Med telt på rundtur i Botswana og Namibia

Tekst og billeder af: Christer Lænkholm

Sanddyner så langt øjet rækker i Namib ørknen

Efter at have boet i Zimbabwe i knap et år var det på tide at komme ud og se lidt på nabolandene, så derfor planlagde vi at tage på en tre ugers rundtur i Botswana og Namibia. Vinteren i juni-juli kan være temmelig kold og blæsende, så det var om at undgå den periode, og valget faldt derfor på april. Beretningen omhandler turen rundt i Namibia samt turen tilbage fra Namibia til Zimbabwe via Caprivi-Stripen - et langt stykke land, som kiler sig ind mellem Botswana og Angola.

Afrejsen

Det var en klar men kølig morgen, da vi ankom til Plumtree grænsen mellem Zimbabwe og Botswana. En grænse, som tidligere har været pakket med Zimbabweanere, der skulle på indkøb i Francistown i Botswana, men den var nu heldigvis helt fri for mennesker, efter at Zimbabwe indførte USD som deres officielle valuta og butikkerne igen blev fyldt op. Efter det sædvanlig papirbøvl med ex-import af bil osv. kom vi endelig igennem. Vejen og de store vidder lå åbne for endnu et eventyr for mig og familien.

Turen igennem Botswana gik via Planet Baobab (hvor der er hundredvis af baobabtræer) i Kalahari ørknen, herunder en udflugt til de berømte udtørrede saltsøer 'Makgagikgadi salt pans' og videre til Maun ved indgangen til det store Okawanga delta, hvor vi tog en afstikker rundt i en del af Moremi-nationalarken.

På vej ind i Namib ørknen går der vilde antiloper og græsser

Namibia

Den næste lange etape kørte jeg i et hug 900 km fra Maun til Windhoek i Namibia. På et tidspunkt kører jeg over 300 km på en lang helt lige vej, kun afbrudt af en veterinærkontrol, hvor vi skulle deklarere vores medbragte frokost i form af oste og skinkesandwich, som dog fik lov at passere. Og så selvfølgelig grænsen mellem Botswana og Namibia, som absolut ikke var noget problem.

Windhoek er en lidt sjov bakket by, som stadig er meget tysk inspireret, til trods for at tyskerne jo kun nåede at kolonisere landet og byen i 20 år, før 1. verdenskrig fik sat en stopper for det. Bindingsværkshuse og salg af tyske/namibiske frimærker midt på strøget, og det er midt i Afrika. Umiddelbart mente vi ikke byen havde så meget at byde på, så efter et par dages hvil kørte vi videre.

Ørknen

Kun de absolut største hovedveje mellem byerne er asfalterede, resten er grusveje. Meget velholdte grusveje, så farten kan alligevel holdes på et godt niveau. Så vi satte kurs mod det, som må siges at være en af

Store dele af Botswana og Namibia er dækket af Kalarari ørknen og er derfor meget sandet til stor glæde for min søn, der til hver en tid havde en kæmpe sandkasse til rådighed

hovedattraktionerne i Namibia, Namib-ørknen. Det er kun få steder er tilladt at køre ud i ørknen på egen hånd, og Sosossusvlei er et af de steder. Vi ankommer om eftermiddagen og slår teltet op uden for indgangen til ørknen. Det er støvet og varmt, men kun indtil solen begynder at gå ned, så lægger kulden sig hurtigt over området. Der advares mod, at man sætter sine sko udenfor teltet, da hyæner og sjakaler efter sigende har en forkærlighed for svedigt fodtøj. Det er da heller ikke lige nået at blive mørkt, før vi hører sjakalerne gø, først langt væk, men i løbet af aftenen tættet og tættere på. Det var ikke med min gode vilje, at jeg i løbet af natten skulle ud og tisse, men jeg klarede det uden at blive overfaldet. Ifølge guidebogen er det smukkest at opleve ørknen i solopgang, så vi tog af sted tidligt næste morgen og nåede lige frem til den berømte ”Dune 47” for at opleve solopgangen. Og jo det var en fantastisk smuk oplevelse, men også lidt underligt, for solen står jo op i øst, altså i den retning hvor man kommer fra og væk fra ørknen, så det ville egentlig nok være smukkere i solnedgang. Vi fortsætter længere ind i ørknen, indtil vi ikke kan komme længere. De sidste fem kilometer foregår med firehjulstræk i det dybe sand, og det er kun med nød og næppe vi undgår at sidde fast. Man kan frit bevæge sig rundt i de uendelige sanddyner og for hvert skridt man tager, synker man et halvt skridt tilbage igen og ned i sandet. Det uendelig landskab strækker sig så langt det er muligt at se, og så snart man har erobret den næste sand dyne, dukker der bare endnu en op i horisonten.

Ca. 70 kilometer på vejen væk fra Soussusvlei lægger vi vejen forbi en tysk bager midt i ørknen, som lavede de bedste apfelstrudel jeg har smagt nogensinde. Hvordan man finder på at bage apfelstrudel midt i ørknen er mig en gåde, men der må jo tilsyladende være kunder til det.

Havet

Atlanterhavs kyster i Namibia er rig på dyreliv, her en flok pelikaner som tigger fisk

Efter at have kørt de mange kilometer helt frem den Namibiske Atlanterhavskyst har vi brug for et hvil og et godt sted at bo i nogle dage. Heldigvis finder vi nemt en stor villalejlighed i centrum af Swarkopfmund, en tyskpræget badeby ved havet. Temperaturen er dog ikke lige til badning, da tåge og store bølger præger det nærmest uendelige Atlanterhav. Det er en helt speciel følelse som dansker at lugte og se havet igen efter at have boet et år i Zimbabwe uden adgang til havet. En af dagene i Swarkopfmund brugte vi på en bådtur ud til delfiner, pelikaner og sæler. Det var en stor oplevelse for min søn, da en sæl blev lokket op i båden med en fisk og han fik lov at klappe den, mens den stod på dækket. Vi andre kunne samtidig spise helt friske østers sammen med et glas koldt champagne.

Caprivi-Stripen

For ikke bare at køre samme vej tilbage til Zimbabwe havde vi besluttet os for at køre gennem Caprivi-stripen. Et langt stykke land, der kiler sig ind mellem Botswana og Angola og som under frihedskrigene i Angola og Namibia var stærkt militariseret. Det er det dog heldigvis ikke længere. På vejen overnatter vi et par dage på en guest-farm, som der er en del af i Namibia. Farmen er drevet af en tysk-østrisk familie, der holder kvæg og alle mulige andre dyr. Der er også en del vilde dyr, som strejfer rundt i udkanten af farmen, og de fortæller, at der huserer en leopard, som de sidste par år har dræbt otte af deres kvæg. Men de har heldigvis ikke gjort som andre farmere i området og skudt det smukke dyr. Om aftenen får vi Kudu-bush-fondue, en gryde med olie på et bål og så nogle jernspyd med dejlige møre stykker Kudukød. I det hele tager finder man en del vildtkød på menuen i Namibia.

Min søn som får chancen for at klappe en rigtig sæl på ombord på en turbåd

På kortet er afmærket store områder med nationalparker igennem Caprivi-Stripen. Vi finder dog ud af, at det ikke er rigtige parker. men områder, som staten har fredet, da der tidligere lå private game-rancher, som drev omfattende jagt i området. Det tyndede så meget ud i dyre-bestanden, at det blev for meget for staten. Vi finder et sted at bruge et par dage ved bredden af en af floderne, som flyder ned i Okawanga-deltaet i Botswana. Campingpladsen skulle have Afrikas bedste toiletter, og det var i hvert fald de toiletter med den bedste udsigt jeg har prøvet. Man skal bare ikke være generet af at sidde med bukserne nede, hvis der tilfældigvis skulle komme en lokal flod-fisker sejlende forbi. Flere af dem vender åbne ud mod floden med udsigt til flodheste og krokodiller, der flyder forbi. Flodhestene som vi også hørte græsse lige uden for teltet om natten, det lød meget tæt på, men heldigvis afholdt de sig fra at træde på teltet.

Namibia er en time bagefter de andre lande i regionen, det føles sært at sætte uret tilbage bare fordi man krydser en grænse. Helt underligt bliver det i Caprivi-stripen, da området officielt kører med Namibia-tid, men samtidig er der en del lodges, campingpladser og butikker, der kører med Botswana-tid, da det er mere hensigtsmæssig i forhold til hvornår dagen starter og slutter og hvornår det er mørkt. Temmeligt forvirrende faktisk.

Uden de store omveje kører vi resten af turen gennem Caprivi-stripen, tager en enkelt overnatning og krydser så over Botswana og tilbage til Zimbabwe gennem Victoria Falls. Turen tilbage igennem Botswana foregik gennem Chobe nationalparken, og bare fra den asfalterede hovedvej så vi mange elefantflokke, giraffer og sabelantiloper. Det lader til at væren en meget god park, som vi desværre ikke fik set nærmere på.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside