Himmelstormernes perfekte kroppe på Giza-sletten

Tekst og foto: Jacob Gowland Jørgensen

Vi er på vej mod de monumentale himmelstormere på Ægyptens fotogene livsåre, Nilen

Kan man se et billede af en seværdighed så tit, at man tager den for givet? Også uden at man selv har været der? Prøv at lukke øjnene og tænk Macchu Pichu, Keops-pyramiden, Den kinesiske mur eller et andet sted, som man som berejst altid har haft et billede af inde i hovedet - også inden, man kom bare i nærheden af at opleve det selv. Man ser det, men forstår først hvorfor, man har billedet i hovedet, når man er der.

Ok så, nu vi alligevel skulle forbi Cairo og det suveræne ægyptiske museum, kunne vi da lige så godt futte ud i ørkenen og kigge på de obligatoriske pyramider. Hvor Mallorca-turistagtigt det end lød, havde vi taget beslutningen om at tage turen derud. Skræmmehistorierne var ellers mange og fordelte sig ligeligt mellem moderne trusler, som røvirriterende postkortsælgere og fanatister med skydekløe, til mytiske historier om pyramide-virus og faraonernes forbandelse over dem, der forstyrrede gravfreden. Vi havde på det tidspunkt allerede mødt faraos forbandelse i form af den obligatoriske dårlige mave og tænkte, at det nok ikke blev værre end det. Således opmuntret begav vi os afsted i en lille turistgruppe. I en alt for ny bus i en alt for fattig hovedstad til et alt for kendt sted.

Monumenter i ørkenen

Tågen af smog og sand letter, og vi kan se de ikoniske former træde frem. Ørkenens storhed tager over som vi nærmer os, og selvom vi kun er ganske kort vej fra Nilen og Cairo, sniger stilheden sig ind. Vi går hen imod pyramiderne på Giza-sletten, og uden at tænke over hvorfor, går jeg målrettet hen og klapper Keops-pyramiden. Nok bare for at være helt sikker på, den er der. Guiden kaster om sig med astronomiske tal, og med pyramiden inden for klappevidde brænder

Sfinxen med de mange fugle bevogter Khefre-pyramidens gravfred på Giza-sletten uden for Cairo

virkeligheden sig fast på nethinden. Da vi hører, at dette her monumentale og helt igennem overvældende gravsted er bygget med sten fra inderst til yderst, fra bund til top, i en flad ørken uden rigtige sten, forstår vi hvorfor vi er her. Hvorfor der er en grund til at ikonet blev et ikon, som alle børn kan tegne. Et vidunder i den gamle og nye verden. En magtdemonstration så stor, en tro så dyb og en effektivitet så bragende, at det ikke kan forstås, kun opleves. Vi kigger op, og ser skyerne drive forbi lige over toppen. Vi lytter kun med et halvt øre til historien om, at denne mastodont var den højeste bygning i verden i over 3800 år.

Khefre-pyramidens intakte top stråler, og peger op mod ukendte forbindelser i universet

Himlen er nær

Khefre-pyramidens intakte top stråler på en overjordisk facon og suger vores blikke og fantasi til sig. Vi får helt uvante og besynderlige tanker om intergalaktiske forbindelser, og bliver næsten glade for, at der alligevel har sneget sig en enkelt postkortsælger ind, der kan få os ned på jorden igen. Han er nu helt fredelig, måske fordi politimanden på kamelen holder et vågent øje med ham. Vi sniger os ud af gruppen, og bevæger os rundt om værket med andægtig respekt og blikket stift rettet mod himmelstormerens perfekte krop. Det kan godt være, at Kheops er den største i kvadratmeter, men Khefre er den største i oplevelser. Gudernes værk er bevogtet af Sfinxen med det listige smil og de store poter, og vi får klikket mange gange på de medbragte kameraer. Kættersk tænker vi, at det er synd, at Sfinxen har en dårlig hårdag med mange fugle på issen og i boksernæsen, men det gør ikke noget. Der skal meget mere end en dårlig hårdag til at ødelægge en så fuldendt rejseoplevelse, og verdens officielle vidundere er nu kommet med på listen over steder, vi nok bare skal hen. For andres billeder i hovedet er godt, men billeder, man selv har taget, er nu engang bedre.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside