Fridykning med harpun i Nordnorge

Tekst og foto: Morten Villadsen

Ugens største fisk. En lubbe på 9.3 kg. Fanget af en Kalundborgdykker ved Kristiansund.

Vi havde kørt i mere end 24 timer. Det var fugtigt, koldt og blæsende. Ingen af os fem i den røde Fiat Punto havde fået mere end et par timers søvn siden vi havde forladt Danmark. Fra København havde vores kurs næsten været stik nord, og nu hvor vi stod nord for polarcirkelen, under snedækkede bjerge og på glatte sten i vores 7 mm tykke våddragter gik det op for mig at undervandsjagt i Nordnorge havde virket som en langt bedre idé mens vi var derhjemme. Nå, men iskoldt eller ej - i vandet det skal vi!

Vi er et slæng af studerende der dyrker undervandsjagt. Vi kender hinanden fra studier, konkurrencer og klubber, og der er lagt op til en uges hardcore dykning fra tidlig morgen til vi falder i søvn 19.30 om aftenen - de aftener vi ikke natdykker, selvfølgelig.

På danske sommerdage hvor algerne har snadret de indre danske farvande til og iltsvindet har luret, har vi drømt om Nordatlantens kølige klare sigtbarhed og rige liv. Vi har købt nyt grej, slebet spyddene, skiftet til lidt tykkere elastikker og studeret søkortet. Vi har simpelthen glædet os.

Men når man står med røven bar og skifter til klam neoprenbeklædning på en kold rasteplads i Nordnorge og både himmel og hav ser gråt ud, kan man godt få sin tvivl om hvad det er, der igen har fået en til at handle stik imod de fleste menneskers fornuft. Men nu er vi her - og i vandet skal vi!

Norge, et eldorado for en undervandsjæger

Da jeg lægger mig og kigger ned fra overfladen stikker kulden mig i ansigtet på de ubeskyttede kinder, og huden trækker sig sammen som om hele hovedet skal implodere. Det eneste man kan gøre er at ignorere smerten og vente på at blodet forlader de overfladiske blodårer og finder andre mere temperaturbevarende veje rundt i kredsløbet.

Strømmen er temmelig stærk, men sigtbarheden er +10m. Overalt svømmer store stimer af små sejer, og nedenunder stimefiskene cruiser de store torsk og lubber, roligt og afventende.

Det her er ligesom at se en DVD. Eller at drømme. Jeg må knibe mig selv i kinden for at mærke at det her er virkelighed, og at jeg fridykker rundt midt i det hele - på undervandsjagt!

Efter et par minutter hvor jeg vænner mig til omgivelserne ser jeg den lange blå krop fra en havkat. Den er lige præcis så grim som jeg er blevet fortalt. Nordmændene har mange myter om denne dybvandsskabning. Med dens store kæber siges det at den kan knække et kosteskaft selv 3 timer efter dens død. Det meste af året lever den dybt ude i havet, men i den tidlige sommer kommer nogle enkelte havkatte ind på lavt vand og indenfor rækkevidde af undervandsjægere. Denne havkat ligger nede på 8 m dybde, men jeg kan tydeligt se den fra overfladen. Min kammerat tager billeder imens jeg tager en dyb indånding og nærmer mig bunden med min harpun, mens jeg gør mig umage for ikke at skræmme dyret væk.

Fra 3 m afstand sætter jeg spyddet lige bag øjnene og forsøger med det samme at få kontrol over den stærkt kæmpende og - nu - ret rasende havkat. Efter et lille minuts tid har jeg så meget kontrol over denne blålige midgårdsorm at jeg kan aflive den med en kniv i nakken. Men jeg er stadig ikke helt tryg ved at håndtere den. Hvis den nu tager fejl af mine fingre og et kosteskaft…

To fede torsk er blevet fanget blandt makrelstimerne under den hvide bro.

Med tusinder af kilometer af klippekyst, verdens stærkeste tidevandsstrømme og kun fire millioner indbyggere byder Norge på noget af Europas bedste undervandsjagt. Sej, torsk, lubbe (også kaldet lyssej), rødspætte, pighvar, makrel, havkat, havtaske og helleflynder kan fanges i størrelser og antal som får enhver sammenligning med andre steder til at falde ud til Norges fordel. Alle nævnte arter er desuden rigtig gode spisefisk, og nu vi er ved den kulinariske del af undervandsjagt så byder det nordlige Atlanterhav også på delikate kammuslinger, kongekrabber, taskekrabber og hummere. Men på grund af fortidens overfiskning af hummere er de nu beskyttet af fredning.

Livet på de yderste skær

Vi sejler rundt i skærgården i en glasfiberbåd som vi har slæbt efter bilen fra Danmark. Vi skiftes til at være bådfører, så de andre undervandsjægere roligt kan dykke uden at skulle tænke på risikoen for at blive ført væk af strømmen. Herude blandt små nøgne klipper kommer vi tæt på havørne og oddere der ligesom os nyder godt af det rige fiskeliv. Havørnene sidder på skærene og venter på at der skal drive en halvdød fisk forbi. Odderen er anderledes aktiv i sin fødesøgning, og med list kan en snorkeldykker komme tæt på begge rovdyr.

Tidligere på dagen havde jeg et superfiskeri i de yderste skove af kelp (alger). Jeg behøvede bare at vente 20-30 sekunder på 6-8 meters dybde før de nysgerrige lubber svømmede i cirkler omkring mig. Indimellem kom der også torsk hen og tjekkede mig ud. Snart havde jeg fanget min selvvalgte fiskekvote og ville op og slappe af i båden. Min kammerat, Johan, var glad for afløsningen og sprang glad i bølgen mens jeg tog en lur med en af de uheldige fisk som hovedpude. Da jeg senere vågnede var båden drevet et par hundrede meter, og jeg sejlede nu rundt til de orange overfladebøjer og fik folk op i båden igen.

Johan kunne fortælle om hvordan han som en anden krokodille i overfladen havde gledet ind mod en odder der sad på land og spiste sushi. Da han var blevet nødt til at få lidt af kroppen ud af vandet havde han dækket ansigtet med blæretang og odderen havde først forladt spisebordet på få meters afstand - med et ordentligt plask!

Under den hvide bro

I den uge vi var af sted fik vi skudt en del fisk og set endnu flere. Vi samlede kammuslinger til vores læber blev blå, og ved en enkelt lejlighed blev den meget delikate - men også meget aggressive - dybhavsfisk, havtasken, fanget med de bare hænder! Fra vores hytte kunne vi se marsvin i solnedgangen, og på hele turen var vi velsignet med fladt vand og blå himmel.

Havkattene kommer ind på lavt vand i de tidlige sommermåneder og er ofte nemme at komme tæt på, når de først er opdaget

. Men højdepunktet hver dag var når vi afsluttede med et par dyk på det lokale hotspot: Den hvide bro med de fire piller. Vi opdagede dette meget spændende sted den allerførste dag, og det var næsten kærlighed ved første blik. Stimerne af sej og makrel syntes uendelige her - og det samme gjaldt de større lubber og torsk der tog sig en småfisk i ny og næ.

Men jo mere vi dykkede på stedet, jo dybere ned søgte stimerne - og med dem forsvandt også de nu større - og nu mere sky - rovfisk mod bunden. Men indimellem blev en torsk eller lubbe alligevel lidt nysgerrig efter at se hvad det dog er for et kluntet væsen der kom ned fra overfladen, og hurtigt blev vi meget selektive med hensyn til hvilke fisk vi efterstræbte. At fylde fryseren ville ikke være noget problem, men heller ikke nogen særlig sportslig eller etisk opførsel. I stedet nød vi at svømme blandt de mellemstore fisk og trykkede kun på aftrækkeren når de helt store trofæfisk kom på skudhold.

Efter et par lange dybe vejrtrækninger dykker en af jægerne ned langs en bropille. Han venter - neutralt svævende i vandet på 20 m dybde - og begynder snart at forfølge en fed, dovent svømmende torsk. Den svømmer langsomt væk fra ham og gemmer sig bag en af de mindre søjler som pillerne står på. Han nærmer sig pillen og pludselig ser han den! Ikke torsken, men ud af det mørke vand på 23 m dybde dukker en fuldt udvokset lubbe frem, og den har ikke har tænkt sig at afvige fra sin rute lige forbi ham. ZAK! Skuddet sidder næsten perfekt bag hovedet, men under opstigningen bliver fisken viklet ind i liner der får snoet sig rundt om søjlerne. Heldigvis har spyddet godt fat i fisken og problemerne med linerne bliver let løst i næste neddykning. Da han kigger op efter andet dyk ser vi alle måbende på turens største fisk og dagens lykkeligste undervandsjæger.

Undervandsjagt - fridykning med harpun

Undervandsjagt nyder fortsat en meget lille udbredelse i Danmark, men er ved at blive mere populært - dog gør de nordiske vandtemperaturer nok deres til at det aldrig bliver lige så almindeligt som i Middelhavet hvor undervandsjagten har sin oprindelse.

Fiskeriet foregår uden iltflasker (dvs. snorkeldykning eller fridykning) på dybder mellem 0 og 40 meter. Undervandsjægere bruger meget tætsiddende våddragter der ikke giver plads til nogen vandudskiftning, men som til gengæld er varme nok til alle Skandinaviens årstider.

I Norden jages der ofte med harpuner drevet af tykke gummielastikker og med en maksimal rækkevidde på ca. 4 meter. Fra harpunen bruger mange jægere en line der går op til en orange overfladebøje sådan at man kan slippe harpunen uden at miste den i tilfælde af problemer med store fisk på dybt vand.

Norsk undervandsjagt - det praktiske

Transport. Ofte vil det være en fordel at køre i bil da mange af de gode dykkerområder ligger langt fra alfarvej. En båd vil absolut være det mest optimale.

Undervandsjagten. Det er som regel mest liv på de ydre skær og helst steder med god strøm. Broer vil ofte være et godt sted at starte. Der kræves ingen tilladelse til at harpunere, intet fisketegn, men der må ikke jages i ferskvand eller efter ørred og laks. Vandtemperaturen er mellem 2 og 14 grader. Den bedste sæson er fra april til november alt efter hvor nordligt man rejser. Sigtbarheden kan være alt mellem 4 og 40 meter.

Begynder med lyst til at komme i gang?

Se følgende hjemmesider fra danske forums, kurser og undervandsjagtklubber: www.reginamaris.dk - www.huh.as - www.naknemo.dk - www.kskdyk.dk - www.spearfishing.dk - eller kontakt artiklens forfatter +45 30 48 17 87 / morten@holdvejret.dk, www.undervandsitetet.dk

Norske og internationale sider

www.kristiansundcup.no - www.frivannsliv.no - www.medfish.com.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside