Uden tigre i tanken

- road trip på Sri Lanka

Tekst og foto: Thor Bakke

Besøg på Sri Lanka fra 4 - 14 februar 2008 med 1500 km bilrejse.

Da der var risiko for terrorhandlinger i tog og busser, lejede vi en bil med chauffør og tog på biltur gennem The Hill Country, der ligger midt på Sri Lanka. Vi kørte i alt 1500 km, en pragtfuld tur gennem et smukt landskab med interessante seværdigheder, udfordrende veje, pragtfulde strande og heldigvis uden at blive overfaldet af de tamilske tigre. Efter den lange biltur sluttede vi af på stranden på sydkysten, langt fra områder domineret af ”tigrene”.

Fra Colombo til The Lions Rock
Vi kom til Sri Lanka fra Trivandrum i Indien og landede i Colombo Airport, der er helt ny, topmoderne og kæmpestor. Her blev vi hentet af en bekendt, der er fastboende i Colombo. Vi kørte gennem næsten tomme gader. Det var på independence day 2008, og efter den store officielle ceremoni med tale af præsidenten, var alle sendt hjem, da man frygtede terror. Der havde været en stor bombeeksplosion på hovedbanegården dagen før med tolv dræbte, så man var noget nervøs for yderlige hændelser fra de tamilske tigres side. Vi blev stoppet to gange undervejs, og vor bekendte og hendes tamilske veninde måtte vise pas og id-papirer - os turister var man ikke interesseret i.

Vi ville gerne se noget af Sri Lanka, og da vi blev advaret mod at bruge tog og busser på grund af terrorfaren, lejede vi en bil med en chauffør, der hed Fernando. Vi startede tidligt og kørte i mørke ad Kandy-vejen mod The Hill Country, der ligger midt inde på øen. Meget snart lysnede det, og efter fire timer ankom vi til Sigiryia (the Lion Rock) - et 1600 år gammelt kongeligt palads, bygget på toppen af en kæmpe vulkansk klippe, der stikker 200 meter op på den flade slette.

Sigiriya Fortress - 1500 år gammelt kalkmaleleri på klippevæggen i spejlgalleriet midtvejs op

De 1232 trin for at komme op på toppen syntes at være i overkanten, men guiden sagde, at vi hvert fald skulle prøve, og på vejen op så vi et galleri med meget gamle kalkmalerier malet på klippevæggen, hvor den modsatte opbyggede væg var højglanspoleret, så kongen kunne nyde både originalen og spejlbilledet på samme tid. Alle billederne var af skønne damer i lette gevandter. Heldigvis kom der et lille regnskyl, da vi nåede cirka halvvejs op, så vi fik et tiltrængt hvil, før vi skulle op ad de sidste stejle og smalle jerntrapper, der var boltet til klippesiden.

En fantastisk udsigt over hele det omliggende landskab fra kongens soveværelse, og der var endog et svømmebassin, som man i gamle dage fyldte med vand, hentet op fra floden ved foden af bjerget. Bassinet skulle - sammen med flere andre mindre bassiner - sikre, at det var vand nok under en belejring. King Kassapa (477- 495) var bange for sin egen bror, der stræbte efter magten, noget han måtte kende til, eftersom han selv (ifølge historien) havde myrdet sin egen far for at opnå magten. Nyere forskning mener, at Sigiriya var et Buddhist-kloster bygget flere hundrede år før King Kassapa's tid, men uanset hvad historien siger, så var det et flot syn fra toppen.

Globetrotteren Harry
Vi fortsatte sydpå ad A5 til Kandy, den næststørste by på Sri Lanka. Kandy bliver betragtet som rimelig sikker for ”tigerne”, men vi havde besluttet, at vi ville undgå sammenstimlinger af folk, så vi valgte at besøge Paradeniva Botanic Garden, der betragtes som en af verdens førende haver med en orkideudstilling i særklasse. Vi gik fortrøstningsfuldt ind i haven til orkideafdelingen, men den var lidt skuffende, og personalet påstod, at de fleste specielle orkidéer var udlånt til en anden udstilling. Vi spadserede videre til områder med mange forskellige gamle træer, bl.a. et kæmpe Java figentræ, hvis krone dækkede næsten 2000 kvadratmeter og med grene der rakte så langt ud, at de måtte understøttes mange steder for ikke at berøre jorden.

Da vi stod og fotograferede nogle spændende blomsterranker, blev vi kontaktet af Harry fra Australien. Han var på vores alder og havde i næsten ni måneder rejst rundt i Indien og nu Sri Lanka og brugte lang tid hvert sted for at komme i dybden med de steder, han besøgte. Harry fortalte intenst og længe om oplevelser og steder, han havde besøgt, og han sender stadig E-mails og beretter om sin videre færd rundt i verden. For at få gode billeder af elefanter, anbefalede han, at vi skulle besøge The Elephant Orphanage i Pinnawala, hvor man tager sig af forladte og skadede elefanter.

Pinnawala Elephant Orphanage - gammel han elefant med store stødtænder

Plejehjemmet for elefanter i Pinnewala
Vi fulgte Harrys anbefaling og besøgte Pinnawala Elephant Orphanage. Interessant at se de store dyr spise deres friske grønne grene og mose rundt. Der var cirka 30-40 elefanter, som blev fodret, og der var mange dyrepassere i grønne skjorter, der passede på og som styrede ”showet”. Man kunne se, at elefanterne havde dyb respekt for elefantpasserne, og der skulle ikke mange bevægelser fra dem til, før elefanterne reagerede.

Hver dag bliver alle elefanter ledt ned til floden til dagens bad, et kosteligt syn. De mange elefanter kom ned ad hovedgaden og gik ud i vandet fra de skrånende klipper på flodbredden. Dyrepasserne stod og sprøjtede vand på elefanterne, for at vænne dem til det våde element. Nogle af elefanterne startede omgående på at krydse floden for at gå i land på den modsatte flodbred, hvor der var nogle sandbanker, og her vendte de sig om på ryggen og hyggede sig rigtigt med et sandbad, nok for at rense sig for utøj. De små babyelefanter blev taget godt vare på af mødrene. Nogle af de yngre gik afsides og hyggede sig med hinanden, der må jo hele tiden sikres ny afkom.

Vi havde lejet en hytte på stranden i Dalewalla Beach, cirka ti km syd for Galle, så vi skulle videre sydover ad A9 og skulle passere Nuwara Elly, der ligger i 1100 meters højde midt i området med teplantager. Efter en god nat på Queens Hotel i gåafstand fra centrum, gik vi i regnvejr ind til centrum for at købe bedre vejkort over Sri Lanka, så vi bedre kunne finde vej til Hortons Plains National Park, hvor Fernando ikke tidligere havde været.

På stejle veje op til Hortons Plains
Vi nød en fin tur i strålende sol på rimelige veje ind til parkområdet, hvor vi kørte gennem et meget skønt landbrugsområde med mange fine køer, både rødbrogede og sortbrogede - og solen skinnede. Vi passerede mange store farme, hvoraf en med navnet ”New Zealand”, og vi kunne konstatere, at det New Zealandske smør vi havde spist til morgenmad faktisk var et Sri Lanka-produkt, om end produceret på ”New Zealand”- farmen ganske lokalt, men det giver vel ikke dårligere kvalitet.

Efterhånden som vi nærmede os Horton Plains området, som ligger i 2200 meters højde, kom udfordringernes tid, hvor vi fulgte den smalle og svingende vej op til indgangen til parken. For at få adgang til parken skulle vi udfylde talrige papirer, såvel for os som for bilen og Fernando, med påbud om, at vi til enhver tid skulle følge parkens anvisninger, ikke plukke blomster eller på anden måde ødelægge naturen, samt også betale en rimelig høj afgift for at få papirerne behørigt stemplet, men så var vi også autoriserede til de næste seks måneder at besøge andre naturparker.

Vi kørte fra indgangen og de cirka seks km over den flade slette ind til the Visitor Center med udstilling og informationer samt toiletter - meget vigtigt, da vi havde skrevet under på ikke at forurene naturen. ”Verdens Ende”, hvor bjerget dropper cirka 1100 meter i et lodret fald, ligger fire km fra Centret.

The Devils Staircase
Et sted havde vi læst, at under nedkørslen sydover kunne vi køre ad en smallere vej, som så også ville passere Sri Lankas højeste vandfald, ”Bambarakanda Falls”. På et skilt ved parkudgangen stod, at der kun var syv km til landsbyen Kaluphana, som ligger næsten direkte syd ved hovedvej A4 mellem Badulla og Columbo - og meget kortere end, at køre om Ohiya mod øst.

The Lions Rock, Sri Lanka med Sigiriya Rock Fortress på toppen af den 200 meter høje vulkaniske klippe.

Vejen startede ganske godt, og i krydset, hvor vi skulle ind på Kaluphanavejen, var vejene smalle, men med asfaltbelægning, men vi havde kun kørt nogle kilometer, da vejen totalt skiftede karakter, asfalten var skyllet væk og der var store huller, og det lignede mere et udtørret flodleje end en vej. Vejen snoede sig i hårnålesving og med mere end tyve graders fald, og der var ringe plads til at dreje rundt i svingene. Vi måtte erkende, at det ikke var muligt at vende bilen, og da hele vejen jo ”kun” var syv km, så ville vi prøve at fortsætte.

Bilen, en seks sæders van, var ganske ny, og Fernando var en dygtig chauffør. Han protesterede ikke, men fortsatte med stor koncentration i snegletempo, undgik de dybeste huller og de største sten, men nogen behagelig kørsel var det ikke. Efter cirka tre km kom vi til et vejkryds, og vi valgte den vej, som så ud til at være mest befærdet. Vi havde - heldigvis - ikke mødt nogen biler og ej heller set mennesker.

Et par kilometer yderligere, og vejen var stadig meget hullet og med dybe render, og man kunne rigtig se og føle, at hele overfladen var skyllet væk i det kraftige regnvejr på sydsiden i bjergområdet, som også konstant er dækket af en fugtig dis, så udsigten over området var meget begrænset. Vi havde kørt nær ved de syv kilometer og kunne ikke se enden på vejen, men vi kunne se, at vejen fulgte bjergsiden rundt om først et bjerg og så et mere. En lastbil kom mod os og passerede og fortsatte i højt tempo videre op, og vi forsøgte at følge hjulsporene og antog, at vi så var på rette vej.

Tæt ved dalbunden passerede lastbilen os igen på vej ned - nu med fem mænd på ladet - og efter kort tid kravlede vejen igen opad med mindst 20-30 graders hældning. Det blev en hård tur med mange hårnålesving og meget dårlig vej med masser af løse sten, og vi lærte senere, at denne vejstrækning kaldes ”the Devils Staircase” og oplevede også, at bilen pludselig hvilede på toppen af en stor sten med baghjulene i spind. Ved fælles hjælp fik vi bilen fri af stenen, så vi kunne fortsætte.

Nedturen
Fernando syntes at bevare roen og koncentrationen og fortsatte kørslen, måske en grad mere forsigtigt. Og da vejen var uden nogle sikringer ud mod afgrunden, var det til tider lidt nervepirrende hele tid at se ned i afgrunden 4-500 meter nede, medens bilen væltede sig frem på den ujævne vej. Mærkelig nok var der ingen af os, der var skrækslagne over vejen og kørslen, men vi var ekstra på vagt over for hver bevægelse, bilen gjorde.

Efterhånden som vi mødte folk på vejen, spurgte Fernando flere om, hvor langt der var til en bedre vej. Én mand sagde seks km, og efter tre km sagde næste person (en gedehyrde) ti km, tredje person sagde tre km, og den sidste vi spurgte sagde fem km. Vi blev enige om, at de lokale enten ikke kendte til, hvad der var bag næste sving, eller ikke kendte til afstande.

På vejen videre kørte vi op på toppen af et bjerg og gennem et smalt pas hugget ud i bjerget og kom ud på sydvestsiden, hvor landskabet ændrede sig, og hvor der var flere store teplantager. Vejen på næste nedtur var stadig væk meget dårlig, og de lokale kørte i traktorer, der hoppede fra sten til sten, og arbejdsfolkene på traktorernes ladvogne havde besvær med at holde sig fast. Efterhånden blev vejen lidt bedre, og vi mødte flere teplukkere, som smilede og vinkede til os, da vi passerede.

Tilbage til civilisationen
Vi havde efterhånden kørt tyve km, og der blev mere bebyggelse, efterhånden som vi kom ned i dalen og disen forsvandt. Vi fik et fantastisk udsyn over landskabet og kunne se hovedvejen dybt nede i dalen, men stadig langt væk. Det var som om vor ankomst var varslet, for flere steder ved ensomme huse og gårde havde beboerne stillet sig ud til vejen og smilede og vinkede til os, når vi passerede. Lokalbefolkningen virkede meget venlige og smilende, og vi var glade for at bidrage til stedets underholdning, da der nok ikke sker mange uventede ting i deres hverdag.

Kandy Cottage - Divika som er den god og gæstefrie bestyrer og god kok

Vi kom forbi et godt udsigtspunkt, hvor det høje vandfald, Bambarakanda Falls, plaskede ud fra nogle klipper på bjergsiden og falder 241 meter ned mod bunden af dalen, og her var vejen asfalteret nogle hundrede meter og forsynet med parkeringspladser, så de få turister kunne stoppe og beundre vandfaldet.

Efter kun nogle få hundrede meter var vejens tilstand igen meget dårlig, men landskabet omkring var skønt. På vej ned ad en bakke kom en ung dame gående midt på den hullede og støvede vej, meget flot påklædt og med en parasol, og kun få hundrede meter længere ned, lige efter et sving på næsten 180 grader, kom en grøn og sort ”tuk-tuk” humpende op ad vejen, - så var vi klar over, at vi igen nærmede os civiliserede steder og bedre veje.

Efter 23,5 km kørte vi endelig igennem Kaluphana-landsbyen og ud på hovedvejen A4 med to baner i hver retning, med ny asfalt og flotte ordnede vejsider, og vi kunne se, at Fernando var lykkelig for igen kunne speede op. Han fandt hurtigt et Resthouse, hvor vi fik en stille hvilepause, et godt måltid og en kold øl.

Jeg har senere på Google Earth fundet beskrivelse af vejen fra landsbyen Kaluphana og op til toppen af Hortons Plains. Vejen er 23 km lang og har en stigning på 1291 meter - og der er en advarsel om kun at køre på vejen under tørre forhold og kun med 4WD. Den beskrivelse skulle vi have set før vi kørte, men vi syntes alligevel, at vi havde haft en spændende og fantastisk flot tur i et pragtfuldt landskab.

Vilde elefanter og fare for ”tigre”

Dalewella Beach på sydkysten ved Galle har idylliske strande

Vi havde den dag som mål at køre frem til Udawalawe Nationalpark (varmt anbefalet af vores bekendte i Colombo pga. de vilde elefanter), finde et sted at overnatte tæt ved indgangen og så næste dag leje en jeep og være på safari blandt de vilde elefanter og se parkområdet.

Da vi i skumringen kom frem til Udawalawe-landsbyen, var det for sent at gå ind i parken, og vi fik den overraskende oplysning, at parken var lukket også næste dag. Vi kunne da se babyelefanterne, men vi ville se de voksne, vilde elefanter. Ved parken var hotellerne lukkede, så vi fortsatte nogle kilometer sydover og fandt et turist-hotel i Embilipitiya, hvor indgangen var spærret af dobbelt bom og med fire bevæbnede vagter, så vi troede det var en militærlejr. Men bommen blev åbnet, og vi fandt ud af, at vi kunne få et dobbeltværelse med middag og morgenmad for cirka 250 kroner på et femstjernet hotel - uhørt billigt. Hoteldirektøren fortalte, at både den store Yala-park og Udawalawe-parken blev lukket i januar grundet terror udført af de tamilske tigre. Det var der bare ikke lige nogen, der havde fortalt os, før vi kom hertil.

Afslapning under palmerne
Vi nød en god nattesøvn og var så klar til næste etape ned til hytten, som vi havde lejet på stranden i Dalewella, hvor vi i fire dage slappede af på den hvide strand under de svajende palmer til lyden af det brusende hav, før vi kørte nordover langs den tsunami-hærgede kyst tilbage til Colombo.

Vi kunne uden nærkontakt med ”tigrene” rejse tilbage til Indien efter cirka 1500 km kørsel gennem Sri Lankas flotte natur i et område, hvor turisterne svigter på grund af “tigerne”. Det er bedrøveligt, at et så skønt land som Sri Lanka skal underkastes den langvarige konflikt, som er ødelæggende for alle parter.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside