Iron Butt - et weekendeventyr

Tekst og fotos: Michael Nyholm

Planen var enkel og simpel. Kør 1600 km på motorcykel på mindre end 24 timer.
Drik en kop kaffe på en af de dejlige kaffebarer, og tag et billede på Dam-pladsen i Amsterdam.

Banditten foran bådcykelparkeringen i Amsterdam

Det var en våd tur med mange kaffepauser

Jeg syntes jo ellers, at jeg havde forberedt mig grundigt. Jeg kan fare vild i en telefonboks, så jeg havde taget GPS'en fra bilen med, og jeg havde også et almindeligt kort over Nordtyskland.

Formålet med hele turen var at forsøge at opnå medlemskab af MC Long Distance klubben: Iron Butt, hvor mindstekrav er, at man har kørt 1.000 miles på max. 24 timer.

Vejret er en joke...

eller rettere vejret er en joker, som man skal tage med i ligningen, når man udregner gennemsnitsfart. Allerede ved Slagelse lignede himlen et forvarsel til dommedag. Det var som at køre i klam og klæbrig suppe. Bropillerne på den smukke Storebæltsbro var skjult af havgusen, og tilbage var askegrå bropiller, der kunne være søjler til helvedes port.

Da jeg nåede over broen, fik jeg et glimt af en forårsgrøn fynsk skov. Humøret steg et par grader, og optimistisk undlod jeg at krybe i regndragten. Fem minutter efter jeg var trillet ud fra tanken ved Odense, blev der åbnet for sluserne. Da jeg på første afkørsel stod og kæmpede med dragten, var jeg gennemblødt.

Når først der har samlet sig så meget vand på sædet, at det trænger ind til de inderste klæder, er Fyn ikke fin mere. Bededagstrafikken var væk, men de biler der var tilbage, havde aldrig hørt om akvaplaning. De speedede forbi mig, så vinden flåede heftigt i styret, og et styrtebad blændede udsigten. Det gjorde nu ikke så meget, for sigtbarheden var alligevel under 10 meter på hele strækningen fra Fyn til Hamburg.

Hamburg - et hul i jorden

Jeg havde kalkuleret med, at jeg kunne risikere tæt trafik i Hamburg. Elbtunellen har jeg altid været imponeret af. Den 3,9 kilometer lange tunnel under Elben er for mig ét af Hamburgs højdepunkter. Den er notorisk ramt af vejarbejde, og ofte klumper trafikken sig sammen i lange køer både før og efter tunnellen.

Nu betød den tørvejr efter timer i silende regn. Jeg sneglede mig sammen med slangen af biler dybt ned i det endeløse hul. Den første kilometer flød trafikken adstadigt ind i det imponerende stykke ingeniørkunst, og så med ét, på bunden, gik trafikken helt i stå. Her holdt jeg i tørvejr, men på bunden af Elben, omgivet af stinkende osende biler og en kvælende luft, der sved i næseborene og fik tårerne til at trille.

Hvor var de store udsugningsrør, der ligner jetmotorer henne? Jeg spejdede febrilsk efter dem, men enten var de dækket af sværte fra årelang trafikos, eller også var der ikke nogen.

Pludselig begyndte rækken af røde baglygter foran mig at bevæge sig. Som et dovent godstog rykkede rækken fremad, opad. Jeg fulgte ivrigt med strømmen af rumlende trafik som tunnellen gylpede op i klumper. Jeg følte, at jeg kørte mod himlen, og den var pludselig ikke så gusten mere. Det regnede ikke længere, og trafikken flød på den gode tyske Autobahn.

Hollænderne fejrer selvfølgelig 1 maj med en kold Heineken på kanalerne

Den nærmeste omvej til Amsterdam

Amsterdam, her kommer jeg! Opmuntret af lyset undlod jeg at tage mod Bremen og valgte Hannover. Jo længere ned i Niedersachsen jeg bevægede mig, jo mere kuperet blev terrænet. Farten var god, og skyerne smeltede langsomt på himlen. Jeg havde tid til at nyde landskabet.

Ikke al Autobahn er grim. Jeg havde haft GPS'en on and off, og før Amsterdam tændte jeg den igen. Jeg havde læst om massakren på Dam-pladsen 7. maj 1945. Nu var det jo 1. maj, men jeg ville besøge Dam-pladsen og tage et billede af søjlen med Banditten - min MC - i forgrunden.

GPS'en guidede mig perfekt til målet. Her var liv, glade dage og forår. Jeg fik lyst til at blive en uge og nyde atmosfæren.

På kaffebar

Jeg fandt hurtigt en hyggelig kaffebar, ikke for at ryge, men for at nyde en god kaffe inden hjemturen. Jeg fandt en glimrende Thai-restaurant, hvor der var et ledigt bord med udsigt til kanalerne og de mange broer.

Det var tid til at sende gode sms'er om en lidt hård, men fantastisk tur. Jeg sendte den ene joviale sms efter den anden lidet anende, at resten af turen ville få de fire timer i silende regn til at ligne en duvende sejltur på kanalerne med en kold Heineken i hånden. Jeg rejste og gav rundhåndet drikkepenge.

Fanden løs i Laksegade

Bandittens ur viste 19:25. Bare ud af byen og så nordpå. Det bliver en skøn nat, og så triller jeg over Fyn, mens solen står op. Billedet på GPS'en tonede frem, men straks blev skærmen sort. Jeg prøvede igen. Sort skærm. Batteriet var dødt.

Så var Fanden løs i Laksegade. Her stod jeg midt i centrum, uden GPS. Det er bare med at styre rigtigt gennem alle de ensrettede veje, over alle de små broer, uden at få forhjulet i et sporvognsspor, zigzagge mellem de skæve og fulde turister, finde den bro man skal under, og så højre om for at møde ringvejen bag Centraal Station og tage den rigtige afkørsel til A1 uden at ryge mod Haarlem eller Haag. Jeg køber et kort, når jeg kan, og er ikke bleg for at spørge om vej.

På kaffebar

På afveje i Amsterdam

Jeg spurgte en taxachauffør, og det gik indtil jeg nåede en rundkørsel, hvor jeg mistede orienteringen igen. Efter en times kørsel rundt i byen, nåede jeg til en lille idyllisk havn. Jeg tog mig tid til at nyde solnedgangen.

Den første tank jeg fandt, lå på en motortrafikvej i udkanten af byen. Pigen på tanken var sød, men et kort havde hun ikke. Hun talte udmærket engelsk og forklarede, at jeg skulle videre ligeud, dreje til venstre dér, hvor man tror, man skal dreje til højre, gennem tunnellen og så ellers hele vejen tilbage for så at møde A10.

Jeg fandt en motorvej og blev fortalt, at jeg bare skulle mod Utrecht, så ville det give sig selv. Vejen til Utrecht var ramt af vejarbejde, så der var ikke noget med at vinde tabt tid.

77 km på 7 timer

Når man kører forkert, er det ikke et par kilometer, men gerne 40-50 stykker i den forkerte retning. Det er ikke på alle afkørsler, man kan komme på motorvejen igen og køre direkte den anden retning. Jeg missede afkørsler, mistede retningssansen, måske også fordi træthed og frustrationer satte ind.

Jeg befandt mig først på motortrafikvej, siden snævre landeveje, hvor jeg kørte over broer og sluser, og kunne på trods af det næsten totale mørke og tåge skimte møller og flade sumpområder. Dette sted må være smukt i dagslys, Jeg var nået til det lave sumpede Frisland.

Kulden fugtede, som kørte jeg bag en gigantisk blomsterforstøver. Ved hver lille by ledte jeg efter en åben tank med et kort, men det er kun motorvejstankstationer, der har døgnåbent i Frisland.

Ved 3-tiden lyste et skilt gennem tågen, men jeg troede ikke mine øjne - Amsterdam 77. Måbende og desperat holdt jeg ind til siden. Der måtte være flere byer kaldet Amsterdam i Holland. Jeg havde kørt i 7 timer. Holland er da et lille land. Men hvis man kører i ring, er Holland ikke et lille land.

Achmed min redningsmand

Febrilsk fiskede jeg tysklandskortet op af tasken og bredte det ud på det våde græs. Det er også forbandet, at skiltene står på hollandsk i Holland. Hvordan skal man kunne gætte, at Osnabrück hedder Osterbeek. Man har jo ikke en chance. Grooningen havde jeg hørt om, der var ikke langt. Da jeg igen havde konstateret, at mit tysklandskort ikke hjalp, overvejede jeg at finde et hotel, men de mange små landsbyer, jeg havde passeret, havde ikke engang et hotel.

Mens jeg knælede i græsset med kortet foran mig og forlygten som eneste lyskilde, trillede en bil forbi. Jeg fór op som trold af en æske og viftede forrykt med armene. Bilen fortsatte, men stoppede siden 30 m meter nede ad vejen. Jeg viftede og råbte på engelsk "Hjælp - jeg er faret vild" som en anden skibbruden. Bilen kørte først et par meter frem, og siden bakkede den langsomt tilbage. Ud trådte Achmed, der var ude at køre en aftentur med sin dame, eller en andens. Han forklarede, at jeg bare skulle køre cirka 200 kilometer tilbage til Zwolle, som jeg havde passeret timer forinden, så skulle jeg nok kunne finde A1.

Achmed fra Frisland blev min redning i den altopslugende hollandske nat. Jeg havde forladt København kl. 6.08. Jeg skulle finde et vidne inden kl. 6.08. Jeg var ikke engang sikker på, at jeg ville nå ud af Holland inden kl. 6.08. Da jeg fandt gode gamle A1, passerede Apeldoorn og fløj gennem grænsen, tog jeg afkørslen mod Osnabrück.

Et tysk vidne


Heineken skal ud igen - offentligt toilet Amsterdam	De Amsterdam centrum

Sådan - Osnabrück, Bremen, Hamburg, Flensburg, Kolding, Odense, København. Da jeg havde fået Autobahn under hjulene igen, stod der 47 km til næste tank. Klokken var lidt over 5.

Jeg turde ikke vente med at finde et vidne, til jeg havde de 1600 km i hus. Jeg fik et tidsstempel, der sagde 5.35. De to morgentrætte medarbejdere på tanken havde ingen kunder. Jeg forklarede med sløret stemme hele Saddle Sore-konceptet for den ene, og da jeg spurte om han ville være vidne og underskrive, sagde han bestemt: "Dass kann ich nicht!". Jeg var for træt og overrasket til at spørge ”hvorfor” eller forsøge at overbevise ham.

Efter en kop kaffe og vand i ansigtet forsøgte jeg med kollegaen. "Kein problem!" Ud og se på triptælleren, og udfylde papirer med underskrift og telefonnummer. Saddle Sore var slut.

Kold asfalt

En lettelse sænkede sig over mig, og jeg følte jeg kunne tillade mig en længere pause, inden jeg vendte snuden nordpå. Jeg var i Tyskland. Hvad kan gå galt nu?

Lyset brød langsomt frem, og jeg lagde mig på asfalten på parkeringspladsen lidt fra stationen. Med tanktasken som hovedpude sejlede jeg omkring 40 minutter ud og ind af bevidstheden. Jeg havde sat alarmen i tilfælde af, at jeg skulle falde i en dyb søvn, men det var alt for koldt på asfalten, og bilister spurtede med jævne mellemrum over og råbte: "Alles klar?" ”Ja, ja”, svarede jeg, men jeg lignede sikkert én, der ikke var helt klar i hovedet.

Jeg var gennemkold af at ligge på asfalten, men den lille time på langs havde alligevel gjort godt, for da jeg først fik luft i hjelmen, fandt jeg hurtigt en marchfart på 150 km i timen.

De Dam-pladsen, Amsterdam

Motorcykel-Zen

Der var ingen kø ved Elbtunnelen denne søndag, og efter Hamburg var der skiltet mod Flensburg. Jeg fandt en marchhastighed på mellem 180 og 190 km/t og havde en zen-agtig mand-smeltet-sammen-med-maskine oplevelse, men fik et chok, da jeg fornemmede, at det føltes rart at trykke hagen mod tanktasken. Vejafmærkningens striber flød ud i ét, og jeg faldt i staver.

Ind på næste tank og pøse vand i ansigtet og kaffe i maven. I Danmark røg jeg direkte ind i hjem-fra-bededagsferietrafikken. Det føltes som en endeløs orm af campingvogne med kurs mod Sjælland, men jeg var ligeglad, for solen skinnede, og der var ikke længere langt til København.

København

Ved 16-tiden havde jeg kørt 2490 km på 34 timer. Først da jeg sad i sofaen, mærkede jeg, hvor træt jeg var. Jeg sov 12 timer i stræk, og dagen efter tog jeg en middagslur på 3 timer. Nu håber jeg, papirerne er i orden, så jeg bliver optaget i IBA, og hvis ikke, så ved jeg selv, at jeg gjorde dét jeg havde planlagt og mere til.

Hvordan jeg har det? Tør hud i ansigtet på grund af den megen luft. Ømme lægmuskler af at presse benene om maskinen så længe, ømme hænder af at holde på styret, men ondt i røven? Næh.. Jeg må have baller af stål.

Medlem af IBA

Hvorfor i alverden køre til Amsterdam og tilbage igen i ét hug? Ja, det er i hvert fald ikke for at få et diplom, hvor der står man er medlem af IBA (Iron Butt Association). Jeg har ikke engang fået sendt papirerne til Chicago endnu. Det er selvfølgelig bare fordi man kan, og for rejselysten, eventyret og oplevelsens skyld.

For at blive medlem af IBA, skal man have gennemført en Saddle Sore 1000. Det vil sige køre 1000 miles på mindre end 24 timer. Det skal dokumenteres med vidner og tidsstempler fra tankstationer. Dokumentationen er meget omfattende, og godkendelsesproceduren tager ca. 3 måneder, fra man har ansøgt, før man eventuelt bliver optaget. IBA har 39.000 LDR-medlemmer (Long Distance Riders) på verdensplan.

Det endte med langt flere kilometer - nok til en Bun Burner (1500 miles på mindre end 36 timer) :-)

Man kan læse meget mere om LDR og IBA på deres officielle side www.ironbutt.org

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside