Montenegro rummer forunderlig skønhed og sørgelige rester fra dets fortid, hvor byen, der tidligere hed Titograd, nu er hovedstad i verdens nyeste land.
Det føles som om den gamle Mercedes-taxa har fået vinger, for vi flyver afsted, og støvet står op omkring os. Speedometret viser dog kun 80 km/t, så måske er det bare den hullede landevej, som stadig bliver dårligere og dårligere her på vej fra den fine nord-albanske by Skodra til Montenegros hovedstad Podgorica lige på den anden side af grænsen.
Der er mærkeligt nok ingen busser, der kører på denne rute, kun alle andre steder hen. Hvorfor er der ingen, der vil til dette lands hovedstad?
De sidste par fantastiske dage løber igennem på den indre skærm. Jeg har grint, sunget, spist og oplevet Albanien sammen med 25-30 andre DBK´ere, og udover det urimeligt gode selskab med kendte og ukendte klubmedlemmer, var Tirana en rejseåbenbaring.
Byen, der vel nærmest har lignet et bombet lokum i en stalinistisk forlystelsespark, er ved at finde sig selv, og er blevet kulørt, åben og levende. Brede fortove, platantræer og cafeliv med udsigt til bjergene. Fine gamle mænd med hatten på skrå, smukke unge kvinder og tandløse koner. Kombineret med
Der var dømt ren nedtur i Podgorica, hovedstaden i Montenegro
det, der må være Europas laveste priser for lækker mad og kolde øl, var det ikke svært at holde humøret oppe i Europas officielt fattigste og mest a-religiøse land. 70% siger, at de ikke er religiøse, "så noget godt kom der ud af kommunismen", som hostel-fatter sagde med et smil, mens han grillede svinekoteletter og drak øl ude i baghaven på Tirana Backpacker Hostel.
Den store nedtur
Nu var jeg på vej nordpå, for jeg havde fået en billigere afrejse via Montenegro, og så kunne jeg også lige få et skud civilisation, inden jeg vendte hjem. Havde jeg tænkt. Der var ét hostel i hovedstaden Podgorica, og dér havde jeg booket deres eneste værelse for 20 USD.
Byen lignede umiddelbart en forstad til en by, som ikke var der, og bygningen hvor Steves Hostel lå, er en af de mest nedrivningsværdige jeg har set længe. Muggen, krakeleret beton og en lugt af noget ubestemmeligt kemisk. ”Gad vide, hvordan asbest egentlig lugter”, tænkte jeg, mens jeg kantede mig ind af den gamle dør, kun for at få at vide, at de da ikke havde reserveret noget, for bookninger havde de altså ikke styr på. Suk. Dobbeltsuk, for denne by var berygtet for høje værelsespriser.
Jeg blev dog hjulpet ned til turistkontoret, som vi ved fælles hjælp fandt efter en halv times tid. I et anfald af monstertræthed og afmagt kørte jeg VISA-kortet på et alt for højt beløb. ”Der er FN-kongres i byen, så der er ikke så mange værelser”, som den søde dame sagde.
Byen var en stor tour de nedtur. Centrum af byen lignede Sovjet på en dårlig dag i ´82, med mange gadenavne skrevet på russisk (!), heriblandt selvfølgelig ”Oktober revolutionsgaden” og ”Moskva stræde”. Husene hang i grå laser, og overalt var der grafitti, skrald og huller. Mundvigene hang nedad på de fleste af de mennesker, der servicerede andre, fx var morgenmadsdamen på hotellet eddikesur.
De albanske kvinders elegante kjoler var her lidt for ofte udskiftet med Bilka-habitter, der som prikken over i´et kunne være hevet så langt op i skridtet, at man på en gravid kvinde ville kunne se fosteret smile til én. Et rimelig fælt syn. Nå, jeg besluttede mig for at få det bedste ud af det, og tog på en tur rundt i byen, hvor temaet for min fotografering blev ”Nedtur”, og så var byen jo pludselig et paradis. Lidt Montenegrotesk, men dog underholdende.
De smukke bjerge bag Kotor ses overalt som fotogen baggrund
Den smukke kyst
Dagen efter tog jeg bussen i fuld sol ud mod den smukke, smukke kyst som med sine bløde bjerge og skarpe dale giver associationer til Norge. Her stod landet fra sin bedste side.
Bjergene, som ganske rigtigt så mørke ud på afstand, og som havde givet landet sit navn og identitet - de sorte bjerges land. De gamle fæstningsværker, der lå på klippetoppene, og som viste vejen mod det stærke lys fra havet og de mange fine kystbyer.
Midt i det hele lå Kotor, Unesco-byen, hvis gamle bykerne er helt restaureret. Porten i borgmuren førte ind til en lille perle af en by, hvor de glatte brosten og krogede gader gav indtrykket af Harry Potter på tur i Middelhavet. Kirken proklamerede at den havde 1200 års jubilæum i år, og ovenover lå gamle borgrester med udsigt over Sydeuropas dybeste fjord. Der var naturligvis en trængsel og alarm, selv her i september måned, for Montenegro tiltrækker mange turister til sine kyster. Her var der mange Monetenegrin fra glade mennesker på ferie.
Kotors borgmur ud mod fjorden er imponerende
I Kotor så jeg også for første gang landets flag veje stolt over en bygning. Jeg havde forventet en mere tydelig markering af den nyvundne selvstændighed, men måske har nationalismen i regionen trods alt fået nogle lærepenge med på vejen efter uhyrlighederne i Balkankrigene. Frokosten blev indtaget på en fremragende italiensk restaurant på torvet, og lyset og indtrykkene sad så dybt i mig, at selv Podgorica stod i et lidt mere lysegråt lys da jeg vendte tilbage til byen.
På vej hjem i flyet med udsigt over øde bjergområder reklamerede Montenegro Airlines med, at de lige havde åbnet en sommerrute til København fra Tivat, der ligger ved kysten. Det er nok et meget klogt træk at bruge denne lufthavn i stedet for hovedstadens, hvis man altså gerne vil have at folk kommer igen til det lille land med de store udsigter.
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)