Verdens sydligste maraton - på Antarktis

Tekst og foto: Peter Jensen

Ilyushin 76 er landet sikkert på den blå is. Vejret er perfekt med høj sol og ingen vind. Sådan er det altid, når man ankommer og forlader Antarktisk for kun under de forhold får man tilladelse til at flyve.

Jeg vidste det, den torsdag i Chile, hvor vi var tre, der spiste frokost sammen.De to andre fik vand med brus, men jeg bad om almindeligt vand, og det skulle jeg nok ikke have gjort. Antarktis er enestående, men ikke et velegnet sted, når man har dårlig mave eller skal løbe maraton. Og da slet ikke begge ting på samme tid.

I efteråret 2009 havde jeg løbet maraton på 6 af verdens 7 kontinenter. Det havde bragt mig til mange interessante og spændende byer rundt omkring i verden: New York, Buenos Aires, Knysna, Berlin, Auckland. Mit seneste maraton blev løbet i Beijing, hvor den sidste del af min træning blev henlagt til Pyongyang i Nordkorea, som jeg besøgte, når nu jeg var på de kanter. Så ku' det vel heller ikke blive mere udfordrende?

Nu manglede jeg kun Antarktis for at blive den første dansker til at have gennemført maraton på alle verdens kontinenter.

Vi venter og venter i Punta Arenas

Jeg tog af sted den 7. december med kurs mod Punta Arenas i Chile. En flyvetur på næsen halvandet døgn og med et par stop undervejs. Sammen med 20 andre maratonløbere skulle jeg så tilbringe tiden i det sydlige Chile indtil vejrforholdene blev ideelle, og vi med fly kunne blive bragt til en lejr ved Ellsworth-bjergkæden tæt på Sydpolen. Der skulle maratonløbet finde sted. Vi fik allerede ved ankomsten til Punta Arenas i Chile at vide, at vi skulle gøre os klar. For det kunne være, at vi skulle af sted allerede morgenen efter. Det betød, at vi alle stod klar præcis kl. 9 for blot at få at vide, at det så ud til at blæse for meget til at vi flyve idag. Næste briefing ville finde sted morgenen efter. Sådan gik den ene dag efter den anden. Der var ikke meget at give sig til andet end at løbe en kort tur, gøre lidt ekstra indkøb inden man skulle forlade civilisationen samt se sig lidt omkring i Punta Arenas.

Inden Panamakanalen blev lavet var Punta Arenas byen man kom til på vejen rundt om Sydamerika og det blev et temmelig rigt samfund. I dag er byen slidt og bærer præg af en svunden tid. Efter at have tilbragt et par dage i Punta Arenas var der ikke så meget mere at se. Vi kunne desværre ikke tage ud af byen for at opleve pingviner og hvaler eller tage til nationalparken Torres del Paine godt 300 km mod nord. For tænk nu hvis vi pludselig blev kaldt af sted til Antarktis.

Antarktis er ekstrem

Endelig så det ud til, at vi kunne komme af sted. Vi var nemlig kørt til lufthavnen, havde tjekket ind og blev endda kaldt ud til flyet. Det var dog kun for få minutter efter at få at vide, at det ville være for risikabelt at lande på Antarktis samme eftermiddag som følge af tiltagende vind. Der fandt jeg virkelig ud af, at klimaet og geografien på Antarktis er ekstrem.

Antarktis er det koldeste og mest blæsende sted i verden. Og det højeste kontinent oveni. Temperaturen sammen med vindforholdene kan gøre det ufatteligt koldt. For 25 år siden målte man en temperatur på minus 89 °C, og lægger man dertil en vind på op til 300 km/t, er der dræbende koldt. Så det er ikke et sted at spøge med. Derfor skulle vores udstyr også tjekkes inden afrejse. Man vil ikke risikere, at der pludselig dukker turister op blot iført sailorsko, cowboybukser og hawaii-skjorte. Som oftest lejer man udstyret, der er dyrt at købe. Sovepose, overtøj og støvler er specielt designet til arktiske forhold og ikke så praktisk at have på herhjemme.

Udsigten fra hotelværelset i Punta Arenas. Byen bærer præg af en svunden tid og mange huse er forfaldne. Her er der dog sat lidt kulør på.

Det skæbnesvangre vand

Nå, men vi skulle tilbage til hotellet. Det var blevet tid til frokost, og jeg gik sammen med et par at de andre løbere ned på en restaurant tæt på hotellet. Sammen med en sandwich, bestilte jeg en vand uden brus. Det skulle jeg aldrig have gjort. Vandet smagte ikke godt, men med en fin etikette på flasken var det måske bare mig, der var sart og mistroisk. Og som løber er det jo vigtigt hele tiden at få væske nok. Så jeg slubrede vandet i mig. Allerede om aftenen begyndte jeg at få det dårligt, og værre var det om morgenen, hvor jeg virkelig begyndte at føle mig utilpas. Skæbnen ville, at vi kunne flyve til Antarktis samme morgen, og denne gang kom der selvfølgelig ingen udsættelse i sidste øjeblik. Som vi jo ellers var blevet vant til. Hvad skulle jeg gøre? Jeg tog en beslutning om ikke at sige noget til nogen, for tænk hvis jeg blev beordret til at blive ”hjemme”. Flere års forberedelse og en udgift på ca. 100.000 kr., som jeg dog havde fået delvist dækket af sponsorbidrag, måtte ikke spildes. Værst af alt var dog udsigten til at gå glip af æren ved at gennemføre maratonløbet på Antarktis. Hvis jeg skulle blive den første dansker, der havde fuldført et maratonløb på alle kontinenter, var der ikke andet for end at tage med. Og ingen skulle vide om min tilstand før højest nødvendigt.

Med hovedpine, kvalme og dårlig mave satte jeg mig ind i Ilyushin-flyet som skulle fragte os næsten 5 timer mod Sydpolen. Jeg prøvede at sove det meste af vejen, men inden jeg døsede hen, nåede jeg lige at overhøre, at min sidemand spurgte til sin manglende sikkerhedssele på netop hendes plads. Ilyushin 76-fragtflyet er et af verdens farligste målt på ulykker pr. flyvetimer og var her opereret af Air Almaty med kazakisk besætning. Sikkerhed var tilsyneladende ikke noget man gik så højt op i, for svaret var, at hvis hun kunne leve med at flyve uden sele, var det helt OK med dem. Det er lidt svært at vide på forhånd om det er OK, og så kunne man jo videre spekulere over, hvordan de så håndterede den øvrige sikkerhed. Men min tilstand gjorde, at jeg havde mere travlt med at tænke på min egen situation.

Tissetønde

Isoleret på Antarktis

Da vi landede på Antarktis, kunne jeg mærke på de andre, at det var et ”stort” øjeblik at træde ud af flyveren, men for mit eget vedkommende ænsede jeg knap, hvor jeg var, og jeg gik direkte til mit telt og krøb ned i soveposen. Da jeg vågnede et par timer efter og skulle på toilettet, var det begyndelsen til en nat, som jeg aldrig glemmer. At skulle uf af soveposen, ud af teltet og hen til et toilet som er en spand eller pose 8-10 gange på en nat er ikke sjovt og slet ikke, når det er under arktiske forhold med kulde og blæst og samtidig er syg. Det eneste formildende var, at det på denne årstid var lyst 24 timer i døgnet. Der gik ikke lang tid fra at jeg havde konsulteret lejrens læge, før min ”værelseskammerat” fra Polen blev forflyttet.

Nu lå jeg så der alene i teltet. Temperaturen var måske omkring minus 20 grader. Jeg fik en walkie-talkie for, at jeg kunne tilkalde lægen, hvis nødvendigt, men ellers måtte jeg ikke komme i kontakt med andre i lejren for at undgå smitte. Min tilstand blev faktisk være og værre, for når man ikke kan komme til at vaske sig og må nøjes med at spritte sine hænder af efter de utallige toiletbesøg, er risikoen for, at det ligesom går i ring ret stor. Efter at have ligget i soveposen i fire dage og kun indtaget lidt vand og cola uden brus flerdoblede lægen min dosis af antibiotika, idet der ikke var mærkbare fremskidt.

Imens registrerede jeg det dårlige vejr, som ruskede godt i teltet, med glæde. Det betød nemlig, at arrangørerne var nødt til at udsætte løbet gang på gang. Med kort varsel fik jeg så pludselig at vide, at vi skulle i gang med de godt 42 km, fordi vejret så ud til at arte sig, hvilket vil sige minus 10 grader og udsigt til svage vindforhold. Nu skulle jeg til at gøre mig klar, hvilket i min situation betød, at jeg udover flere lag løbetøj også skulle have en rygsæk fyldt med poser til toiletbrug samt ekstra tøj og ansigtsmaske, sådan at jeg kunne klare det, også hvis jeg blev nødt til at stoppe og vente på hjælp.

Her krydser jeg målstregen efter 42,195 km og bliver den første dansker til at have gennemført maraton på alle kontinenter. En fed fornemmelse og selvfølgelig skulle dannebrog frem.

Maratonløb på 4 glas energidrik

På grund af min ringe fysiske tilstand efter 4 dage i en sovepose uden mad og kun lidt at drikke, måtte jeg justere min målsætning, således at det bare handlede om at fuldføre, om så jeg skulle gå eller kravle hele vejen. Jeg forsøgte selvfølgelig fra starten at løbe med som en hest, der følger med flokken, men der gik ikke lang tid, før jeg fandt ud af, at det tillod min mave ikke. Derefter var det ren overlevelse. Det lykkedes mig at drikke 4 glas lunken energidrik og holde det indenbords under løbet.

Efter at have krydset målstregen gik jeg tilbage i mit telt og lagde mig. Jeg var usigeligt træt, og alligevel kunne jeg ikke sove. Klokken var blevet over 22. Jeg var lige blevet den første dansker til at gennemføre maraton på alle verdens kontinenter, og selvom jeg hele tiden havde troet på, at det ville lykkes, må jeg da indrømme, at jeg virkelig var blevet udfordret både fysisk og psykisk. Der lå jeg så vågen hele natten.

Da jeg om morgenen stak hovedet ud af teltet opdagede jeg, at det egentlig først var nu, at jeg rigtigt registrerede, at jeg var på Antarktis og var i stand til at tage imod indtrykkene. Udsigten var fantastisk. Jeg kravlede ud og så mig omkring. Aldrig har jeg set så ren en natur. Der var is og sne over det hele og ikke andet, så langt øjet rækker og endnu ”uendelig” meget længere. I den ene retning var der helt fladt, mens der i den modsatte retning var bjergkæden, som jeg dagen før var løbet og gået rundt om. Der var helt stille. Alle sov, og der var ingen dyr eller for den sags skyld andet levende, der kunne bryde stilheden. Der er simpelthen for koldt og tørt så langt inde på Antarktis til permanent liv. Men solen skinnede, og jeg var sulten for første gang i en uge. Vidunderligt!

Det flotte vejr betød også at det var ideelle forhold til at kunne komme tilbage til civilisationen i Punta Arenas. Vi blev under morgenmaden underrettet, at vi samme aften ville blive hentet for at tage den farefulde vej tilbage over Drakestrædet.

Da jeg næste morgen trådte ind på mit hotelværelse og så mig selv i et spejl for første gang i en uge, var det med ca. 6 kilo færre på kroppen. Jeg skulle have et bad, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Efter en uge med en maveinfektion og et maratonløb uden bad, skal man mere end en gang under bruseren for at få al skidtet af, og det var faktisk først et par dage efter, at jeg følte, at jeg var blevet rigtig ren.

Næste stop Nordpolen

På vej hjem til Danmark fløj tankerne omkring de sidste 14 dage rundt i hovedet, og hvad skulle jeg nu sætte mig af nye mål? Hvad nu hvis vi var kommet af sted til Antarktis den morgen, hvor vi næsten sad ude i flyet? Hvordan var jeg så kommet igennem løbet?

I stedet for at spilde tiden på at ærgre sig over forløbet, besluttede jeg mig for at jeg vil forsøge at gennemføre en maraton på Nordpolen/Arktis. Og det ville være rart at gøre det ordentligt denne gang, om jeg så selv skal tage maden med. Alle de timer på landevejen, trappetræningen i Rigshospitalets trappetårn, turene ad ridestierne i Dyrehaven for at vænne sig til strabadserne i de arktiske egne. Alt det fik jeg jo ikke rigtigt brugt. Om det så bliver allerede næste år? Det er i hvert fald mit mål.

Når man lægger dén maraton oven i de syv kontinenter, kalder man det i øvrigt en ”Grand Slam”.

Sådan ser et Ilyushin 76-fragtfly ud indefra. På Antarktis beskyttes miljøet så meget som muligt. Således skal man tage alle efterladenskaber med sig tilbage til civilisationen uden undtagelse, når man forlader kontinentet.

Landing på blå is:

Turen fra Chile til Antarktis foregik med Ilyushin 76-fragtfly. Det er det næstfarligste fly i verden og stadig i produktion efter debuten i 1974. De fleste af disse fly kan man finde i lande fra det tidligere Sovjetunionen, Iran og Afghanistan samt i Afrika. Ca. 245 fly er stadig i brug. Flytypen har et styrt for hver 549.900 flyvetimer.

Vi fløj med Air Almaty fra Kazakstan. Flyve turen er efter sigende en meget krævende og ikke ufarlig opgave for en pilot. Ligesom han skal krydse det ca. 1000 kilometer brede Drakestræde, verdens mest stormfyldte farvand.

Landingen fandt sted på den blå is ved Patriot Hills. Blå is findes i områder af Antarktis, som ikke vil dækkes af sne selvom den falder derpå. Disse områder er anvendt som start-og landingsbaner på grund af deres hårde is-overflade, som er egnet til fly udstyret med hjul i stedet for ski.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside