De to spinkle mænd og den kraftige dame
Tekst: Søren Fodgaard, foto: Jakob Øster
Søren Fodgaard tager med offentlig transport i Uganda. Læs beretningen om en tur i en gammel matatu, der skulle startes med håndsving og var lige ved at falde fra hinanden.
Venter i varmen
Mbarara var et hul i jorden - tørt og støvet. Guidebogen havde heller ikke lovet andet. Det var blot et trafikknudepunkt, hvor man kunne få transport videre vestpå.
Jeg var ankommet fra Kampala, Ugandas hovedstad, lidt over middag. Jeg skulle videre til Kabale i det sydvestlige hjørne af landet. Det skulle være et smukt grønt område tæt på bjergene ind mod Congo.
De store, statsejede busser afgår om morgenen. Senere på dagen er der kun matatu'er til rådighed - minibusser eller personbiler - som først kører når de er fyldt op. Matatuen til Kabale var en nydelig auberginefarvet Peugeot stationcar, faktisk den pæneste bil på hele buspladsen.
Der sad to på forsædet og én på mellemsædet, da jeg satte mig ind, og kort efter kom der to mere til mellemsædet. Lidt senere kom to mænd og satte sig ind på bagsædet, men der var plads til to mere. Og så kom en lang pause uden nye kunder. Tiden gik, og vi skulle jo gerne af sted i dag.
Jeg havde hørt om, at i en sådan situation kan man betale for en ekstra plads, så vognen bliver ”fuld” og kan afgå. Men var det nu ikke lige flot nok sådan at købe hele to pladser, og hvad ville de andre ikke tænke om sådan en turist, som strøer om sig med penge, men det var måske ikke så meget, og mit budget kunne nok klare det, men måske skulle jeg lige vente et kvarter mere og se, hvad der skete….
En dame gik hen mod bilen. Hun skulle til Kabale.
Her skal det indskydes, at ugandere fra den sydlige del af landet ofte er ret spinkle. Smalle hofter, smalle skuldre, smalt ansigt - både mænd og kvinder. I den nordlige del af landet bor andre stammer, som svarer til det klassiske billede af sorte afrikanere. Kraftige og muskuløse, brede hofter, brede skuldre, stor barm, rundt ansigt.
De to mænd, der sad på bagsædet, var fra den sydlige del af landet. De var meget spinkle.
Damen var fra den nordlige del af landet. Hun var kraftigt bygget. Hun var faktisk overordentlig kraftigt bygget.
Hun kantede sig med besvær forbi mellemsædet for at sætte sig på bagsædet mellem de to mænd. Og så skete der det samme, som når man sætter sig ned i et fyldt badekar, hvor vandet skvulper op langs siderne og er ved at løbe ud over det hele. Da damen satte sig, lettede de to mænd og røg op langs siderne, så kun det ene ben havde kontakt med sædet og det andet hang på armlænet, mens damen satte sig solidt på det meste af bagsædet. Chaufføren kiggede ind af fordøren med et suk: Nej, her kunne ikke sælges flere billetter, end ikke en barnebillet.
Nu var vi pludselig klar til afgang. Og så slap jeg jo også for at købe to ekstra billetter (jeg ved det godt, fedterøv).
Småskavanker
Den auberginefarvede var som sagt pladsens pæneste. Men ikke helt fejlfri. Startmotoren (eller generatoren) virkede ikke, så den måtte startes med håndsving. Tredjegearet kunne åbenbart ikke bruges. Døren på min side kunne ikke lukke, så den måtte have et ordentligt tryk udefra og derefter låses. Og vinduet ved min plads kunne ikke rulles op - men det kunne hives op i etaper med et stykke ståltråd udefra.
Efter lidt kørsel var det ind på en tankstation og købe benzin. Chaufføren rodede med et eller andet, og på den anden side af bilen dampede det. Efter et kvarter stoppede han igen ved nogle huse, og igen dampede det. Det viste sig, at han hældte vand på det ene baghjul, som var meget varmt - bremseklodsen hang åbenbart.
Til gengæld kørte chaufføren som død og helvede - mange gange over 100 km/time, og dækkene peb i svingene. Det var nu ikke helt så slemt, for vejen var bedre end de fleste danske landeveje (et bistandsprojekt?), og der var stort set ingen anden færdsel. Og i øvrigt kan en bil jo godt stoppe med bremserne på tre hjul. Ikke også?
I lang tid var det ret øde områder. Efter godt en time gik det nedad, og der kom flere dyrkede marker. Nu gik farten også lidt ned, så man kunne se lidt mere af landskabet. Nu kørte han faktisk ret pænt og i frigear ned ad bakkerne, og nu dukkede der hytter op langs vejen, og det gik endnu langsommere, og… Ja, rigtigt gættet, han var løbet tør for benzin.
Når chaufføren tager sådan en tur, er det jo hans egen lille forretning. Han beholder en del af billetprisen og skal selv betale benzinen, og så beholder han overskuddet. Jo mindre benzin han køber, jo større overskud. Og nu var der oven i købet blevet solgt en billet mindre end beregnet, så der var i hvert fald ikke hældt for meget på.
Eller også var det et udslag af afrikanerens ukuelige optimisme: Det går jo nok alt sammen, og noget viser sig - og det gjorde der for så vidt også. For efter et par minutter dukkede et par drenge op på cykler. De fik lidt penge og hentede noget benzin i en flaske, og efter en halv times ventetid kunne vi så trille de sidste 2½ km (!) ind til Kabale.
Vi var alle kommet frem i god behold: De to på forsædet, os fire på mellemsædet, og de to spinkle mænd og den kraftigt byggede dame fra bagsædet.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
