Pantanal i marts
Af: Elsebeth Finneck
Til højre i det store mudderlandskab er en lastbil efterladt med kraftig slagside. Vandet trænger ind i førerrummet. Til venstre står en 4-hjulstrækker, der har givet op. Også vi sidder uhjælpeligt fast og må ud i mudderet til myggene.
Efter seks timer når vi Ponta Pará/ Pedro Juan de Cabellero. Den ene side af byens eneste vej er i Brasilien, den anden i Paraguay. Ponta Pará er lammende. Det virker som et af de sværeste steder at komme fra, når man nu engang er der.
Efter flere dage i en hængekøje i regnen begynder jeg at blive ret desperat. Jeg skal møde den nye danske direktør i São Paulo om få dage. Han er kommet til Brasilien med det ene formål, at jeg skal introducere ham til selskabet og derpå overlevere forretningen.
Så finder en ud af, at jeg har en gammel elektrisk hårtørrer, som jeg ikke har deklareret ved ankomst til dette mærkelige toldfrie område. Vi begiver os til fods ned til politistationen. Min hårtørrer bliver noteret i politiets bøger, og det nye bekendtskab fejres med en kop kaffe.
Politiet oplyser, at der om to dage sandsynligvis afgår en postflyver til São Paulo fra Presidente Prudente, der ligger ca. 500 km østpå. Beredskabskorpset kunne nok finde ud af at tage mig med i retning af Presidente Prudente, hvis jeg har mod på at forsøge den mulighed. Uden garanti selvfølgelig.
Jeg begiver mig igen ud i mudderlandskabet. Denne gang i en bil med kæmpehjul med kæder på. Også den forsøger mudderet at holde på, men vi vinder kampen.
Stjernerne
Den lille maskine letter fra Presidente Prudente i sydlig retning kl. 21 med tre mand ombord, førstepiloten og mig i cockpittet, andenpiloten læser dagens avis bagved i lastrummet. Vi flyver lige ind i den klare stjernehimmel. Alle bånd bliver frigjort, og jeg bliver omfavnet af en tryghed og grænseløshed. Tyngden og magtesløsheden vendes til svævende frihed. Saint-Exupéry kunne ikke have oplevet en mere vidunderlig nat.
Stjernerne smiler til mig. ”Vi har været her hele tiden. Du har bare ikke kunnet se os.” Også piloten smiler til mig, da han ser mig slippe jorden og suge alle stjernerne ind. De bliver ved at komme fra alle sider, indtil jeg synes jeg kender dem, og der kommer ro over tankerne.
Efter noget tid i den levende nat begynder jeg at skelne en buket af lys på jorden og en række lamper, der markerer en lille landingsbane. Flyet lander uden bump på et kort stykke faststampet jord. Jeg undres over, at der er så mange mennesker samlet her midt om natten. Er der nogen, der skal med os eller kommer der snart et andet fly. Hvad venter de på?
Andenpiloten Marco smiler og siger, at det er os, der er så vigtige. De to ugentlige postflyvere er højdepunkterne for byens beboere. Det vil ingen gå glip af. Mens han går ind med posten, går førstepiloten - Alberto - og jeg ud ad landingsbanen for at strække benene, mens han tager sig en cigaret.
Stjernerne fortryller endnu mere, når man også kan føle dem og den milde nat. Jeg kan se på Alberto, at han heller aldrig bliver træt af dem. Jeg takker ham for at have taget mig med. Han betragter mig lidt og smiler tilbage.
I næste by er der endnu flere mennesker, der venter på os, selv om det er tæt på midnat. Denne gang går jeg med Marco og nyder folks spænding ved postens ankomst. Der bliver udvekslet nyheder, og Marco går ind og får frisk kaffe på kanden.
Efter de første byer bliver postsækken overladt til mig. Jeg bliver mødt som en sand messias, og jeg nyder hvert sekund. Er der post til dem? Jeg smiler igen - ”måske”.
I Londrina, der er vort sydligste punkt, gør vi et længere ophold. Vi bliver inviteret ind på lufthavnschefens kontor til kaffe, og piloterne får tid til en cigar.
Lufthavnschefen spørger interesseret, hvad der får mig til at krydse Brasilien på denne måde i zigzag midt om natten i stedet for at tage en lige rute. Jeg fortæller om Ponta Pará og mine problemer med at komme væk derfra. Han ler, så overskægget hopper. ”Não consegue”. Det kan man ikke. Der sidder man fast.
Tilbage til flyet, nu med kurs østpå. Natten er stadig mild, meget mørk og med sin helt særegne stjernebelagte personlighed. En ny stjernebestrøet tur, en ny by med forventningsfulde mennesker. Det er svært ikke at føle sig meget lykkelig og let om hjertet.
Men den fantastiske nat får en ende. Et eller andet sted oppe i stjernerne tror jeg, Saint-Exupéry vinker farvel til os, da dagen begynder at komme.
Klokken 8 næste morgen ankommer vi til Congonhas lufthavnen i São Paulo. Nu skal de vise den mærkelige dansker, at brasilianerne også kan være præcise, hvis de skal. De får lufthavnspolitiet til at eskortere mig til mit hotel og vente, mens jeg gør mig klar.
Kort før kl. 9.00, der var det aftalte tidspunkt, kan jeg sige goddag til såvel den brasilianske stab som den danske direktør. En varm tanke går til Marco, Alberto og stjernerne.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
