Tilbage til De Berejstes hjemmeside

100-lands jubilæum

Søren Fodgaard interviewer Øyvind Løkkeberg


Hver gang jeg er i København prøver jeg at finde tid til at komme herind. De serverer en rigtig god Hof, siger Øyvind Løkkeberg, mens han kigger på den flotte skumkrone. Vi sidder på Vinstue 90 på Gl. Kongevej i København. Stedet der er kendt for ”slow beer”, som det tager et kvarter at skænke op.

- I det hele taget sætter jeg pris på god mad og drikke. Når jeg rejser prøver jeg at finde en god restaurant om aftenen med lokal mad - gerne fisk og skaldyr - og lokalt øl. Her i København besøger jeg også gerne Nørrebro Bryghus og BrewPub.

Øyvind er 55 år og bor i Bergen. Han blev optaget i klubben i 2000, hvor han havde besøgt 63 lande. Øyvind er et af de ret få medlemmer i Norge, og han blev opmærksom på klubbens eksistens gennem en artikel i norske Aftenposten. Så vidt han ved findes der ikke nogen tilsvarende klub i Norge.

Anledningen til vores møde er, at Øyvind har passeret de 100 lande, og mit første spørgsmål bliver, hvorfor han rejser:
- Det vigtigste er nok, at jeg vil se hvordan folk lever rundt om på kloden, siger Øyvind. Der er nogle rigtig spændende steder, som jeg vil have oplevet mindst én gang i livet - som Machu Picchu, Påskeøen, Galapagos, Grand Canyon, Kinesiske mur, Ayers Rock og Samarkand - og jeg mangler pyramiderne i Egypten. Jeg vil gerne besøge steder igen, hvor jeg trives godt. Jeg er mindst en gang om året i Berlin og Wien - jeg boede i Wien i studietiden og taler flydende tysk - men jeg kommer også tit i København, de græske øer samt Østeuropa, især Ungarn.

- Hvad er dine bedste rejseoplevelser?
- Min første tur udenfor Europa i 1979 rager højt op. Den var med den transsibiriske jernbane til Kina, som dengang var næsten helt lukket for turister. En anden stor rejse var den første tur på Interrail i 1972. Det var min første rejse udenfor Norden, vi var nogle venner fra gymnasiet som rejste sammen, og vi ville selvfølgelig se så meget af Europa som muligt på en måned. - Jeg har siden rejst en del med mit arbejde. Jeg er civilingeniør i Elektrisitetstilsynet, og en del af mit job er at kontrollere det elektriske anlæg på norske skibe rundt om i verden.

Land nr. 100 var øen St. Lucia, men jeg fandt den ikke så interessant, da den var lidt for turistpræget. Dominica og Grenada var mere spændende. Et andet meget spændende sted var Galapagosøerne, hvor jeg sejlede rundt i en uge. Det var fascinerende at opleve søløver, iguaner, skildpadder, pingviner, søfugle og falke, som kom helt tæt på, fordi de ikke var bange for mennesker.

- Jeg rejser normalt på egen hånd, med rygsæk og med lokale busser og gerne med tog, hvis det er muligt. Jeg tager ikke de helt billige hoteller, for i min alder vil jeg gerne have en vis komfort. Jeg rejser gerne til større byer, hvor jeg går rundt og ser, hvordan almindelige mennesker lever. Det skal være lidt civiliseret, og jeg tager ikke på længere ture i ødemarken. Jeg er også en af de få nordmænd, som ikke løber på ski. Jeg tager af og til en charterrejse - fordi det er nemt - men så rejser jeg rundt på egen hånd i landet.

- Jeg har besøgt alle lande i Europa (dog ikke Vatikanet) og jeg har besøgt alle lande i det tidligere Sovjetunionen (bortset fra Turkmenistan). Jeg er også fascineret af territorier. Jeg har besøgt 22, og i det sidste år har jeg været i Turks and Caicos (som det første medlem af klubben, red.), Nordcypern, Galapagos, Martinique og de Nederlandske Antiller. Jeg har nået 104 lande nu, men jeg vil fortsætte med at besøge 1-2 nye lande om året. Mit største hvide område på kortet er Vestafrika, og andre rejseplaner omfatter Brasilien, Nordkorea og Turkmenistan. Det må gerne være lidt besværlige og lukkede lande, hvor det er svært at komme ind, såsom Kina i 1979 eller Iran i 2004.

- Hvad er dine værste rejseoplevelser?
- I 1990 blev jeg hypnotiseret og bestjålet i en bybus i Jakarta. Jeg havde spurgt en mand om vej til stationen. Han fulgte mig hen til en bus og satte sig over for mig. Han kiggede direkte på mig og snakkede og snakkede - jeg kan stadig huske hans øjne. Pludselig sagde han, at nu var vi der, og jeg gik ud, men der var ikke nogen station. Jeg fandt derhen, men da jeg skulle betale for billetten opdagede jeg, at min skjorte var knappet op, og en anden person havde skåret hul i min pengekat, der hang på maven. Væk var penge og rejsechecks - men pas og flybillet var der heldigvis. Jeg fik erstattet checkene, men det værste var faktisk dette at blive totalt frataget kontrol over situationen. Det kogte i mig i flere dage efter.

- Du er et af de få norske medlemmer og kan derfor ikke være med til så mange aktiviteter?
- Jo, men jeg synes det fungerer fint. Jeg har været med til fem julefrokoster siden jeg meldte mig ind, men jeg har desværre ikke haft mulighed for at deltage på andre medlemsmøder. Jeg har været med på to klubture (til Madagascar og Etiopien) i det seneste år og kender derfro flere medlemmer godt. Og så læser jeg Globen, der jo et et glimrende medlemsblad, og jeg følger også jævnligt med på hjemmesiden.

Til samlet liste over de berejstes beretninger

Tilbage til startside