Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Fire bryllupper og et vandfald

Tekst: Jacob Gowland Jørgensen,
Foto: Jacob Gowland Jørgensen, Peter Ulf Jørgensen, Christian Jørgensen og Fabian Maine


Vandene skiltes, og brudeparret kunne ånde lettet op efter en vellykket vielse, og grinende se frem til et brag af fest mens der blev taget billeder ude i kirkens grønne gård.
 
Enhver mands drøm, og enhver mors mareridt, blev pludselig en realitet, da familie og venner drog til bryllup i et land, som flyder med smukke mennesker, køer og pingviner, og hvor planlægning er en by i - ja, Argentina.

Forvirringen er total. Små og store mennesker går rundt mellem hinanden i kirken ”Nuestra señora de las Mercedes” i den aristokratiske forstad Belgrano i Buenos Aires, Argentina. Selvom sponsering er en fast bestanddel af livet i metropolen med 11 mio. indbyggere, så skyldes kirkens navn ikke et tysk bilfirma, men en lokal helgen, der skal sikre, at dagens usædvanlige brudepar får en god start på livet som hr. og fru Jørgensen. Men helgenen har lidt svært ved at gøre så meget ved det sceneri, der udspiller sig foran den. Klokken er 17.50 på en lørdag, og det er store dåbs- og bryllupsdag, så det er vigtigt at brylluppet starter kl. 18.00, fortalte præsten Benzon, hvis familie oprindelig hed Bentsen, og stammede fra Nordjylland. Tid er ellers sjældent noget, der bliver taget alvorligt her, men i dag bliver det taget meget alvorligt. En barnedåb er netop overstået, og bryllupsgæsterne forsøger at komme ind, mens en masse andre forsøger at komme ud. Gommen med familie kæmper sig igennem op til alteret for kun at konstatere, at der ikke er nogen præst, ingen stole eller så forfærdelig meget andet. Brudens familie kommer forvirrede ind fra en sideindgang, og begynder desperat at lede efter præsten. Samtidig begynder flere af dåbsgæsterne at hulke højlydt, og sætter sig stortudende på flere af de forreste rækker. Pludselig rammer sandheden den danske, protestantiske gom, og det går op for ham, at han befinder sig i en katolsk kirke, at han skal giftes med en argentinsk, katolsk kvinde og have adskillige hundrede katolske gæster til middag, og det netop på det tidspunkt, hvor pave Johannes Paul har tabt kalotten for sidste gang, og er draget mod Skt. Peters porte. Samtlige dommedagsprofetier og overtroiske uheldsvarsler fra ind- og udland passerer revy for gommen, mens den lejede pingvindragt pludselig strammer skæbnesvangert om halsen.

Klokken er nu 17.55, og bryllupsgæsterne får presset de andre besøgende ned mod udgangen, de hulkende siver ud af kirken, og halleluja, præsten kommer løbende ind i cowboybukser, og forsikrer, at der skal holdes bryllup. Vandene skilles, og det hele bliver sat op i løbet af ingen tid, og 17.58 lægger der sig en befriende stilhed over det store, hvide kirkerum. Sveden pibler frem fra gommens pande - nu er der kun at vente. Præsten får kåben på, og alt ånder fred, udover den hjertelyd, som må kunne høres i hele rummet, tænker gommen. Men den åndelige Mercedes er med det usædvanlige brudepar. Dørene går op kl. 18.00, og sjældent har verden set så skønt et syn vandre op af kirkegulvet, mens kirkesangerne, som til daglig synger i Buenos Aires verdensberømte opera, får en ny bølge af våde øjne til at opstå blandt gæsterne. Enhver mands drøm står nu ved siden af gommen, og ser forelsket og nervøs ud. Ave Maria, tænker gommen, da vielsen er vel overstået, og overvejer at blive lidt mere religiøs end man nok er, når man er sådan en gennemsnitsdansker fra en ret uaristokratisk forstad til København, og hvis familie kun forgrener sig til Brønderslev og til Flemløse lige syd for Snave.

Fra pampassen til Strøget

Historien begynder halvandet år før, hvor en moderne kvinde fra globaliseringens tidsalder, beslutter sig for at tage fra Argentina til det kolde nord, og besøge det land, hvor en del af hendes familie stammer fra, og samtidig studere på universitetet. Hendes familiehistorie stammer fra en tid, hvor det var det normale, at det var danskerne, der vandrede ind i andre lande for at kunne få et bedre liv end i fattige Danmark. Hendes danske mor kom til Argentina sammen sin far, der var dansk ambassadør dernede, og hun fandt sin argentinske drøm hos en ung mand fra en af de gamle, argentinske storfamilier, der oprindeligt bestod af spaniere og englændere. Mange år senere befinder den unge, moderne datter med den vidtfavnende familiehistorie sig i barlygternes skær på en råkold januaraften, hvor sneen og blæsten har indtaget stræderne i København. Glade, unge stemmer blander sig i baren og på dansegulvet, hvor der danses tæt for at få varmen, og efter nogle få danse
Inde bag denne facade ligger en bank, der som mange andre banker i centrum af Buenos Aires har valgt at have metalskodder for - også i åbningstiden, hvor bevæbnede vagter lukker kunderne ind af bagdøren.
med en dansk fyr, tager kvindens islandske veninde et billede af den argentinske kvinde og den danske fyr, og forudser, at de bliver gift. Om der virkelig er noget om de islandske spådomsmagere (så billedet af Ørnen på DR ikke bare er ren okkultisme), er svært at sige, men spådommen fra sagaøens datter blev til virkelighed, og billedet fra den råkolde januaraften, hvor tangoen og støvledansen mødte hinanden i en skøn forening, hænger på min opslagstavle. For det var den aften at jeg mødte min argentinske kone Clara. Knap halvandet år senere stod vi i vores landes nationalfarver, og blev gift på rådhuset i Danmark, og det var startskuddet til det der skulle blive en oplevelse i argentinske dimensioner - fire bryllupper og et vandfald. Vi skulle til vores kirkebryllup og stor fest med 17 tilrejsende danskere, islændinge og en enkelt franskmand. Vi havde på forhånd arrangeret hotel i det smarte Recoleta i Buenos Aires, og en masse udflugter og aktiviteter af den slags, som er meget nemmere at arrangere når man kender nogle lokale. Men det var slet ikke nemt, når det er i et land som Argentina, hvor planlægning bliver betragtet som overvurderet, og hvor der ikke er noget, der ikke kan laves om. For anden gang. Uden at spørge. Turistbureauer og guider har dog fået øjnene op for at mange turister er vant til noget andet, så det hjalp. Og utroligt nok får man også selv en mere fleksibel indstilling til tid. Der var dog også en faktor, der gjorde det hele lidt nemmere; penge.

På trods af landets rigdom gik Argentina konkurs i 2001, så alt er i den prisklasse hvor man bestiller det man vil have, og dropper at kigge på priserne - og samtidig i en kvalitet som sagtens kan måle sig med Europa. Når en fin middag for to med mørbradbøffer på 400 gram og en flaske vin går til 100 kr., så skal der ikke være nogen smalle steder, og vores aktivitetsniveau matchede da også meget fint verdens bredeste boulevard, den 16-sporede Avenido de Julio, der løber gennem Buenos Aires. Denne fortælling handler også om eksotiske ord som Tango, Pampas, Delta, Malbec og Lomo, der blev virkelige for os, og ikke mindst store portioner argentinsk festlighed og venlighed. Man siger om argentinerne, at de er italienere, der snakker spansk, går klædt som franskmænd og gerne ville være englændere, og det billede kom til at passe på vores oplevelser - det levende, kaotiske, elegante og aristokratiske samlet i et folk.

Følg koen

Det er forunderligt, at koen endnu ikke er blevet ophøjet til et helligt dyr i Argentina, hvor oksekød er blodig alvor, og hvor koen har været lige så vigtig for samfundsudviklingen som øllet og skibet har været i Danmark. Derfor blev temaet for vores rundtur i hovedstaden også hurtigt vores ven med de fire maver. Når vi var sultne gik vi på ”Siga la vaca” (=”følg koen”) og spiste Lomo (grillet oksemørbrad i en kvalitet som overgår fantasien), og når vi ville shoppe gik vi i indkøbscentret, der havde været et dyrskue tidligere, og da vi kom til parlamentet begyndte alle vi danskere at skraldgrine, så vores guide kiggede mærkeligt på os. Det viste sig

Stærke mænd var - og er - meget værdsatte i Argentina, så da familiens estancia "Las Saladas" skulle restaureres omkring år 1810 måtte Napoleon naturligvis have en hædersplads over pejsen.
 
nemlig, at da de to stridende parter fra uafhængighedskrigen i starten af 1800-tallet sluttede fred, skulle der være et synligt symbol på det, og republikanernes hvide farve blev blandet med føderalisternes røde farve, og således opstod Argentinas svar på det hvide hus, det lyserøde hus ”Casa rosada”, som man kan se i filmen ”Evita”. Og parlamentet blev selvfølgelig malet med koblod...

Vi havde arrangeret en tur ud af byen, hvor vi kørte med Tren de la costa (=”Kysttoget”) til det floddelta, som er grunden til at Buenos Aires ligger hvor den gør, og vi havde lejet en flodbåd med skipper, mad og hjemmebag for 100 kr. pr. person. Det var efterår, og det blev en smuk tur med solskin og 25 graders varme, hvor slæbebådene tøffede forbi de huse, der lå spredt på småøerne, og som helt naturstridigt havde haver - de fleste af dem konstant oversvømmede, men altid velholdte. Vi hilste på turistbåden, og følte os som konger og dronninger i vores flydende kongerige, mens vi så Buenos Aires´ skyline tårne sig op i horisonten. Da vi kom tilbage til havnen ventede den bestilte bus på os, og vi kørte til én af de mange fremragende fiskerestauranter, der ligger ved kysten. Køerne slap den aften, og i stedet spiste vi kæmperejer og fiskespecialiteter, der blev skyllet ned med fadlagret, lokal Chardonnay og rødvin af nationaldruen Malbec. Den følgende dag var vi på ”Club Del Vino” til vinsmagning og byens mest elegante mad, og vores vinsmagningsdame var en elegant, lille argentinsk dame, som i blodrødt jakkesæt og med de mørke krøller stående ud til alle sider, underholdt os på engelsk med store smil og en særegen, kontrolleret vildskab - en rigtig porteña, som folk fra Buenos Aires kalder sig selv. Højdepunktet i Buenos Aires var det mest turistede indslag på turen, tangoaften på ”El viejo almacen” (=”Den gamle købmand”) hvor det var svært at sidde stille i ren begejstring over de dygtige dansere, og de høje hæle slog gnister og violinen skreg sørgmodige sange om kærlighedskvaler ud til os. Inden da havde vi øvet os i tangoens trin på en danseskole, og selv de mest skeptiske herrer måtte indrømme, at det var let at danse tango, så det ser elegant og selvfølgeligt ud - og lige har det touch af arrogance, som argentinerne også er berygtede for. Den lokale joke er, at hvis en argentiner skal begå selvmord skal han bare springe ud fra sit eget ego! Aftenen endte vådt, for vi havde stadig ikke vænnet os til de lave priser, så i stedet for at få et glas vin og en øl fik vi en flaske vin og en bakke øl, når vi bestilte noget, og det endte med dans ud til de lyse timer en torsdag morgen på et diskotek i tango-bydelen San Telmo.

Den klassiske argentinske estancia "Las Saladas" var yderste forpost før indianerland da den blev bygget i 1780, og med dens enorme jordarealer lagde den grunden til et familiedynasti og en hel landsby, hvor arbejderne boede.
Åndernes hus - nu med myg

Pampassen er en enorm og frodig slette, der går fra Buenos Aires og langt ind i landet, og 250 km derude ligger min kones families lille landsted, kaldet en estancia. Nu er lille og landsted måske ikke helt de korrekte ord, for alting er større i Argentina, og estanciaen er mere et gods i stil med det i filmen ”Åndernes hus”. Den oprindelige jord til godset svarer til arealet for 600 danske bondegårde - og man kan finde grænserne for godset på et verdenskort... Det er bygget i slutningen af 1700-tallet, og det er lidt pudsigt, at samtidig med at man afskaffede stavnsbåndet i Danmark, indførte man det i Argentina, og beholdt det i mange år. Det er denne estancia, ”Las Saladas” (= ”Saltene” opkaldt efter den lokale flod), som havde gjort familien til en af Argentinas vigtigste og rigeste familier, men mange års opdeling af jorden, og krisen i landet gør, at der er mange familier, der må sælge deres godser, og familiens gods er ingen undtagelse. Vi skulle selvfølgelig derud og opleve det historiske sted, møde familien, ride på heste på pampassen i solnedgangen og gå tur i parken med statuerne, grantræerne og palmerne med undulater i. Samt ikke mindst hilse på vores venner - køerne. Men nu skulle vi lige have straffen for at rejse i efteråret, og det silede ned, og myg så store så svenske skovmyg ville blive bange, var en grim start på turen, og samtidig var der en reel risiko for at vi ikke kunne komme derfra igen i tide pga. mudderet. I stedet brugte vi tiden på at se på billeder af forfædrene, som havde været helte i uafhængighedskrigen og havde skabt dette sted som ”the last frontier” før indianerlandet vestpå. Inden for var der også lynnedslag, for min kones mor havde naturligt nok svært ved at acceptere, at hendes datter nu skulle gøre det samme som hun havde gjort 33 år tidligere; at flytte om på den anden side af jorden. En mors værste mareridt resulterede i at samtlige kulturforskelle mellem dansk og argentinsk tankegang blev afprøvet på ganske kort tid, og resultatet var, at min kone og jeg begge blev så stressede at vi blev syge, og derfor kom til at spise hinandens medicin, og blev endnu mere afkræftede... det var fem dage inden kirkebrylluppet. Men også her blev regn vendt til sol, og vi spiste den traditionelle asado med grillet oksekød og lækre grillpølser i solskin inden vi vendte tilbage til Buenos Aires. De næste fire dage kørte vi så meget i taxa, som jeg aldrig har prøvet før, for vi skulle nå at have styr på det sidste, dvs. alt det der var lavet om i sidste øjeblik. Dvs. det meste til et bryllup med 120 spisende gæster, og i alt 180 til fest, for det er normalt, at der kommer en masse venner efter middagen.

Vielsen & bryllup nr. 2

Efter den veloverståede vielse i ”Nuestra señora de las Mercedes”, hvor præsten fik sendt en bøn til den nyligt afdøde pave (og samtidig var i stand til at lave jokes på engelsk om de vikingegener, der nok gemte sig i mig), kørte vi til de ”beskedne” festlokaler, som var ”El Jockey Club de Buenos Aires”, som er et fantastisk sted, der i landets aristokratiske macho-ånd normalt er forbeholdt mænd fra de bedste familier. Det ligner en blanding mellem et middelalderslot og et engelsk hus, og der skulle vi holde et multikulturelt bryllup, som få af de tilstedeværende gæster vil glemme. Konceptet var groft sagt, at middagsdelen var danskinspireret, fx var der kun 120 gæster og ikke 700, og der var taler, som argentinerne da også gerne ville være med i. Det blev en lang og festlig middag, hvor tårerne jævnligt trillede fra min kones

Næsebjørnene var overalt ved Iquazu, og havde man mad med, var man sikker på, at det kun var et spørgsmål om et øjebliks uopmærksomhed før den var væk.
veninder, for de var slet ikke vant til at man var så personlige til et bryllup, og onklerne roste os for at have lavet et så intimt bryllup. Middagen bestod selvfølgelig af ko og andre gode sager, for gommen nægtede at følge restaurantens forslag om at vi da skulle have den dyre og eksotiske ret ”Svinekotelet”. Efter brudevals på flere måder blev der lagt i kakkelovnen til argentinsk bryllup, som primært foregår på dansegulvet, og som kun kan betegnes som usædvanligt kækt. Vi skulle flyve som supermand, båret af vennerne og ledsaget af titelsangen, og der var fællesdanse, ringdanse, smiden rundt med brudeparret, og alt sammen godt hjulpet på vej af mørbradsandwich de luxe og fri bar, som stedet så letsindigt havde givet os for næsten ingen penge. Da klokken nærmede sig 3 om natten, hvor visse fester nok ville ende, blev der skruet op for tempoet, og afslutningsdelen blev sat i gang med karnevalsstemning, samba amok, hatte og serpentiner, inden afskedens time og de sidste billeder skulle tages, og vi drog mod vores luksushotel i centrum af Buenos Aires. Glade og trætte smil fulgte os på vej. Dagen efter var der opbrud, og hele holdet drog i hver sin retning - nogle ned og se pingviner på Valdez-halvøen, andre til vindistriktet ved Mendoza og vi tog på bryllupsrejse til Argentinas spektakulære vandfald Cataratas del Iguazu, der ligger ved grænsen til Brasilien og Paraguay.

På grænsen mellem Brasilien, Paraguay og Argentina kan man nyde synet af et af de flotteste huller i jorden - de spektakulære vandfald i den frodige og lettilgængelige nationalpark Iquazu.
 
Kæmpens vandland

Vi havde frygtet at Cataratas del Iguazu var en turistfælde, for når der lå et Sheraton hotel midt i det hele med ekstra dyre priser for udlændinge, så tegnede det ikke godt. Vi blev dog positivt overraskede, og den unikke naturpark som vandfaldene ligger i, passer perfekt med de fantasibilleder jeg altid har haft af hvordan Nilens udspring måtte se ud. Massive, røde klipper og enorme mængder vand i frit fald. Vi fløj over vandfaldene i en helikopter, og det ser præcis ud som om en kæmpe har skulle vaske fødder i floden, og på den måde har lavet et enormt hul, hvor Sydamerikas 2. største flod løber ud over kanten, mens ørnene cirkler oven over og de små næsebjørne nysgerrigt løber rundt og kigger efter mad på de mange gangstier. Det kan kun anbefales.

Bryllup nr. 3 og 4 og Freja Maria

Det tredje bryllup var hos min kones veninde i weekenden efter vores i bjergbyen Salta ved Bolivia, hvor veninden skulle giftes med en amerikaner, men da alt jo kan laves om, ændrede de datoen, så det nåede vi ikke. Her efter brylluppet har vi oplevet den glæde, at min kone er blevet gravid, og det ser ud til at vi skal have en baby på vores 1-års bryllupsdag, og den vil så blive halvt dansk og halvt argentinsk, og skal derfor nok hedde Freja Maria. Babyen har også formildet min kones mor, som nu godt kan se fordelen ved ham danskeren fra forstaden til København, og det er jo også meget nemmere at holde kontakten i dag med billig telefoni og internet med kamera end det var i 1969. Men vi ikke helt sikre på kønnet, og datoen kommer jo nok heller ikke til at holde med de argentinske gener, der er i babyen, så vi må hellere lige spørge vores islandske veninde om hun har fået nogle tegn, inden vi køber det lyserøde babytøj, og så i øvrigt købe en Mercedes, så helgenen fra vores vielseskirke kan hjælpe os videre. Det fjerde bryllup? Ja, det viste sig efterfølgende, at vi i kampens hede ikke var blevet rigtig gift i Argentina, for papirerne var blevet forsinket, så når vi skal derned til barnedåb, skal vi lige forbi bryllupskontoret i Buenos Aires. Men denne gang skal det bare være os to med baby i en af de mest elegante og levende hovedstæder i verden, Buenos Aires.

Fakta om Argentina

Danskere i Argentina: Den danske koloni i Argentina er den næststørste danske koloni i verden, og der er flere byer syd for Buenos Aires med danske skoler og kirker, bl.a. Tandil, Necochea og Tres Arroyos. Der udvandrede 13.000 danskere til Argentina i årene 1860-1930, og et forsigtigt gæt lyder på, at der ca. er 50.000 mennesker med direkte eller indirekte tilknytning til Danmark i dag. Byerne ligger ikke overraskende i et område hvor der både er et behageligt klima, Argentinas bedste landbrugsjord og samtidig de bedste strande i landet. Læs fx ”Indvandrernes paradis. Danske rødder i Argentina” af Adil Erdem, der netop er udkommet på Geografforlaget.

Bedste rejsemåneder: Argentina er et oplagt rejsemål året rundt pga. de mange klimazoner og højdeforskelle, men Patagonien i juli er altså rigtig koldt og blæsende. November, december og marts er alle oplagte måneder med flot vejr, og januar og februar kan også godt være fantastiske fra Buenos Aires og sydpå, men er man ikke til fugtig varme skal man prøve at undgå dem. April og maj har også sin charme med køligere vejr og høj sol i Buenos Aires. Argentinerne holder selv lang sommerferie fra Jul og frem til februar.

Fly: Det er billigst, hurtigst og bedst at rejse med Alitalia via Milano, og en retur koster 5800 kr., hvis du booker i rigtig god tid. Turen kan nogle gange blive billigere ved at købe discountbilletter til fx Madrid eller Barcelona, og flyve sydpå med Aerolineas Argentinas. Det kan anbefales at undgå Iberia på denne rute, da”Sibiria Airlines” i dette tilfælde ville være et mere passende navn. Flypas til at flyve indenrigs i Argentina kan købes til priser fra 700 kr./enkeltbillet i Danmark. Der er 4-5 timers tidsforskel afhængig af årstid, da man ikke har vintertid i Argentina, og turen kan gøres på under 24 timer fra hjem til hotel. www.alitalia.dk og www.aerolineas.com.

Hoteller: Juncal Palace Hotel i Recoleta, Buenos Aires er et lidt slidt, men hyggeligt mellemklassehotel med en perfekt beliggenhed i gå-afstand fra transport og attraktioner. Det koster 150 kr./person/nat i dobbeltværelse. www.juncalpalacehotel.com.ar. Sheraton Hotel ved Iguazuvandfaldene er det eneste hotel, der ligger ved selve vandfaldet, og man kan derfor selv gå rundt i området, og dermed undgå de mange turbusser. Det kostede 300 kr./person/nat, men priserne svinger meget, og der er mulighed for pakker og rabatter i hverdagene. www.sheraton.com/iguazu

Aktiviteter: Club del Vino, vinsmagning for 150 kr./person, og hovedretter op til 100 kr. Der er også et lille vinmuseum og teater i klubben www.adondevamos.com/bares/Club-del-Vino/905 . Tangoaften på El Viejo Almacen med stor middag med drikkevarer og show bagefter koster 400 kr./person. www.viejo-almacen.com.ar. Kæmpebuffeten på ”Siga La Vaca” koster 35 kr./person, og er et populært sted for unge argentinere, www.adondevamos.com/restau/Siga-la-Vaca/446. For at komme ind på ”El jockey Club” kræver de, at man kender et lokalt medlem, men man kan altid nyde billederne på deres hjemmeside /golf.eljockeyclub.com/index2.html

Mere information: Se den officielle turisthjemmeside på www.turismo.gov.ar og fx CC Travels informative sider.

Alle priser er cirkapriser, da prisstigningerne i øjeblikket er høje i Argentina, og priserne på hoteller og restauranter er steget med op til 20% det sidste år. Heldigvis er priserne med danske standarder stadig meget lave. 1 argentinsk peso = 2 kr. = vestlig kvalitet til lave priser. Flypriserne svinger også en del.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside