Jeg ville holde jul i Betlehem og nytår i Tel Aviv.
Eftersom jeg skulle til Beirut i februar, ville jeg helst undgå et israelsk stempel. Man kommer ikke ind i Libanon med et israelsk stempel i passet.
Jeg mødte mange søde palæstinensere i Betlehem juleaften. Nagham, der bor i Tel Aviv, inviterede mig til sin nytårsfest, men inden nytårsfesten ville jeg til Ægypten for at bestige Sinai-bjerget.
Al Aqsa-moskéen
Israelsk exodus
I Haifa var der ikke plads på bussen til Eilat. Der havde været en togulykke, og alle busser var fyldt. Jeg fik heldigvis det sidste sæde i natbussen til Eilat, hvor man kan tage en bus videre til grænsekontrollen ved Taba. Taba er den eneste græsekontrol, der er åben for udlændinge over land. Klokken fem om morgenen stod jeg i Eilat, og klokken otte krydsede jeg grænsen. Det gik rimeligt nemt at komme ud af Israel, og jeg havde også held med at overtale de ægyptiske grænsevagter til ikke at stemple i mit pas. Et Taba-Ægypten-stempel ville røbe for libaneserne, at jeg havde været i Israel.
Busserne kører som vinden blæser over Sinai
Ifølge mine oplysninger gik der en bus fra Taba til Nuweiba og videre til Dahab, og herfra kan man komme det sidste stykke til Sankt Katarina-klosteret ved foden af Sinaibjerget. Ved stoppestedet var der flere strandede backpackere. Én havde ventet 14 timer på en bus til Kairo og var godt mørbanket efter en nat op ad busskiltet. Efter en rum og grum ventetid, endte jeg med at dele en taxi de 70 km til Nuweiba med et ungt jødisk-amerikansk par.
Søvnige Ægypten
I Nuweiba spejdede dusinvis af vilde mølædte katte sultent efter småfuglene. Jeg boede i en bungalow på stranden i et søvnigt og dovent beach-resort, hvor det vrimlede med new age hippier, der var groet fast i hængekøjerne med vandpiben i munden. Jeg fik at vide, at der gik en bus til Dahab klokken seks næste morgenen, og så igen klokken seks om eftermiddagen. Selvom jeg efterhånden havde regnet ud, at man ikke kan stole på busserne, så tog jeg chancen og stod op klokken fem. Der var selvfølgelig ingen bus, så nu var håbet om at nå til Sinai udslukt. Jeg turde ikke satse på at nå Sankt Katarina-klosteret, når jeg risikerede at det kunne tage flere dage både frem og tilbage.
Flugten fra Ægypten
Ved 11-tiden sad jeg og ventede på 15-bussen nordpå til Taba, da en bil rullede op på siden af mig og en sød russisk pige rullede vinduet ned. Hun spurgte, og jeg ville med til Taba. Det tog mig ikke mange sekunder at komme ind i bilen. Med 140 km i timen ad snoede veje langs kysten gik det tilbage mod den israelske grænse. Maria havde læst arabisk i Kairo. Da hun forlod Kairo lokkede hun taxachaufførens fætter til at køre hende videre mod grænsen. 50 ægyptiske pund bragte mig til grænsen flere timer før forventet.
West Wall
Sesam sesam luk dig op!
Ved grænsen hørte heldet op. Jeg manglede et israelsk entry-stempel, men havde flere syriske stempler, og Maria havde også læst arabisk i Yemen. Vi blev behandlet som spedalske og røg begge lige lukt i kategori 6 - højeste sikkerhedsrisiko. Vi ventede i timevis på den psykolog, der skulle afhøre os. Mine manglende stempler, både ind og ud af Israel, var som en rød klud i ansigtet på grænsevagterne. Det er lettere at åbne en konservesdåse med en plastikgaffel end at komme ind i Israel med passet fyldt med mistænkelige stempler. Under tredjegradsforhøret måtte jeg redegøre for samtlige stempler i mit pas. Særligt de syriske og jordanske blev de ved med at spørge til. Jeg havde dog exit- og entry-stempler fra ægypterne på en lap papir, og kunne derfor bevise, at jeg havde været i Israel tidligere, og små tre timer senere var jeg tilbage i Israel - stadig uden stempler i mit pas. Maria var ikke så heldig. Selvom hun venligt bad dem stemple på et stykke papir, placerede de stemplet på siden overfor det yeminitiske visa.
Værelse med taxameter
Vi havde tilbragt så lang tid ved grænsen, at der ikke var flere busser til Jerusalem. Maria havde booket et værelse i Jerusalem, og jeg fulgtes gerne med hende. Jeg havde alligevel ikke overvejet, hvor jeg skulle overnatte. Egentlig var jeg på vej til nytårsfest i Tel Aviv, men et smut til Jerusalem kan man jo altid slå. Jeg slap for at vælge. Der gik kun én bus, og den skulle til Tel Aviv. Klokken et om morgenen stod vi så på stationen, uden et sted at overnatte.
Uden held vi ringede rundt til de fem hoteller, som jeg havde nummeret på. Alt var booket til nytårsaften. På vores vandring rundt på må og få i de nattestille gader faldt Maria og jeg dog over noget - nej ikke en stald, men et ledigt værelse på det mest snuskede hotel i Tel Aviv. Det var et af de der steder, hvor man betaler pr. time, og en stald havde nok været renere. En mindeværdig nat blev det, og mens Maria tog morgenbussen til Jerusalem, sov jeg længe. Da taxameteret udløb, fik jeg fat på Nagham, der ikke bare holdt nytårsfest, men også havde sengeplads.
Bevæbnet vagt i Jerusalem
Ben Gurion - et moderne Masada
Der var kun én forhindring tilbage. Jeg manglede at undgå det famøse stempel i Ben Gurion. Ben Gurion har flere gange været udsat for terrorangreb og regnes for den sikreste lufthavn i verden. Her får man ikke bare en varm velkomst, men også en varm afsked.
Jeg tog derud i god tid. Fire timer før afgang. Det skulle vise sig at være lige i underkanten. Jeg kendte efterhånden rumlen. Blev klassificeret som sikkerhedsrisiko 6 igen. Alt indhold i min rygsæk skulle gennemlyses, stryges og undersøges. Mit kamera skulle jeg demonstrere var et kamera, og de skulle bladre gennem billederne. Da vi gennemgik samtlige stempler i mit pas, skulle jeg redegøre for, hvem jeg havde talt med, hvor jeg havde overnattet, og hvad jeg ellers havde foretaget mig. Jeg mente, at det ville være bedst at undlade at fortælle, at jeg havde overnattet hos en palæstinensisk veninde i Tel Aviv. Jeg gav dem i stedet et navn på et hotel, jeg tidligere havde boet på, og bildte dem ind, at kvittering og al info lå online.
Massage med en M16 automatriffel
I omklædningsrummet blev alt indhold i mit tøj gennemgået. Selvom jeg stod i strømpefødder, skulle der mærkes overalt. Det er den første fodmassage, jeg har fået af en fyr, og så med kalot og fuldautomatisk maskingevær.
Det var lige ved at blive hyggeligt, men så fandt han en stump papir, hvorpå Maria have skrevet nogle libanesiske adresser, som hun syntes jeg skulle besøge, når jeg kom til Beirut. På bagsiden af lappen stod der noget på arabisk. Det fik min massør til at trykke på alarmklokken. Sekunder efter var han omgivet af en flok kollegaer. Den ene begyndte at udspørge mig om, hvorfor jeg ikke havde fortalt dem, at jeg kunne arabisk. Hvad der stod på sedlen, hvem jeg havde fået den af, hvad den skulle bruges til etc. Jeg kan desværre kun læse lidt arabisk, så da de tilkaldte endnu en vagt, der kunne oversætte sedlen ordret, kunne han have sagt, at der stod hvad som helst. Temperaturen hos soldaterne og i det lille forhørslokale var efterhånden på kogepunktet, og mens jeg syntes en M16 havde været lidt interessant, var det ikke rart med seks. Jeg begyndte seriøst at tvivle på, om jeg ville nå mit fly. Efter endnu en ophidset byge af spørgsmål, som jeg åbenbart svarede nogenlunde sammenhængende på, fik jeg lov til at tage tøj på igen. Med tøjet i uorden vaklede jeg videre mod næste sikkerhedskontrol med det forbandede israelske stempel på en papirlap. Her nøjedes de med at konfiskere den parfume jeg havde købt i Haifa. I Ben Gurion gælder 100 ml-reglen ikke. Sikke en afsked. Man tænker ikke ligefrem på at komme igen.
