Smil du er i Kenya

Tekst: Camille Aulkær Andersen ,
Foto: Camille Aulkær Andersen og Jesper Kjærgaard

Artiklens blege forfatter blandt masai-kvinder i Masai Mara

Luksusliv på savannen

Duften af varm jord og krydderier, varmen fra en stædig sol, synet af en flok giraffer på vej over bakketoppen og latteren fra en kvinde med sin baby hængende på hoften. Jeg er i Kenya, og jeg slår ud med armene og overgiver mig. Dette er mit første besøg i Kenya, men allerede ved ankomsten ved jeg, at det ikke er det sidste. For trods urolighederne efter vinterens valgresultat og stor fattigdom i mange områder af landet, er det, som om kenyanernes smil hænger ved - og det smitter.Så smilet er stort, da vi kører fra Nairobi og ud i landet, som tusinder af safari-turister har gjort det før os.

Samburu-kvinder med de traditionelle perlekraver om halsen

Vi er på vej til Samburu - en område nord for Nairobi med halvørken, hvor dyrelivet er særligt mangfoldigt. Det frodige landskab i hovedstadens omegn og de mange mennesker til fods på vej til arbejde bliver snart erstattet af en stenet vej, tørt buskads og landsbyer med små lerhytter. Og efter nogle timers kørsel begynder dyrene at dukke op - ørne troner i trætoppene, giraffer strækker hals for at nå de øverste blade og zebraernes striber går i ét med varmeflimmeret i horisonten.

I Samburu får vi en forsmag på det mildest talt luksuriøse liv, en safari kan indebære. En tjener bærer min taske, mens jeg ser på med dårlig samvittighed og betaler ham alt for meget i drikkepenge. Swimmingpoolens skingrende turkisblå vand står i skarp kontrast til det udtørrede flodleje 20 m væk, og malariamyg bliver holdt væk fra min blege hud af et kunstfærdigt draperet myggenet over en himmelseng. Jeg slår ud med armene igen og lader mig, mættet af sol og indtryk, falde bagover under min myggenet-himmel - og får straks følgeskab af en stor gekko, der lander med et klask ved min side.

Naturens rå realiteter

Elefanter leder efter vand i den udtørrede flod i Samburu

Det første gamedrive byder på en uendelig mængde gazeller, giraffer, bøfler og en stor flok elefanter i alle aldre. Det er svært at sidde stille i bilen, når naturen er så venlig og betagende, og jeg har en ustyrlig trang til at blande mig med den og stå ud. Men min trang til at blive venner med dyrene bliver stillet, da vores vældigt kompetente chauffør og guide opdager en stor hanløve under et skyggefuldt træ. Så indser jeg, at de fredelige kulisser lynsnart kan blive forvandlet til rå æd-eller-bliv-ædt-realisme. Her kan jeg kun have rollen som respektfuldt måbende tilskuer.

I Samburu besøger vi også en landsby. Indbyggerne nedstammer fra den samme slægt som det Masai-folk, vi senere skal møde, men de er fattigere og ikke nær så stolte. De viser os venligt rundt i deres by, indhegnet af tjørnegrene til beskyttelse mod nattens omstrejfende løver og leoparder, og vi køber nogle smykker fra deres marked. Udenfor en hytte står et spyd parkeret. Det signalerer, at en af landsbyens mænd har besluttet at tilbringe natten her - frem for hos en af hans andre koner. Mens jeg står og ser på dette særprægede liv, kryber en lille varm hånd ind i min. Og et snottet ansigt fra en lille knægt kigger nysgerrigt op på mig - indtil han får et resolut rap bagi af en voksen og løber upåvirket videre sammen med et gedekid.

Samburu-folket lever ligesom masaierne af kvægbrug, og deres måltider består af gede- eller fårekød og komælk iblandet okseblod. Intet andet. I den skarpe sol brænder deres røde kapper igennem det brun-gule landskab, og i det udtørrede flodleje graver kvinderne huller ned til det grumsede grundvand, mens dovne bavianer ser på.

På dyre-spotting

Vores næste stop er Lake Nakuru - en stor ferskvandssø, der er hjemsted for op mod to millioner flamingoer. Denne dag er der dog 'kun' én million. Deres lyserøde vinger farver himlen og spejler

Giraffer i morgensol, Samburu

sig i den blå sø. Fem meter fra bilen græsser et hvidt næsehorn ufortrødent med sin unge, der allerede ser ud, som om den har for meget hud. Til gengæld er dens horn lillebitte. Og som de andre dyr er de ligeglade med vores bil. Så længe vi bliver i den.

Luksuriøs overnatning i Nakuru

Nakuru-parken byder også på den sjældne Uganda-giraf, og selvom vi i starten synes, at den liste over Kenyas dyr, vi har fået udleveret af guiden, er lidt tosset, begynder vi nu at krydse vores 'fund' af. For der går sport i at have set alle tre giraf-arter, både den bred- og den smalstribede zebra og The Great Five.

Overnatningen i Nakuru er i telt, men niveauet af luksus er uændret. Under et palmetag er et stort kanvastelt slået op, bagved er en indgang til et fornemt badeværelse, foran en terrasse og indeni er den uimodståelige himmelseng. Når aftensmaden er indtaget, og søvnen kalder før det tidlige gamedrive i morgengryet, står himmelsengen redt, med varmedunk under dynen, og små lygter hænger tændt i skumringen udenfor.

Et hvidt næsehorn græsser med sin unge ved Lake Nakuru.

Løvemiddag og elefantadvarsel

Efter Nakuru går turen til Masai Mara. Det store naturreservat på grænsen til Tanzania og Serengeti-sletten i syd, hvor masai-folket hersker. Her er en overflod af giraffer, gazeller, bøfler, hyæner og ikke mindst elefanter. Til vores store fryd oplever vi en dag at befinde os midt i en flok på ca. 20 elefanter, der absolut ikke ændrer rute, fordi vi holder foran dem. En enkelt hun med sin unge går lige op til bilen, kigger os ind i øjnene og løfter advarende snabel og stødtænder, før hun samtykker og dirigerer ungen udenom. Om natten vågner vi først ved lyden af en glad og brølende flodhest, der hopper i vandet og dernæst en knurrende sulten løve. Løverne ser vi mere til på afstand dagen efter, da en flok er ved at fortære en giraf, mens to gribbe tålmodigt venter på, at det bliver deres tur. Og senere kommer vi helt tæt på fire hunløver, der har nedlagt og er i gang med at æde en bøffel.

Masai Maras natur er helt anderledes end Samburus halvørken. Her er ekstremt frodigt og regntiden er lige om hjørnet. Alle dyrene har unger, der vil nyde godt af det grønne græs, der er på vej. I morgengryet ses store flokke masai-kvæg, og hyrderne står selv som ubevægelige røde støtter mod den blygrå himmel.

Livet som masai

Vores guide, der selv er masai, fortæller os om folkets stolte attitude og deres rigdom på kvæg og landområder. Her er man fattig, hvis man har et pænt hus, for det betyder, at man kun har lidt kvæg og derfor ikke behøver at flytte det til nye græsgange. Til gengæld lever masaierne et barskt liv. Kvinderne bygger husene og passer landsby og børn, og efter den traditionelle omskæring giftes de bort. Mændene omskæres omkring 10-11 års alderen, og lever derefter syv år alene ude i bushen. Her skal de lære at klare sig blandt rovdyr og uden kvindernes omsorg. Når de er klar til at vende tilbage til landsbyen, er de rigtige krigere og kan herefter gifte sig med én eller flere kvinder. Afgørende for deres giftermål er dog, hvor højt de kan hoppe, når de forskellige rituelle danse udføres.

Løve i Masai Mara puster ud efter måltidet, der her bestod af ca. 30 kg rå okse

De unge krigere har også en vigtig rolle i beskyttelsen af landsbyen. De skal dræbe eventuelle hanløver, der angriber mennesker eller køer. Og det skal foregå med spyd - mand til løve. Belønningen for et veloverstået løvedrab er skindet, der laves til en flot løvehat, og den, der har været nummer to til at stikke sit spyd i dyret, får tænder, kløer og hale som trofæ. I en landsby møder vi en ung mand, der ikke bare er landsbyens bedste til at hoppe - og derfor får flest kærester - han har også netop dræbt sin anden løve for en uge siden. Hans hjælper viser os stolt fire dybe huller i armen efter de fire løve-hjørnetænder, som han nu er den lykkelige ejer af.

Efter to nætter i endnu en himmelseng under Masai Maras dybblå stjernehimmel vender vi tilbage til Nairobi. På vejen besøger vi Karen Blixens landhus, der nu er blevet et byhus. For Nairobi er løbet over sine breder, ligesom vandet i Mara Floden gør det i regntiden. Indlogeret på et fint hotel i centrum af Nairobi, giver vi efter for trangen til at bevæge os rundt på egen hånd. Vi går en tur, fordøjer alle de indtryk, som rejsen har givet og skyller det hele ned med en rygende varm kop kenyansk kaffe.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside