Et år i Zimbabwe og 89 sixtillioner senere

Tekst og Foto: Christer Lænkholm

For et par dollars kunne man blive trillionær i Zimbabwe. Billedet viser for ca. 50 USD Zim-Dollar før pengeombytningen i august 08, hvor 10 nuller blev fjernet.

I løbet af det sidste år har Zimbabwe oplevet en eskalation af inflationen, så den til sidst nåede op på 89.7 Sextillion (1021) procent. ZimDollaren fik jævnligt skåret 10 nuller væk. De få forretninger, som stadig havde åbent, lukkede flere gange om dagen for at fordoble priserne. Al offentlig service gik i stå, togene holdt stille, hospitalerne var tomme, skolerne og universiteterne var lukkede, vejene var oversvømmede pga. sprængte vandrør og stoppede kloakker, og der var strømafbrydelser der varede flere dage. Dertil - eller måske derfor - kom en omfattende kolera-epidemi med 100.000 smittede og 4.000 døde og en omfattende fødevaremangel, hvor over syv million mennesker var afhængige af fødevarehjælp.

Efter at have været forsinket i 14 dage pga. den voldelige valgkamp og det betændte politiske klima ankommer jeg endelig med min familie til Zimbabwe, hvor vi skal være i to år og hvor jeg skal arbejde som udsendt nødhjælpsarbejder. Et Zimbabwe, som absolut ikke ligner sig selv. Selvom naturen stadig er smuk og folk venlige, er det bare ikke det samme, stemningen på gaden er trykket og nervøs. Hvad finder Mugabe og hans venner på næste gang, tænker folk. I juli er det vinter i Zimbabwe med nattemperaturer ned til nul grader, husene er hverken isolerede, opvarmede eller har termoglas i vinduerne, så for at holde varmen sover vi næsten fuldt påklædte under det evindelige kolde tæppe.

Seddelpressen stod ikke stille

Dagligdagen i Zimbabwe var som at være i cirkus med sig selv i rollen som klovn. Inflationen var vanvittig og nåede op på 89 sixtillioner procent (86.000.000.000.000.000.000.000 %). Nationalbankens seddelpresse stod ikke stille et minut, de sprøjtede simpelthen pengesedler ud i et tempo, som aldrig er set før, og på bare et halvt år blev der skåret 23 nuller væk og introduceret nye seddelserier flere gange. Det er senere kommet frem, at nationalbanken trykkede tre kopier af hvert serienummer, en kopi til almindelig cirkulation, en til militæret og en til partiet. De fleste butikker var lukkede, og de få, der havde åbent, solgte kun ganske få ting, og det til priser, der svingede flere tusinde procent op og ned - i forhold til kursen på det sorte marked vel og mærke. Bare at få handlet de mest basale ting ind kunne tage en hel dag, og så var man sikker på kun at komme hjem med halvdelen af, hvad man behøvede. At veksle på gaden var ulovligt, og ved store beløb var risikoen for at blive snydt alt for stor, man har ikke lige tid til at tælle 10 bundter af hver 100 sedler igennem midt på gaden.

Heldigvis fik jeg hurtigt kontakt med en pengeveksler med gode forbindelser direkte til nationalbanken, så hele bundter af nytrykte penge blev det ofte til. Det var faktisk temmelig stressende at vide, at så snart du har fået dine Zim-dollar i hånden, begynder de at miste værdi. Derfor er det bare at få dem brugt så hurtigt som muligt, hvilket jo så er svært, når de fleste butikker er lukkede. På et tidspunkt røg prisen på en øl op til det, der svarede til 50 kr. Det var lige godt for groft, så jeg var tørlagt i 14 dage, ind til inflationen havde gjort, at prisen var faldet til 5 kr. Det var lidt ligesom hollandsk udsalg, når priserne var høje, så var der varer at købe, som så blev billigere med tiden. Kunsten var at slå til og købe op på det helt rigtige tidspunkt, inden de blev udsolgt eller inden prisen blev sat op igen. På et tidspunkt gik det så hurtigt, at butikkerne lukkede mange gange om dagen for at sætte priserne op. Frustrerende når man lige har tjekket prisen for derefter at veksle lige det beløb, man har brug for, og når man så kom tilbage, var det alligevel ikke nok.

Elefanter på veje og togskinner er til stor fare for trafikken, specielt omkring Hwange nationalpark.

Den eneste turist

Selv om situationen i landet er helt til rotterne, kan man jo godt nyde en god safaritur i den største park i Zimbabwe - Hwange, som er på størrelse med Belgien og huser ikke mindre end 30.000 elefanter. Så efter på forhånd at have booket et lille hus i parken hos parkadministrationen, drog vi af sted. Det første man skal gøre, før man kommer ind i selve parken, er at skrive sig ind i deres logbog, og minsandten ser vi, at den sidste besøgende kørte ind for to dage siden, så for en gang skyld kan man have det hele for sig selv. Selv om regntiden er begyndt, bliver vi absolut ikke skuffede, i hvert fald ikke den første dag. Som en rigtigt safariturist står jeg på ladet af min bil og får spottet alle de sædvanlige dyr: elefanter, giraffer, flodheste, krokodiller, kuduer osv. Nogle endda lige tæt nok på, specielt en kæmpe hanelefant, som stod kun tre meter fra vejen og gnaskede blade fra et træ, var skræmmende. Efterhånden som vi kommer længere ind i parken, skifter landskabet karakter fra åbent savannelandskab til lukket krat og til sidst sumpet bush. Elefanter kan ikke lide at gå rundt på alt for sumpet jord, de synker simpelthen i, så det var kun i den første del af parken, at vi så elefanter, og det var også meget begrænset, hvad vi så af andre dyr på sidste del af turen. Vi kunne dog høre løverne brøle om natten, men set dem fik vi ikke. Skiltet foran vores lille hus siger: ”Please note: Hyenas Eat Everything”. Efter sigende skulle de være specielt glade for ens gamle sko, hvis man har været så dum at efterlade dem uden for døren. Og hvis man først har mistet sine sko i Zimbabwe, må man gå rundt barfodet, for sko eller sandaler er ikke til at opdrive.

Vandforsyningen har været noget ustabil med mange afbrydelser, billedet viser hvad man nogle gange får ud af vandhanen.

Alle unødvendige rejser til Zimbabwe frarådes

Alle verdens udenrigsministerier frarådede på daværende tidspunkt alle rejser til Zimbabwe, så antallet af turister var selvfølgelig meget begrænset. De der alligevel kom, holdt sig i området omkring Victoria Falls, så de hurtigt kunne smutte tilbage til Zambia efter at have set det spektakulære vandfald. Det var ikke fordi det var decideret farligt at være i Zimbabwe, men rejsebetingelserne var bare meget vanskelige, specielt mht. transport og mad. Pga. konstant mangel på brændstof kørte tog og busser meget uregelmæssigt, og da der heller ikke var reservedele til biler, ville det være noget af en livsfarlig tur at begive sig ud på. Der dræbes mindst 3.500 mennesker om året i trafikken i Zimbabwe, og jeg har da også tit set uheld rundt omkring på vejene.

Ligesom hos Fleggaard

Maden var et kapitel for sig, meget få officielle butikker havde noget på hylderne, så det var om at have gode kontakter for at holde sig forsynet i det daglige. Vi drog derfor også på jævnlige indkøbsture til nabolandet Botswana. Desværre havde mange andre tusinder Zimbabweanere også fået den ide, og grænsen var tit pakket med mennesker, så det kunne tage op til fire timer at krydse grænsen, og det var hver vej. Der var selvfølgelig visse måder at speede processen op på - specielt på Zimbabwe-siden. En række unge

Syv millioner mennesker overlevede på fødevarehjælp i 2008, billedet viser kvinder som venter på at få deres månedlige madration.

fyre tilbød, at man kunne snige sig foran i køen for en beskeden sum penge, det gik da også godt den første gang, men anden gang blev jeg snuppet og anklaget for illegalt at krydse grænsen. De aggressive politimænd råbte op om, at nu skulle jeg for retten, og at jeg absolut ikke kunne betale en bøde på stedet. Jeg havde også en kollegas datter med i bilen, og hun blev også taget med, og så blev jeg ellers anklaget for trafficking oveni. Men det hele var selvfølgelig et ægte scam, og efter at have betalt lidt dollars til deres frokost, blev vi sluppet fri med smil og håndtryk og inviteret indenfor, hvis vi skulle krydse grænsen en anden gang.

At komme til Botswana mindede mig om gamle dage, hvor man tog til tyskland og fyldte bilen op med øl, slik og sprut. Folk her kørte bare ikke til Botswana for at købe øl, slik og sprut, men for at købe ganske almindelig mad, så de overhovedet kunne få noget at spise. Specielt deres evindelige majsmel, som bruges til Sadza - en slags tyk majsgrød, som de spiser til morgen (med sukker på) til middag og til aften med kød eller kogt spinat - blev der læsset på bilerne. Omkring jul blev presset på Botswanas beholdning af majsmel så stort, at der blev indført restriktioner på, hvor meget man måtte tage med over grænsen til Zimbabwe. Tredive kg per person, og alle biler blev grundigt gennemsøgt efter det hvide guld, som de lokale kalder det.

Høsten ser ud til at blive god i år, billedet viser en dreng i familiens majsmark.

Den forbandede majs

Majsen er det sydlige Afrikas og Zimbabwes forbandelse. Det kom til området i starten af 1900-tallet sammen med de hvide kolonister, som dyrkede det som mad til deres dyr, men lokalbefolkningen fik hurtigt smag for den hvide majs. De fleste steder er der i virkeligheden alt for tørt til at dyrke majs, og der må derfor bruges kunstvanding, noget de små fattige bønder ikke har råd til, og derfor får de år efter år en middelmådig eller dårlig høst. Men de er blevet så vant til majsen, at de ikke kan forestille sig et måltid uden, lige som man for tredive år siden skulle have sovs og kartofler i Danmark.

De hvide farmere

Der er stadig en del hvide Zimbabweanere tilbage i Zimbabwe, populært kaldes de Rhodies (efter Rhodesia). Før år 2000 var der ca. 4000 hvide farmere, som sad på over 70 % af landbrugsjorden. Nu er der ca. 300 tilbage. Farmerne fik frarøvet deres jord og er for de flestes vedkommende sure og bitre, nogle er flygtet til nabolandende specielt Sydafrika, men mange har også slået sig på diverse business, specielt fremstilling af teakmøbler ser ud til at være en populær beskæftigelse. Manden vi købte vores møbler af, var da også tidligere farmer, som havde en kæmpe farm vest for Harare, med over 2.000 dyr. Hans farm blev invaderet af sorte bøller, som kaldte sig krigsveteraner, men som ikke var mere end tyve år og derfor aldrig kunne have kæmpet i nogen som helst frihedskrig. Mens resten af landet sultede, slog de alle hans dyr ihjel og lod dem ligge på jorden og rådne op, samtidig med at de plyndrede resten af hans farm for alt. Nu ejes farmen af en af Mugabes venner, alt er tilgroet, og den producerer ikke noget længere. Blandt den almindelig sorte befolkning er der ikke noget had til de hvide, de bliver betragtet lidt på afstand, og der socialiseres sjældent. Mange af de hvide sidder stadig fast i deres romantiske drømme om Rhodesia-tiden, hvor de havde magten i landet, og det er ikke unormalt at støde på Rhodesia-flag og gamle militærbilleder i de hvide hjem samt beklagelser over, hvor dovne de sorte er, og hvordan de ikke passer godt nok på deres ting.

Man skulle tro, at efter hvad befolkningen har været igennem under det hvide mindretals styre frem til 1980, så skulle der - ligesom i Sydafrika - være en vis skepsis over for hvide mennesker, men det er langt fra tilfældet, folk på gaden er høflige og imødekommende. Selv politiet har altid været høflige over for mig.

Pige på vej til markedet for at bytte sin høne til majsmel, som bruges til majsgrøden Sadza.

Tiden

Man kan som dansker godt blive fascineret af den lokale omgangsform, man tager tingene, som de kommer og planlægger ikke alt for meget. Men når man arbejder her og forsøger at få nogle ting gjort, så kan det godt været noget frustrerende. I starten lænede jeg mig lidt tilbage og tænkte, nå ja, det er jo deres kultur og på en eller anden måde får de jo tingene gjort, for det gør de jo i sidste ende. Men det gik tydeligere og tydeligere op for mig, at de lokale er lige så frustrerede og stressede over deres egen mangel på planlægning og tidsfornemmelse, det er bare svært for dem at ændre sig kollektivt. For man vænner sig hurtigt til ikke at komme til tiden til et møde, hvis man har oplevet at sidde og vente lang tid på de andre. De er i virkeligheden ikke så laid-back og tilfredse, som de umiddelbart giver udtryk for, de har bare accepteret tingenes tilstand.

US Dollar, Rand og Pula

Efter at Mugabe og Tsvangerai endelig fik dannet en samlingsregering, er det så langsomt begyndt at gå fremad i Zimbabwe, i hvert fald på visse punkter. Samtidig er høsten, pga. gode regnmængder, blevet helt ok, og man forventer, at ”kun” 3-4 millioner mennesker vil være afhængig af fødevarehjælp i næste sult-sæson. I februar blev Zim-dollaren afskaffet, og alt handles nu i US Dollar, Rand eller Pula, priserne er faldet, og landet oplever nu en decideret deflation. Butikkerne er igen fyldt med varer, og man kan nu få de fleste nødvendige ting uden at skulle jagte rundt en hel dag. Der er dog visse tilbageslag, forsyningen af brændstof er noget ustabil pga. korruption i det statslige olieselskab, som har monopol på al import af brændstof. Menneskerettighederne i landet er stadig under pres, militæret og efterretningstjenesten nægter at adlyde premierministeren, der er stadig politisk vold, ulovlige tilbageholdelser, undertrykte medier, og alt hvad der ellers hører med til et diktatur. Mugabe er i dag 85 år, men er stadig i fuldt vigør, og han arbejder netop nu på at blive officielt udnævnt som sit partis ”all time supreme leader”. Der er dog gang i en proces hen imod at få lavet en ny forfatning med deltagelse af alle grupper i samfundet. Hvor det helt præcist fører hen, er der ingen, der ved, men de fleste håber det bedste.

Næsten overalt i Zimbabwe kan man støde på giraffer, giraffen her fandt vi i Hwange nationalparken

Praktiske Oplysninger

Rygsækrejse: Zimbabwe er et glimrende safarirejsemål og kun halvt så dyr som nabolandene, når det drejer sig om safariture. Jeg vil dog ikke anbefale deciderede rygsækrejser til Zimbabwe. Dertil er der stadig for få overnatningsmuligheder, og det er forholdsvist dyrt.
Landtransport: Enten kan man tage en pakketur, eller man kan i Botswana og Sydafrika leje en 4x4 bil for ca. 80 USD om dagen inkl. alt campingudstyr (telt, soveposer, køleskab, gasblus osv.). Billeje i Zimbabwe er uforholdsmæssigt dyrt.
Fly: Zimbabwe Air flyver faktisk direkte fra London et par gange om ugen til Harare til 3-4.000 kr., eller man kan flyve via. Jo'Burg i Sydafrika for ca. 8.000 kr.
Visum: Fås ved indrejse til USD 30 for et single-entry. Og vær opmærksom på, at der ikke findes ATMs i landet, så medbring rigeligt med kontanter.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside