Flykaprer over Equador
af Karen Hammer
December 1975 var jeg og 15 andre fra Verdensnaturfonden på en 4 ugers tur til Andesbjergene og Galapagosøerne. Rejsen havde været planlagt i flere år, og var to gange blevet udsat, da der var uoverensstemmelse mellem den daværende regering og det militærstyrede flyselskabs behov for en øget indtægt.
I København var man bekymret for reservationen af billetterne fra Guayaquil til Galapagosøerne, men nu syntes alt at være i orden.
Vi tilbragte 2 spændende dage i Quito, hvor de tunge regnskyer hang nede om tårnet på den klassiske spanske domkirke , og vi tog på en daglang udflugt højt op i Andesbjergene nær vulkanen Cotopaxi.
Det var smukt og klart vejr, den morgen vi fløj sydpå mod Guayaquil. Jeg nød at se Amazonskoven oppefra med de mange forskellige grønne og skriggule træer, inden vi drejede ud over havet og kom tæt ind over Guayaquils fattigkvarter med hundreder af små hytter på pæle ude i flodmundingen.
I lufthavnen blev vi anmodet om at forlade flyet og gå ind i transithallen, men fordi vejret var så pragtfuldt og der var mange forskellige fugle at kigge på, blev halvdelen af gruppen ude på pladsen nær det ret lille fly.
Kort efter blev vi klar over, at der var noget galt. Man prøvede at køre vores bagage væk, men det fik overlærer Rasmus fra Lyngby stoppet ved at true med sin store dolk; det var før den nutidige terroristskræk.
Da vores billetter ikke gav os ret til at rejse videre, slukkede flyets besætning for airconditionen, og bad os tage vores håndbagage og stige ud. I vores lille gruppe var der flere, der udmærket forstod spansk, men lige i disse øjeblikke var der pludselig ingen, der fattede et kuk af, hvad der blev sagt. Vi smilede venligt, og satte os ind på vores pladser.
En halv time senere kom 2 militærpersoner med hunde og maskingeværer for at eskortere os ud, men vi fattede stadigvæk ikke, hvad de ville. Vi blev siddende, og de kunne jo dårligt begynde at skyde på europæiske passagerer, især da der ville være vidner til et eventuelt overgreb.
Udover os var der nemlig en ældre amerikansk dame, der skulle videre til Påskeøen og en kvinde med 2 børn, der skulle besøge sin mand, der var forsker på Galapagos. Deres billetter var i orden.
Det blev efterhånden lidt varmt inde i flyet, så vi forgreb os på køkkenets juicemaskiner, og var temmelig høje af spændingen, ville vi klare den - eller ? Vi jokede med, at vi følte os som flykaprere, hvilket fik den ældre dame op på mærkerne: ”Jeg er sandelig ikke en flykaprer!” - udbrød hun meget fornærmet.
Militærpersoner kom forbi engang imellem - uden at forsøge yderligere trusler. Tiden gik, og vi spekulerede over, hvad vores leder, botanikeren Ole Hamann, mon foretog sig inde i transithallen.
Han berettede senere, at uden vores passive modstand, ville han aldrig have kunnet klare at overbevise generalerne i Quito om vores ret til at besøge Darwin-forsøgstationen, som delvis blev betalt af os - dvs Verdensnaturfonden
Nu blev flyselskabet nødt til, at bekoste en luksus overnatning i Guayaquil til de 16 amerikanske turister, som havde bestukket sig til vores pladser. De ville blive fløjet videre i en militærmaskine næste dag.
Tre timer efter landingen kom de øvrige fra vores gruppe atter op i flyet, flypersonalet tændte for airconditionen og indtog deres pladser. Med adrenalinen pumpende rundt i kroppen oplevede jeg, at flyet lettede og fløj væk fra fastlandet udover Stillehavet mod det forjættede mål - Galapagosøerne.
Vi havde vundet!
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside