Tilbage til De Berejstes hjemmeside

      Med tre milliarder kubikmeter is under fødderne
Trekking på Baltoro-gletsjeren i det nordøstlige Pakistan

Tekst og foto: Søren Gudmann                      


Søren tager en slapper i teltet i Gasherbrum base camp
Mens blodet flød ved den røde Moské i Islamabad, gik Søren Gudmann én af verdens sejeste trekkingture, i et fredeligt, men afsides hjørne af Pakistan. Tag med på en anstrengende tur blandt nogle af verdens højeste bjerge.

Der er vandreture, der er treks, og endelig er der trekket op ad Baltoro-gletsjeren, et af de sejeste af slagsen. Trekkere og bjergbestigere følges ad frem til gletsjer-motorvejs-krydset 'Concordia'. Her er man omgivet af gigantiske bjerge, blandt andet K2, verdens næsthøjeste bjerg.

Karakoram, i det nordøstlige hjørne af Pakistan, er én af verdens højeste og mest spektakulære bjergkæder. Fem af verdens fjorten ottetusind-meter-bjerge ligger her.

At bevæge sig rundt på gletsjere og bjerge kan være farligt, men når disse ligger i relativt underudviklede lande, er rejsen til og fra som regel ligeså farlig. Det var den også denne gang.

På vej til Pakistan er jeg nervøs for, om der endnu er anti-dansk stemning, på grund af Muhammed-tegningerne. Desuden er her politisk uro netop nu, rettet mod præsident og hærchef Musharef, som er i gang med et afdemokratiseringsprojekt, som der naturligvis protesteres imod. Der har været attentater mod ham, og selvmordsbomber. Udenrigsministeriet fraråder alle "ikke helt nødvendige" rejser. Da er det godt, at en tur ud i bjergene hører til i kategorien "helt nødvendig".

Min nervøsitet forsvinder hurtigt, vi bliver mødt med åbenhed og venlighed. Nogen gange når folk spørger, hvor vi er fra, svarer jeg diplomatisk, at vi er en international gruppe, men jeg indser, at det ikke er et problem at sige, jeg er fra Danmark - og osten og smørret er da også tilbage i butikkerne.

Islamabad og Rawalpindi er tvillingbyer, men meget forskellige. Rawalpindi den eksotiske, originale, kaotiske og pulserende by, med lyde og lugte, krogede mørke gader i basaren, med dyttende biler, hestevogne og slagtede geder, der hænger i solen omgivet af summende fluer.

Islamabad er den nye prestigehovedstad; planlagte byområder med retvinklede gader og boulevarder. Regerings- og administrationsbygninger, ambassader, shopping-centre, butikker i vestlig stil og fastfood-restauranter.

Efter en dag med sightseeing forlader vi Islamabad klokken halv seks om morgenen, men det er allerede ekstremt varmt. Vi har to dages kørsel foran os. Man kan i princippet flyve, men det er usikkert, da indflyvningen oppe ved Skardu foregår mellem bjerge og derfor kræver god sigtbarhed. Vi skal altså opleve Karakoram Highway på godt og ondt. De første små hundrede kilometer foregår på gode veje, men snart kommer bjergene, vejen bliver smallere og svinger meget. Snart kører vi langs den brusende cementgrå Indus-flod. Der er frygteligt langt ned og intet autoværn! Indimellem laver chaufføren nogle meget hasarderede overhalinger - i tredje spor!

Først troede jeg de fantastisk bemalede lastbiler havde noget med religion eller overtro at gøre, men det er simpelthen bare 'street credibility' det handler om.

Karakoram Highway

Karakoram Highway blev bygget i et samarbejde mellem Kina og Pakistan og forbinder Kashgar i Kina i nord med Islamabad ad ruter, som oprindeligt var Silkevejen. Det tog 16 år at bygge den, med hundredvis af broer over dybe kløfter, og tusinde af arbejdere der mistede livet undervejs. I dag står den som en livslinje mellem Centralasien og det Indiske ocean og er samtidig et turistmål i topklasse. Der er ofte jordskred, hvilket vi også ser spor af.

I løbet af dagen kører vi gennem Kohistan, et meget bjergrigt område, hvor den pakistanske centraladministration ikke har fuld kontrol. Oppe i sidedalene hersker lokale stammehøvdinge endnu, og området er ikke anbefalet for turister. Her leves konservativt muslimsk i modsætning til Islamabad, hvor kvinderne for eksempel ikke nødvendigvis bærer tørklæde. Her er der ingen kvinder er at se i det offentlige rum, ikke engang på markedet. På vores hjemrejse ser jeg én, helt indhyllet i sort.

Det er den samme chauffør, som kører hele vejen. Ingen 11-timers regler her. Sent om eftermiddagen er han meget træt. Vejen er hullet, bare nødtørftigt repareret efter et nyligt jordskred. Jeg er bange for at ekspeditionen skal ende her. Vi har set bilvrag nede ad skråningen.

Alle lastbiler er enormt flotte. Pimp my ride!
Efter 16 timer er vi i Chilas, helskindede og trætte. Vi har kun kørt 250 km. Efter en kort nats søvn skal vi videre mod Skardu.

I den dejligt, men kortvarigt kølige morgen kører vi videre, endnu langs Indus. Snart dukker sneklædte bjerge op, blandt andet det frygtindgydende 8125 m høje Nanga Parbat.

Udover bjergene fotograferer vi de fantastisk flot dekorerede lastbiler. Ingen Pakistansk trucker starter ud på landevejen uden at have fået sin bil dekoreret. Her kan man tale om "pimp my ride".

Jeg troede, jeg havde prøvet, hvad der findes af gustne smalle bjergveje her i verden, men de næste 170 km er nervepirrende, og chaufføren ser stadig træt ud. Vejen er endnu smallere end i går, og ved siden af går det lodret ned til floden.

På trods af den skumle vej nyder jeg turen og kan mærke, at jeg er ved at komme i ekspeditionshumør. Landsbyer klamrer sig til de stejle skråninger i små grønne oaser, og drenge står i vejkanten og sælger fantastisk gode abrikoser.

Lige før Skardu åbner landskabet sig op, og vi kører langs en stor flad dal, hvor floden flyder stille. Vi er nu i Baltistan, et mindre konservativt område. Der er dog stadig ikke mange kvinder at se, kun på markerne, hvor der dyrkes korn og kartofler.

Der er endnu en dags rejse, før trekket begynder. Vejen bliver, som man næsten kunne forvente, endnu dårligere, og kan kun forceres af jeeps. Der er 115 km, som tager syv timer! Det meste af strækningen er mindre skummel, dels fordi dalen er mere åben og fladere, dels fordi vi kører langsommere. Men nogen steder er broerne styrtet sammen, så vi må køre igennem vandløb, over sanddyner og over gamle snedriver!

På vej fra Skardu til Askole, 8 timers vej-tortur
Undervejs samler vi bærerne op. Der sidder cirka 20 bag på én jeep!

Endelig når vi landsbyen Askole. I morgen starter trekket.

Trekking på Baltoro

Turen på Baltoro-gletsjeren er som sagt ét af de mere krævende trek, man kan vælge. Det er fysisk hårdt og primitivt, men landskabet man får at se, er fantastisk flot og spektakulært.

Endelig i mit rette element. Det er sindssygt varmt, og flere har maveproblemer. De fleste bærer en let rygsæk med dét, de behøver i løbet af dagen. Bærerne tager resten, 25 kg hver.

Da vi kom til lejren i går, blev vi mødt af landsbyens drenge, der alle tiggede kuglepenne. Canadiske Ornella kender en mand, som arbejder på skolen, og hun har en del materialer med. Hun finder ud af, at skolen har nok skriveredskaber, men knægtene er smarte, og sælger dem til den lokale butik, hvis ellers nogen har været naive nok til at give dem nogle. Ellers vil drengene gerne fotograferes - i modsætning til pigerne og kvinderne, som bliver direkte aggressive hvis man nærmer sig med et kamera.

Bærer på vej tilbage til Askole, han fik mine sidste kiks
Vi starter tidligt, og har glæden af 20 minutter i skyggen, så kommer solen som en hammer. Tag det roligt, drikke hele tiden. Vi går i en flad dal, her er støvet, med grønne pletter oppe på bjergskråningerne. Enkelte hvide tinder og blå himmel bagved. Det er smukt; lige netop det vi kom for at se. Nogle piger kommer ned med store læs af buske hentet højt oppefra. De skal bruges til brænde. Gruppen spredes ud over stien, bærerne drøner forbi. Andre bærere kommer ned oppefra, klar til nye opgaver. Folk går i deres eget tempo, fotograferer, snakker og sanser bjergets ro.

Flere får en hård dag på grund af maven eller varmen i sig selv. Stien går heldigvis langs floden, så man kan køle sig med vand. Vandet er gråt og grumset og må renses med tabletter, hvis det skal drikkes.

Stien er kuperet, nogle gange som en hylde højt over floden, andre gange går den helt nede i vandkanten. Indimellem er vi heldige at finde lidt skygge i en klynge træer eller bagved store sten.

Det er et populært trek, her er flere store grupper. Al udrustning, mad og brændstof til trekkerne og ekspeditionerne bæres af mennesker, men forsyninger til de militære poster, som ligger oppe ved Siachen-gletsjeren, fragtes ind med heste og muldyr. Pakistan og Indien har været i krig to gange om Kashmir-området, som ligger umiddelbart øst for, hvor vi er, og våbenstilstandslinjen er få kilometer herfra. En af dagene stopper vores forbindelses-officer ved en militærpost og inviterer os op til te, da vi passerer. Her har soldaterne vagt tre måneder ad gangen, og jeg kan godt forstå, hvis de sætter pris på lidt selskab og afveksling.

Endelig er vi fremme ved lejrpladsen Jola. Der er bygget små toilet- og vaskehuse, der er bare ikke noget vand i hanerne, og det der er i floden og den tilstødende bæk er af den grumsede slags. Vi er så vant til at have tilgang til rent klart vand i ubegrænsede mængder, mens store dele af verdens befolkning ville være lykkelige for dette.

Lejr ved Paiju, her var der masser af dejligt rent vand

Vejen til Paiju

Vi står op ved femtiden for at komme af sted og gå et stykke ad vejen, før det bliver alt for varmt. Terrænet bliver langsomt mere barskt, bjergene højere, dalen lidt smallere og floden bruser voldsommere, stadig grå af silt. Bjergene er rødlige og grå med sorte variationer. Spidse, ru og takkede, helt anderledes end i Nepal. Efter endnu en lang varm dag kommer vi til lejren Paiju, som delvis ligger i en grøn skyggefuld kløft. Der er dog ikke plads til alle telte i skyggen, men til gengæld er denne lejrplads som himlen på jorden. Her er nemlig klart, koldt rindende vand i store mængder. Vi drikker det kølige klare vand med velbehag, vasker tøj og bader. Her skal vi også være i morgen. Bærerne skal have en hviledag, så de kan bage chapati, flade brød, til de næste par dage. Nogle af dem bager undervejs, mens andre altså laver et lille lager. En ged slagtes og deles omhyggeligt i et stort antal portioner på en stor beskidt presenning midt på pladsen. Nu er der fest. Bærerne samles, en begynder at tromme på en tom plastikdunk. Der synges og danses. Turisterne kigger på, og nogle deltager. Næste dag er det bærerne, der kigger på turisterne, da nogle af dem går i gang med et lille yoga-program.

På vej op over Baltoro-gletsjeren. Pause under en nådeløs sol bagende fra den dybblå himmel. De lokale bærere går i sandaler på det stenede islandskab
Baltoro-gletsjeren går øst-vest. I den østlige ende ligger Concordia, hvor Godwin Austen-gletsjeren kommer ned nordfra (fra K2), og Upper Baltoro-gletsjeren kommer sydøstfra. Fra dette gigantiske is-motorvejskryds har man en fantastisk udsigt til store dramatiske bjerge 360 grader rundt. Gletsjeren er 60 km lang og en kilometer bred, så det er groft regnet tre milliarder kubikmeter is!

På næste etappe mod Urdukas passerer vi Trango Towers, som med sit cirka 1600 m vertikale, næsten spejlglatte, ydre tiltrækker storvægsklatrere fra hele verden. Tårnene er cirka 6000 m høje.

Overalt er der sten i alle mulige størrelser, faconer og farver, ja nogle steder er der faktisk små områder med fint sand, som en strand, med marehalm og det hele. Senere kommer områder, hvor stenlaget er tyndt, og vi går på selve isen. Nogen bærere går i klip-klap-sandaler!

Lejren ligger oppe på bjergskråningen, teltene står i rækker på hylder, og vi har en fantastisk udsigt over dalen, mod solen, som går ned over Trango. En fin slutning på dagen. Hvad der ikke er så fint er, at nogen af bærerne ikke er kommet frem, så nogle mangler deres udstyr, eksempelvis deres sovepose. Det kommer forhåbentlig i morgen, ”Insh Allah”.

Der er endnu langt til Concordia, så vi deler strækningen i to etaper og slår lejr på et sted, som hedder Goro 2. I dag er gletsjeren endnu mere kuperet. Vi går op og ned og rundt om store istårne, springer over smeltevandsbække og dybe, men smalle gletsjerspalter. Mod syd har vi det 7.821 meter høje og meget vanskelige Masherbrum-bjerg. Vi hører og ser laviner og stenskred, heldigvis i sikker afstand.

Det sidste stykke til Concordia er kort, vi er fremme midt på dagen. Her skal vi være nogle dage. Herfra bør man kunne se K2, men vejret er slået om. Bjerget er indhyllet i skyer. Efter flere dage med brændende sol og ulidelig hede kommer skyerne og regn. Det regner uafbrudt i to døgn. Vi ligger i teltene, mens bærerne holder til i små “huse” bestående af en mur af sten med en presenning eller plastik over. Fra nogle af disse hytter lyder trommen og syngende stemmer. Tilsyneladende har de det godt, så længe de ikke skal ud at gå i dette vejr.

K2 set fra Concordia, en dagsmarch længere væk
Efter to dage letter skyerne, og vi ser K2. Der er fem timers vandring op til base camp, men det ser ud som om, det er lige foran os. Det er massivt og stejlt på alle sider. Der er store bjerge hele vejen rundt, spidse med skarpe rygge og tinder.

Trekking-bureauet har ikke helt kontrol, der er stadig diverse tasker og udstyr, som mangler, og bærere som ingen ved helt, hvor er! Det er en del af charmen ved at rejse i denne del af verden, men mangler man soveposen en aften, kan tolerancen nok gå fløjten. Jeg har ikke dette problem, da jeg bærer alt mit grej selv, og min kæreste har heldigvis en god bærer, som kommer og leverer hendes taske ved teltet, så snart vi er fremme.

Her i Concordia deles gruppen. Trekkerne bliver boende her og går en dagstur op mod K2 base camp, før de returnerer til Askole. Jeg selv og syv andre bjergbestigere går videre til Gasherbrum base camp. Det anstrengende trek er overstået, og et nyt bjergbestigningseventyr er på vej til at begynde. Men det er en anden, og langt mere dramatisk historie, som kan høres over en øl i Café Globen, til ét af mine foredrag eller måske i en senere artikel.

----------------------------------------          


Praktiske oplysninger

Hvornår skal jeg rejse?
Sæsonen for trekking går helt fra april til oktober, men de fleste rejser fra midt juni til midt september. Da er der mindst sne i passene. Det er varmt midt på dagen.

Hvordan til Pakistan?
Vi fløj fra Stavanger via London med British Airways for cirka 6.000 kr. PIA er et oplagt alternativ fra København. British Airways tillader kun én taske og kræver 800 kr. for en extra, så pas på!

Hvordan i Pakistan?
Imodsætning til Nepal er her ikke tehuse/lodges på ruten, så man må være selvforsynende med mad, brændstof, telte og andet udstyr. Det bedste er at bruge et trekking-firma, som kan bookes lokalt eller hjemmefra. Vi brugte Adventure Tours Pakistan, som er et af de store. Oppe på gletsjeren havde de dog ikke helt kontrol på alt, men det skyldes nok, at det var højsæson, med mange ekspeditioner, og derfor ikke helt så mange, og ikke de bedste ledere og bærere til rådighed. Alternative bureauer kan findes på internettet eller i Lonely Planets 'Pakistan & the Karakoram Highway'. Man skal have en tilladelse til at trekke i området (som for os var med i pakken) samt visum til Pakistan. Søg mindst en måned før du rejser.

Overnatning og mad
I vores tilfælde var hotel og rejse fra Islamabad op til trekking området og tilbage arrangeret af bureauet. Vi kørte i bus, men er man heldig, kan man flyve. Typisk planlægger man med at flyve den ene vej (returrejsen), men det er ikke altid vejret tillader det. På trekket var al mad inkluderet. Morgenmad med mysli, havregrød, æg og chapati - et solidt måltid. Varm frokost de fleste dage, ellers en pose med snacks. Det anbefales dog også at medbringe egne snacks, fx. kiks, chips, chokolade, nødder etc. til trekket. Om aftenen fik vi tre retter mad. Blandt andet friskslagtet ged.

Tøj og udstyr
Solide vandrestøvler er et absolut must, men stegeisen er ikke nødvendige. Let påklædning til om dagen og varmt til om aftenen. Et regnsæt, goretex eller lignende, er nødvendigt. Og en let dunjakke er at anbefale, samt liggeunderlag og en sovepose til -10 ºC. Bureauet medbringer normalt en tynd skummadras, men på grund af det stenede underlag er det bedst at have en anden madras også, gerne oppustelig, som Thermarest. Til beskyttelse mod solen er det godt med en paraply!

Pris
For trekket betalte vi 2500 dollar for hele pakken: Transport Islamabad-Islamabad samt fire ugers trek/rejse. Hotellerne i Islamabad, Chilas og Skardu var gode, og ville koste 100-125 dollar per nat, hvis ikke de var inkluderet. Mad er billigt. Det er let at kommunikere med pakistanerne, da de snakker godt engelsk, og er utrolig hjælpsomme. I Skardu gik en tilfældig mand med mig hen til en barber/frisør for at være helt sikker på, at jeg ikke blev snydt. Så jeg bliv klippet og barberet for 50 rupees = 5 kr.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside