Den sorte vulkan i DR Congo

- På tur til Afrikas Pompeji

Tekst: Morten Svane, tekst og foto: Morten Svane m.fl.

Nyamuragira og Nyiragongo har tilsammen har stået for 40% af Afrikas vulkanske aktivitet. Nyamuragira går i udbrud hvert andet år for tiden. Alligevel er det Nyiragongo folk frygter mest.

Mens det rigtige Pompeji efter sigende skulle være overrendt af turister, kan dette ikke siges at være tilfældet for den udgave, jeg besøgte, i form af byen Goma i Den Demokratiske Republik Congo. På en måde kan jeg godt forstå, at mange holder sig væk. Goma er ikke det sikreste sted i verden. Tænker man sig lidt om og undersøger situationen inden man tager af sted, kan man til gengæld komme til at opleve noget helt unikt. Både i selve Goma og på vulkanen Nyiragongo, der for få år siden oversvømmede byen med lava.

Forberedelser til turen

Da jeg først overvejede at tage til DRC var jeg temmelig bekymret over, hvorvidt det var en god idé. Skulle jeg skrive en plus/minus-liste over grunde til at tage af sted, ville der være to punkter i hver kolonne. Første punkt på plus-siden var Goma - en by, der for nylig var blevet oversvømmet af lava, men stadig var beboet. Det andet punkt var vulkanen Nyiragongo - efter sigende en af kun tre vulkaner i verden med en åben lavasø, og i øvrigt den største af slagsen. På minussiden ville være to oprørsgrupper, FDLR og CNDP - ikke ligefrem noget man har lyst til at beskæftige sig med på sin ferie. FDLR var formet af de tidligere hovedansvarlige for Rwandas folkemord og var nok den værste af de to grupper, men CNDP's leder var stadig tosset nok til aldrig at ville fotograferes uden et scepter i hånden, hvilket i mine øjne også var lidt foruroligende. Hvor glad jeg end er for vulkaner, besluttede jeg mig til - indtil videre - at droppe at tage til DRC.

Jeg havde dog alligevel svært ved at slå idéen helt ud af hovedet, og i de efterfølgende måneder prøvede jeg at danne mig et overblik over oprørsgruppernes positioner i DRC. Jeg søgte på google news om DRC hver dag og tjekkede de bynavne, hvor der skulle være oprørere, på google maps. Det virkede som om Goma, der også var den by hvor FN's styrker MONUC havde hovedkvarter, lå et stykke væk fra, hvor der var oprørere, så jeg begyndte at tænke, at det nok var ok at tage dertil alligevel. Kort efter rykkede CNDP så mod Goma, og de stod på et tidspunkt kun fem kilometer fra bygrænsen, midt mellem byen og vulkanen. Der var ikke noget at gøre, og jeg valgte igen at droppe DRC.

I slutningen af januar skete der så pludselig noget uventet. Rwandas og DRC's regeringer, der ellers havde brugt de to militser til at føre en proxy-krig mod hindanden, besluttede sig for at blive gode venner igen. Fra den ene dag til den anden, og uden at hverken FN eller andre anede hvad der foregik, gav DRC sin gamle fjende Rwanda lov til at krydse grænsen for at bekæmpe FDLR. Det første Rwanda gjorde var dog at arrestere deres egen allierede, CNDP's leder Laurent Nkunda. Resterne af CNDP blev integreret i DRC's hær, der nu sammen med Rwandas hær nu vendte sig mod FDLR. Den næste måned blev FDLR trængt et godt stykke ind i landet, og mange krigere besluttede sig for mod amnesti at vende tilbage til Rwanda. Operationen varede kun til sidst i februar, og FDLR eksisterer stadig, men de var trængt længere ind i landet. CNDP var væk. På utrolig vis var et puslespil gået op. Den form for konfliktløsning har jeg aldrig hørt om før i Afrika, og det er al ære værd, at to gamle fjender på den måde lagde stridighederne bag sig. For mit vedkommende betød det, at der ikke længere var militser i nærheden af Goma. Med en plus/minus-liste kun bestående af plusser, pakkede jeg nu kufferten og tog til DRC. Da FDLR også var jaget væk fra Bukavu længere mod syd, besluttede jeg mig for at tage dertil på vejen og få sejlturen over Kivu-søen med i købet.

Udsigt fra Bukavu over Lake Kivu

Bukavu

Da jeg sammen med et par venner krydsede den lille militærbro fra Rwanda til DRC kunne jeg godt mærke, at jeg på trods af forberedelserne var lidt ubekvem ved situationen. Når jeg kiggede ud af vinduet var det dog let at glemme, hvor jeg var på vej hen, for naturen i området er virkelig flot. Området er meget bjergrigt, og Kivu-søen, der udgør grænsen til Rwanda, er også er utrolig smuk. Situationen blev gjort lidt mindre alvorlig af, at vores minibus var fyldt af vasketøj, der hang til tørre. Busturen var startet i Burundi, men på vej til DRC var vi krydset ind i Rwanda. Her har man åbenbart haft et problem med, at plasticposer svinede for meget. I stedet for at indføre bøder for folk der svinede, havde man valgt den noget sjovere løsning at forbyde plasticposer ved lov. Vores plasticposer var derfor, som det smuglergods det var, blevet konfiskeret ved grænsen, og mit våde vasketøj måtte derfor hænges til tørre i bilen. Der var flere der kiggede underligt efter os, da vi kom kørende.

Da vi krydsede grænsen var vi positivt overraskede over, at grænsevagterne ikke prøvede at kræve bestikkelse. Vi havde læst, at der ville være en del af den slags i DRC, så vi var forberedt på det værste. Lommerne var ellers fyldt med 1 og 5-dollar-sedler, man lige kunne stikke folk, hvis der blev problemer. Dem blev der ikke brug for. Af uransaglige årsager går små sedler til en lavere vekselkurs end store i Østafrika. Vores trick med at veksle bestikkelsespenge var derfor galt på mere end en måde. Slidte sedler var desuden endnu mere ildesete. Det opdagede vi i Goma, da vores receptionist prøvede både at lokke os til at bytte en ny 100-dollar-seddel til en der lignede en brugt karklud. Måden hvorpå han lokkede os var at vække os tidligt, så vi var lidt groggy, og så ellers bare vifte med karklud-sedlen, råbe og se farlig ud. Vi råbte lidt tilbage, men hele situationen var så åbenlyst dum, at det var svært at tage ham rigtig alvorligt, så vi gik ind og drak noget kaffe i stedet.

På grænsen til Bukavu var vi stadig lidt overraskede over vores grænsevagters opførsel. De smilede til os, stemplede i vores pas, og var åbenbart slet ikke interesseret i at bede os om penge. Vi havde dog stadig en sund skepsis, og da de spurgte, hvor vi skulle bo, og derefter påstod, at de første tre steder vi nævnte, ikke længere eksisterede, voksede denne skepsis. Vores guidebog var under et år gammel, og selv om tingene kunne gå stærkt, virkede det næsten for utroligt. De var dog meget insisterende, og da de nu havde været søde ikke at kræve bestikkelse af os, valgte vi at køre til et hotel, der ifølge dem skulle eksistere.

Bukavu var en mærkelig blanding af flot og hærget. Først og fremmest var den hærget. Der var beskidt og mudret alle vegne. Man kunne se rester af fordums storhed med gamle belgiske villaer, der for det meste ikke var vedligeholdt. Byen ligger på en række halvøer, der strækker sig ud i Kivu-søen. Ifølge folk vi talte med boede der stadig velhavende folk i flotte huse ude på halvøernes spidser, men der kom vi ikke ud. Det jeg kan sige med sikkerhed er, at centrum ikke var beboet af velhavende folk. Det var ret fattigt. Vores hotel var et godt eksempel på noget, der kunne have været overdådigt men i virkeligheden var usselt. Som udgangspunkt var det egentlig ret flot og hyggeligt, men som resten af byen var det ikke særlig velholdt. Nogle værelser havde varmt vand, andre myggenet, ingen begge dele og ingen af dem var forsøgt rengjort længe.

Vi havde kun meget kort tid i Bukavu, da Goma var hovedmålet for turen. Det blev til en enkelt gåtur inden mørket faldt på. På turen gik vi for sjov forbi det hotel vi først havde planlagt at bo på. Da vi fandt stedet, var det eneste vi kunne se en ruin med et skilt, hvor der stod ”Hotel Bellevue”. Der havde et par måneder før været jordskælv i byen. Grænsevagterne havde åbenbart haft ret.

Sejlturen over Lake Kivu

Bukavu ligger ved Kivu-søens sydlige bred og Goma ved den nordlige, så den skulle vi over. Sejlturen var dog et mål i sig selv, så det var helt fint. Som man måske næsten kunne forvente, når den nu ligger i DRC, var Kivu-søen ikke en almindelig sø, men en potentielt farlig sø. Det er åbenbart ikke nok med krige, vulkanudbrud, jordskælv, fattigdom og oprørsgrupper i området. Politiken bragte inden vi rejste en artikel om den med overskriften ”Verdens farligste sø”. Problemet er, at der på bunden er meget store CO2-forekomster, der kan boble op til overfladen og kvæle folk og få skibe til at synke. Lignende forhold i en sø i Cameroon har kostet mange dødsfald, så faren var reel, selv om man skulle være temmelig uheldig for at der skete noget. Som en lille bonus har Kivu-søen også store forekomster af eksplosiv metangas. Der arbejdes for tiden på at udvinde energi af gassen og dermed fjerne risikoen og tjene penge samtidig.

Undervejs på sejlturen viste de verdens dårligste film. Jeg forstod ikke sproget, men kunne alligevel forstå, at den primært handlede om, at handicappede var sjove. De lokale elskede den. Heldigvis kunne man gå lidt udenfor og nyde udsigten en gang imellem. Selv om det var overskyet, var det en flot sejltur. Bukavu var virkelig nydelig fra søsiden, og undervejs var der både frodigt og bakket. Intet slog dog synet af Goma, der lå klemt inde mellem søen og den enorme vulkan Nyiragongo. Vi lærte nogle flinke folk at kende på turen, men også nogle lidt mindre flinke. En stor del af passagererne mente, at når man nu havde 6-7 timer at slå ihjel sådan en hverdagsmorgen, kunne man lige så godt drikke sig stive. Øllene kostede desværre penge, men på denne båd var der heldigvis fire vesterlændinge med. Da sådan nogle jo er lavet af penge, blev de spurgt om øl ret mange gange. Det gad de frække vesterlændinge dog ikke, hvilket gjorde et par af passagererne irriterede. En enkelt gang resulterede det i at en fyr sagde ”fuck you” til os ti gange. Derefter tilbød de os at komme hjem på vores hotel med en fisk i bytte for øl. Efter endnu et høfligt afslag fra mig og endnu et ”fuck you” fra ham, bad han om min e-mailadresse og telefonnummer, så vi kunne holde kontakten når jeg kom hjem. Han fik en falsk adresse og alle var glade igen.

En fiskehandler på markedet i Goma

Lavabyen Goma

I Goma tjekkede vi ind på endnu et flot men hærget hotel. Byen var om muligt endnu mere slidt at se på end Bukavu, hvilket selvfølgelig var fair nok, når den nu for syv år siden var blevet dækket af lava. Det gav den et meget særpræget udseende, og man kom i en underlig stemning af det, men det var også med til at gøre den til et virkeligt fascinerende sted. Lavaen var til stede overalt. Vejene var af lava, hegn mellem huse var lavet af lava, og nogle steder kunne man direkte se størknede lavastrømme midt inde i byen. Der er også stadig udbrændte huse rundt omkring. Skulle man alligevel et kort øjeblik glemme, hvad der var sket med byen, kunne man bare kigge op. Så stod vulkanen Nyiragongo og skumlede i baggrunden med sin konstante røgsøjle.

Børnehjemmet i Goma - der bor flere tusinde børn, der, mens de bor der, går i skole og lærer et håndværk, så de kan klare sig bagefter

Vulkanudbruddet havde betydet, at store dele af byen nu lå i et niveau halvanden til to meter højere end tidligere. Når man gik på hovedgaden, var man derfor som regel på højde med husenes første sal. Stueetagerne var blevet gravet ud igen, og skulle man ind i et hus, måtte man derfor gå lidt ned ad en skråning først. Som et ekstra lille pift til byens udseende, der gjorde det hele komplet bizart, var der utrolig mange lilla og turkise huse. DRC har som flere andre østafrikanske lande en meget liberal reklamelovgivning, hvilket betyder, at firmaer må indgå aftaler med folk om at male deres huse med firmaets logo. Vi blev fortalt, at firmaet det første år betalte for malingen og efterfølgende et beskedent beløb om året. Teleselskabet Zain var specielt glad for denne form for markedsføring, og deres brands farve var desværre lilla og turkis. Man kunne se mindst et lilla hus i Goma lige meget hvor man stod. Selv den centrale rundkørsel i byen var malet.

Folk var ikke så vant til at se hvide mennesker i byen. I hvert fald ikke turister. Børnene kaldte os for ”MONUC” i stedet for det normale ”muzungu” man ellers hører i Østafrika. MONUC er FN's mission i DRC, der har hovedsæde i Goma. Ræsonnementet må enten have været noget i retning af, at hvide mennesker altid er fra FN, eller at MONUC var et andet ord for ”hvid”. Det lød lidt skørt i hvert fald. En mor, der sad i sin forretning, opfordrede en dag sin lille pige til at hilse på mig. Hun gik meget forsigtig hen til mig, rørte min hånd et splitsekund og løb om bag moren igen. Sådan en muzungu/MONUC/hvid mand var åbenbart lidt farlig at se på for sådan en lille en.

Billedet jeg ikke selv fik taget - Nyiragongos smukke lavasø.

MONUC var talstærkt til stede i byen. Det var måske ikke hver tiende bil, der var fra FN, men tæt på. Derudover var der andre FN-afdelinger som UNHCR samt en del NGO'er. Langskæggede pakistanske FN-folk sad bag i bilerne og gav nogle gange thumbs up til en, når de kørte forbi. Pakistan ligger jo også langt fra Danmark, men her var vi alle på udebane, og så var vi lidt på samme hold, hvis man kan sige det sådan. Hyggeligt.

Vulkanen Nyiragongo. Den sorte stribe der krydser vejen stammer fra lavastrømmen

Det man først og fremmest laver i Goma er at gå rundt i gaderne og se, hvordan folk lever. Turistattraktioner er der ikke mange af. Så er det i hvert fald meget Goma-specifikke ting, som at besøge en udbrændt kirke, et børnehjem eller et vulkanobservatorium. Da vi selv var studerende, valgte vi at tage forbi Goma University. Vi satte os på en bænk udenfor og kiggede lidt, og som mange andre steder i Østafrika betød det, at vi efter to minutter var omringet af interesserede folk. En studerende ved navn David viste os rundt i bygningen. Mens udsigten fra universitet slår Københavns Universitets med flere længder (Lake Kivu til den ene side, Nyiragongo til den anden) er jeg nu alligevel glad for at gå på KU i stedet. Goma University bestod af en slidt betonbygning i fire etager med en masse smadrede vinduer. Trappen man brugte gik desværre på hver etage igennem nogle af klasseværelserne. Det kan umuligt være godt for koncentrationen, og den skulle man ellers tro, at der var brug for, for de stuver mere end dobbelt så mange studerende ind i lokalerne som i Danmark. Vi mødte også Hector, lederen af de studerendes vagtkorps - ca. 40 mand, der skal dæmpe gemytterne, når der er problemer. Da vi spurgte ind til, hvad sådanne problemer kunne være, gav han det eksempel, at hvis nu en studerende var blevet slået ihjel, kunne de andre studerende godt blive sure og gå ned på gaden og brænde ting af. Så ville vagtkorpset prøve at få dem til at opføre sig ordentligt igen. Hurra for KU.

Vulkanen Nyiragongo var desværre lukket på grund af frygt for udbrud af søstervulkanen Nyamuragira. Vi prøvede at lave de største hundeøjne vi kunne, for at få lov at komme derop, men det hjalp ikke. Når folk i et fattigt land af sikkerhedsårsager siger nej tak til flere hundrede dollars er det selvfølgelig også noget man skal tage alvorligt. Det var bare ekstremt ærgerligt, da jeg gerne ville have overnattet deroppe og kigget på lavaen om natten. Goma var nu interessant nok i sig selv, så det går nok. Desuden har den en lufthavn, og nu har jeg en god grund til at vende tilbage. Fem dage er selvfølgelig ikke nok i et land på størrelse med Vesteuropa, men vi havde booket en gorillasafari i Rwanda næste dag, og når man har betalt 3000 kr for en times underholdning, så møder man op.

Udsigt fra Bukavu over Lake Kivu

Faktabox: Problemerne i DR Congo

DRC har ikke altid haft det lige let. De seneste år har landet været centrum for to krige, den seneste kaldet Afrikas verdenskrig, da ikke mindre end ni landes hære var involveret. Begge krige havde udgangspunkt i folkemordet i Rwanda i 1994. På tre måneder dræbte dele af Rwandas største befolkningsgruppe, hutuerne, op mod en million af mindretallet, tutsierne.

Mens militsen Interhamwe var hovedansvarlig for myrderierne, deltog mange almindelige borgere også i dem. Sideløbende med folkemordet kæmpede en tutsi-oprørsgruppe, ledet af landets nuværende præsident Paul Kagame, for at indtage landet. Da det lykkedes, flygtede store dele af hutu-befolkningsgruppen ud af landet, bl.a. til DR Congo (dengang Zaire). Både Interhamwe og uskyldige flygtede, og mange omkom undervejs. Resterne af Interhamwe dannede oprørsgruppen FDLR (De Demokratiske Styrker for Rwandas Befrielse) med det mål at få magten i Rwanda igen.

Med støtte fra DRC's hær har FDLR spredt død og ødelæggelse blandt landets eget tutsi-mindretal i det østlige DRC, og gruppen har også af og til krydset grænsen til Rwanda. Det resulterede i, at Rwanda og Uganda i 1996 indtog landet og indsatte en venligsindet præsident, Laurent Kabila. Rwanda og Uganda tog godt for sig af naturrigdommene i DRC mens de var der, og dette, kombineret med et lidt for stærkt ønske om indflydelse i landet gjorde, at de blev bedt om at tage hjem. Som svar prøvede de igen at indtage landet. Denne gang lykkedes det ikke, og forholdet mellem DRC og dets østlige naboer har ikke været godt siden. DRC's regering har skjult støttet FDLR, selv om de officielt har bekæmpet dem, og Rwanda har ligeledes uofficielt støttet en tutsi-oprørsgruppe i DRC, CNDP (Nationalkongressen for Folkets Forsvar) ledet af general Laurent Nkunda. Disse to militser var ikke de eneste, der huserede i landet, men det var dem, der var på spil i Kivu-provinserne, da vi først overvejede at tage dertil.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside