Se nationalparkerne - før olieselskaberne
Tekst: Søren Fodgaard, Foto: Pernille Föh
En nationalpark er uberørt natur hvor dyrene er beskyttet. Men det gælder ikke længere i Murchison Falls National Park i Uganda. Der er nemlig fundet olie i parken.
To britiske selskaber har foretaget en række prøveboringer i parken, og d. 13. januar meddelte de at der findes et oliefelt i kommerciel skala på 400 millioner tønder. Til sammenligning er der p.t. 1250 millioner tønder i den danske del af Nordsøen. De to selskaber har kun udforsket en lille del af den blok de har koncession på, og hvis en tilgrænsende struktur også rummer olie vil oliefeltet være betydeligt større.
Murchison Falls NP er med 3840 km2 Ugandas største nationalpark og ligger ved nordenden af Lake Albert. Parken gennemløbes af Nilen som et sted presses gennem en kløft der er blot 7 meter bred. Der findes et rigt dyreliv med flodheste, krokodiller, elefanter, giraffer, antiloper og 460 arter af fugle.
Oliefundet ligger i Albert Forsænkningen, som er en del af Rift Valley, et stort system af sprækkedale som gennemløber det meste af Østafrika. Der er udpeget efterforskningsområder i hele Ugandas del af forsænkningen. De to britiske selskaber har også gjort et større fund ved den sydlige del af Lake Albert (som ikke indgår i en nationalpark). Senere i år vil de foretage prøveboringer ude i selve søen.
De nye fund vil utvivlsomt øge interessen for at undersøge hele Albert Forsænkningen. Der foregår i øjeblikket efterforskning i et lovende område nord for Murchison Falls NP, samt øst for Lake Edward i dele af Queen Elizabeth NP. Der er flere andre blokke som endnu ikke er udforsket og som samtidig ligger tæt ved andre nationalparker (Semuliki, Rwenzori og Bwindi).
For olieselskaberne er fundene gjort i ret attraktive områder. Uganda er politisk stabilt, og der er tale om et fladt landskab med savanne. Olien ligger i en dybde på kun 1 km, og den er under ret højt tryk. Miljøforhold indgår i selskabernes arbejde, og på nettet kan man finde en større rapport, som er udarbejdet af et af selskaberne for Ugandas Miljøstyrelse. Den konkluderer at olieproduktionen kan gennemføres uden større negative effekter for dyreliv, befolkning og miljø.
Indtil nu er der kun tale om prøveboringer som ikke syner meget i landskabet, og der skal foretages meget mere efterforskning. Derfor kan der let gå 5-10 år før man begynder at lave produktionsanlæg, veje, olieledninger, boliger osv. Men mængderne er så store at der ikke er tvivl om at olien vinder over dyrene - selv om oliefelterne ligger i naturskønne områder. Derfor er det måske tiden at tage til Uganda og se nationalparkerne - mens der stadig er flere dyr end boretårne!
Læs mere:
www.allafrica.com
www.heritageoilltd.com
www.towerresources.co.uk
www.dominionpetroleum.com
www.tullowoil.comwww.nemaug.org (bl.a. miljørapport)
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside