Insiderguide til Buenos Aires
Tekst: Jacob Gowland Jørgensen,
Foto: Jacob Gowland Jørgensen m.fl.
Efter at have besøgt Argentina seks gange i løbet af de seneste seks år er jeg nu ved at få styr på den fascinerende og ret uoverskuelige samling af kvarterer og mennesker kaldet Buenos Aires, BA. Og selvom byen er kolossal med sine 10 mio. mennesker, kan du måske ikke engang finde den på den GPS, du har taget med, for de lokale kalder den som regel ”Capital Federal” eller bare ”CF”...
Her er derfor en insiderguide om byen og en fotosafari om det noget nær perfekte rejseland, den ligger i. Det er altsammen baseret på viden fra egne rejser, fra andre berejste og fra en stribe venner i Buenos Aires, der kender byen som deres egen bukselomme.
Den bedste måde at rejse
Buenos Aires er en enorm by med mange mennesker samlet på lidt plads, og samtidig er Argentina verdens 8. største land. Det er også et land med store indkomstforskelle og med et tydeligt sydeuropæisk præg på service og kvalitet. Det er et udpræget servicesamfund, hvor alle former for praktisk hjælp kan fås billigt.
Det betyder, at:
- Det tager rigtig lang tid at køre rundt i landet på egen hånd. Brug de mange indenrigsfly til at se noget, prioritér hvad du vil se og kombiner eventuelt med langtursbusserne, som er ren luksus
- Vejret er altid godt et eller andet sted i landet, og møgfugtigt et andet sted!
- I Buenos Aires bør man i den grad afholde sig fra at køre selv pga. trafikkulturen og dårligt skiltede, ensrettede veje; det er hurtigt at komme frem med taxa og metro
- Det kan være billigere at leje en bil med chaffør (en remis) end at leje bil selv eller tage en bus
- Det kan være bedre - og billigere - at få fx et lokalt rejseburau til at arrangere en tur end at gøre det selv, fordi de har mange lokale kunder og derfor gode aftaler med hoteller. En tur til Iquazu nationalparken fra Buenos Aires fx.
Med andre ord: At gøre det hele selv er ikke altid bedst og billigst i det her land. Nyd det faktum og få mere ud af din ferie ved at overlade noget af arbejdet til de lokale guider, chaffører, kokke osv. Skulle du blive syg kan du også få lægen til at komme til hotellet!
De bedste steder at bo
Det, der oftest snyder ved Buenos Aires er, at man tror der er et centrum. Det er der også, faktisk mindst en 5-6 stykker, og de er langt fra lige interessante set fra en rejsendes synspunkt.
Ved det oprindelige centrum, Microcentro, har du parlamentet, obelisken og en lang gågade, og her ville jeg personligt ikke overnatte. Det er lidt en blanding af en turistfælde og et kontorområde, og der er derfor ret affolket her om aftenen.
På kanten af området er der nogle enorme veje med trafik døgnet rundt (bl.a. verdens bredeste boulevard). Argentinerne har et andet forhold til støj, så et hostel kan godt ligge lige ud til det vi ville kalde en motorvej. Det nærmeste man kan sammenligne området med, er nok det oprindelige centrum i en amerikansk storby, hvor der nok er liv om dagen, men sjældent om aftenen.
Et andet klassisk centrum er San Telmo, som ligger umiddelbart syd for Microcentro. Det er her tangoen siges at stamme fra, og hvor man finder nogle flotte pladser og brostensbelagte gader.
San Telmo er som microcentro et must at besøge, men placeringen ned til havnekvarteret La Boca gør det desværre til et lidt mere råt kvarter end de romantiske billeder, der oftest vises derfra. San Telmo og La Boca er på mange måder BA's svar på Vesterbro og Nordvest i København, bare i fattigere udgaver.
Der er andre områder som er langt mere interessante. Alle ligger i overskuelig afstand til attraktionerne i Microcentro, og har derudover en masse charme og muligheder i sig selv: Recoleta, Palermo, Viejo/Soho og Puerto Madero.
 |
| Recoleta |
 |
| Palermo Viejo |
 |
| Puerto Madero |
 |
Recoleta er BA classic på den gode måde. Her finder du den berømte kirkegård, og ikke mindst en mængde fantastiske restauranter, flotte bygninger, designcentre og luft og lys.
Barrio Norte, der støder op til, er lidt mere beskeden, men stadig meget hyggeligt, og her har du til gengæld en masse brugbare butikker på Santa Fe og få turister. Disse barrios - kvarterer - minder mest om indre og ydre Østerbro i København, også ifht. grønne områder og placeringen i byen.
Palermo Viejo er BA, som BA så ud engang, og mit eget yndlingskvarter. Den del der ligger omkring den centale plads, Plaza Serrano/ Plaza Cortázar, kaldes også Palermo Soho, hvilket er meget rammende. Det er her du finder de sjoveste, mærkeligste og billigste butikker - og de mest trendy hoteller - og her går mange lokale går ud for at spise eller gå i byen. Det er på én gang storby og landsby, trendy og jordtrillende, fredeligt og brusende. Her ligger også restaurantgaden Cabrera, som er Buenos Aires når det er bedst og mest originalt.
Det bette nabokvarter Palermo Hollywood har mere kant og er mere rodet, men er absolut også en mulighed. Det er her du finder en masse outlets, hvor fx outletudgaven af læderbutikken ”Prüne” nær krydset Gurruchaga/Loyola bør få enhver kvinde til at gå shop-amok.
Yves Saint Laurent til herrerne ligger tæt på Cordoba-gaden. Ved siden af disse to kvarterer ligger det fashionable område Palermo med parker og ambassader. I København ville Palermo Viejo nok svare til områderne omkring Studiestræde, Sankt Hans Torv og Christianshavn (dog uden vandet).
En forholdsvis ny mulighed er Puerto Madero tæt på Microcentro. Bydelen er et gammelt havneområde med varehuse, der er blevet restaureret og tilbygget - ikke helt ulig Langelinje i København i stil og placering. Det ligger nemt for hele byen og der er masser af gode restauranter der, men er omvendt også noget affolket om aftenen.
Når du vælger hvor du skal bo, er det også værd at huske, at det er meget billigt og nemt at komme rundt. Der er en hær af taxaer (med fungerende taxametre), som sjældent vil koste dig over 20 kr. at køre i, og en metro med billetter til et par kroner. Så find hellere et sted, hvor du har lyst til at være både dag og aften, og snup en taxa af og til.
Udvalget af overnatningsmuligheder er enormt, så der er frit slag. Hvis man skal bo i byen mere end bare 3-4 dage og er nogle stykker, kan det godt betale sig at leje en lejlighed, som findes i alle størrelser og prisklasser. Det er også en enkel måde at se mere til det liv som de lokale lever.
Af anbefalelsesværdige hostels og hoteller kan nævnes ”HI Hostels Suites Palermo” i Palermo Viejo, ”Juncal Palace Hotel” på grænsen mellem Recoleta og Barrio Norte og designerhotellet ”Vitrum” i Palermo Hollywood (spørg efter rabat). Kig dig godt for inden du booker, for der er stor forskel på priser på sammenlignelige hoteller og nogle af dem ligger på/op til store veje.
Gode steder at spise i Buenos Aires
Det nemme svar på spørgsmålet om hvor man skal spise i BA er: Overalt!
 |
| parilla |
 |
| pasta |
 |
| Empanadas |
 |
| Dessert |
 |
| Drikkelse |
Det er decideret svært at finde dårlig mad, og det er da heller ikke en tilfældighed, at BA er på Tripadvisors liste "Top-10 Food & wine destinations in the world", med en klar 1. plads i Syd- og Mellemamerika. Til gengæld er det oftest billigt og kommer i store portioner. Så hvis tjeneren siger, at I er ved at bestille for meget mad, har han garanteret ret.
Her kommer dog nogle staldtips til, hvordan du får endnu mere ud af det gastronomiske paradis, så du også får prøvet nogle af de lokale specialiteter.
Ko: Find en parilla, og bekend dig til livet som kødæder. For det bliver svært at finde et bedre udvalg end her. Lomo (mørbrad), Bife de chorizo (entrecote) og Ojo de Bife (rib-eye) stegt a punto (medium) er sikre vindere med batatas (søde kartofler) eller zapallo (græskar) til. Portionerne er som regel ret store.
Skal du prøve noget nyt så prøv chinchulines (indvolde) eller deres forskellige chorizos og morcillas (pølser), som ofte er fremragende, og husk at spise chimichurri til - det er en kold krydderdressing, der som regel følger med.
Man kan også være heldig at finde lam fra Patagonien og vildt fra Andesbjergene. Anbefalede bøfpaladser er Las Lilas i Puero Madero (dyrt), sen frokost på Cabrera og Cabrera Norte i Palermo Viejo (mellem) og La Caballeriza i Palermo Hollywood og andre steder i byen (billigt). Alle tre steder kan du også få andre typer mad.
Pasta: Det italienske køkken lever i bedste velgående i BA, og skal du prøve noget ekstraordinært så bestil ”Sorrentinos”, en slags kæmperavioli, som bl.a. kan fås på den kendte restaurant Lola lige overfor Recoleta kirkegården - på Lola kan man også sidde udenfor og nyde byen.
Empanadas: De lokale spiser store mængder af empanadas, som er dej med forskelligt slags snask i, som så er bagt eller stegt. Humito og carne picante er to af de oprindelige slags fra Salta, hvor de stammer fra. Spis dem fx på billige og hyggelige La Pena Del Colorado i Palermo, hvor der også er folkeretten locro og livemusik.
Dessert: Argentinerne elsker meget søde sager, men prøv en vigilante med dulce de batata, der er lavet på friskost og søde kartofler. Det holder og det er ikke alt for tungt eller sødt. Derudover er der nok verdens bedste is på næsten hvert gadehjørne, prøv en sød dulce de leche hvis du vil ”go local”. Min egen favorit er maracuya.
Drikkelse: Det er nemt at finde en god vin, fordi udvalget af kvalitetsvine er rigtig stort, priserne er lave og de blander oftest ikke druetyperne. Så hvis du er til kraftig vin er en Malbec lige i øjet, og en Merlot er et sikkert hit, hvis du er til mindre kraftig rødvin. Prøv en argentinsk chablis hvis du vil overraskes positivt.
Det er svært at finde andet end lokal vin, og specielt chilensk vin er ikke-eksisterende. Men vi drikker jo heller ikke svensk øl i Danmark...
Prøv den grønne the, maté, på en restaurant, og skal du have noget afkølende og tørstslukkende, så er det svært at slå ”Terma patagonica” blandet med lidt vand - kig efter plastikflaskerne i en kiosk eller i et supermarked.
På in-stedet ”Ølsen” (det hedder det faktisk) i Palermo Hollywood kan du få god øl og vodka, og det endda i et hyggeligt hus med have til.
Her er en række restauranter, som alle er højt anbefalet af mine venner i byen:
- ”Siga la vaca”, mange steder i byen: Billig buffet-restaurant med mange af de klassiske retter
- ”El Quartito”, Recoleta: Meget lokal med no-nonsense pizzaer og empanadas af bedste skuffe.
- ”Happening”, Puerto Madero: Klassisk mad og topmoderne desig
- ”Lelè de Troya”, Palermo Viejo: Klassisk mad i moderne udgaver
- ”Osaka”, Palermo Hollywood: Peru møder Japan, halv-dyrt og topkvalitet
- ”Guidos Bar”, Palermo: Italiensk uden menu - hvis du kan leve med at blive overrasket
- ”Nemo”, Palermo: Fiskerestaurant i centrum, hvilket der ikke er mange af. Prøv også fiskerestauranterne i Tigre og i deltaet nord for byen.
Det mest interessante at se
Der er masser at opleve ved at følge de turistruter, som guidebøgerne viser.
Udover klassikerne i Microcentro og Palermo Viejo er mine favoritsteder i byen kunstmuseet Malba, Plaza Dorrego i San Telmo, Designcenter Recoleta (bagsiden af kirkegården), Avear-gaden samt Tigre og deltaet lige nord for byen. Et af de billeder man oftest ser fra BA er de farvede huse i La Boca, hvilket for mig er den eneste reelle turistfælde i byen.
Det kan være spændende at se det store stadion, men resten er og bliver et farverigt flop. Så det bedste råd er at tage vandreskoene på, for så ser man bare mere, og fx kan man tage på gratis guidede vandreture i byen.
Et alternativ er sightseeing på cykel med Bike Tours eller måske en tur i den særlige kirke, hvor idolet Maradona og fodbolden tilbedes? Eller en tur i en religiøs temapark (Tierra Santa = Det hellige land)?
Det vigtigste er dog at komme ud og mærke pulsen på byen. Tag til tangoshow i San Telmo (El viejo almacen fx) selv om du ikke er til tango, gå på restaurant kl. 22 når de lokale kommer, find noget livemusik (bl.a. ved River stadion) og opsøg de lokale på det bedste spanglish du nu kan, og de vil overvælde dig med viden og gæstfrihed.
Har du børn med så er den zoo, der ligger i byen, ikke så meget værd, men der ligger en flot dyrepark kaldet Temaiken lige udenfor byen, og der kører bus direkte dertil fra centrum. Smart.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside