Jamen, er det ikke Carl Erik?!

En dagdrømmertur til de sidste solstrålers rige (Samoa)

Tekst og foto: Jacob Gowland Jørgensen

Kender du det, at man pludselig synker ned i en dagdrøm og halvt vågen, halvt i søvne får blandet historier og tid sammen til en rar lille ud-af-kroppen oplevelse, der kan gøre resten af arbejdsdagen helt overskuelig? Tag med på en lille dagdrømmerfortælling om sømænd, kæmpekvinder og en pyramide midt i Stillehavet...

Jeg misser med øjnene og går lidt i stå. Jeg kan se og høre noget, men det er grumset og grynet og gryntende. Billedet bliver klarere hele tiden, indtil jeg pludselig kan se hvad det er; Troels ”med-den-enorme-næse” Kløvedal tropper op på skærmen iført gamle shorts, sømandsfilosofi og et smukt gammelt skib kaldet Nordkaperen. Udsendelserne, der senere vil blive genudsendt så tit at selv Matador får konkurrence, rydder villavejene, og jeg sidder som teenageren i huset solidt plantet i sofaen med resten af familien Jørgensen. Vi prøver alle at suge så meget varme som muligt ud af skærmen, når det nu er så koldt og mørkt i Dannevang. Nordkaperen er på besøg i Vest Samoa, hvor Skatteøens forfatter Robert Louis Stevenson slog sig ned og fandt sit liv, og hvor den polynesiske kultur i den grad har overlevet og tildels er udsprunget fra. I programmet tager Nordkapisterne rundt på øen og interviewer lokale i alle farver, og pludselig siger mit mødrene ophav de få ord, der skulle gøre verden konkret og en jordomrejse uundgåelig; Jamen, er det ikke Carl Erik?! Vi kigger mistænkeligt på hende i den tro, at hun nok taler i søvne eller skal have nye briller, men næ nej, hun gentager og insisterer, at han vistnok er en onkel, måske en grandonkel, og at han hedder Carl Erik, og at han er fra Holte. Han er nu er gået i land på Vest Samoa, og som en rigtig sømand har han giftet sig med en sydhavspige, fortæller hun. Der vil jeg hen, tænker jeg, og den rejsedrøm viser sig at være så stærk, at den en del år senere fører mig de mange tusind kilometer ud til de stillehavsøer, som de lokale bare kalder Samoa.

De tropiske regnstød kommer hurtigt og effektivt, men de kan dog ikke vaske den smukke solnedgang væk.

Når lava-lava kun er et fattigt ord

Zap. Jeg ser en have med avocadotræer, bananpalmer og en masse blomster. Uhmmm, det er varmt og der dufter, aahhh. Carl Erik smiler og byder os velkommen til sit hus i en forlandsby til Apia, hovedlandsbyen på Samoa. Der er ingen vejskilte eller postkasser, så han skal lige hente post nede på postkontoret. Han fortæller sømandshistorier fra de syv verdenshave og om det stærkt fascinerende og overvejende besynderligt indrettede samoianske samfund, som han har været en del af i mange år. Fx har alle disse små landsbyer omkring Apia åbne runde hytter uden vægge, kaldet en fale på samoiansk, så man kan følge med i storfamiliernes gang, som dog primært ikke er gang, men sidderi, soveri og spiseri. Alle disse landsbyer har

De store samoianske kvinder formår at være charmerende til fest og graciøse når de danser

selvfølgelig også deres kirke, men da samoianerne - som de gæstfrie mennesker de er - gennem mange århundreder har modtaget forskellige kristne missionærer, der også talte forskellige sprog, er der en skov af kirker i det, der i dag kaldes bibelbæltet i Stillehavet. Pudsigt egentlig, for den samoianske kultur er vel det tætteste man kommer på et kommunistisk paradis på jord, hvor jorden indtil absolut nyere tid var ejet af landsbyen og man fik mad for sin arbejdskraft. Man gav hvad man kunne til fællesskabet, storfamilien, landsbyen, og hvis du gav, var du rig.

Samoa virker som modsætningernes land, men på en helt fredelig, pragmatisk og happy-go-lucky-facon, hvor det er fint, at der ligger en konkurrerende kirke ved siden af, og hvor det afkoloniserede ø-rige stadig trækker et ordentligt imperialistisk politiorkester, der som en levende anakronisme vandrer rundt i Apia med kæmpe truthorn og hvide eller blå gevandter. Og hvis nu nogle kinesere mente, at de da skulle hjælpe stakkels Samoa med at bygge et ordentligt parlament, og da det så stod der, så viste det sig, at det lignede et grimt højhus og slet ikke den traditionelle fale? Ja, så putter man da bare en overdimensioneret fale ovenpå, sådan. Så går det. Familien fortæller historier om de lokale transvestitter, fa´afafine, som i dette gennemkristnificerede samfund er den mest respekterede samfundsgruppe overhovedet, og som ofte har ærefulde erhverv og laver danseshows - en ganske uklassisk karrierevej i mit eget land, hvor det kun fører til udstødelse, tænker jeg. Og hvorfor der er så mange, der er ”mellem-køn”? Ja, hvis nu en familie med de obligatoriske 8-12 børn får for mange af den ene slags, så opdrager man bare en eller to som den anden slags i en grad, så drengene bliver piger og vice versa. Andet er for upraktisk, når der nu er så mange praktiske ting at tage sig af og stadig en del kønsroller at leve op til. For der skal jo også være tid til at hygge sig og - ikke mindst - spise. Og spise, det går de glade, stolte og rolige samoianere op i, hele tiden. Og når man har spist skal man sove, hvorfor ellers spise al den dejlige mad? Faktisk er de storknoglede og ikke helt lave indbyggere verdens fedeste folkefærd, men tråden skulle dog være knækket helt ovre i koloniland i Amerikansk Samoa, hvor de traditionelle godter som jordbagte fisk og svin med rodfrugter og kokosmælk er erstattet af whoppere og super-sizeri. Resultatet i Samoa er bl.a. en festlig gang kæmpekvinder, som vi ser på gaden, og som helt passende går i en lava-lava. Det er ikke en vulkandragt, der ellers ville kunne matche disse omfangsrige kvinder fra vulkanøen, men den lokale sarong, der omsvøber både mænd og kvinder. Begge køn har også traditionelle kropstatoveringer og blomster bag øret - det sidste er dog mest et maskulint træk...

En smuk, ung dansk pige med vind i håret og strand og palmer i øjnene - kan man egentlig forlange mere af livet?

Hvid mand i saltlage, mums

Zap. Den kigger mistænksomt på mig. Hmmm, hvad vil den? Og hvem har glemt sin hjerne der? Det her vand smager af... salt! En lille fisk med det passende engelske navn trigger-fish hapser lystigt i mit lår, men smutter igen ved synet af en hånd, der er på vej til at spise den. Jeg flyder rundt og kigger på hjernekoraller og kulørte fisk ud for stranden i Manase på Savaii, den anden større ø i Samoa. På passende afslappede samoianske vis er Savaiis vestligste punkt det vestligste sted før datolinjen, så her går dagens sidste stråler ned. I år 2000-hysteriet om at være den ø, hvor det nye årtusind først tittede frem, var Samoianerne stolte af, at den helt sikkert kom sidst til dem. Man skal jo nok nå det, det der årtusinde. Guidebogen kalder Savaii den mest traditionelle ø i hele Polynesien, og der er kun lige blevet lagt el og asfalt rundt om øen. Bedstefar Tanu og hans lille familie på 35 har bygget en gang fales direkte på den smukke strand, og her er man bare. Nogle af de 17 søskende i yngste generation hjælper til med morgenmaden og aftensmaden, og så er der bananer ad libitum og smil, sang, dans og ro. Om aftenen kommer der en kold Vailima, og øllen, der er brygget på tysk teknologi af samoianske råvarer, er en helt rigtig ven at dele med de andre gæster fra New Zealand, Tyskland og Danmark. Der er også et australsk brudepar, der nægter at tro, at vikingerne og deres sproglige hærgen er skyld i, at hun nu skal kalde ægtemanden for ”Husbond”. Dagene flyver, bøgerne ædes, og den lokale høne får gang på gang forceret palmepersiennen ind til falen og får lagt sine æg på vores myggenet. Hyggeligt, men også godt at tænke på, at der ingen farlige dyr er på Samoa, inden jeg lægger mig til rette under myggenettet, nyder de friske 23 grader og falder i søvn til havets brusen, så man kan være klar til at lave så lidt som muligt dagen efter.

Pyyyhramider

Zap. Zap igen. Der røg en myg i lyset. Det forekommer mig, at der både er meget højt ned og op, og at det er meningen, at jeg skal blive her i nat? Banyan-træet er Samoas stolthed og kæmpe, og i dette ca. 70 meter høje træ på Savaii skal jeg sove i nat på en platform højt oppe med udsigt til regnskoven omkring. Kroppen føles opladt efter dagene i solen, og højden virker mere surrealistisk end angstprovokerende, en unik oplevelse. Godt det

Det lokale politiorkester er en besynderlig størrelse, som hver morgen vandrer rundt i Apia og trutter og trommer lystigt i 15 minutter. Derudover ser man ikke noget til dem.

samme, viser det sig, for morgenen byder på den mest misforståede morgenmad jeg nogensinde har prøvet, men dog helt i top efter samoiansk logik: Hvis nu alt vestligt principielt er godt, og man gerne vil det bedste for de vestlige turister, og det vestlige man kan få fat på naturligt nok skal importeres, og man ikke har så mange penge, så ender det med en morgenmad med sandwich af toastbrød med dåsespagetti! Det er en oplevelse, der giver helt nye betydninger til ordet klæg. Palmevejen går videre mod blæsehullerne, hvor havvandet står op i geyser-lignende formationer fra lavamarken. Der skulle vist også være noget om en pyramide, men selv guide-bogen er noget vag, og det hele virker mest som en lokal Loch Ness historie, men som Indiana Jacob gør jeg et forsøg på at finde den sammen med min rejsekompagnon. Bagved bananplantagerne, og så et stykke inde i skoven er der... skov, og en hel del af det. Det er møgfugtigt - 30 grader - og vi sprinkler marken med vores sved og får prikker for øjnene mens vi dehydrerer. Vi cirkler, ingen skilte, ingen stier, kun små variationer i skoven. Men pludselig går det lidt op, og der er en unaturlig ens vinkel på den bakke vi står over, og der er den, Samoas pyramide. Nej, jeg har ikke fået klodekuller, det er en overgroet semi-pyramideformet ting på 12 x 50 x 60 meter kaldet Pulemelei, og stien derop åbenbarer sig i alt det grønne, og vi tørrer sveden væk og vælter op til den flade top. Og naturligvis forener dette specielle sted både det praktiske - et udkigssted -og det religiøse - et sted for ritualer. Her kunne de for mange hundrede år siden se ud på de kanoer, som via navigation baseret på stjerner og temperaturforskelle i havet fandt vej over det urolige Stillehav til Tahiti og Påskeøen, og som befolkede resten af Polynesien, og fra toppen kunne de så sende håbefulde tanker afsted med fælles ritualer og god mad. Der er intet at se på Pulemelei, ingen mennesker, ingen dyr - selv myggen er væk, og alligevel mærker vi, at det er et sted med sjæl og historie. Samoas sjæl.

De skumle skygger fra palmerne på den perfekte strand ved Manase giver nemt varme drømme om sydhavsøen Samoa.

At rejse er at se

Zap. Jeg er vist hjemme i mit eget lille hus. Det er 14 grader og regner selv om det er sommer. Jeg fryser - er ikke bygget til dette klima. Er den væg ikke meget tom og hvor blev Samoa af? Jeg står med et billede fra Samoa i hånden, og det viser stranden ved Manase med palmer, skumle skygger og friske fodaftryk i sandet. Folk jeg kender siger det jeg godt ved, at det ser helt fantastisk ud og ligner en drøm om Stillehavet som det fortabte paradis. Men det er meget mere end det, for når jeg ser det billede, får jeg pludselig smagen af fisk med kokosmælk i munden, vand skummende om fødderne, smil fra tatoverede brune mennesker og en besynderlig samoiansk ro, der siger, at det er ok, at jeg ikke har fået lavet væggen færdig med rejsebilleder lige nu. Det skal nok komme... spis nu noget først...

Under the wide and starry sky,
Dig the grave and let me lie.
Glad did I live and gladly die,
And I laid me down with a will.

This be the verse you grave for me:
Here he lies where he longed to be;
Home is the sailor, home from the sea,
And the hunter home from the hill.

Requiem af skotske Robert Louis Stevenson, mejslet ind i hans gravsten på Samoa, hvor han døde som 44-årig.
Research Bjarne Lund-Jensen

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside