Nødhjælpsarbejder i Irak

Tekst: Christer Lænkholm
Foto: Per Danielsen og Anders Kofoed Pedersen

I slutningen af 2003 tager jeg som nødhjælpsarbejder igen til Irak. I løbet af tre uger forværres sikkerhedssituationen drastisk, alt imens varmen er uudholdelig. Jeg møder en kollega, som er personligt dekoreret af Saddam, og jeg er med til at uskadeliggøre farlig ammunition. Hjemturen viser sig at blive den mest specielle og farlige flyvetur jeg nogensinde har oplevet.

Udrejsen

George W. Bush have et par måneder forinden erklæret krigen mod Saddam Hussein for vundet. Men freden er stadig langt væk tænker jeg, da jeg står i en lille militærlufthavn i udkanten af Amman i Jordan og venter - sammen med de andre nødhjælpsarbejdere fra forskellige organisationer - på at komme ombord på det lille Air Serv fly med plads til ti personer og uden toilet ombord. Jeg havde allerede været der engang for tre måneder siden, lige da vores kontor skulle sættes op og nødhjælpsoperationen sættes i gang, og nu skal jeg altså derned igen. Kontoret ligger i Basra, dengang et forholdsvis fredeligt sted, og vi har en række projekter i gang: Mine- og ammunitions-rydning, genetablering af vandforsyningen, hjælp til skoler, hospitaler osv.

Man kan ikke på forhånd være sikker på, at flyet flyver og hvad dets præcise rute i givet fald er, men da jeg først har sat mig i flyet bliver jeg glad over, at kaptajnen fortæller, at i dag flyver han direkte til Basra og derefter til Bagdad og ikke omvendt. Efter at have fløjet et par timer med den jordanske og irakiske ørken som baggrundsbillede er vi endelig ved at nå frem til Basra lufthavn. Pga. sikkerhedssituationen kan man ikke lande på normal vis med en lang indflyvning, hvor højden langsom bliver mindre. Det er simpelthen for farligt, oprørere kan ligge på lur udenfor lufthavnsområdet, og et fly i lav højde er et let mål. Vi laver derfor en såkaldt spirallanding, hvor vi først flyver henover det sted, hvor vi skal lande, og derpå dykker meget stejlt, samtidig med at vi cirkler rundt. Kun 20 sekunder før flyet lander, har vi stadig en vinkel på minimum 45 grader. Men de sydafrikanske piloter ved hvad de gør og får os sikkert ned på jorden. Jeg træder ud af flyet og mærker en massiv varme, som jeg aldrig har følt før, vender mig om og kigger, ah det må luften fra flyets motorer, tænker jeg. Men efterhånden som jeg kommer væk fra flyet er varmen den samme, og jeg må revurdere min første indskydelse. Det er ekstremt varmt, over 50 grader celsius.

Den ”danske” kaptajns møde med Saddam

Kort efter at være ankommet til kontoret bliver jeg hilst på gebrokkent dansk med arabisk accent: ”Goddag, hvordan går det?" Jeg vender mig undrende om og ser en iraker foran mig, som står og taler dansk. Det viser sig, at manden i firserne blev uddannet som kaptajn på Kolding Søfartsskole og har boet i Danmark med sin familie i over tre år. Jeg får senere mandens historie. Han har indtil for nylig været personlig kaptajn for Saddam på en af hans luksusyachter, som lå i Kuwait. Saddam har nu ikke været så meget ude at sejle, men båden skulle jo vedligeholdes og have en kaptajn. For sin indsats som kaptajn fortæller han, at han engang er blevet personligt hædret med en medalje og en sum penge. Det foregik ved, at han havde fået at vide, at han skulle møde op på et bestemt sted i Bagdad. Herefter blev han så hentet at Saddams livvagter, fik bind for øjnene og blev sat ind i en bil med blindede ruder, og derpå blev han kørt hen til Saddam på et meget hemmeligt sted. Saddam var kendt for sin notoriske uberegnelighed og raserianfald, så det var med stor nervøsitet, at kaptajnen så frem til mødet. Efter at have ventet i et stort rum uden bind for øjnene, sandsynligvis i et af paladserne, blev han kaldt ind til Saddam og fik anvist en plads overfor ham. Saddam sad og stirrede på ham i 2-3 minutter uden at sige et ord, stilheden er som langsomt at kvæles. Den tager heldigvis sin ende, da Saddam overrækker ham en medalje og en kuvert med 10.000 USD i kontanter. En oplevelse for livet - og med livet i behold - for min lokale kollega.

Ung mand hamrer på livsfarlig granat

Saddams hær blev trukket så hurtigt tilbage, da amerikanerne invaderede Irak, at de efterlod massive mængder af ubrugt ammunition i åbne containere midt i ørknen, til stor fare for civilbefolkningen og specielt nysgerrige børn. I den ekstreme varme bliver selve sprængstoffet i ammunitionen meget ustabilt og kan gå af uden at blive affyret. Samtidig har amerikanerne smidt store mængder bomber fra luften for at bane troppernes vej, men det er langt fra alt, der er eksploderet som planlagt. Et at vores projekter går ud på at uskadeliggøre de farlige bomber, som regel ved kontrolleret sprængning et sted i ørkenen. Selvom jeg normalt holder mig inden døre på et kontor, må jeg lige have en dag ude i felten. Pga. varmen varer arbejdsdagen ude fra 6 til 12. Vi ankommer tidligt til stedet, hvor vi skal samle ammunitionen op og læsse den på en lastbil for at køre den væk fra beboelseskvarteret, hvor den nu ligger.

Det er så varmt, at man slet ikke når at opdage at man sveder, det er simpelthen tørt før man føler fugten. Om aftenen, da jeg skal i seng og tager tøjet af, ser jeg at mine sorte underbukser er blevet helt hvide af salt fra min krop, uden at jeg har opdaget det.

Det er en skøn blanding at alt muligt ammunition, der ligger spredt rundt omkring, og vi begynder at samle det op, som er relativt ufarligt. Rundt om hjørnet hører jeg lige pludselig høje lyde, som slag med en hammer mod metal. Jeg går sammen med en kollega hen og kigger på, hvad der sker. Inden i en container, halv fyldt op med ammunition, sidder en ung mand og hamrer på en af granaterne med en hammer og skruetrækker for at få det værdifulde kobberbånd af, der sidder på granaten, så han kan sælge det. Min kollega råber hurtigt til ham på irakisk, at det er livsfarligt og at han skal straks holde op. Vi skynder os hurtigt væk for ikke selv at blive sprængt i luften. Larmen holder dog ikke op, nøden for den unge mand er simpelthen for stor til, at han kan efterlade det værdifulde metal. Heldigvis sker der ikke noget den dag, men der er jævnligt rapporter om ulykker med folk, som bliver sprængt i luften pga. uhensigtsmæssig omgang med ammunition.

Sikkerhedssituationen

Dagligdagen på kontoret kører sin gang, alt imens sikkerheds situationen generelt bliver værre og værre. FN's hovedkvarter i Bagdad bliver sprængt i luften, Røde Kors bliver angrebet, kolleger fra en anden dansk organisation bliver kortvarigt kidnappet og jeg kan jævnligt høre bomberne inde i selve Basra by, efterfulgt af maskingeværs ild. Specielt når mørket falder på kan man fra husets tagterrasse se de farvede sporingspatroner oplyse himlen og høre skudsalverne.

Hjemturen

Efter tre uger er det heldigvis tid til at komme hjem til trygge København igen. Forventningsfuld står jeg i lufthavnen og ser det lille fly ankomme og lave den påkrævede spirallanding. Desværre skal vi på vej tilbage til Amman lige over Bagdad først. Imens vi letter tænker jeg på, hvor højt mon et jord-til-luft-missil kan nå, men heldigvis får jeg aldrig brug for den viden. Efter tre timer i et lille fly uden toilet er det ikke krigen uden for vinduerne, der bekymrer mig mest, men snarere det at komme af og tisse, hvilket heldigvis ikke er noget problem da vi lander i Baghdad lufthavn. Efter at have samlet de sidste passager op i Bagdad, letter vi hurtigt igen. Da vi har fløjet et par timer og solen er ved at gå ned, kan jeg regne ud, at vi nu er inde i jordansk luftrum, og jeg ånder letter op. For tidligt, skal det dog vise sig. Kort efter vender piloten sig om og fortæller, at den ekstremt hårde modvind gør, at vi ikke har brændstof nok at nå frem til Amman, og vi bliver derfor nødt til at vende om og flyve tilbage til Bagdad for at få tanket op. Der er knugende stilhed i flyet på tilbageturen, mens mørket hurtigt sænker sig. En lille time lander vi dog sikkert i Bagdad. Landingsbanen er kun meget sparsomt oplyst, og efter vi er landet farer piloten vild på landingsbanen, men han finder til sidst endelig vores holdeplads.

Piloten får kontaktet de amerikanske styrker, som indvilliger i at hjælpe med at få vores fly fyldt op igen, men det tager dog et godt stykke over to timer at få det hele ordnet. Alt imens står vi helt alene i en meget mørk og meget lukket lufthavn, hvor vi kan høre lyden af bomber inde fra Bagdads centrum. Lige pludselig dukker en af de nepalesiske Ghurka-soldater op med den karakteristiske buede kniv i bæltet, han har til opgave at passe på sikkerheden i lufthavnsområdet. Han kigger på os, men går hurtigt sin vej ud i mørket igen. Kort efter kommer to apache-helikoptere flyvende tæt forbi os. Det er kun lyden der afslører dem, de er helt mørkelagt, og intet lys undslipper de store krigsmaskiner.

Som det første civile fly siden krigen får vi endelig tilladelse til at lette i mørket og kan begynde tilbageturen, denne gang med nok brændstof i tanken.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside