Et venezuelansk tenniseventyr

Tekst og foto: Bernd Reul

To ugers afslapning ved Venezuelas caribiske strande skulle danne den perfekte afslutning på en oplevelsesrig to måneders rygsækrejse i august/september 1995 gennem det østlige Sydamerika og Andesbjergene. Vejen til de paradisiske strande gik igennem Venezuelas hovedstad Caracas, en by, som mest er kendt for sine talrige mord og overfald - og således for de fleste turister kun udgør en kort mellemstation på rejsen. Vores ophold i Caracas skulle dog vise sig at blive et af højdepunkterne på hele rejsen: et tenniseventyr.

En uge før matchen - vi har fundet stadium vha. en lokal student og købt billetter vil næste weekend

Palle og jeg ankom til Caracas i weekenden og tjekkede ind på et billigt hotel med en venlig ejer, som også lejede værelser ud på timebasis i stor stil. På vores første tur rundt i Caracas' gader opdagede vi tilfældigt en plakat omkring en forestående Davis Cup match mellem Venezuela og Danmark (den efterfølgende weekend) og besluttede os for at prøve at finde stadion og se, om spillerne var ankommet allerede. Ankommet til stadion viste det sig, at spillerne faktisk skulle have trænet denne lørdag, men var taget ud og spille golf i stedet! Lidt ked af den manglende succes med at møde de danske stjerner besluttede vi os for at købe to billetter til den efterfølgende søndag - Davis Cup matchens sidste spilledag. Denne beslutning kom vi ikke til at fortryde.

Forberedelse til den store dag

Efter at have tilbragt en dejlig uge ved kysten og øerne ud for Morocoy i det vestlige Venezuela, returnerede vi til Caracas om lørdagen og glædede os til at se live-tennis dagen efter. Dagen før havde vi på hotellets fjernsyn fulgt lidt af de første to kampe som hhv. Kenneth Carlsen vandt mod Maurice Ruah og Frederik Fetterlein tabte mod Nicolas Pereira - d.v.s. stilling var 1-1 inden lørdagens double.

Vi gør klar til kamp - to styk Dannebrog skal laves af lagen, pap og rød spraymaling

Denne kamp skulle vise sig at blive meget spændende, men Palle og jeg havde andre gøremål - vi skulle være ”kampklar” til den efterfølgende dag. Dette indebar, at vi styrtede Caracas rundt for at købe ét stykke hvidt lagen, rødt spraymaling, papkasser og ansigtsmaling. Sidstnævnte var ikke så nemt at finde, idet vi jo var uden for karnevalssæsonen, men det lykkes til sidst i en legetøjsforretning, hvor den kvindelige ekspedient var rimelig nysgerrig efter vores formål med denne maling. Men det havde vi lidt svært at forklare på vores spinkle rejsespansk. Tilbage på hotellet - det samme som weekenden før - stillede vi os ud på fortovet og gik i gang med at fabrikere to store Dannebrogsflag ved hjælp af lagen, saks, papkasser og masser af rød spraymaling. Adskillige forbipasserende kiggede noget undrende på os to hvide turister og vores ”mærkelige” aktiviteter. Det blev til to flotte fugtige flag, som måtte hænge uden for vinduet i løbet af natten for at tørre - og for at undgå en kraftig lugt af maling inde i rummet.

Resultatet af lørdagens doublekamp var ikke særlig opløftende - Danmark med Kenneth Carlsen og Morten Christensen tabte, og ”vi” var således bagud 1-2 inden de to sidste afgørende kampe.

Vi gemmer os bag de to store Dannebrog på den billige langside omgivet af hundredvis af venezuelanske tennis fans

Dagen oprinder

Så blev det søndag - en dag vi egentlig ikke havde specielle forventninger til, men som skulle vise sig at blive et af de døgn man ikke glemmer og skabe et par venskaber, som stadig eksisterer. Om formiddagen gjorde vi os klar og malede to danske flag på vore kinder. Efter nærmere omtanke valgte vi dog at fjerne det ene danske flag og male et venezuelansk flag, således at vi havde to forskellige flag på vore kinder. En lille detalje, som senere skulle vise sig at blive vores redning mod et lag bank.

Således udstyret tog vi bussen ud på tennisstadion i et af de pænere kvarterer i Caracas. Det var et åbent stadion med tribuner langs de fire sider og overdækning på den ene langside - hovedtribunen. I kraft af vores skrabede rejsebudget havde vi dog købt et par billetter til den ”billige” langside uden skygge - der sad vi så lige midt blandt en stor mængde tændte venezuelanere, da dagens første kamp gik i gang: Kenneth Carlsen mod Nicolas Pereira.

Kampen er i gang og Kenneth Carlsen angriber med et hårdt slag

Tennis i en heksekedel

Det første sæt blev utrolig nervepirrende og først afgjort i tiebreak til Kenneth Carlsens fordel. Dette medførte en endnu mere intens stemning på stadion, hvor man kunne høre en tændstik knække, mens bolden blev spillet, og som blev forvandlet til en heksekedel efter hvert enkelt point til den lokale helt. Nicolas Pereira viste sig at være forholdsvis usportslig, han gejlede mængden op og gav på et tidspunkt Kenneth Carlsen fingeren.

Stemningen på tribunerne var således i top, og vi gjorde vores for at holde kampgejsten oppe hos ”vores” mand. Det viste sig, at vi var de eneste danskere på den solbeskinnede langside. En håndfuld andre danske tilskuer sad på hovedtribunen i skyggen. De havde været der til alle kampene siden i fredags og undrede sig noget over os to, som pludselig dukkede op her til de sidste to kampe og lavede et spektakel uden lige.

Hver gang Kenneth Carlsen havde vundet et point, var de lokale tilskuere naturligt nok rimelig stille, hvorfor røsterne fra Palle og jeg tydelig kunne høres på hele stadion. Hele repertoiret af kendte slagsange kom i brug, fra ”Vi sejlede op ad å'en...”, til ”Det var Danmark, og det var.....”. Det var en speciel og uvirkelig oplevelse at stå to mennesker blandt hundredvis af temperamentsfulde venezuelanere og synge ”sejle op ad å'en...” samt holde to store danske flag i hænderne foran os.

Vi blev konstant overdænget af diverse ”kasteskyts” i form af papirkugler, ispinde med mere, og vi fik løbende nogle meget onde blikke fra tilskuerne omkring os. Dette hang selvfølgelig også sammen med, at kampen forblev meget spændende. Vi følte os dog ikke decideret truet, blandt andet fordi vi regnede med, at tilskuerne til en tenniskamp har en vis klasse - ja, godt det ikke var en fodboldkamp.

Efter at de første to sæt var gået til Carlsen, vandt Nicolas Pereira tredje sæt, og Venezuela vejrede morgenluft. Danmark skulle jo vinde denne kamp for at have en sejrschance i hele matchen. Fjerde sæt blev meget tæt og intenst, og vi gjorde hvad vi kunne for at pushe Kenneth. Flere gange fik vi tegn og nik fra Kenneth og de andre danske spillere på bænken om at fortsætte med den værdifulde opbakning.

Kenneth Carlsen trak det længste strå og vandt sættet med 7-5. Nu stod det 2-2 i matchen, og venezuelanernes ansigtsudtryk blev forvandlet til frustration og opgivenhed. Palle og jeg var enige om, at det havde været de mest intense tre timer i vores liv. Timer hvor kroppen var spændt til bristepunktet og hvor man skiftede fra euforiske opture til dybe huller, afhængig af hvem der tog de enkelte point. Vi følte, at vi virkelig havde kæmpet en kamp blandt de lokale tilskuere.

Den afgørende match

Sidste kamp mellem Frederik Fetterlein og Maurice Ruah skulle så bringe afgørelsen. Begge disse spillere havde jo tabt deres første kampe, så udgangspunktet var meget lige.

Danmark har vundet og der er champagne i kabinen - Palle og jeg fester med

I pausen mellem kampene gik vi over på hovedtribunen for at få os en snak med det dusin danske tilhængere, som holdt til derovre. Det viste sig at være folk fra ambassaden og nogle danske virksomheder samt et par studerende. De gav os klap på skulderen over vores indsats og var noget imponeret over vore ”vovemod”. Vi gav dem også et kamera, så de kunne tage et billede af os på den anden side under den sidste og afgørende kamp.

Dette blev heldigvis en temmelig ensidig fornøjelse, idet Frederik Fetterlein relativt ubesværet vandt i tre korte sæt. Dette medførte så også, at tilskuerne blev lidt roligere og lidt mindre sure på os. En stor mand i nærheden, som havde kigget ildevarslende på os flere gange i løbet af kampene, fortalte os på vej ud, at vi havde fået bank (og her klaskede han sin knytnæve ned i sin anden hånd), hvis ikke vi havde haft det venezuelanske flag malet på kinden - pyha...

Danmark har vundet!

Efter kampen gik vi ned til gruset, og spillerne kom over for at takke for den ekstraordinære support. Vi fik også nogle dannebrogshatte med autografer fra spillerne. Pludselig kom formanden for Dansk Tennis Forbund og spurgte, om vi ville med ned i omklædningsrummet og feste med spillerne samt drikke champagne. Vi var noget overraskede, men sagde jo ikke nej til dette tilbud. Derefter følte vi os faktisk som en del af holdet, og vi blev oven i købet inviteret til reception i den fine Caracas Sports Club om aftenen.

På Caracas Sports Club i vores ”fineste” tøj - Kenneth Carlsen takker for vores support under hele kampen

Tilbage på hotellet måtte vi sande, at fine receptioner ikke ligefrem er det man regner med på en rygsæktur, så vi måtte nøjes med at skifte til de mest rene jeans og T-shirts vi havde. Vi tog en taxi ud til sportsklubben, som lå i et af de rigtig fine kvarter af Caracas oppe på bakkerne. Taxichaufføren havde lidt svært ved at finde stedet og måtte spørge om vej flere gange. Vi blev lidt bekymret for, om vi ville nå frem, og til sidst brændte motoren på taxien også sammen - heldigvis kun 200 m fra vores mål.

Ved receptionen i den fornemme klub blev der til vores store fornøjelse serveret dansk mad, blandt andet frikadeller - de fandt hurtigt nogle aftagere. Forskellige folk kom hen til os flere gange i løbet af aftenen og spurgte: ”Er det ik' jer fra den anden side?”. Det var lidt pudsigt pludselig at være lidt i centrum.

Vi havde nogle gode og interessant samtaler med tennisspillerne, og vi lærte også to danske piger at kende - Christina og Mette - som var i praktik hos Plumrose i Venezuela på det tidspunkt, og som også havde overværet kampen. Dem har vi stadigvæk kontakt med den dag i dag, og vi mindes en gang imellem denne specielle søndag i Caracas.

Efter Caracas sportsklub tog vi på et fancy diskotek med både spillere, holdledere og andre gæster og dansede natten lang. Det vil sige, vi ”bevægede” os til musikken - de venezuelanske piger dansede!

Dagen efter fik vi fra nogle venezuelanere at vide, at vi utallige gange havde været i centrum på den lokale tv-transmission i form af close-ups mellem de enkelte bolde. Heldigvis blev vi dog ikke genkendt mere den resterende uge, hvor vi slappede af fra weekendens strabadser på nogle strande ved Cumana øst for Caracas.

2 måneder i Sydamerika er desværre slut og rejsen går hjemad med fuld oppakning plus "det løse"…

Epilog

Nogle år senere var Palle til Copenhagen Open og så Kenneth Carlsen spille en kamp. Efter matchen gik Palle ned blandt ungerne, som skulle have autografer, og holdt sin dannebrogshat med Carlsens underskift frem blandt de andres blokke og fotografier. Kenneth fik øje på hatten med hans underskrift, kiggede så op på Palle, studsede et sekund, og spurgte så: ”Hey, er du ikke én af de to fra kampen i Venezuela"?

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside