Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Med ambulance gennem Sahels vandmasser

Tekst og foto: Karen Hammer                        



Regnperioden i Burkina Faso kræver en ægte eventyrer, og Karen Hammer tilhører denne kategori. Udover at være medlem af DBK er hun også optaget i Kvindelige Eventyreres Klub. Her fortæller hun historien om dengang hun fik et lift i en ambulance-transport gennem oversvømmede områder, som nær var gået galt.

I det nordlige Burkina Faso ligger Gorom Gorom. Her bor min gode ven Abdoulaye, som jeg lærte at kende allerede i 1984, og som jeg besøger hvert andet år i marts, når jeg er færdig med Filmfestivalen i Ouagadougou. Her føler jeg mig altid velkommen.

For adskillige år siden kom jeg undtagelsesvis på besøg i juli. Det havde ikke regnet i mange måneder. Bønderne havde ikke kunnet tilså deres marker, og køerne kom hjem til familien en times tid efter, at de var blevet sendt ud på græsgangene, for derude var der intet at æde. Situationen var vanskelig for alle. Jeg havde været der en uges tid og havde dag for dag iagttaget, hvorledes de flettede måtter (som skjulte min nøgne krop for familien, når jeg tog bad), gradvist blev mindre og mindre. Da gederne havde ædt dem op, var det på tide at rejse videre mod Mali.

Te og transport

Abdoulaye fulgte mig til bussen tidlig om morgenen d. 11. juli, men lige da vi var kommet ud fra gården, kom regnen væltende ned. Vi var meget våde, da vi ti minutter senere stod på markedspladsen og ventede på bussen. Abdoulaye gik hjem, og jeg ventede i flere timer.

Der kom ingen bus fra Dori, og der kom ingen af de store lastbiler, der normalt bragte varer frem til butikkerne. Der afgik heller ingen busser til de nærliggende landsbyer; kun fra oasebyen Markoy kom transporten igennem med en fødende kvinde og hendes familie. Gorom Goroms sandede veje lignede efterhånden floder; den knastørre jord kunne slet ikke opsuge al den væde, der lige nu styrtede ned. Jeg parkerede min rygsæk i en butik og gik tilbage til Abdoulayes familie, hvor vi gik i gang med at drikke the. Det tager tid at drikke the Vestafrika; vi hyggede os og slappede af, men var endnu ikke kommet til det tredje glas – det sødeste af dem – da Abdoulaye efter frokost kom farende og meddelte, at han havde skaffet mig et lift med den ambulance, som skulle bringe den fødende kvinde til regionshospitalet i Dori. Han havde hentet min bagage oppe fra markedspladsen og proppet den ind i ambulancen, så jeg hurtigt kunne smutte ind, da ambulancen dukkede op fem minutter senere.

Vandpytten

Vi afgik klokken cirka tre; kvinden lå med drop på en båre, og ved siden af hende sad hendes mand, hendes mor og hendes svigermor. På hendes modsatte side var min rygsæk mast op mellem båren og chaufførens sæde. På forsædet blev jeg klemt ind mellem lægeassistenten og chaufføren.

Efter halvanden times kørsel gennem mange større eller mindre søer så vi bussen og adskillige store lastbiler stå på den anden side af en kæmpe oversvømmelse. ”Vandpytten” var mindst 30 meter lang og næsten to meter dyb; her kunne vi ikke komme igennem. På vores side stod en strandet Landrover fra Landbrugsministeriet. Vi diskuterede situationen med chaufføren og blev enige om at køre halvvejs tilbage mod Gorom Gorom, krydse over på tværs af steppen til Assarkanguldgraverbyen og derfra stik sydpå mod det østlige Dori. Problemet var nu, at denne forlængede rute ville kræve en ekstra benzinpåfyldning, og det havde man ikke fået lov til af hospitalsdirektionen. Hvis kvindens mand kunne betale de 6000 CFA (ca. 75 kr.) til ekstra benzin, så var alt godt, ellers ville man blive nødt til at vende tilbage til Gorom Gorom og håbe på det bedste!

Omme bag i ambulancen diskuterede manden med de to ældre kvinder. Der skulle jo gerne være penge nok til betaling i Dori, for uden penge til medicin og meget andet rører lægerne ikke en finger i denne del af verden. Jeg tilbød at betale en større del af benzinen, nu da jeg havde fået gratis transport med ambulancen, og alle var glade for den løsning. Efter en lille snak med Landroverens chauffør vendte vi om og kørte tilbage. Cirka ti km før Gorom Gorom, drejede vi østpå og rakkede ad små tilfældige stier gennem bush og planlagte – men endnu ikke tilsåede – marker. Overalt mødte vi mindre oversvømmelser, som vi skulle finde rundt om eller igennem, mens mørket faldt på. Ægtemanden var meget behjælpelig med at vade ud i de forskellige søer, så vi vidste, hvor dybt der var, inden vi kørte ambulancen igennem.

Benzinpåfyldning fra gamle whiskyflasker

Ved mørkets frembrud kørte vi ind i Assarkan og kunne tydeligt studere det gennemgravede mineområde, hvor folk med fare for liv og lemmer kravler ned i tyve meter dybe huller. Det hele lignede en kaninkoloni. De trætte guldgravere var på vej ind mod ”byens” centrum og var let genkendelige, idet de var helt hvide i hovedet af støv. Her havde det også regnet, så de primitive gader lignede mudderpøle, som taget ud af en rigtig guldgraver-western. Vi spurgte efter benzinsælgeren - for en rigtig benzintank, det har man ikke herude på steppen - og blev vist hen til et skur. Mange nysgerrige blikke stirrede ind på den stakkels kvinde på båren og på mig, der kravlede sammen på forsædet udenfor mudderets rækkevidde, mens chaufføren kom med adskillige gamle whiskyflasker fyldt med benzin. Da folk hørte om vores rejsemål (Dori), forklarede flere, at det kunne vi godt opgive, for nede ved den sidste bro var oversvømmelserne alt for voldsomme. Der ville vi aldrig kunne komme igennem!

Vi troede ikke på dem. Chaufføren var sikker på, at man bare prøvede at skræmme os, han kunne ikke komme i tanke om, hvad det mon var for en bro, de talte om. Nu må man vide, at i Burkina Fasos nordlige regioner, hvor det kun regner nu og da, har regeringen på trods af mange ansøgninger endnu ikke bygget én eneste bro – endsige tænkt over at tøjre piroquer eller både langs de midlertidige flodlejer, som man ved skaber problemer og dødsfald hvert eneste år. Man har spist befolkningen af med brolagte stier i lavningerne, så bilerne ikke sidder fast i mudder, hvis de holder sig inde på stierne, som kan være svære at se under et par meters vand.

Efter disse advarsler burde vi nok have ringet til hospitalet i Dori og bedt dem om at møde os på halvvejen, men det gjorde vi ikke!

Vi kørte nu hastigt frem gennem mørket, mens vi diskuterede, hvilken bro man kunne have ment, og hvorfor mon folkene i Assarkan var så fulde af løgn. Ægtemanden fra Markoy var ude i større oversvømmelser et par gange og tog det med godt humør. En times kørsel efter Assarkan var vi sikre på, at nu kunne der ikke være flere problemer forude.

Ambulancen krydser oversvømmelsen

Men så kom den – oversvømmelsen – og den var virkelig imponerende: 30-35 meter lang og 1,3 meter dyb! Efter en kort diskussion med Landbrugsministeriets chauffør, som var stødt til kort før, besluttede vi at prøve. Det gjaldt jo kvindens liv – og barnets! Chaufføren udtalte energisk, at hvis dette ikke gik, så ville han personligt løbe de 27 km til Dori efter hjælp, for nu skulle hun igennem!

Landroveren kørte som den første, og slap igennem den meget dybe og rivende fos. Den kom op på den anden side, mens vi i ambulancen kun klarede otte meter, før motoren gik ud. Lygterne lyste fint nede i vandet, så vi kunne orientere os om drivende buske, men starte igen, det var ikke muligt. Vandet fossede nu ind i ambulancen, og kvinderne skreg og peb, mens jeg kæmpede for at redde min rygsæk med kamera, film og noter fra oversvømmelsen.

De tre mænd kravlede ud af vinduerne, åbnede bagsmækken og bar den fødende kvinde gennem fossen og op på den anden side til Landroveren. Derefter hjalp man mig med at anbringe min bagage oppe på ambulancens tag og hev mig forsigtigt ud gennem vinduet. Med mit pas og mine penge viklet højt om halsen skubbede jeg nu – sammen med ægtemanden og lægen – ambulancen gennem det brusende vand de 25 meter gennem ”vandpytten”, mens chaufføren gjorde sit bedste for at blive på den brolagte sti.

Buske og små træer hvirvlede forbi os; det var en fantastisk oplevelse. Mens jeg gik der og skubbede i vand til over brystet, glædede jeg mig over situationen. Nu! Endelig følte jeg mig som en rigtig eventyrer. Landroveren halede med et blåt nylontov ambulancen de sidste tre meter op ad skråningen på den modsatte side, og kvinden blev atter båret ind. Situationen var under kontrol, troede vi, men ambulancen kunne ikke startes. Sammen med de to ældre kvinder og lægen blev jeg anbragt på Landroverens lad; kun ægtemanden blev hos kvinden inde i ambulancen, der blev trukket de næste mange kilometer til Dori.

Godt afkølede ankom vi til hospitalet efter klokken ti om aftenen. Kvinden og hendes familie blev afleveret på hospitalet og ambulancen på et værksted, mens jeg og min våde bagage blev læsset af ved et backpacker-hotel. 20 minutter senere sad jeg iført rent og tørt tøj sammen med chaufføren og lægen på en restaurant ved markedet. Med øl og en lokal kødgryde fejrede vi i længere tid vores heltedåd.

Vi har ellers født i nat

Hele næste dag vaskede jeg mudret tøj og tørrede mine papirer. Kamera og film havde ikke taget skade, men mange af mine adresser, som var skrevet med speedmarker, var helt smattet ud. Den dag mistede jeg kontakt med adskillige af mine afrikanske venner.

Hen på eftermiddagen besøgte jeg hospitalet og blev modtaget med begejstring af ægtemanden, der førte mig helt ind i fødestuen, så jeg kunne hilse på kvinden, der så ud til at have meget andet at bekymre sig om; fødslen var gået i stå. De to ældre kvinder var ret så reserverede; de kunne nok ikke glemme, at jeg havde været mere optaget af at redde min bagage end af at bekymre mig om kvinden, da vandet fossede ind.

Manden lovede at give besked, når barnet var født, og jeg gik tilbage til mit lille hotel for at spise, snakke med folk og drikke øl. Hen på aftenen betalte jeg en dreng for at hente mig tidligt næste morgen og hjælpe mig med at bære bagagen til bussen. Det havde været en fin dag, alt var atter under kontrol. Tidligt om morgenen gik jeg så med drengen ned gennem byen mod bussen. Det var endnu mørkt, så jeg kunne ikke genkende manden, der henvendte sig til mig. ”Nå” sagde han, ” så er det tid for afrejse!”. Jeg svarede høfligt, at jeg skulle med bussen til Ouagadougou. ”Vi har ellers født i nat”, fortsatte han, og pludselig kunne jeg se, hvem han var. Ivrigt spurgte jeg: ” Hvad blev det så?” ”Det blev en mand og en kvinde”, sagde han stolt. Tvillinger! Jeg strøg ham over kinden og ønskede ham tillykke. Han havde i forvejen tre drenge, så det var lykken også at få en pige.

Vi stod tavse der i halvmørket i et par minutter og glædede os over, at det hele var gået så godt. Så ønskede han mig god rejse og gik tilbage mod hospitalet og sin lille familie.

Jeg kom for sent til den tidlige bus, men tog den næste en times tid senere. Små ti kilometer efter Dori traf vi den første bus. Den var kørt i grøften; ingen var kommet til skade, men hele vejen flød med smadrede æg. Vi rykkede sammen, så de strandede passagerer kunne klemme sig ind hos os. Man kan godt sidde tre personer og et barn på et tomands-sæde. Det blev en trættende, men også hyggelig tur til Ouagadougou, hvor vi delte alt og rigtig kom hinanden ved.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside