Fjollede dyr i Tanzania

Tekst: Jacob Gowland Jørgensen, foto: Jacob Øster

Migrerende gnuer. Serengeti (Tanzania) og Masai Mara (Kenya) er verdenskendt for gnuernes vandring der foregår i en kæmpe cirkel som det varer gnuerne et år at fuldføre

Her er en lille beretning om den ubetinget største wild-life oplevelse jeg har haft i mit liv - en safari i det nordlige Tanzania. Der var mange organiserede oplevelser, men endnu flere uforglemmelige overraskelser af den firbenede slags.

Efter tilfældigt at have stødt ind i fjollede dyr på en fantastisk rejse til New Zealand måtte jeg erkende, at mødet med vilde dyr bare giver de der helt store rejseoplevelser, som man husker år efter år. Mere vil have mere, så nu var pingvinerne og søelefanterne ikke nok, og valget faldt på en tur til Afrika, hvor Ghana og Kenya blev opvarmningen til en tur til Tanzania. Safarien til Ngorongoro-krateret og Serengeti står og stråler øverst på min top-20 liste over de største rejseoplevelser, fordi alt gik op i en højere enhed. Tonsvis af tropedyr, venlige og interessante mennesker, en natur der tager pusten fra dig, og ikke mindst er det hele lettilgængeligt. Man skulle så lige lægge 570 US$ for fem dage, men så blev det hele også serveret efter dine egne ønsker. Selvom det var den vilde oplevelse, vi ledte efter, blev man lullet ind i sådan en Knuthenborg-tryghedsfølelse, fordi det hele var så organiseret, og der var så mange udbydere, der konstant råbte efter én: ”Jambo, my friend, you safari?”

Men på denne tur stod små og store overraskelser i kø, og hvor var det dog rart at få bekræftet, at det fascinerende ved at rejse jo er at blive overrasket. At det fedeste ofte er noget helt andet, end det man troede hjemmefra, og at man derfor skal huske at lade være med at planlægge alt hjemmefra. Huske at give tid, give plads - og lade sig overraske.

En Masai med sin vandrestok. Masai-folket er krigere der lever af at jage de vilde dyr i krateret og på savannen

Bavianen i baobab´en

Vores dygtige chauffør, guide, kok m.m. stopper lige ved siden af et 20 meter højt baobab-træ, hvor bavianerne leger og skriger. Vi har kun kørt et kort stykke på savannen og bliver derfor noget paffe, da han siger, at her skal vi bo i nat, og dér er toilettet, og peger på et åbent betonskur. Hvis jeg var et

Mange af dyreracerne i Serengeti synes at være gode venner. Her småfugle, zebra og en akrobatisk giraf indenfor få meter

skummelt og sultent dyr, ville jeg helt sikkert bo derinde, mumler jeg, mens pigerne i den lille rejsegruppe forgæves spejder efter hegnet. Min rejsekompagnon og jeg var løbet ind i to schweizere inde i Arusha, og selvom de sagde, at de følte sig mere trygge på et bjerg (som derhjemme), havde vi fået dem med på denne tur, så vi kunne dele en firehjulstrækker.

Vi sidder så og spiser ved et campingbord, mens vores alt-i-en-lille-mand fortæller, at baobab betyder ”upside-down-tree”, fordi det unægtelig ser ud som om, nogen har fået stukket det omvendt i jorden, da det var et babytræ. Til gengæld kan træet rumme over 100.000 liter vand i sin opsvulmede vom, og det knager en smule, som hilser det os velkommen. Bagved tøffer zebraer forbi, og en stolt bavianmor viser sin lille baby frem, og vi sidder dér midt på savannen og tænker, at nu kan Knuthenborg godt gå hjem.

Natten er helt rolig, og vi falder overraskende i søvn uden at tænke for meget på, hvor tynd teltvæggen er set i forhold til et sæt rovdyrkløer på jagt efter et stykke dansk opdrættet kød.

En pigegarde på flere tons

Det er morgen, og vi kører ned ad en lang bakke, men stopper med et ryk, da vi åbenbart har mødt en hunelefant på det forkerte tidspunkt i hendes cyklus. Hun nærmest galoperer frem og tilbage, og hun trompeterer, så Næstved pigegarde ville blive misundelige. Et tysk filmhold overhaler og prøver at snige sig udenom, men de når ikke langt og bliver tvunget tilbage af et par blafrende ører og et sæt små, stirrende øjne.

Der er mange elefanter i området, som godmodigt trasker igennem vildnisset, og vi følger dem og girafferne, fuglene og zebraerne i et stykke tid, før den store elefantmutter opgiver og surt sjosker væk. Fascinationen vil ingen ende tage, og udover den evige trykken på kameraet hører man ikke andet end dyrene.

Vi holder en kørepause ved en lille flod, hvor alt ånder fred og idyl, indtil et par velvoksne flodheste pludselig dukker op, prustende og skidende, og leger et-tagfat i vandet. Vores guide fortæller, at deres gab kan åbne op til 150 grader, da en af dem pludselig kigger på os og åbner op til et slaraffenland af blafrende kød og vældig lange stødtænder. Nu forstår vi, hvorfor flodhesten er Afrikas farligste dyr, og hvorfor Dolph måtte være en flodhest. De er grimme, lugtende, farlige og overvægtige, de sprayer gerne deres lort ud med halen, og så er de helt og absolut ligeglade med vores tilstedeværelse. Vi er helt solgt, og flodhesten bliver vores rejseven, som gang på gang får begejstringen til at løbe af sted med os, mens vi lovpriser dens trinde former og fuldkomne evne til bare at være sig selv.

Den modige honninggrævling

Efter en god morgenmad i det fri på endnu et halv-tilfældigt campingsted, kører vi ind i Serengeti National Park og ser den flade og enorme slette åbenbare sig. Vi ved alle, at det er her, mange af dyreprogrammerne bliver optaget, og inden længe ved vi også hvorfor. Fem meter fra vejen ligger en gepard med et nyligt nedlagt offer, og festen er blodig og intens. Der er hyæner, som flader ud i vandpytterne, gazeller, zebraer, gnuer og cirklende gribbe, der lander i de karakteristiske savanne-træer - akacietræet med den flade trækrone. Overalt er der show for alle pengene og dyr, dyr, dyr.

Air Tanzania på besøg i lejren. Den vældige Marabou-stork spreder sine vinger og lægger an til at lette ud over Ngorongoro krateret som skimtes i baggrunden

Guiden fortæller, at det eneste dyr, der rigtig angriber safaribilerne er en lille skarptandet satan kaldet en honninggrævling, der frygtløst tager kampen op med offroad-dæk, og som ellers muntrer sig med at indtage bistader. Vi ser den ikke, men får at vide, at selvom der er lidt forvokset hamster over den, skal man bare smutte hurtigt. Vi ser vores lodge dukke frem ved nogle klipper, og ser frem til at få et bad og en rigtig seng - selvom vi er ved at vænne os til de små telte med den bedste komfort, jeg har prøvet i et telt.

Morgenen efter går vi tur på trægangene omkring lodgen, og dér, lige 30 cm fra mine fødder, ligger der en hel stribe af forvoksede hamstre, som heldigvis viser sig ikke at være honninggrævlingens familie, men en klippegrævling-familie, der prøver strudsetricket: ”Vi er her ikke, vi er her ikke”. Vores guide fortæller insisterende, at den lille behårede fyr naturligvis er i familie med elefanten - og kan klatre!! Al den mangfoldighed giver underholdning til mange timer, hvor mange fantasifulde slægtskaber afprøves på vores guide, men han benægter bl.a. at bavianen er i familie med zebraen, selvom det lyder ligeså logisk som klippegrævlinge-elefanten. Og hvem skulle have troet, at den største oplevelse ved en lodge i Serengeti var sådan en lille fætter og dens søde familie?

Air Tanzania ved Ngorongoro

Vi kører opad og øjner, at der er noget stort til højre for os, som rigtig udfolder sig, da vi lander på turens mest organiserede campingplads med udsigt over det efter sigende største vulkankrater på kloden: Ngorongoro National Park. Det danner et over 260 km2 naturligt amfiteater, som er surrealistisk og smukt. Krateret rummer også det største antal store vilde dyr pr. kvadratmeter i Afrika.

Sprogfolk skændes åbenbart om, hvorfor det hedder Ngorongoro, for det kan både betyde et koldt sted, et bjergrigt sted og et stort hul, men det passer det hele, og i 2200 meters højde bliver det både turens fysiske og oplevelsesmæssige højdepunkt. Vi sidder og småsnakker, mens aftensmaden simrer.

Uden varsel lander der en storkelignende sag lidt væk - den er nok 1,5 meter høj, har et vingefang på flere meter og kigger fredeligt på os fra sine tynde, hvide ben, mens den retter på sin blålige fjerdragt. Vi omdøber den fluks til Air Tanzania og ser beundrende til, mens den letter over krateret.

Hyænen har hårde, skarpe tænder, der kan bide næsten hvad som helst over.

En mand råber: ”Tempo, tempo”, og en hanelefant vader roligt ind igennem lejren og spiser lidt fra træerne. Den bor jo her, tænker jeg, så hvorfor skulle den ikke bare tage sin aftentur? Men den er godt nok stor, sådan en elefant uden snor eller elefantfører. Den forsvinder igen, lige så hurtigt som den dukkede op, og vi bekræfter hinanden i (med fjollede smil på læberne), at den sørme var god nok - der var dæleme en fin elefant lige her midt i det hele for lidt siden!

”Hakuna matata”, lyder det kækt fra vores ellers diskrete guide, hvilket betyder ”no worries” på det fjollede, men underholdende kunstsprog swahili. Det må være en underfundig kolonist, der har opfundet det, funderer jeg. Og det er det da også, en tysker vistnok - med det formål at kunne kommunikere med alle stammerne. Tænk, at kalde et langsomt dyr som elefanten for ”tempo” - han må have stødt ind i elefanter som hende vi mødte nogle dage tidligere.

Natten falder på, og vi skal sove, men selvom jeg aldrig har været tættere på ækvator, og det endda er juli, er her rigtig koldt - omkring 8 grader. Med alt vores tøj på hører vi vortesvinene grynte udenfor, mens vi fryser som små pingviner med olie på fjerene.

Dagen efter vandrer vi rundt med en bevæbnet ranger og møder en venlig masai, der også har sit spyd med, når han cykler, og vi ser kraterets overflod af dyreliv og den fine Rift Valley, som er menneskehedens udgangspunkt. Vi er fyldt til bristepunktet med alle oplevelserne og vinker farvel til guiden og schweizerne, som allerede har lovet, at de vil vise os deres bjerge næste gang vi har ferie.

Men mere vil ha´ mere, så nu går jeg og pønser på, hvordan vi kan få sneget en safari til det centrale eller sydlige Afrika ind i rejseprogrammet. Det skal nok lykkes en dag - ellers vil jeg først blive rigtig overrasket - og indtil da må vi tage ned til Lolland og lege safari i hyggelige Knuthenborg.

Hvis du vil vide mere:

Transport: Det er nemt at komme til Arusha, som er indgangsbyen til nationalparkerne i området. Vi kørte i bus i nogle timer fra Nairobi i Kenya, og ellers kan man flyve fra Dar Es Salaam i Tanzania. Ulempen ved Kenya-vejen er en overnatning i ubehagelige Nairobbery samt et ekstra visum. Man kan også flyve direkte fra Arusha til Zanzibar og på den måde få en super oplevelse på krydderiøen med i købet.

Vi fløj med Etiopian Airlines, som havde topservice, nye fly og uden sammenligning byens bedste tilbud på en billet, der skulle (og kunne!) dække både Øst- og Vestafrika. De er desværre holdt op med at flyve fra Danmark, men flyver dog fra Stockholm, London og Frankfurt.

Safari: Safarier kan fås i mange prisklasser på stedet, men inkluderer en del afgifter til nationalparkerne. Så en billig fornøjelse er det ikke. Der er en del fuskere i byen, så brug tid på at besøge kontoret og snakke med arrangøren. Så længe man holder sig til de officielle lister over safari-udbydere, er man i gode hænder.

Vi betalte 700 kr/dag alt inklusive med eget valg af rute og overnatningsform hos Roy Safaris, som havde en del safaribiler og lå prismæssigt i mellemklassen. Vi oplevede ikke nogle af de skrækhistorier vi har hørt om safarier, nemlig at der fx kan være 50 biler på det samme sted, hvis der er løver i området. Det sjældne sorte næsehorn i Ngorongoro trak seks biler - måske fordi parkerne er så store i Tanzania, at der ikke virker overfyldt (25 % af Tanzania er udlagt til nationalparker og reservater). Safari er oplagt fra juni til februar, men med store forskelle i temperaturer og dyreliv.

De lokale: Tanzanianerne er et venligt og fredsommeligt folkefærd. Udover uroligheder på nogle af øerne (fx øen Mafia, gad vide hvorfor...) og langs grænsen til Congo i vest virker Tanzania som et sikkert og relativt ukompliceret rejseland.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside