc og mig moralsk opbakning, mens vi apatisk stavrede ned til lejr 2, indhyllet i vores små verdener af ulidelig træthed. Jeg valgte at tage en hviledag her i lejren, som var vokset betragteligt med et inferno af skrigende teltfarver gennem de sidste dage med godt vejr. Siegfried overtalte dog en meget træt Luc til at fortsætte ned til lejr 1 og brugte en del tid under nedstigning på at fastslå, at teltet skulle slås op i lejr 1 og ikke før.

Næste morgen var en Kinesisk bjergbestiger alvorligt højdesyg i lejr 2. Steijn og Peter meldte sig til at hjælpe ham ned på en improviseret slæde til lejr 1, som havde adskillige læger. Jeg bidrog beskedent ved at trampe spor, mens jeg slæbte min cykel og to rygsække. Steijn og Peter gav senere toppen en chance igen, men desværre faldt der efterfølgende en del sne, som forhindrede dem i at nå derop. I lejr 1 fandt jeg til min overraskelse Luc, som ventede på ankomst af et æsel, som Siegfried ville sende op for at hente bagage, når han selv nåede basislejren. Vi kom dog til at vente lidt, for den højdesyge kineser blev fragtet ned til basislejren på æslet, og først sidst på dagen ankom vi til basislejren. Turen havde tæret hårdt på mig: På de 16 dage vi var væk fra Kashgar havde jeg tabte otte kilo - et kilo mere end vægten af min cykel.

Beviset fra Guinness

Afslutning

Næste dag var et underligt antiklimaks, da vi slog følge med vores kamelkaravane fra basislejren ned mod Karakoram vejen. Eventyret var slut, og rulleteksterne løb ned over skærmen. Undervejs spekulerede jeg her på Sven Hedins kamp for at bringe Yakokser op ad Mustagh Ata - et forsøg, som stoppede ved 6.000 meter højde. Hvis nutidens bjergbestigere betragtede os cyklister som smågale, hvad havde datidens beboere så mon tænkt, da Hedin bekendtgjorde, at han ville bringe Yakokser op mod toppen af Mustagh Ata, ”faderen til alle isbjerge” som Kirgiserne kalder det?

Epilog

Et halv år senere blev vores rekord officielt anerkendt af Guinness Rekordbog, og den står stadigvæk. Om jeg rent faktisk yderligere satte en uofficiel rekord, det aner jeg ikke, men 5.700 meters højdeforskel "becyklet" er vel også værd at nævne. Siegfried hjembragte sig en portion hæmorider som ekstrabonus før starten på sit nye job som belgisk handelskommissær i Beijing. For Jims vedkommende gav turen ham mod på højere bjerge, og han nåede for et par år siden op i 8.500 meters højde i en alder af 62 år under sin selvorganiserede Everest-ekspedition. For mit eget vedkommende var det starten på en altomfattende besættelse af cykling i højder, som indtil videre har bragt mig over 16.000 kilometer rundt på det Tibetanske plateau gennem de senere år og gjort mig til den mest erfarne Tibet-cyklist på markedet.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside