I kort snor i Arbejdernes Paradis
Nordkorea

Tekst og fotos: Peter Goltermann

Mansudae Grand Monument, den mest kendte af angiveligt ca. 800 statuer i hele landet af den nordkoreanske Gud.

I august 2007 besøgte jeg Nordkorea, eller Demokratisk Folkerepublik Nordkorea, som landet egentlig hedder, og allerede her går det galt, for lande der lader "demokratisk" indgå i navnet, er det aldrig. Workers' Paradise, som man også kalder sig, er næppe heller dækkende, fx holdes hundredtusinder fanget i frygtelige arbejdslejre. Derimod gav en stribe tankevækkende oplevelser mig indtryk af, at begrebet ”slyngelstat” faktisk beskriver landet ganske godt. Tekst og fotos: Peter Goltermann

Overvåget

Straks efter landing i lufthavnen med dagens eneste ankommende fly blev vi modtaget af hele tre mere eller mindre engelsktalende vagter, der kaldte sig guider, og som under hele vores ophold skulle holde øje med os og hinanden. Én af dem havde fast plads bagerst i bussen og lavede ikke meget andet end at kontrollere, hvilke billeder vi tog, forhindre os i at fotografere og indimellem kræve at se de fotos vi havde taget. Som turist bør man, ifølge flere bøger jeg har læst, regne med, at man er overvåget konstant, og på hotelværelserne er der sandsynligvis skjulte mikrofoner, som Lonely Planet skriver i sin Korea-guide i det ganske tynde afsnit om Nordkorea.

Heldigvis var vi en god gruppe på ti europæere, der var indstillet på at afsøge grænserne lidt. På skift stod vi fx tidligt op for at forsøge bare at gå en kort tur i byen inden vagterne, øh... guiderne var der, men så var der andre, der holdt øje med os og stoppede os, inden vi kunne forlade hotellet. Den sidste morgen lykkedes det dog min værelseskammerat fra Polen at gå nogle få hundrede meter ud blandt de lokale og tage nogle billeder. En times tid senere kom en af vores guider og sagde, at "nogle" havde rapporteret, at han gik udenfor og tog billeder, og guiden krævede at se billederne. Alligevel blev en betragtelig del af vores fotos tjekket og nogle også slettet under en meget omfattende bagagekontrol, da vi efter en uge forlod landet med toget, og en bog jeg havde om Nordkorea blev bladret grundigt igennem, en stribe sider blev foldet, så man kunne finde tilbage til dem, og så blev en overordnet tilkaldt for at besigtige siderne og stille mig spørgsmål.

Umuligheder og løgne

Propagandaplakat på gaden: Selvom man ikke læser koreansk, er der ikke meget tvivl om USA-imperialisternes skæbne, hvis de angriber.

Stort set alt var umuligt i Nordkorea. Vi spurgte om vi kunne komme i zoologisk have, cirkus, teater, biografen, besøge en almindelig butik for lokale, om vi kunne stoppe og tage et billede af det ene eller det andet, men stort set intet var muligt, og forklaringerne var ofte det pure opspind. Da jeg fx spurgte, om vi kunne holde og fotografere nogle af de utallige militaristiske plakater, der hænger overalt, begrundedes afslaget med, at der ikke var en parkeringsplads i nærheden, og det ville så tage 40 minutter at gå. Da hele gruppen indvilligede i at stå tre kvarter tidligere op næste dag, fik vi lov til at fotografere plakaterne fra den langsomt kørende bus - hvorfra vi også kunne se en parkeringsplads ganske kort derfra...

Da jeg et par dage senere anmodede om tilladelse til at fotografere et prisskilt på en isbod, sagde guiden, at det ville indehaveren ikke have. Jeg spurgte, hvordan han kunne vide det, og om vi ikke skulle gå hen og spørge (man bør ikke selv henvende sig til en lokal, hvis man undtagelsesvis skulle få mulighed for det, for straffen for som nordkoreaner at have kontakt til udlændinge er voldsom). På god afstand og ikke entydigt henvendt til den kvindelige issælger sagde han noget på koreansk og fortalte så mig, at hun ikke ville have sit skilt fotograferet. Jeg pointerede, at hun hverken havde svaret verbalt eller ved at bevæge hovedet, hvortil guiden blot svarede, at jeg ikke måtte fotografere skiltet. Diskussion slut! Et par minutter senere var skiltet fjernet, og da jeg spurgte guiden hvorfor, svarede han, at han havde bedt issælgeren tage det ned, fordi jeg måske ville forsøge at fotografere det! Lad mig lige repetere, at det altså var et stykke karton med nogle priser og smukt tegnede ispinde, jeg ønskede at fotografere - hverken raketaffyringsramper eller uranberigelsesanlæg...

Formentlig er jeg aldrig blevet løjet så meget for som i Nordkorea; ofte vidste man, at det var løgn, men andre gange kunne man blot antage, at det nok ikke passede. Også mht. simple facts blev der løjet. Her var det genialt i gruppen at have James, der studerer Korea på universitetet i Oxford. Så når guiderne fx fortalte, at der er tre års værnepligt, kunne James efterfølgende meddele, at langt de fleste tilgængelige og pålidelige kilder siger syv års værnepligt.

Juchetårnet, opkaldt efter den nationale selvforsyningsideologi. Det blev opført i anledning af Kim Il Sungs 70-års fødselsdag og består af 25.550 granitblokke - én for hver dag han havde levet...

Shopping i Pyongyang

Den eneste væsentlige anmodning, der kunne imødekommes, var en helt almindelig spadseretur på gaden i hovedstaden Pyongyang, og kun på betingelse af, at alle kameraer blev i bussen. Selvfølgelig valgte guiderne en af de store boulevarder, men det var absolut et højdepunkt bare at kunne gå en tur blandt de lokale. Det var også her, vi en enkelt gang fik lov at smage et lokalt produkt (det er ikke tilladt udlændinge at benytte den nordkoreanske valuta, won): En af guiderne gav is. Ikke noget, der ville kunne sælges i Europa, men bestemt spiselig. Vi måtte desværre ikke gå ind i nogen forretninger, og når vi stoppede for at kigge ind, blev vi hurtigt gennet videre. Faktisk var der en del butikker i Pyongyang, og de havde et vist sortiment. Ved første øjekast undrede det imidlertid, at der var så få kunder, men når man ved, at en typisk månedsløn er 3.000-5.000 won (militæret, partiet og andre særligt betroede og udvalgte dog 10.000-20.000 won - én af guiderne svarede på mit spørgsmål at hendes månedsløn var 12.000 won), så er det ikke så uforståeligt, når fx ris koster ca. 1.000 pr. kg, æbler, som vi kun så i ét tilfælde, 1.200 pr. kg, en kylling 3.000-4.000 og et sort-hvidt tv 50.000-60.000 won. De butikker, hvor man med rationeringskort betaler priser, der står i rimeligt forhold til lønnen, er gemt langt væk fra, hvor turister får lov at komme.

Lukket og slukket

Ligesom andre lande, der lader hånt om internationale konventioner (menneskerettigheder osv.), eksempelvis Cuba, Burma, Zimbabwe og USA, kan det i høj grad diskuteres, om man bør besøge Nordkorea. Faktisk er dette lukkede land det første jeg nogensinde har besøgt, hvor enhver kontakt med den almindelige borger er aldeles umulig, og hver eneste krone man betaler, går i styrets lommer - direkte eller indirekte. Det eneste formildende er vel, at turismen er så begrænset, at det ikke er den, der holder diktaturet i live. Hovedindtægtskilderne er efter sigende narkotikahandel, falskmøntneri (nordkoreanerne har lavet nogle af de mest vellignende dollarkopier, der nogensinde er fremstillet), illegal våbenhandel og afpresning af det internationale samfund med atomvåben.

Typisk bybillede, her Kaesong: ingen biltrafik, ingen reklamer og blot en enkelt lille butik.

Stort set al industri er angiveligt gået i stå, og vi så ikke en eneste lastbil transportere nogen form for varer. I Pyongyang var der lidt biltrafik, men ellers var de op til tisporede motorveje spøgelsesagtigt tomme. Da vi en dag holdt kaffepause langs den ottesporede motorvej mellem hovedstaden og den sydligste del af landet, talte jeg fire biler på et kvarter. Intet foregik maskinelt. Markarbejde blev udført med hænderne, græsset blev slået med en lille saks, bildæk pumpedes med en cykelpumpe. Dog så vi to traktorer benyttet ved udbedringen af et af jordskredene som følge af den voldsomste regn i 40 år, der havde medført store oversvømmelser (selv i centrum af Pyongyang) og ødelagt 15-20% af årets høst. På markerne så vi bemærkelsesværdigt få dyr: nogle enkelte køer og et par gedeflokke. Vandet kom og gik, selv i vores firestjernede hotelfængsel i Pyongyang, og ligeså gjorde elektriciteten. Så holdt sporvognene stille i timer midt på gaden. Når vi kørte gennem byerne om aftenen, var hele kvarterer mørklagte, og gadebelysning var ikke-eksisterende. Én ting skal Nordkorea ikke lastes for: CO2-udslip og den globale opvarmning...

Personkult

Studerende på Kunstakademiet broderer nationalblomsten kimilsungia

I Nordkorea eksisterer en personkult, som jeg ikke har oplevet noget andet sted, selv Turkmenistan under Turkmenbashis megalomani blegner ved siden af. Først og fremmest er det Kim Il Sung, også kaldet Den Store Leder, man ser store statuer og billeder af overalt (de er det eneste, der er oplyst om aftenen!), ligesom pladser, stadions m.m. er opkaldt efter ham, og alle nordkoreanere bærer en badge over brystet med billede af ham (udleveres jævnligt af staten)! I høj grad omfatter personkulten dog også sønnen Kim Jong Il, også kaldet Den Kære Leder. Kim Il Sung døde i 1994, men denne lille detalje forhindrer ham ikke i stadig at være præsident! Her udnævner man ikke præsidenter midlertidigt, som fx på livstid. Nej, her udnævner man en evig præsident. Ikke underligt at landet er på røven...

Allerede i skolen og ungdomsbrigaden lærer børnene flere timer dagligt om Kim Il Sungs fantastiske og heroiske gerninger og synger loyalitetssange, og det holdes ved lige gennem aviser og de tre statslige tv-kanaler (de eneste man kan og må se i landet, og internettet og i øvrigt også mobiltelefoner er forbudt), suppleret af en evig krigsretorik mod landets mange fjender, som kan angribe hvert øjeblik det skal være, og som kun Den Store Leder og Den Kære Leder kan beskytte imod. Blandt alle gadeplakaterne med frygtindgydende soldater med skarpladte våben finder man også, umiddelbart malplaceret, plakater med de to smukke nationalblomster: den pink kimilsungia og den røde kimjongilia...

Forestilling i Skolebørnenes Palads, hvor særligt talentfulde elever udvælges til at dygtiggøre sig efter skoletid: hyldestsang til Den Kære Leder.

Som turister fik vi den første historielektion om Kim Il Sungs nærmest egenhændige sejr over japanske imperialister allerede over højtalerne i flyet til Nordkorea, og siden fortsatte guiderne, bl.a. om hvordan han alvidende drog rundt og gav "on the spot guidance" på landbrugskollektiver, fabrikker, byggepladser osv. Da jeg den sidste dag et kort øjeblik var alene med én af guiderne, spurgte jeg hende om Den Store Leder aldrig nogensinde begik en eneste fejl. Svaret var kort: "No". Ligesom i Danmark var der i Nordkorea ikke noget at komme efter... Dog tilføjede hun efter en kort pause: "We believe in him". Ja, tilbedelsen har religiøs karakter, og ligesom man andre steder i verden har ladet religionen bestemme tidsregningen, så også her: 1912, hvor Kim Il Sung blev født, var år 1, og i år er det således 98.

Øverst på en bakke midt i Pyongyang står Mansudae Grand Monument, en intet mindre end gigantisk bronzestatue af Kim Il Sung. Den blev rejst i anledning af hans 60 års fødselsdag i 1972, meget mod hans vilje, som guiderne fortalte, men folk sendte tusindvis af breve og bad ham gøre det... Det forventes at repræsentanter for gruppen lægger blomster for hans store fødder, hvorefter alle på en lang række bukker for Den Store Leder, og imens strømmer højtidelig musik ud over bakken.

Endnu mere latterlig bliver tilbedelsen på International Friendship Exhibition i bjergene i Myohangsan, 150 km nord for hovedstaden. Her er de over 100.000 gaver udstillet som Kim Il Sung modtog (og som præsidenten stadig modtager!) fra statsoverhoveder og alverdens andre - fra Danmark bl.a. et Workers' Party, jeg aldrig havde hørt om. Blandt meget andet er der togvogne fra Mao og Stalin ("vis mig dine venner, og jeg skal sige dig hvem du er"...). I et rum står en voksfigur af Kim Il Sung i naturlig størrelse, foræret ham af Kina, og også her skal der bukkes andægtigt. Tilbage i Pyongyang skal der på Begravelsespladsen for Revolutionære og Anti-Japanske Martyrer endda bukkes pænt for en buste af Kim Il Sungs kone!

Kulten kulminerer i Kumsusan Memorial Palace, Kim Il Sungs tidligere palads, der i dag er hans mausoleum. For at komme dertil kører man under Udødelighedstårnet med påskriften "Den Store Leder kammerat Kim Il Sung vil altid være hos os". Mausoleet, hvortil der er dresscode (det er jo audiens hos præsidenten...), er enormt. Både Lenins i Moskva og Maos i Beijing blegner ved siden af. Først går turen gennem adskillige sale med bl.a. store statuer af manden, og man lytter til en utilsigtet morsom optagelse om Den Store Leder, denne gave fra himlen, ved hvis død folket faldt på knæ og græd tårer, der krystalliseredes på jorden, thi de havde mistet en del af sig selv! På øverste etage når man så frem til Den Store Leders balsamerede krop, og her skal der bukkes ikke mindre end tre gange: for hans fødder og på både hans højre og venstre side. Bagefter ledes man

De år Nordkorea afholder Arirang Mass Games, er det bestemt værd at planlægge sit besøg efter det.

gennem sale med hans tog og limousine, og vi nåede også at se en del af de mange ordner og medaljer han modtog, inden lyset gik ud. Selv ikke i det helligste af det hellige evner man at opretholde en pålidelig elektricitetsforsyning.

Fantastiske Arirang Mass Games

Det er aldeles paradoksalt, at et land der ikke kan brødføde sin egen befolkning, og hvor intet fungerer bortset fra kontrolapparatet, kan stable et show som Arirang Mass Games på benene. Showet er en ekstravagance af dans, akrobatik, musik, lys og billeder og gennemføres med ulige års mellemrum på May Day Stadium, der angiveligt skulle være verdens største stadion med kapacitet til 150.000 mennesker. 80.000 børn, unge og voksne danser i farverige dragter med militærisk nøjagtighed og koordination, og de udfører halsbrækkende akrobatik på højdeniveau med tribunetaget. Nogle skydes også af sted som kanonkugler og flyver de ca. 100 meter på langs ad banen. På modsatte tribune af publikum vender 20.000 mennesker med synkroniseret præcision sider i store hæfter og danner derved hundredvis af billeder, også animationer som fx kørende tog, blafrende flag og en tåre der fældes. Det er svært at tro, at de 100.000 optrædende "kun" har trænet hver dag i et halvt år, men vores guider fortalte, at mange af dem har rutine fra tidligere Mass Games. Den halvanden time lange opvisning er det mest imponerende show, jeg har oplevet nogensinde, og jeg er overbevist om, at dets lige ikke findes noget sted.

En meget vred officer

Et andet af mange højdepunkter var den demilitariserede zone (DMZ), et fire kilometer bredt bælte langs våbenstilstandslinjen efter Koreakrigen, eller Victorious Fatherland Liberation War, som krigen kaldes i Nordkorea. At kalde området demilitariseret er omtrent lige så misvisende som at kalde Nordkorea demokratisk, for tre hære (også USA) står her i konstant alarmberedskab og er klar til krig med sekunders varsel. Her fik vi den særlige nordkoreanske version af krigen, og vi besøgte bl.a. én af de barakker, der er opført på tværs af grænsen i Panmunjom, således at nord- og sydkoreanere uden at forlade eget land kan sidde ved samme bord og forhandle. Bagefter blev vi bevilget 45 minutters samtale med en nordkoreansk officer, og det blev fremragende anskuelsesundervisning i, hvorfor man nu har talt forgæves på tværs af bordet i Panmunjom i mere end et halvt århundrede. Björn fra Tyskland, der jo har en vis erfaring med genforening, gav i yderst beherskede og diplomatiske vendinger udtryk for, at man nok ved en genforening må finde en helt ny ledelse, og at det så kan være et problem at lederen i nord er så stærk som han er. Fra det øjeblik lyttede officeren overhovedet ikke efter hvad vi sagde. Uanset hvor lang en indledning vi holdt om, at Sydkorea og USA er skyld i mange problemer, og uanset hvor forsonende vi stillede bare moderat kritiske spørgsmål, så var officeren aggressivt i offensiven med forbandelser over Sydkorea, USA, FN og vores medier, der har hjernevasket os...

Slyngelstat

Der er ingen tvivl om, at nordkoreanerne kun lod os se et glansbillede af landet, men det var ikke desto mindre chokerende nok. Resten måtte vi gætte os til, men én ting er sikkert: et land der kontrollerer sine gæster så nidkært og paranoidt som vi oplevede, må nødvendigvis have rigtig meget at skjule.

Faktaboks:
Nordkorea kan kun besøges på guidede ture arrangeret af godkendte rejsebureauer. I Beijing i Kina, hvorfra langt de fleste Nordkorearejser udgår, er Koryo Tours den mest etablerede aktør på markedet, men svenske Korea Konsult var en del billigere da jeg skulle af sted. Med dem blev prisen for en uge ca. 10.500 kr. alt inklusive (fra Beijing). Sidste år begyndte nogle få danske rejsebureauer at arrangere rejser til Nordkorea. Visum og andre formaliteter ordnes almindeligvis af bureauet, men det kan tage lidt tid, så book tidligt.
For mere viden om Nordkorea: Under the Loving Care of the Fatherly Leader af Bradley K. Martin er formentlig den bedst researchede bog der findes om Nordkorea, og den er fremragende. På nettet kan man helt gratis finde den informative A Year in Pyongyang af Andrew Holloway på www.aidanfc.net/a_year_in_pyongyang

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside

I kort snor i Arbejdernes Paradis Nordkorea