Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Normalt er langtursbusser ikke det bedste scorested,
men man har vel lov at være heldig

Tekst og foto: Jimmi Kim Persson                              



Min bedste oplevelse på rejsen har foreløbig varet i lidt over tre år. I 2006 var jeg i gang med en jordomrejse sammen med en god veninde (vigtig detalje at hun kun er en veninde). Blandt andet besøgte vi Mexico og Guatemala. I den forbindelse sad vi en aften i Palenque i Mexico og spiste. På et tidspunkt kommer den her fantastisk smukke pige ind og sætter sig ved bordet ved siden af. Nu er Latinamerika jo fyldt med smukke tøser, så det var ikke noget jeg tænkte videre over. Men dagen efter skulle vi med bussen til Flores i Guatemala. På turen sad denne pige ved siden af os og det viste sig at hun var argentiner og var ude at rejse i tre uger. Vi sludrede en smule, men det var først samme aften, da vi var en lille gruppe der besluttede at gå ud sammen, at vi begyndte at snakke noget mere.

Efter denne aften ændrede argentineren sine rejseplaner lidt og fulgte med os på resten af sin rejse. Derfor tog hun også med os til Mayaruinerne i Tikal allerede dagen efter. Specielt husker jeg at sidde på toppen af et af de store templer, nyde udsigten og ellers snakke løs. Selv om Tikal tiltrækker rigtigt mange turister er stedet så stort at man sagtens kan opleve store dele af ruinerne og naturen helt uforstyrret. Derfor blev dette også et øjeblik som indprentede sig i min bevidsthed som et af de bedste. Fornemmelsen af historiens vingesus, regnskovens insisterende nærvær og mødet med en fremmed, man føler altid at have kendt.

Jeg kan huske hendes insisteren på aldrig mere at kæreste med hashrygende musikere og min egen erkendelse af at nu måtte det være slut med at finde sammen med tøser som dybest set søgte efter en psykolog. På tværs af flere tusinde kilometer, forskellige kulturer og opvækstbetingelser klikkede vi fuldstændigt.

Tikal er noget for sig selv. Rundt om i Guatemala er der mange Mayaruiner som stort set er dækket af naturen og flere af disse steder har jeg oplevet indianere ofre til guderne. I Mexico er der flere steder hvor de gamle templer er totalt udgravet og på det nærmeste står som i fordums storhed.

Tikal er ud over at være et af de største tempelområder, placeret i midten af regnskoven, indeholder alt fra helt og halvt udgravet til helt dækkede ruiner. Det betyder, at man i nogen områder helt drømmer sig til en tid hvor templerne var i brug. Samtidig er der andre områder hvor en historienørd som mig virkelig kan føle historien, når ruinerne står i forskellige grader af forfald. Generelt skal man regne med at jo mere udgravet jo mere besøgt er et ruinområde. Det betyder også at det er de mest overgroede dele af Tikal, hvor man nemmest kan få en rolig oplevelse. En af de helt specielle ting jeg elsker ved Tikal er, at det er muligt på samme tid at nyde regnskoven, gå ned af nogen af de mange dyreveksler og blive helt væk. Det var således også her at et dådyr var ved at skræmme mig fra sans og samling.

De næste to uger blev helt fantastiske og jeg valgte da også senere at forlænge min jordomrejse med tre uger til Peru, som hun var blevet forflyttet til, mens Marie Louise som jeg rejste med tog hjem. Efter jeg var kommet hjem fulgte et lille år med ture til Peru for mig og ture til Danmark for hende. Herefter blev hun forflyttet til Filippinerne og vi begyndte at mødes hver sjette uge rundt om i verden, idet hendes job i en nikkelmine betød, at hun arbejdede 6 uger straight for så at få en flybillet hvorhen i verden hun ville og 2 ugers fri. Til slut tog vi dog beslutningen og blev gift, flyttede til Danmark og vores bryllupsrejse blev noget så eksotisk som Roskilde Festivalen ;).


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside