Tekst: Jacob Gowland Jørgensen, Foto: Jacob Gowland Jørgensen, um.dk, ryokan.org.jp
At rejse er godt, og at rejse når andre betaler billetten er endnu sjovere. Mit udlandsarbejde har åbnet døre som normalt er lukket for den almindelige turist, så jeg har kunnet komme lidt tættere på det liv de lokale lever. Tag med på en tur til mine personlige højdepunkter som arbejdende rejsende, til steder hvor korruption kun er et fattigt ord, og til fabrikken, hvor Mille Rengøringsdille fra min barndoms pixibøger er ansat.
Den vrede japaner
”Stoooooop, stop, stop, please, stop!”. Foran mig på trappen står der en rimelig utilfreds udseende mand, og det der er mest besynderligt er, at han er japaner. Indtil da havde jeg endnu ikke set en vred japaner, men ham her var godt nok ikke glad.
Sekundet efter går det op for ham, at jeg er ham udsendingen fra hovedkontoret, og at han er direktør på fabrikken. Jeg undskylder, helt uvidende om hvad jeg har gjort, og han trækker i land, og beder mig med et lidt anstrengt smil om at tage skoene af og tage den steriliserede kittel og hue på. Vi er godt nok kun i receptionsområdet, men her er hygiejne ikke bare godt at have - i Japan er hygiejne forretning.
Han viser mig ind i et fascinerende rum. Forestil dig en produktionshal, helt uden lugt og uden antydningen af bare det mindste støv. Små robotter skubber bokse rundt, og ansatte sidder pakket ind i steriliseret tøj og arbejder roligt og fokuseret. Sådan lidt som jeg forestiller mig en rumstation, bare uden at folk flyver omkring.
En del udstyr er beregnet på at opdage eller fjerne urenheder, og selv pakkeområdet, hvor noget så jordnært som papkasser skal i brug, er enhver multiallergikers paradis. Rent i ordets mest afsprittede og fnugopfangede betydning - Mille Rengøringsdille´s fantasiland. Imponerende.
At bo på et traditionelt japansk ryokan med spa er en oplevelse, man ikke må snyde sig selv for.
En fremmed i spa-land
Jeg er blevet installeret på et traditionelt spa-hotel et sted i det nordlige Japan, hvor fabrikken ligger, en såkaldt ryokan onsen. Her kommer de lokale for at holde deres 7-9 dages årlige ferie, som er standarden for almindelige arbejdsheste. Vandet kommer fra varme kilder, og spa-området ligner en japansk have med små enkeltmandsbade og skyllesteder - sten, træ og bambus i smukke formationer og hele tiden et nyt bad med den ønskede temperatur.
Engelsk er en stærk overvurderet kompetence her, og udover mine manglende sproglige kompetencer i japansk skiller jeg mig voldsomt ud med sort jakkesæt blandt de undrende japanere, der lever det meste af deres ferie i kimono-lignende indretninger. Her er det mig, der repræsenterer det formelle.
I restauranten bliver jeg modtaget med dybe buk som kejseren af Danmark. Min middag bliver reddet af, at der kommer nogle andre gæster, så jeg kan pege på deres mad for at bestille. Menukortet er ikke til megen hjælp, når man ikke engang ved, hvad vej man skal vende det for at læse det...
Jeg aner ikke, hvad jeg spiser, men det er en stor madoplevelse i farver, serveret 40 cm over gulvet i en kun lidt benbrækkende spiseposition, så jeg må lige en tur i de varme bade, inden jeg skal sove. ”Hold da op, hvor er det lang tid siden at jeg har mødt så anderledes en kultur”, løber det igennem mit hoved, inden min spa-masserede krop overgiver sig til de bløde tekstiler.
Dagen efter må jeg konstatere, at det meste af det materiale, jeg har fået med fra Danmark, virker pudsigt herude. Som en lokal ansat venligt fortæller mig, så giver det slet ikke mening, når man fokuserer så meget på, hvad den enkelte ansatte mener. Her er teamet og hele fabrikken langt mere vigtigt end alt det der demokratiske navlepilleri, konsensus og hvad-synes-du-selv.
Desuden er engelsk så langt fra deres hverdag, at de reelt ikke kan bruge meget af den viden, der findes i resten af organisationen. Plus de jo så arbejder så anderledes. Ja, det kan jeg godt se, og dropper de kloge ord, og folder ørerne ud.
I VIP-rummet
Den sidste aften slutter med en fælles middag på den lokale restaurant sammen med toppen af poppen fra fabrikken. Kontakten er blevet bedre dag for dag, og nu er der en lettere løssluppen stemning. Vi får 14 retter kunstfærdigt serveret i et VIP-rum, hvor snakken ivrigt går på, hvad det mon er, vi spiser!
Der er åbenbart så mange forskellige delkøkkener inden for det japanske køkken, at det er helt normalt at få mad, man aldrig har fået eller hørt om før - og finnesuppen, grønsagsterrinen, den rå fisk, kødet med de rå æg og alt det andet smager himmelsk. Klassisk sushi? Nix, det er en fin middag. Og mens æggeblommen og det rå fisk glider ned, så er det jo meget beroligende at tænke, at de er så hysteriske med hygiejne her. Gad vide, hvor mange gæster en sådan restaurant ville have i diarreens hjemland, Indien?
Jeg føler mig også helt hjemme i det andet samtaleemne, for det er, hvad der egentlig står på menuen! I et land hvor man bruger - og blander - 3-4 alfabeter, bliver sake-oversigten en udfordring, og mens vi beslutter os for at springe ildvandet over, begynder jeg at forstå, hvor vanvittig komplekst det japanske samfund er. Og hvor dybt fascinerende, inspirerende og dygtigt et samfund det også er.
På vej til Japan fra Danmark når jeg forbi både den sydkoreanske og den kinesiske hovedstad lige på det tidspunkt, hvor OL er i gang. På næsten lovlig vis får jeg hustlet mig ind til svømmekonkurrencerne sammen med en kollega, og idet vi træder ind, viser tavlen, at en Lotte Friis fra Danmark ligger i spidsen i 800 m et-eller-andet. Med ét er vi glade frikadelledanskere, der hepper på Lotte med et hjemmelavet Dannebrog, siddende blandt tusindvis af kinesere.
Dagen efter indlogerer jeg mig i Seoul på det bedste hotel, jeg nogensinde har været på. Det hedder jo så meget passende ”Lotte Hotel”, som er et hav af fantastisk design, elektronik (bl.a. er toilettet elektronisk med egen skyllemenu!) og en perfekt placering midt i byen ved templerne og markederne. Stort, intet mindre end stort.
Sibiu i Rumænien er en transsylvansk, og kun lettere korrupt, perle nord for Bukarest
Når korruption er en æressag
”Hold da op hvor er her grimt! Og gråt, for fanden hvor er det gråt!”. Jeg står bandende på hovedgaden i Bukarest og undrer mig over, hvad dælen jeg laver dér. Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle tilbage til Bukarest efter en række ubehagelige oplevelser på en interrailtur i ´93. Trøstesløst, kriminelt og fattigt var det.
14 år senere fyldes de danske nyheder af, at København bliver invaderet af rumænske busser, fyldt med tricktyve og prostituerede, netop som jeg bliver tilbudt muligheden for at komme derned igen. Jeg kan blive en del af Europas største anti-korruptionsprojekt, som skal få styr på nogle kulturtræk, der ikke rigtig opfattes som forenelige med EU.
Jeg dropper forbeholdene, spænder min modighedsmuskel, og kaster mig ud i projektet, som kræver at jeg med jævne mellemrum snupper propelflyveren til Bukarest og arbejder med en lang række lokale organisationer over hele landet. Projektkontoret ligger godt nok centralt i byen, men centrum af Bukarest er primært et beton- og trafikhelvede. For at komme derind, skal man igennem en småskummel boghandel, ud af bagdøren, op af en smuldrende og ofte ildelugtende trappe (for elevatoren ligner noget der er løgn), forbi advokatkontorerne og ind af en næsten hel dør.
Velkommen til ”Østeuropas Paris”, som turistbrochurerne taler om pga. triumfbuen og de historiske bånd til Frankrig.
Rumænsk humor
Min første overraskelse kommer til mødet med reklamebureauet, som skal stå for en del af kampagnen. I det toptjekkede mødelokale folder de en vældig ironisk kampagne ud, hvor forskellige personer, fx en politimand, siger tak, fordi han kan købe en ny bil med de korruptionspenge, han har fået.
Samtlige alarmklokker bimler i mit hoved, for sådan en megakampagne skal forstås - ikke misforstås, og det er ikke ligefrem fordi, jeg har mistænkt de lokale for at have en særlig forståelse for det jeg ser som klassisk dansk-engelsk ironi. Men det har de. Faktisk går det op for mig i løbet af de næste par dage, at kommunismens hårde omgang med folk her har skabt en overlevelseshumor, som slet ikke er ulig med den danske ironi. Kompleks, samfundskritisk og ikke mindst med et skævt og venligt smil på læben. Nogle gange skal man lige ind under overfladen, men den er der.
Om aftenen får jeg anbefalet en restaurant, som ligger i en hyggelig sidegade, og som serverer suveræn mad til 100 kr. Da jeg går mæt hjem til hotellet på de brede fortove langs hovedgaden, går det op for mig, at der er færre tiggere her end ved Nørreport station, og at jeg føler mig tryg midt i alt det her beton. Rumænien er ved at snige sig ind under huden på mig.
Den transsylvanske åbenbaring
I løbet af to år besøger jeg Rumænien 10 gange, nogle gange i én dag, nogle gange i to uger. Jeg har efterhånden lært at finde de hyggelige kroge i Bukarest, jeg køber pretzels på gaden som de studerende, og spiser på mine yndlingsrestauranter, hvor man bl.a. kan få vildt fra bjergene. Jeg ser Domkirken i flotte Brasov og Draculas eventyrlige slot i Bran, lige nord for Bukarest samt Sortehavskysten. Jeg ser også Justitsministeriet indefra, og vænner mig til det skumle projektkontor.
Højdepunktet kommer som en del af den kampagne, hvor der er møder i over tyve byer i hele landet, og hvor lokale myndigheder, NGO´er og EU-repræsentanter skal høre om status i kampen mod korruption og understøtte processen fremad. Med egen tolk tager jeg toget rundt i bjergrige Transsylvanien og hører om, hvordan man slipper af med korruptionen på kreative og dygtige måder.
I lufthavnen har man fx indført elektronisk udvælgelse af taxaselskaber, så det ikke er kvinden i skranken der vælger, hvem man køber en tur af. På rådhuset har de ombygget borgersalen, så alle kan se alle, og har indført et nummersystem, så borgerne ikke ved, hvem der behandler deres sag eller ansøgning. I Erhvervsministeriet har de indført one-stop-sagsbehandling for nye virksomheder, hvor der er repræsentanter fra tre ministerier, så processen er synlig og går så hurtigt, at der ikke er grund til bestikkelse - langt hurtigere end fx i Danmark. I politiet er der indført så mange gode initiativer, at de nu faktisk kan hjælpe med at bekæmpe korruptionen andre steder.
At træerne ikke vokser ind i himlen bliver tydeligt, da to ministre må træde tilbage pga. korruptionssager, men på den anden side er de jo blevet opdaget, som jeg argumenterer overfor de rumænere, jeg møder.
I en af mine togsamtaler med min tolk Mioara forstår jeg pludselig, hvorfor det her land har været - og delvist stadig er - så bundkorrupt. En del skyldes ældgamle kulturelle traditioner, kommunismens kleptokrati og det tag-selv-bord, der opstod, da der blev sagt ”ciao, ciao - cescu”, da Nicolae Ceau?escu fik en kugle for panden i ´89.
Der er også en voldsom solidaritet i Rumænien. Ikke med sigøjnerne, som er en torn i øjet på mange rumænere, men ellers. ”Hvordan skal min læge kunne leve af den løn hun får?”, hører jeg hele tiden. ”Hvis ikke vi giver læreren på skolen lidt penge ved juletide, må de jo opgive og finde et bedre lønnet job”. ”Vi har ikke så meget, men hvis vi ikke hjælper hinanden, har vi endnu mindre”.
Korruption er nogle gange en æressag. Eller ren kommunisme, kunne man mene, men måske snarere et udtryk for, hvor dyb en krise landet har været i i mange år. Vi kan overleve, og vi vil overleve. Her eller ved at tage et dårligt lønnet job i udlandet. Og så griner vi lidt af det hele - så skal det nok gå. Meget beundringsværdigt.
Da jeg forlod Rumænien i 2008 var man i gang med at importere arbejdskraft fra Kina, fordi arbejdsløsheden nærmest var væk, og byggeprojekterne stod i kø for at modernisere landet. Siden da har der været lidt turbulens i det politiske, bl.a. fordi EU slap sit hårde greb om landets vej mod mindre korruption, men med de mennesker kan der kun være én vej, og det er direkte ind i Europa. For der kommer de fra, og der skal de nok komme tilbage til.
Og jeg skal nok også komme tilbage - til de fine mennesker og til unikke Sibiu, der som en transsylvansk perle med rette var Europas kulturby i 2007.
Hvordan kan det lade sig gøre?
Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg kommer så meget ud at rejse, som jeg gør. Privat og med arbejde. Her er mine svar:
Privatrejser: Med 2003 som undtagelsen der bekræfter reglen, har jeg aldrig haft under 8 ugers ferie om året. Vel at mærke kombineret med fuldtidsarbejde, og i en del år med både et fuldtids- og et deltidsarbejde. Det er at lave ”en Jacob”, som en af mine gode venner kalder det.
Det har jeg kunnet ved at udnytte alle overgange mellem job, barselsmuligheder, afspadsering for overarbejde og forhandle mig til fast ekstra ferie fremfor løn. Det har kun krævet en prioritering af rejsetid, og så naturligvis hårdt arbejde i perioder.
Arbejdsrejser: Jeg har boet og arbejdet som praktikant i Tyskland og på Malta og været til konferencer i Brasilien, USA og Tyrkiet. Jeg har været konsulent i Kina, Japan, Rumænien og andre europæiske lande.
Det er lykkedes, fordi jeg selv har opsøgt praktikmulighederne (bl.a. via organisationen AIESEC), fordi jeg har opsøgt internationale opgaver og måske den allervigtigste - fordi jeg har brede sprogkompetencer. Kompetencer som jeg vedligeholder og kan dokumentere, fx ved at vise min TOEFL-test, der viser mit engelskniveau.
