Når præsidenten ikke vil træde tilbage
- oplevelser fra en valgkamp i Uganda
Tekst og foto: Jacob Gowland Jørgensen. Foto: Thomas Stryger Olsen
I Uganda besluttede præsidenten engang, at en præsident kun må sidde i to perioder. Det gjaldt lige indtil han selv havde siddet i to perioder. Tag med Jacob til Afrikas perle, hvor forbløffende naturoplevelser blev krydret med en præsidentvalgkamp, der fandt sted midt under det nordafrikanske oprør.
”I ganda, U ganda?”. Oh yes, I ganda! Kækheden breder sig på den lille veranda foran pælehytten, hvor jeg har slået lejr sammen med min ven Thomas. Vi sidder med en whiskysjus i hånden, og kigger ud over Kazinga Channel midt inde i Queen Elisabeth National Park. Vi er tæt på den ugandiske grænse ind til den knap så demokratiske republik Congo. Vi er kommet fra Kenya og har været et smut inde i Rwanda, men følelsen af, at Uganda bare er prikken over i´et, breder sig med den behagelige varme og de naturscenarier, der udspiller sig foran hytten. I like Uganda, yes, I ganda!
Vi ville helst ikke være i nogen by på netop det tidspunkt, da der - til vores overraskelse - var præsidentvalgkamp. Og kommunevalg. Og alle mulige andre demokratiske processer, som tuneserne og egypterne i de selv samme dage kæmpede for med deres liv. Hvis det skulle blive alt for heftigt i Uganda, var vores back-up plan at komme til Rwanda eller den tidligere hovedstad Entebbe, hvor lufthavnen lå. Men indtil nu havde vi kun set en masse glade kampagneoptog, finurlige valgplakater med tydelige symboler (så analfabeterne også kunne være med) og en hulens masse optimisme, nysgerrighed og venlighed. De fleste ugandere viste sig nemlig at være ret pjattede med deres præsident Museveni, som konsekvent var iført hvid hat på plakaterne. Han ønskede godt nok ikke det med de to valgperioder mere, men til gengæld havde han forenet de mange stammer og kongedømmer, havde skabt en markant vækst og bl.a. sikret kvinderettigheder i det konservative nord. Han havde med hjælp fra donororganisationer tvunget AIDS-epidemien i knæ - indtil Bush-regeringen kom og forlangte, at den ukristelige snak om kondomer måtte høre op, hvis det fattige land ville have penge. Så steg antallet af syge igen, men dog til et lavere niveau end andre steder i regionen. Missionering kræver stadig sine ofre.
Ved du hvorfor det hedder en flodhest?
Efter en fænomenal omgang mad i det fri og en kold Nile Special serveret af en yderst venlig og effektiv servicesmølf, der kaldte sig selv Bunny, skulle vi overnatte i pælehytten. Vi måtte ikke gå derhen alene fra spiseområdet, da Afrikas farligste dyr kommer op fra kanalen om aftenen, fik vi at vide. For at græsse. Det lyder ikke så farligt, tænkte vi, og daffede de 50 meter hen til hytten i tusmørket. Så kom Bunny´en hen, og spurgte om vi ville se dyret. Flodhesten. Og der var den - måske 20 meter fra vores spisested stod den og prustede, det dyr, der havde dræbt fem lokale i de seneste par år i
nationalparken. Bl.a. fordi det tonstunge dyr går i panik og mejer folk ned på vej til kanalen. Med pulsen i vejret krøb vi til køjs under myggenettene, og nattens lyde sneg sig ind. Alle mulige lyde blandede sig, indtil det pludselig lød, som om en overdimensioneret hest med en usædvanlig dyb stemme listede rundt lige udenfor og ligesom overtog hele orkestret. Og da den startede, begyndte de andre også, bare længere væk. Et hakkende Bbbbppprrrruuuhhhhuuuhhh. Det lød helt overnaturligt, som om et gotisk fortidsmonster var flyttet ind i nabohytten. Men det var bare vores nye ven, den pansrede hest fra floden. Det blev ikke den bedste søvn vi fik, men en oplevelse af Afrika når det er bedst, kompenserede så rigeligt for det.
Velkommen til flokken
Dagen efter sad vi igen på verandaen. Vi havde set løver jagte savannegrise og sejlet på kanalen, hvor man kommer tæt på nilkrokodiller, bøfler og fugle i alskens farver og størrelser. Selvom vi var ved ækvator var vejret behageligt, da det meste af Uganda ligger ret højt. Vi var begejstrede, intet mindre. Og da trompeterne så begyndte at gjalde ovre fra den anden side af lejren, måtte vi selvfølgelig af sted og se, hvad det var. En flok på 60-70 elefanter arbejdede sig
igennem budskabet på den anden side af et lille sumpområde, og vi kunne stå og beundre det hele oppe fra skrænten. Sjældent har man set et mere effektivt trærydningshold. Og et mere elegant et.
Inden vi kom til nationalparken havde vi forceret Bwindi Impenetrable Forest, som fint lever op til sit navn, og var kommet til at stå ansigt til ansigt med nogle af de sidste bjerggorillaer i verden. Vi skulle holde syv meters afstand til de kæmpestore aber, men den grænse kendte de ikke, da de betragtede os som en del af flokken. Dybt fascinerende, megahårdt og en helt igennem vild oplevelse. Og nu stod vi og var ét med elefantflokken her!
Inden vi tog afsted fra Uganda, nåede vi også at vandre på vulkaner, se Nilens udspring og ikke mindst hilse på den nu genvalgte præsident Museveni, da han med den obligatoriske hvide hat på kørte igennem hovedstadens gader. Konen var med, også med hat. Det havde været en rimelig fredelig præsidentvalgkamp, så dramaerne kom mest på skærmen fra Egypten, der lige havde smidt Mubarak af tronen. Og så nåede vi at snakke med en masse lokale, som med deres gedigne venlighed, åbenhed og glimrende sprogkundskaber må kandidere til et af verdens mest behagelige folkefærd. Uganda er nu på min liste over yndlingssteder i verden - I ganda, U ganda?
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
